Dag mødte ikke sin faders blik som han bød hende tænke over det. Hun havde ikke meget problem med at nedgøre sin bror selv, at få ham til at føle sig dum og utilstrækkelig! Men at vende deres far imod ham? Den eneste voksen hvis holdning Nat faktisk bekymrede sig en smule om? 

Det virkede næsten for ondt. 

"jeg vil tænke over det.." lovede hun alligevel, en anelse sammenbidt. 

Dag søgte hurtigt sin faders blik og lyste en smule op, som Valkar sagde han ville besøge dem. "virkelig?!". Hun trak dog hurtigt i land på sin begejstring igen, og lagde en tydelig dæmper på den. "det ville da sikkert være hyggeligt" tilføjede hun med ligegyldigheden tilbage i sin stemme, om end den var tydeligt påtaget denne gang. Hun var nød til at sænke sine forventninger. Hun var trods alt ikke noget barn længere!

Som Valkar gættede præcist hvad der var sket rulle dag med øjnene og sukkede tungt og opgivende. 
"ja. Han sagde det var dumt og kedeligt og for tøser, men det var ønsketænkning at tro han ville holde sig væk af den grund" beklagede hun sig med fornyet irritation. 

Valkar nikkede stille til sin datters svar, spillet mellem tvillingerne var mere kompliceret end som så. Det nyttede ikke at presse hende mere end han allerede havde, selvom han nok ville ende med at have en snak med Nat før eller siden.

Selvom det kun havde varet et øjeblik, så ville den glæde Dag lige havde vist ham være hos ham længe, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set hende så glad. Det at det var ham selv der havde bragt hende den varmede blot mere.
"Det tænker jeg også" smilede han, før han kom i tanke om et løfte "Åh! Hvilket minder mig om at Herbert sender sine hilsner" den ældre vagtmester tilbage fra Opalslottet havde altid haft et svagt punkt for Dag, efter Valkar selv var Herbert den der havde savnet at have Dag boende mest, der hang stadig en tegning fra Dags yngre dage i vagtstuen.

"Nat er så omskiftelig som vinden, det har du ret i" sukkede han stille, at lytte til andre var ikke just hans stærkeste side, men det ændrede ikke på at han burde forsøge. "Hvordan var festen så før Nat dukkede op?" forsøgte han sig så, det kunne være at det ville få hende i lidt bedre humør.

Dags udtryk blev blødere som Valkar nævnte Herbert. Det var nogle gange nemt at blive vred på verden, hendes bror, mor eller Valkar selv, men Herbert.. Herbert havde Dag aldrig rigtig kunne være vred på.
"Du må.. hilse igen" svarede hun lidt tamt, men hun anede ærligt ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Nu luften gik en smule af vreden kunne hun godt se hun måske ikke havde været helt fair. Men hun havde heller ikke tænkt sig at trække i land og undskylde.

Dag sukkede opgivende. Nat var Nat. Så omskiftelig som vejret, og cirka lige så utilregnelig! Valkars næste spørgsmål fik dog Dag til at gnubbe sin arm en smule.

"Det var.." hendes ansigt var vendt lidt nedad, men hun skævede op for at møde sin faders blik "ret overvældende faktisk.." indrømmede hun lidt modvilligt.
"Men.. det var faktisk ret fint at danse" tilføjede hun, og trods kulden, blev hendes kinder en andelse røde ved tanken om dansen med Shiro.

Et stille smil var på Valkars læber som han gav hende et nik, at hilse Herbert ville være det mindste. Men glæden det ville give Herbert var ganske til at føle på. Valkar rodede lidt i sin sparsomme oppakning han havde haft med og fandt en pergament rulle, der var forseglet med et rødt bånd. "Jeg skulle også give dig denne når jeg så dig, den er fra Herberts datter Gwyn" han rakte rullen mod Dag. Når den blev rullet ud var det en tegning af en gul kanariefugl i rustning med hjelm. "Gwyn elsker stadig historierne om Sir Alistair" forklarede han med et mildt smil. Nok var det tid siden at Dag sidst havde snakke om ridder fuglen, men det havde stadig sat sine spor.

"Åh?" lød det en kende overrasket, men endnu et smil fandt vej som hun fik fortalt at det faktisk ikke kun havde været en dårlig oplevelse. Måske de en dag skulle holde et bal på Opalslottet? "Det er jeg glad for at høre, var det en god dansepartner?" fortsatte han så. Han ville ikke snage for meget, men det var hans lille pige og han ville helst sikre hun havde det godt.

Dag så lidt overrasket ud som hun tog imod rullen fra Valkar, men forståelse blandet med en foruroligende følelse som hendes far forklarede hvem den var fra. "Okaaaay" sagde hun tøvende som hun rullede den ud, og et tungt suk forlod Dag som hun så hvad det var. Straks blev tegningen rullet sammen igen.
"Ugh, jeg sagde til hende det var en hemmelig historie" kommenterede hun irriteret, men beholdt da tegningen, selvom hun ikke havde noget sted at gøre af den.

Om Valkar også selv havde fortalt det videre viste Dag ikke, men det var tydeligt hun selv havde. Mindet om sin fortryllede barndomsven gjorde hendes mine stram. "Jeg har stadig ikke set noget til ham" indrømmede hun med en skarphed der ikke inviterede til yderligere spørgsmål. Dag var både vred og skuffet, men begge følelser var sløret af tvivl. Måske havde det bare været noget hun havde forestillet sig dengang? Hun havde trods alt bare været et lille barn..

Som Valkar spurgte ind til Dags dansepartner, fnøs hun. "Nej, han var elendig!" kommenterede hun med det samme. "Men det havde vi til fælles" tilføjede hun så mens hendes mundvig kravlede en smule op igen. Dag havde danset med sin far da hun var yngre, men kun holdt oppe af ham, med følelsesløse fødder hvilende mod hans.

Valkar formåede at holde smilet på afstand over situationen med tegningen, han burde nok ikke blande sig men at kaste lidt lys over sagen kunne vel ikke skade. "Hun har aldrig fortalt den til nogen, til Herberts store frustration. Det er svært at have en datter der elsker en historie han ikke kender, og hun forventer han kan genfortælle, men hun nægter at hjælpe ham med" forklarede han med skyggen af et smil.

"Hmm" brummede Valkar, han kunne tydeligt mærke at hun ikke havde lyst til at snakke mere om det, selvom det nagede hende. Selvom han havde forsøgt at finde ud af noget om en ridder Kanarie fugl, så var det nærmeste han var kommet en forbandet smedelærling der skiftede ved et nys. Tydeligt kunne det ikke være den samme person, især da han var forsvundet.

En sagte klukken undslap ham som Dag forklarede hvor dårlig deres dans havde været teknisk "Hvis du får lyst til at øve dig sig endelig til, det kunne være godt for mig at få danset lidt igen" Det ville være noget andet end sidst de havde danset, men han kunne ikke være andet end stolt over at hun efterhånden kunne stå på egne ben. Hun var tydeligt ikke hans lille pige længere, hun var så meget mere.

Selv Dag, i sin selvhøjtidelige teenage på-tværs selvmedlidenhed, kunne ikke undgå at fnise. Hun kunne levende forestille sig Gwens iver, og Herberts fortvivlelse, som han ikke kunne opfylde den lille piges ønske, hvor gerne han end ville. "Han har nok bare fundet på sin egen version af historien" kommenterede hun lidt lattermildt, inden hendes udtryk igen blev mere tvært. Latteren havde dog mildnet det en del, og smilet var ikke langt fra kanten af hendes læber.

Dag lagde hoved en smule på skrå "Det kunne være rart, faktisk.. Men jeg kan ikke stå mere i aften, så det bliver nok først når vi får lov at besøge dig igen" sagde hun med et lille trist suk. Hun savnede sin far, uden tvivl, men hun var næsten en voksen kvinde nu, og ville hvertfald ikke vise hun savnede sine forældre, som et andet barn ville gøre.

Skyggen blev til et helt smil på Valkars læber som Dag endnu engang så bare en smule gladere ud. "Som jeg forstår det opfandt han en ny som så skulle være et andet eventyr" Forklarede han smilende, det var den løsning der havde stoppet Herbert fra at få alt for mange grå hår, og samtidigt sørget for en glad Gwyn.

Blidt klemte Valkar sin datters hånd, nok var Liv deres mor men hun ville ikke stoppe ham fra at se sine børn. Ikke denne gang. "Jeg tænker at vi kan se på det når jeg besøger jer? Det har jeg trods alt lovet at jeg vil" forsøgte han sig med et opmuntrende smil. Hans ord var ikke noget han gav let, det havde haft utrolig meget betydning for ham. Det havde været værnet mod uvisheden, været det der var med til at definere hvem han var.
Han havde lovet at besøge sine børn og det ville ske.

Dag rullede med øjnene og rystede smilende på hoved over Herberts løsning. Hun kunne dog ikke helt bebrejde ham, for hun viste ganske vel hvor insisterende Gwen kunne være. Det var samme grund Dag var endt med at fortælle Gwen historien med Sir Alistair til at starte med! Gwen var nok en lille pige, men når der var noget hun først besluttede sig for hun ville, så var hun mere ustoppelig end Nat!

Dag lagde sin anden hånd ovenpå sin fars som han gav hendes et klem. "Det synes jeg vi skal så, selvom Nat nok bliver træt af at vi laver noget uden ham" sukkede hun let opgivende, selvom det på ingen måde kom til at stoppe hende.
Nat måtte bare affinde sig med at han ikke ville kunne få deres far hele tiden mens han var på besøg, selvom han uden tvivl ville mene det burde være sådan. Men det var det ikke, og Dag frydede sig stille ved, at hun havde noget med deres far som Nat kun modvilligt ville være med til.. Altså udover alle de små hemmeligheder Dag og Valkar havde. Men dem kunne hun ikke tvære i hoved på sin bror, de var jo hemmelige!

"Det er en aftale så" smilede Valkar. For tiden føltes det næsten lige så besværligt at få Dag til at gå med til noget som Nat, men som hendes aften havde været kunne han sagtens unde hende noget rebelskhed. "Og hvis Nat bliver for træls kan jeg altid banke ham lidt med et sværd og kalde det træning" klukkede han kort. Nok var det at udelukke Dag, men i det mindste kunne hun få lov at se på sin bror tabe i noget han faktisk gik op i, det var nok en form for trøst.

En velkendt skikkelse kom bærende på en skammel i retning mod dem, Cole havde Valkar det lidt mærkeligt med, for han var en af Livs... projekter, men det lod til at han faktisk passede på Dag hvilket han kun kunne sætte pris på. "Nå min komtesse, jeg tænker at jeg hellere må komme videre så du kan nyde lidt mere af festen. Det var virkelig godt at se dig, jeg ser frem til at vi ses snart!" smilede han varmt og gav hende et kram om hun ville det eller ej, for derefter at gøre mine til at gå og faktisk ankomme til festen.

Et smil af tilfredshed der kunne have lunet hele paladshaven bredte sig over Dags læber som Valkar lovede at sætte Nat på plads hvis han blev for træls. Nu var hun næsten nød til at tirre sin bror til det, bare for at se det.. "Jeg er sikker på det ville give os fred, hvert fald for en stund" medgav hun noget mere kontrolleret end hendes smil.

Dag fulgte sin faders blik, og så Cole søge efter hende. Hun sukkede en smule "Jeg tror jeg har set rigeligt fest for i aften. Jeg beder Cole følge mig hjem i stedet" kommenterede hun. Hun var tydeligvis ikke helt tilfreds med krammet først, men gengældte det dog efter et øjeblik "Men jeg vil se frem til dit besøg far" tilføjede hun lavmælt mens de omfavnede hinanden.

"Du må have en god fest" bød hun ham så farvel, da han slap hende igen, og hun rettede kort på sin kjole, inden hun fik fanget Coles opmærksomhed, og vinket ham over. 

Dag var glad for hun var stødt på sin fader. Det havde gjort aftenen lidt mindre øv, trods alt!