I Isiodiths dybe søvn bemærkede hun hverken, hvordan mørkelveren forlod hende eller kom tilbage og over dem, begyndte nattens mørke at finde sig til rette, som solen sagde farvel til dagen. Uvidende om, hvordan jagten havde eskaleret til tilråbene og befalingerne fra Elverlys vagter, samt hvordan Sibalghym havde båret hende dybt ind i Lindeskoven, til flodens bred, der strakte sig uendeligt, forblev Isiodith i sin dybe søvn, indtil månen havde sat sig mageligt tilrette på den sorte nattehimmel og kunne betragte dem fra oven.

Som Isiodith langsomt fandt vej tilbage ud af mørket og ind i de vågnes verden, var det først mosset under hendes magre og svagelige skikkelse, der lod hende vide, at ikke alting var, som det burde være. Hendes hvide hænder mærkede, hvordan underlaget var fremmet og realisationen over det mærkværdige, sendte en bølge af adrenalin fra hendes galoperende hjerte og ud til resten af hendes krop. Ultimativt var det det, som fik hende til at åbne de isblå øjne, og synet der mødte hende, fik hende til at kæmpe sig vej op at sidde.

De isblå øjne skød rundt i Isiodiths omgivelser, som søgte de svar på, hvorhenne hun var, men da de ikke syntes at finde dem, fæstnede de sig i stedet på Sibalghym. Stadig bankede hendes hjerte nervøst, men til trods for hendes døsige, ja næsten svagelige krop, var hendes øjne kun skarpe og udfordrende. Som befalede hun ham, at møde hendes blik; og ikke mindst hende.
”Hvor har du ført mig hen?”, spurgte hun, som hun pressede sin ryg op mod hulens jordryg, væk fra mørkelverens skikkelse. ”Hvorfor har du ført mig herud? Du kunne have ladet mig blive i mit hjem!”, udbrød hun dernæst, uden at give Sibalghym mulighed for at besvare hendes første spørgsmål. For blot et øjeblik gnistrede de isblå øjne sårbart, men ligeså hurtigt som det var kommet, ligeså hurtigt forsvandt det. Allerede havde Isiodith blottet sig for den kønne mørkelver og hendes Gudinde skulle vide, at det aldrig ville gentage sig.

Pludselig sprang mindet om deres kys ind i hendes tankestrøm og ufrivilligt spredte en rosa farve sig henover den blege hud. Den, der glimtede gennemsigtigt, som livskraften i hunelveren var faldet, så kun hendes hjerte bankede og resten af kroppen føltes tung og livløs.
Hun forsøgte at rejse sig, men benene ville ikke lystre og ud af ingen ting, begyndte hun at skælve, som kulden fandt vej til hendes skikkelse. 

Som mørkelveren også udbrudte frustreret til hende, sank Isiodiths skuldre en anelse mod den mosfyldte jordbund og med et overfladisk, uhørligt suk nikkede hun. Tilsyneladende var Sibalghym ligeså ufrivillig i hele affæren som hende selv, hvormed Isiodith lod sig overgive til skæbnen. Hendes empatiske natur tillod hende ikke at forbande hankønsvæsnet ved hendes side for længe; for nu var hun i sikkerhed under Lindeskovens beskyttelse og til trods for, hvad hun havde hørt om mørkelverens natur, virkede Sibalghym oprigtig i hans ord. Måske han ikke ville skade hende, men blot søgte en vej ud igennem de kæmpemæssige og hvide træer og måske, var Isiodith i sandhed den eneste, der kunne hjælpe ham.
Desuden… Isiodith havde ikke været løgnagtig, som hun havde berettet om sine formodninger angående Sibalghym’s skæbne. Det var bedst, hvis han fandt sikkert tilbage til sin stamme, nu hvor Fredens Tid havde ladet sig indmarchere. En næsten barnagtig handling måtte ikke sætte det overstyr. 

Isiodith forsøgte at krybe ud af hulrummet under jorden og som hun gjorde, støttede hun sig til træets rødder, der snoede sig i alle retninger, hvor end man kiggede. De isblå øjne afslørede til stadighed den altomsluttende udmattelse, men de var også fokuseret, som de tog de indsamlede planter og rødder i øjesyn. Noget af det var spiseligt, afgjorde hun, som planterne lyste kongeblåt for hendes indre blik og langsomt, stadig skælvende, nærmede hun sig deres forråd.
Uden at kunne bekæmpe tyngdekræften, der uundgåeligt trak Isiodith til sig, stødte hendes knæ mod jorden, som hun faldt på hug foran det indsamlede. Som hendes blege hænder gled henover rødderne, fnøs hun og i samme instans gnistrede de isblå øjne drillesygt.
”Kun forfærdelig til at kysse”, svarede hun prompte og næsten henkastet i den lyse, feminine stemmeføring, der så tydeligt afslørede hendes drilleri. Flygtigt lod hun sit blik søge Sibalghyms og de spillede mod hans ildrøde, før hun atter vendte sin opmærksomhed mod maden, der lokkede hende til sig.

Som hun førte en planterod til munden, gav hun sig atter til at betragte deres omgivelser, og hvad de fandt var sølvflodens bred. Hun kunne ikke lade være med at smile, som hun forsøgte at komme op at stå og det lykkes hende, men ikke foruden at være en ubarmhjertig kraftanstrengelse.
”Sølvfloden”, mumlede hun begejstret, som de isblå øjne gled henover dens skinnende skær i mørket. ”Jeg er imponeret, Sibal. Du er løbet langt.”

Isiodiths isblå øjne betragtede mørkelveren, som han kreerede sit primitive kort på den mosede og grønne jord. I hendes blik dansede nysgerrige gnister og som øjnene forlod jordoverfladen, for at søge rundt i deres omgivelser, forsvandt de, til fordel for noget vurderende i stedet.
”Et øjeblik”, bad hun ham, som Isiodith vendte sig mod Sølvfloden, der strakte sig end ikke tre meter fra dem. Med vaklende skridt stavrede hun mod flodbredden, hendes gang langsom og søgende, som kunne hun kollapse ved blot den mindste modstand fra skovbunden. Til stadighed burde Isiodith ligge sig, for at genvinde sine kræfter men for nu, bød skæbnen hende intet andet valg, end at bestemme hvorhenne de to fremmede kunne befinde sig.

Som Sølvflodens glimtende vand kolliderede med hendes nøgne fødder, og dernæst hendes kjoles bund, gispede hun. Kulden satte sig instinktivt fast til hendes skikkelse, så skuldrene blev hævet i ubehag og de slanke fingre greb om det tynde stof, som Isiodith bevægede sig længere ud i floden.
Hun stoppede, som vandet gik hende til hendes bløde hofteben, og de isblå øjne så, hvordan det havde været forgæves at forsøge at redde stoffet fra den visse druknedød. Vandet havde angrebet det uden barmhjertighed og kjolen havde slugt det grådigt, hvormed det var bevæget sig op langs hendes skikkelse. Derfor slap hun taget om stoffet, så kjolen flød under overfladen.
Dernæst lod Isiodith sit blik vandre i det lette mørke; det, som kun blev udfordret af Sølvflodens skær, og kunne ikke bekæmpe det smil, som formede sig på hendes buttede læber, i det hun atter vendte sig mod mørkelveren.
”Kan du se forhøjningen og klippesiden der?”, spurgte hun højt, for afstanden mellem dem var pludselig betydelig, som Isiodith havde ladet det meste af sin krop finde vej til vandet. ”Vi befinder os en dagsrejse, måske to, fra grænselandet”, fortalte hun videre, som hun lod sine fingre finde vej til de mørke lokker. Dem, der stadig sad fastspændt under sølvspændet.

Isiodith løsnede det, så den mørke hårpragt bølgede nedover hendes tynde ryg, hvorefter hun langsomt stak hænderne i vandet for at vaske dem. Uden tøven lod hun derefter fingrene glide igennem hendes lange hår og først derefter, vendte hun rundt for at gå i land.

Som Isiodith vendte tilbage til Sibalghym, sendte hun ham et lille smil. De isblå øjne betragtede ham studerende og som hun trådte tættere på ham, synes hendes blik atter at blive vurderende. ”Hvordan har du det? I morgen kan jeg fikse, hvad end jeg mangler”, lige dele spurgte og tilbød hun, hvorefter Isiodith satte sig på hug ved det kort, de sammen forsøgte at lave.

Med få remedier – et stykke bark og et blad – begyndte hun at forklare, hvorhenne de befandt sig, tilsyneladende ikke opmærksom på, hvordan hendes våde kjole, afslørede hendes tynde figur. 

”Omtrent”, svarede Isiodith prompte, som de isblå øjne betragtede Sibalghyms udstrakte hånd. Hun smilede taknemmeligt, men tog den ikke, som hun skridtede forbi ham. ”Men jeg vil ikke følge dig hele vejen. Jeg viser dig, hvorhenne du kan passere igennem, så i morgen aften, inden solen forsvinder, er jeg ikke længere din fange. Så er jeg fri”, sagde hun dernæst, hvorefter hun skævede flygtigt til ham over skulderen, i håb om at han ville forstå. Hun kunne ikke blive hos ham og til trods for, at det stred mod hendes natur, måtte hun tænke på sin egen overlevelse.
”Jeg har ingen våben, jeg kan forsvare mig selv med. Ej heller ordentligt tøj der lader mig gå naturen i møde. Ingen hest, hvormed jeg skal kæmpe mig vej tilbage på gåben, og mine kræfter… Du har selv set, hvad de gør ved mig, når jeg bruger dem”, fortalte hun, som de hvide fødder førte hende tilbage til hulrummet i træet og deres lejrplads.

Isiodith tog en dyb indånding, som hun vendte fronten mod ham. ”Du forstår, gør du ikke?”, spurgte hun, velvidende at hendes ængstelighed kunne spores i den feminine stemme. For blot et øjeblik glemte hun alt om Sibalghyms spørgsmål, til trods for at hun tydeligvis frøs, eftersom hendes spinkle skikkelse skælvede fortsat.
”Desuden… Min evne tillader mig ikke at helbrede mig selv og jeg vil ikke miste livet så langt væk fra mit hjem, velvidende at min familie vil blive knust under uvisheden. Hvis du ikke lader mig gå…”, truede Isiodith svageligt, som hun rankede ryggen og så på ham med bestemte øjne. ”Så lader jeg dig aldrig finde vej ud af Lindeskoven eller tilbage til din søster. Så kan du vandre i dagevis, til du selv må bukke under. Har jeg gjort mig selv forståelig?”, spurgte hun dernæst, velvidende at hun så absolut ikke var i en position, der tillod hende at true hendes fangevogter.

Ikke desto mindre kunne Isiodith ikke lade sig kue, for Sibalghym, til trods for hans omsorg, brød sig ikke om hendes slags. Hun var for blød og svagelig, så ganske langt fra de hunelvere, han måtte have forladt i sin hjemstavn og selvom konstateringen gjorde ondt – aldrig før havde nogle vækket hende til live på samme måde som mørkelveren; fået hendes hjerte til at banke opstemt og hendes åndedrag til at blive tungt og kælent – måtte hun ikke lade sig forblinde. Hun måtte ikke lade sig narre.

Som Sibalghym lænede sig mod hende, med sin mørklilla og slanke hånd fæstnet om den hvide gren, begyndte hendes forræderiske hjerte at slå opstemt. Hvorfor skulle han være så forbandet charmerende med sine ildrøde øjne og hjørnetanden, der greb om hans egen underlæbe? Og hvordan ville mon føles, hvis han gjorde det ved hendes i et passioneret kys?

Isiodith så ned, som det gik op for hende, hvorhenne hendes tanker befandt sig. I samme instans skubbede Sibalghym sig forbi hende og lagde sig til rette i hulrummet, men Isiodith fulgte ikke hans eksempel til en start. I stedet blev hun stående og forsøgte at tæmme sit hjerte, der galopperede og hoppede i indestængt begær, som det tiggede og bad hende om at søge ham for endnu engang.
”Som du vil”, fik Isiodith omsider mumlet, hvorefter hun tog deres opholdssted i øjesyn. Nedslået afgjorde hun derefter, at de ikke havde ressourcer til at tænde bål, men måske det også var ligegyldigt. Hulrummet var lukket godt til, hvormed der ville være læ for vinden uanset og Isiodith kendte skoven tilstrækkelig til at vide, at den ikke ville hende ondt.

”Giv mig et øjeblik”, bad Isiodith derefter, som hun begyndte, stadig vaklende, at bevæge sig hen imod et højt træ, hvis blade var ligeså lange, som hendes egen skikkelse. Hele tiden sørgede hun for, at Sibalghym kunne betragte hende – hvis han, vel og mærke, satte sig op – for Isiodith turde ikke friste skæbnen, eller for den sags skyld, Sibalghym selv. Hun ville desuden ikke nå langt med hendes stadig udmattede krop og det fremstod derfor nytteløst. For nu var hun fanget.
Hun plukkede fire af de kæmpemæssige, grønne blade, før hun selv fandt vej tilbage til hulrummet, hvori hun lagde, hvad hun havde indsamlet. Det ville gøre hende godt, eftersom hendes hvide kjole stadig klæbede sig til hendes tynde krop, efter Sølvflodens angreb på den. Som hun havde viklet bladene omkring sin underkrop, lagde hun sig ved Sibalghyms side og vendte ryggen til ham, hvorefter de spinkle arme fandt vej rundt omkring hende selv, i håb om at det også kunne bekæmpe kulden blot en smule.

”Jeg er desuden ikke din blomst. Et kys gør mig ikke til din.” Stemmen var bestemt, men lavmælt, som Isiodith alligevel ikke kunne bekæmpe et lille smil, der satte sig fast henover hendes buttede læber. Ikke at Sibalghym kunne se det, fra sin plads bag hende, og Isiodith værdsatte netop det faktum. 

Isiodith fnøs og måtte bekæmpe trangen til at vende sig om, så de vantro isblå øjne kunne tage mørkelveren i øjesyn. Hun forblev, til trods for lysten til at dreje rundt, liggende med ryggen til ham, som de blege kinder antog en let rosa farve ved hans berøring.
"Det behøver du slet ikke bekymre dig om, for vi kommer ikke til at dele flere kys sammen!", svarede hun prompte, hvorefter hun hastigt udstødte en halvkvalt latter, som forekom selve tankeidéen absurd.

Da Sibalghym dernæst påbegyndte sin ydmygende parodi på vagten, kunne Isiodith ikke længere dy sig og straks vendte hun rundt, så de lå front mod front. Den lette rødmen havde endnu ikke forladt hendes bløde kindben, men som mørkelveren fortsatte sine barnagtige latterliggørelse, glemte Isiodith alt om netop det faktum.
"Hvor vover du, at tale sådan om Lýrin! Han er en god og kærlig mand!", udbrød hun, hvorefter hun, uden at overveje de næstfølgende konsekvenser eller, for den sags skyld, betænke hvor barnlig hendes egen handling end måtte fremstilles, daskede blødt til ham. De isblå øjne var bestemte, ligeså vel som eftertænksomme og morede. De kunne ikke skjule hendes milde fascination, som Sibalghym havde frembragt ved sin observation; heller ej hvordan hun nød hans pjatterier. Det var grænsende til umuligt ikke at blive smittet af den grumme latter og allermest lød han, som et barn, hvis fingre succesfuldt havde stjålet fra kagedåsen.

"Jeg ville være beæret, hvis han så min vej!", tilføjede hun dernæst trodsigt, "han er en formidabel kriger og når han besøger mig i mit hjem er han altid ordentlig og høflig! Han respekterer mig! Noget jeg umuligt kunne forestille mig, at du nogensinde ville kunne!", tilføjede hun, hvorefter hun udfordrende hævede begge de slanke og mørke øjenbryn. Uden at bide mærke i handlingen, jog Isiodith hårdt en af de mørke lokker tilbage om bag øret, hvorfra den havde undsluppet og dernæst måtte hun fnyse og grine samtidig, som kunne hun ikke bestemme sig for, hvad situationen krævede af hende.

"Og hvad hvis han endnu ikke har lagt med en kvinde? Jeg har endnu ikke lagt med en mand, så oplevelsen ville, om muligt, blive endnu mere speciel for os begge!", svarede hun mørkelveren hastigt, hvorefter Isiodith måtte smile triumferende ad ham. "Jeg er sikker på, at hvis vi endte i seng sammen, at han så ville lade mig nå ekstasen og tilfredsstille mig, som enhver mand bør kunne tilfredsstille, hvem end han vælger til sin seng!"

Det var ikke retfærdigt, som Sibalghym kunne tvinge Isiodith til at kvæle ethvert hjerteligt, overbærende smil og slet ikke, som han berettede om Lýrins mislykkede forsøg på at redde hende. Det lykkes heller ikke Isiodith, at undertrykke et spædt, næsten udfordrende antydning af selv samme, i at titte frem på hendes buttede, hjerteformede læber, som et fornærmet fnys forlod hende.
"Jeg har set ham i træningskamp og han imponerede mig! To mand kæmpede mod ham og han end ikke fik en skramme", bed hun tilbage, uden at vide hvorfra den så ukarakteriske trodsighed kom fra. Noget ved Sibalghym tillod hende ganske enkelt ikke, at lade tingene gå sin gang eller bukke under; han havde vakt hende til live, som ingen før havde formået og selvom Isiodith inderst inde vidste, at hendes hjerte ikke begærede vagten, kunne hun ikke sande det for alvor. For hvad var i grunden alternativet? At hun hengav sig Sibalghym, ham hvis spøgefuldheder fik hendes krop til at gnister i spænding? Umuligt! Aldrig ville hun kunne stole på ham, men væsentligst af alt var det faktum, at han aldrig ville nærme sig hende.

"Jeg tvivler slet ikke på, at han i øjeblikket forsøger at finde frem til mig og når han finder mig, vil jeg belønne ham. Måske tilmed takke ja til den måneskinstur, han har tilbudt mig", udbrød Isiodith, grænsende til triumferende, hvorefter hun sendte ham et bestemt blik og atter daskede til ham. Hun kunne ganske enkelt ikke lade være, som han provokerede hende med ord, hun i sandhed ikke kunne benægte, foruden at give ham fryd og følelsen af, at have besejret hende.
Isiodith vidste, at Lýrin, eller de øvrige vagter, ikke ville finde hendes person i Lindeskoven, hvis vidde var mægtig. Ikke før hun selv nåede tæt på Elverlys grænse og de dernæst ville få færten af en indtrængende. Og hun vidste også, hvordan opmærksomheden der ventede hende, var for hende dybt uønsket, for Isiodith var født til storhed, men alt hun ønskede, var en rolig tilværelse.

Isiodith sukkede og himlede med øjnene, som Sibalghym ligeledes gjorde det af hende. Dernæst kunne hun ikke bekæmpe trangen til at smile og grine hjerteligt over deres fælles barnagtigheder, og begge dele sprang frem på hendes blege ansigt, der til stadighed afslørede hendes udmattelse. Med varme, isblå øjne betragtede hun flygtigt Sibalghym, før hun strøg en undsluppen lok tilbage om bag øret.
"Du er uforbederlig, Sibal", udbrød hun, stadig moret og leende, før hun rystede smilende på hovedet. Hendes ene blege hånd landede på hans på hendes skulder og hun gav den et forsigtigt klem, før hun sagde: "Af alle mørkelverer er jeg taknemmelig for, at det er dig, hvis veje jeg krydses med. Du er uden tvivl den sjoveste mand, jeg nogensinde har mødt."

Isiodith skulle til at himle moret med øjnene, som Sibalghym erklærede, at han ikke ønskede at dræbe hende, men da hævede han sin hånd og lod en magi, Isiodith end ikke vidste, at han havde, flyde fra sine fingerspidser. Træets rødder adlød ærbødigt og Isiodith betragtede det med forbløffelse, med sine isblå øjne henover den magre skuldre.

Som træet lukkede sig, faldt mørket alt omsluttende omkring begge deres skikkelser og Isiodith gøs en anelse, som hun vendte sig om. En bleg hånd landede på rødderne, som hun lod sin sparsomme chakra indfinde sig imellem træets, for i sandhed kunne hun ikke benægte, at lige dele bekymring og nysgerrighed havde indfundet sig i hendes skikkelse. Hvordan mon træet havde reageret på Sibalsghyms manipulation? Tilsyneladende havde træet taget imod, ja faktisk velvilligt og for et øjeblik forholdte Isiodith sig undrende til det faktum, for hvordan kunne det ikke være forvirret eller uforståen overfor den pludselige ændring?

"Kan du... Ikke lukke op blot en lille smule? Mørket... Jeg kan intet se", bad hun lavmælt, som hun atter lod sin hånd falde og forlade træet. For et øjeblik havde hun fuldstændig glemt, at Sibalghym tilsyneladende hadede hende for hendes blotte tilstedeværelse og ikke mindst, hvordan han ønskede hendes folk harme. Om det var mørket eller hanelverens magi vidste Isiodith ikke, men snart efter fnøs hun lavmælt - dog moret til trods for Sibalghyms ord.

"Jeg er smigret", sagde hun, om end en smule sarkastisk, hvorefter Isiodith rykkede sig en anelse, således at hun atter lå med ryggen til Sibalghym. "Jeg føler mig helt speciel", lød det dernæst, til trods for at hun udmærket vidste, at det ikke var tilfældet. Ja faktisk var hun blot - og på usandsynlig vis - blevet viklet ind i Sibalsghyms flugtplan og således var hun blot et element i hans skæbne, hans historie. Hvorhenne hun selv ville ende var endnu uvist.

Som Sibalghym dernæst atter slog over i sjov og tilmed, hvad lød som en beklagelse, smilede Isiodith stille. "Jeg ville ikke nå langt uanset, så jeg har ikke i sinde at gøre andet, end hvad du bedte mig om", fortalte hun ufortrødent, hvorefter Isiodith fnøs over sig selv. Hun var svagelig og det havde hun altid været.

"Du snorker forhåbentlig ikke ligeså slemt som du kysser?", spurgte Isiodith hastigt og drillende, hvorefter hun hævede begge sine øjenbryn i en udfordrende grimasse. Ikke at Sibalghym kunne se det, som hun lå med ryggen til ham, men atter afslørede hendes stemme hendes formål.

Isiodith måtte undertrykke et fnys og dernæst en irriteret lyd, som Sibalghym nægtede at opfylde hendes ønske. Aldrig faldt det hende ind at tale til hans gode side; den der måske forstod, hvordan hun ikke brød sig spor om mørket og intetheden, der gemte sig i alt det sorte. Isiodith ville aldrig lade ham se den svage side, der havde forfulgt hende siden barnsben. Aldrig! Hvad ville han ikke gøre, hvis han først lærte sandheden? Desuden kunne Isiodith for sit indre blik forudse timers tortur, hvis Sibalghym vel og mærke fandt ud af den spæde hemmelighed.

Andre fanger? Hvad rendte denne mørkelver dog og foretog sig? Isiodith tabte kæben i forbløffelsen og håbede, at Sibalghym ikke ville fornemme det og dernæst kunne hun ikke længere bekæmpe et lamslået fnys, som lød højt i den lukkede hule.
"Og her troede jeg lige, at jeg var lidt speciel", bed hun tilbage, prompte, som hun krøllede sig sammen på skovbunden. "Der tog jeg vist grueligt fejl! Og det er til trods for, at jeg ellers har helbredt dig", tilføjede Isiodith derefter, i en ganske påtaget og henkastet tone. Der skete vel i grunden ikke noget ved lige at minde ham om den faktuelle situation. Den hvori han havde kidnappet hende.

Da mørkelveren dernæst kommanderede godnat, undlod Isiodith bevidst at svare med det samme, til han havde været stille en kort rum tid. Så sagde hun højt - og i den grad med vilje, i håb om at irritere og forskrække ham mest muligt - "Jeg håber, at du sover forfærdeligt!, og med de ord, startede den længste nat i Isiodiths liv.

Til trods for hunelverens sølle tilstand fra dagens strabadser, fløj hun ind og ud af søvnen ved Sibalghyms side. Hun havde aldrig før prøvet at sove side om side med nogle og da slet ikke en af hankøn. Det forekom hende næsten utrygt, til trods for at Sibalghym sov tungt og hans høje snorken afslørede ham hvert øjeblik.
Da han rykkede på sig, havde Isiodith netop forladt de vågnes verden, men som Sibalghyms arm pludselig landede omkring hendes bløde hofte, gippede hun forskrækket. Da mørkelveren dernæst trak hende tæt indtil sig og begravede hans spidse næse i hendes brune lokker, gispede Isiodith lavmælt.

For et øjeblik lå hun blot og stirrede frem foran sig i mørket, uden nogensinde at se omridset af rødderne. Hendes hjerte bankede men ikke i panik, nej, langt snarere opstemt, som hendes krop mødte hans.
Isiodith forbandede sig selv under et tungt men lydløst suk, som hun derefter prøvede at kæmpe sig fri, men lige meget hjalp det. Manden bag hende, hvis muskuløse krop tilbød hende megen varme, var umulig at komme fra, hvormed Isiodith måtte opgive. Ikke mange øjeblikke efter gled hun atter tilbage i søvnen og hun vågnede ikke igen før mange timer senere.

Isiodith var dog knap så begejstret. Og forståeligt nok, hvis hun selv skulle sige det!

I grunden havde den dybe søvn haft et krampagtigt tag hende, hvormed hun først bed mærke i de eftergivne kærtegn, efter at Sibalghym atter lod sig dumpe ned på den mosede skovbund. Ikke at det som sådan var hans kærtegn i sig selv; nej, langt snarere var det sensationen af indestængt og vildtvoksende ild, der skød fra hendes bryst, ned og henover den tynde mave, til den nåede hendes køn, der villigt lod sig forføre.
Ikke at Isiodith tillod sig selv at dvæle ved sensationen; ej heller at skubbe sig mod mørkelveren, velvilligt, til trods for at alle hendes tankestemmer ellers skreg af hende, at hun måtte give efter. I stedet gispede hun forskrækket og forsøgte at komme fri af Sibalghyms stærke greb, men som i nattens mørke, var det stadig ikke en mulighed.

Lige dele fornærmet og opstemt fnøs hun. ”Det er nemt for dig at sige! Jeg har lagt ved siden af en snorkende mand, som har brugt mig som både pude og bamse i løbet af natten og vægges ved, at han ligger og rør ved mit bryst!”, udbrød Isiodith, alt imens hendes blege kinder langsomt men sikkert blev ildrøde. Ikke at den stolte elverkvinde lod sig kue af den grund – fandeme nej! Hvordan kunne hun, velvidende at torturen ingen ville tage? Hans drillerier ville sende hende over en hvilken som helst klippeafsats, hvis hun ikke formåede at få vendt magtkampen mellem dem. Isiodith brød sig ikke om at indrømme det, men hun mærkede, hvordan magten, og derved sejren, forsvandt fra hendes greb. Hvad kunne hun gøre?

Idéen kom til hende end ikke øjeblikket efter og hastigt, fik hun vendte sig rundt, så de lå tæt og betragtede hinanden. Hendes kinder blussede stadig, men de isblå øjne kunne have slået nogle ihjel, alene af ren og skær viljestyrke og bestemthed.
Og da fandt hendes hånd vej og ned til hans eget køn, hvor den lagde sig med et fast greb. Det måtte bringe ham det sidste stykke tilbage til de vågnes verden!

”Det er ikke særlig rart, er det vel?”, spurgte hun udfordrende, som de isblå øjne slog lynnedslag i Sibalsghyms ildrøde og de slanke øjenbryn hævede sig i protest.