Hun skælvede svagt, mens hun snøftede en lille smule. Kulden bed en smule, men dog ikke så meget som hun havde regnet med, samt bålet foran hende, hjalp også en del. Da det var at han fortalte hende, at han ikke var syg i hovedet, men dog havde dræbt en del uskyldige mennesker, kunne hun mærke det løbe koldt ned af ryggen. Hans smil varslede ikke en ro indeni mere, men mere fik det fremkaldt en utryghed i hende, efter hans ord. Hvad ville forhindre ham i at dræbe hende?. Hun bed sig en smule i underlæben og så forsigtigt væk fra ham, mens hun prøvede at tænke på hvad hun skulle gør, vis han prøvede på at dræbe hende..

Da det var han spurgte ind til hende, så hun kort mod ham og derefter mod ilden, i det hun svarede " Hvad jeg er for en engel? ". Hun så på ham igen og lagde hovedet en smule på skrå, før hun gav et lille smil fra sig og sagde " Jeg er blot en engel.. og jeg bryder mig ikke om at være ejet af nogen, så nej ". Hun hentydet til detmed en mand, før hun tøvede lidt, inden hun svarede på det sidste " Det hedder aerial dans.. det en form for udtryk, noget der brugt mest til optrædning med omvandrende shows.. du ved, lidt gøgler agtig optræden vel? ". Hun grinte kort og smilede forsigtigt. " Jeg plejede altid at lege i træer og reb da jeg var mindre og en dag, så bandt jeg alle disse tørklæder sammen og hang op i en gren og øvede mig i alle mulige tricks, hvilket førte til, at jeg en dag købte et stræk stof, og her er vi så ".

Hun så på ham med et glad smil, før det falmede en smule og hun studerede ham en smule med øjnene. Han var en flot mand, samt han var interessant. " Hvad er du.. ". Hun tøvede kort, før hun spurgte " og har du nogen i dit liv? ". Hun ville vide mere omkring ham, samt hun havde heller ikke rigtig et valg omkring at flygte. Hun kunne høre den dejlige regn, bag lyden af det brusende vand. Der var noget beroligende over lyden, men samtidig, var der også en svag følelse der spredte sig i hendes hjerte, af frygt. 

Han lagde mærke til at hun stadigvæk ikke var helt varm, og bålet kun lige hjalp en smule, han kiggede rundt i grotten og derefter tilbage på hende som hun åbnede munden for at fortælle, han nikke kort og smilede til hendes ord “ altså en ting er sikkert den dans du udførte eller hvad det var, det var bestemt noget af de mest unikke jeg nogensinde har set det skal du have, “ sagde han bestemt for han mente det virkelig, men han mente virkelig også at han var nød til at have denne kvinde, hendes unikhed hendes udstråling hendes øjne, der var så meget der tiltalte hende ved ham, men han var godt klar over at han ikke bare kunne forføre hende som han plejer, nej han var nød til at køre den sikkert.

Hendes spørgsmål fik et smil frem på hans læber “ Jamen jeg er wanheda, og ja du ved sikkert ikke hvad det betyder men tror heller ikke du vil vide, men ellers så ved du hvad jeg er, “ sagde han med en pause, hvor efter han kiggede ned af hende kort inden han svarede på det sidste “ hvad tror du? Altså tror du nogensinde der er nogen der vil være samme med en dræber som mig måske ? “ spurgte han smilene, for han havde ret, eller var der nogen der godt kunne lide en badboy eller hvad man kalde det.

Jonathan rejste sig op og kiggede ned på hende “ vent med at svar på spørgsmålet “ sagde han hvor efter hans øjne lyste op, hvor efter han forsvandt i fem sekunder, og da han kom tilbage havde han en blå kjole med tilbage der ville gå hende til lige under knæerne, og et tykt skind tæppe. “ her tag det her på “ sagde han og vende sig om, sådan han ikke stirrede på hende når hun skiftede.

Hendes mundvig trak op en lille smule i den ene side, i form af et forsigtigt lille smil, da det var at han roste hendes optræden. Det betød rigtig meget for hende, at folk faktisk kunne lide hendes shows, samt at de så det unikke i det, ikke blot det sensuelle men også det kunstneriske i det. Hun gav et svagt grin fra sig da et smil kom frem på hans læber og han svarede at han var en wanheda?, hvad end det så betød. " Javel ja, så her fortæller jeg dig om mit liv, men du giver mig kun brøkdele af dit?, det virker ikke helt så fair ". Hun grinte kort og smilede sødt til ham og kunne ikke lade vær med kort at blive fanget i hans øjnes skær, hvordan de begge bar hver deres farve. " Dine øjne.. de virkelig smukke ".

Hun kom lidt til sig selv, da det var han kiggede ned af hende, før han svarede hende med at om der nogensinde var nogle der ville være sammen med en dræber som ham. Hun skulle næsten til at svare på hans spørgsmål, i det hans svar stoppede hende ret så brat, da han rejste sig op og sagde at hun skulle vente med at svare. Hun lagde hovedet en smule på skrå og fulgte ham med øjnene, mens han forsvandt, før han kom tilbage nogle sekunder efter, med et tæppe af skind og en blå kjole?.

" Har du plynret en kvinde eller? ". Hun så undrende på ham og rejste sig langsomt op. Hun så hen på skindet, hun havde lagt lidt længere inde i hulen, til når hun skulle sove engang i nat, før hun ville tage videre, dagen efter, men for nu, så hun blot undrende på ham. Hun tog imod kjolen og så tøvende på den. Den ville sidde lidt stramt over brystet af hende, samt hofterne, men den lignede at den ville passe. Hun gav et kort grin fra sig og sagde " Kjole.. ". Den var dog ikke så kompliceret som hendes egen, men der var bare noget.. fint over denne kjole, i forhold til hendes. Hun gik en smule bagud og vendte ryggen til ham. Hun anede ikke om det var en af hans ofres kjole, eller hvad, men.. hun frøs og denne var tør. Hun tog langsomt sin fugtige kjole af, før hun forsigtigt lod den falde ned over sin krop, om anklerne af sig, inden hun iførte sig den blå kjole, langsomt, indtil den sad som den skulle. Hun vendte sig derefter rundt og så tøvende på ham og sagde flovt " Så.. så hvad syntes du? ". Den var kortere end hendes egen og hun følte ikke, at hun kunne bevæge sig så frit i denne, i frygt for at blotte sin nøgne krop indenunder, eftersom hun ikke bar nogle former for bånd eller nat kjole. " Tak.. ". Hun satte sig forsigtigt hen på skind tæppet hun havde lagt og klappede blidt ved sin side, før hun gabte svagt.

* Nej Val.. du kan ikke sove nu, det en fremmede.. du aner ikke hvad der kunne ske *. Hun gned sine øjne en smule, før hun kort grinte og svarede ham nu på hans tidligere spørgsmål " Jeg tror sagtens der nogle der er faldet for dig, dit ydre og charme.. men hvorvidt du har været i et forhold eller forelsket, det ved jeg så ikke.. men jeg tror næppe du er jomfru ". Hun grinte kort, før hun betragtede ham tøvende. " Så.. hvornår tænker du, at du skal videre ". Hun så tøvende på ham og berørte sin arm en smule og gned den svagt. * please sig snart.. please.. ikke bliv til iaften *. Hun var træt og i nat ville det blive ulideligt og vis han ikke ville lade hende være, ville hun ende med at gå kold med ham nær sig.. hvilket hun ikke følte sig tryg ved. Dog ville hun ikke lyve... hun var begyndt at nyde hans selskab. 

At hun ikke var tilfreds med at han ikke fortalte alt, fik han til at smile men han kunne ikke bare fortælle hende alt, selvom han gerne ville så gjord han det ikke han stolede på ingen så derfor, hende kommentar omkring hans øjne fik ham til at nikke svagt men samtidig fik det ham til at smile “ mange tak dine øjne er virkelig også smukke “ [\b] sagde han roligt og kiggede på hende som han havde kommet med den kjole til hende, og om han havde taget den fra et offer hun burde være glad “ nej desværre ikke, men som du selv siger, så er jernnikkel jomfru har haft mine elskerinder, og det var kun for at være høfligt jeg hentede den til dig, men skal jeg nok lade være med en anden gang “ sagde han flabet, måske han bare ikke var god til at gør gode gerninger.

Da hun havde skiftet og spurgte hvad han syntes vende han sig omsorg kiggede, og ærligt det så ekstremt pænt ud til hende “ ikke dårligt “ sagde han blot, han ville på ingen måde lyde vild af begejstring overfor hende, som hun stod der i den blå kjole, Jonathan lagde godt mærke til den unge dame var blivet træt, og han burde vel egentlig smut men alligevel ikke for som sagt vil han have hende, han gik roligt hen imod hende og satte sig på hug foran hende hvor efter han roligt kørte hans hånd igennem hende hår, imens han blik borede sig ind i hendes “ du vil gerne have jeg smurt ikke “ sagde han roligt og fjernede hans hånd fra hende hår, på en eller anden måde ville han også respektere denne kvinde, og han vidste hun gerne ville have han gik, men han kunne ikke finde ud af om han skulle gør det .

Da han satte sig på hug foran hende, kunne hun ikke lade vær med at rødme svagt, da hun mærkede hvordan hans hånd kørte igennem hendes hår, mens han blik borede sig ind i hendes sjæl næsten. Da han fjernede sin hånd, efter at ha sagt, at hun gerne ville have han smuttede, sad hun blot og stirrede på ham og anede ikke helt hvad hun skulle svare. En del af hende ville gerne han blev, men en anden del ville gerne at han gik. Hun tøvede, i det hun forsigtigt svarede " Nej.. ". Hun følte sig ikke bange mere, men mere nysgerrig omkring hvem han var, samt han virkede ikke det mindste ondsindet, ikke endnu i hvertfald, samt hun bar en af hans elskerinders kjole, så hun kunne ligeså godt lade sig selv slippe lidt og ikke være så forsigtig mere nær ham.

" Please bliv.. hvor er det egentlig du er på vej hen?.. måske kan vi følges? ". Hun gav et forsigtigt smil fra sig. Hun betragtede hans flotte øjne og tog sig forsigtigt til hvor han havde rørt for en stund, før hun trak skindtæppet hen over sig. Varmen og trygheden gjorde blot, at hun følte sig mere træt. Hun gabte svagt og så tøvende på ham, i det hun spurgte " Hvordan får du egentlig søvn på rejser?.. rejser du med folk eller er du slet ikke nervøs for at falde i søvn nogle gange.. ". Hun så tøvende på ham og afventede hans svar, mens hun lagde sig ned og gjorde sig selv mere tilpas.

Hun ville have han blev, en ting der var vigtigt for han at hun nærmest ikke virkede bange for ham mere, en ting der også var vigtig for Jonathan, for så kunne han meget mere roligt ind fange hende til ham som han nu så genre vin have, han kiggede på hende og smilede kort “ jamen ikke rigtig nogen steder jeg kommer lidt rundt omkring, så dette var bare et sted der kom på min vej “ sagde han roligt med et smil på læben, Jonathan kunne ikke lade være med at kigge hende i øjne, hun havde virkelig noget forførende øjne, nogle trætte øjne som han kunne se, denne kvinde var virkelig træt kunne han fornemme, Jonathan kiggede ind i bålet ved hendes næste spørgsmål “ ærligt så sover jeg ikke, “ sagde han meget roligt og kiggede på hende kort igen inden han flyttede hovedet igen ind imod bålet “ ærligt så kan jeg ikke sove fordi alle de mennesker jeg dræber, dem ser jeg når jeg lukker mine øjne “ blev der sagt med en rolig tone.

Jonathan så hun lagde sig ned hvor efter han ligger sig ned på maven foran hende, hvor på han kiggede hende i øjne “ dine øjne er virkelig smukke “ sagde han smilene

Hun så ret så overrasket på Jonathan, da det var han fortalte hende, at han ikke kunne sove grundet de folk han havde slået ihjel, hjemsøgte ham når det var. Hun så pludselig på ham med nogle lidt mere barmhjertige øjne end før, eftersom han virkede mere menneskelig nu. Hun gav et lille smil fra sig, nærmest for at trøste ham, uden helt at gør det.

Som han kiggede hende i øjnene, kunne hun ikke lade vær med at blive en smule forlegen, dog gav hun et smil fra sig og sagde " tusind tak... ". Hun betragtede Jonathan en lille smule, før hun langsomt begyndte at lukke sine øjne en lille smule.. lidt efter lidt.. men endte med ikke at kunne holde dem vågne, før hun faldt i søvn.

Som hun lagde sig til at sove foran ham smilede han lidt, inden han rejste sig op og kiggede ned på hende, der var mange tanker men Jonathan havde brug for at få sine tanker klare lige nu, han bevægede sig ud fra grotten, og gik hen og satte sig på en sten lige ved siden af vandfaldet som væltede ned over klipperne, han kørte igang imellem sin hånd igennem vandfaldet, og forsatte med at kigge ud over den mærke himmel.

Jonathan overvejede hvad han skulle stille op med denne kvinde, men han vidste ikke helt hvad det skulle være, det hele var så blandet, han burde aflive hende på stedet men noget ved hende tiltrak ham, som gjord han var nød til at vente, han hev sin kniv fremsig begynde at jonglere med den imellem hans finger, en lille lyd kunne høres fra hans højre side, og med det samme reagerede han, hvor han kastede kniven imod lyden og en ræv mistede livet, han rejste sig og gik hen for at tag sin kniv, ræven smed han lidt væk inden han igen satte sig over og begynde igen.

En lyd skar kort igennem grotten, før Valkyrie vågnede med et sæt. " Ahh.. ". Hun så hurtigt rundt, før hun tog sig en lille smule til hovedet og satte sig forsigtigt op. Der var ingen ved hendes side, dog var der stadig en lun følelse, når hun kørte sin hånd hen over skindtæppet, så han havde gået for et stykke tid siden?. Hun anede ikke helt hvad der havde vækket hende, det havde været småt, men alligevel havde hun en ubehagelig følelse. Hun rejste sig forsigtigt op og strakte sig, i det hun gik halv træt hen til brusende vand, der ellers syntes at overdøve alt. * Måske var det blot en drøm.. *. Hun gik forsigtigt hen til vandet og kiggede hen mod Jonathan, som hun kunne se fuldt nu.

Et forsigtigt smil prægede hendes læber, i det hun listede hen af mod ham, så langsomt hun overhovedet kunne. Vis hun fik muligheden for det, ville hun skubbe ham i vandet og derefter stå og grine lidt af ham, eftersom hun ikke ville regne med at kunne ha sneget sig så let ind på ham, dog med bar tær, var det dog nemmere at være lydløs, samt vandet var også en smule overdøvende, men vis ikke, ville hun blot hilse på ham og sætte sig nær ham.

Lyden af vand vind og luft, gjord det ikke nemt for han at høre men på den anden side så havde han lige hørt et dyre så han var klar, som han sad og kiggede ud over vandet med hans kniv i hånden, hørte han endnu engang en lyd bag sig hvor han med det samme vendte sig om, og kastede kniven hurtigt imod lyden og hvis hun ikke bevægede bare lidt ville hun blive ramt lige i struben, Jonathan nåede kun lige at opfange med hans blik at det var hende, og ikke engang hans evne vil gøre at han kunne nå at stoppe kniven.

Jonathan blik var overraskende på hende hvor ordrerne som kom fra ham blot var “ neeeeii “ kom der råbene fra ham, at kaste med kniven efter hende var aldrig meningen, men han havde det bare ikke godt med at folk der listede sig ind på ham, når han sad helt roligt og det bar grunden til kniven fløj imod hende, ligeså hurtigt som han kastede kniven ligeså hurtig havde han også rejst sig op for at gå hen imod hende.

Da han gav en hurtig bevægelse fra sig, gjorde hun ligeså i chokket, eftersom hun ikke havde regnet med han ville opdage hende, samtidig så gjorde hans hurtige bevægelse også, at hun fik et lille chok, hvilket for hende havde været utrolig heldigt. Hun så kniven komme mod hende, som var det næsten som om tiden gik i stå for et kort sekund, inden hun mærkede den snitte hende over skulderen, lige ved siden af halsen og falde til jorden og ned i vandet med en ' blump ' lyd. Hun havde slet ikke mærket at den skar hende, så skarp var den og så uopmærksom var hun også for hvad der var sket, dog var hendes krop nærmest gået i chok over det, så hun stod der blot, på hug og mærkede langsomt sit blod der gled ned af hendes ene skulder. 

Hun førte sin hånd til sin skulder og hørte hans udråb, før hun så Jonathan stå ved sin side, inden hun satte sig ned, så fødderne nåede vandets kant, mens hun blot sad og stirrede på sin blodige hånd. Kniven havde snittet hendes skulder ret tæt på hendes hals, dog ikke noget super alvorligt, men det skulle dog heales. Hun så lidt chokeret op mod Jonathan, før hun fik fremstammet et " U-Undskyld, jeg aner ikke hvad der gik af mig ". Selvfølgelig ville han ikke tag det godt, ved at der var en der listede ind på ham og da slet ikke en fremmede. Hun førte sin hånd op mod riften igen, før hun lukkede sine øjne en smule i og langsomt begyndte det at gløde under hendes hænder, før hun fjernede sin hånd. Man kunne ikke mere ane en rift, som var den forsvundet ud af det blå. 

At hun var blivet ramt var måske hendes egen skyld, men stadig havde han ikke lyst til at skade hende, og ligeså tæt på halsen som den havde ramt ligeså tæt kunne det være gået galt, han fulgte hende med blikket hvor efter han satte sig ved hendes side “ du skal på ingen måde undskylde, det var ikke din skyld men min egen, “ sagde han og kiggede på
Hende, hvor efter han lagde hans hånd på hendes kind.

Jonathan lagde mærke til hvordan hendes hånd havde Healet hende, så hun havde evnen at heale meget smart hvis du spurgte ham, han fjernede hans hånd fra hendes kind og løftede hendes bluse lidt til siden sådan han kunne se hvor han havde haft ramt, med er var intet at se overraskende nok alligevel “ det er mig der undskylder “ sagde han roligt men holde blikket fast i hendes blik

Et blidt blik viste sig overfor Jonathan, i det han sagde at det var ham der skulle undskylde og ikke omvendt. " Nej, det skal du ikke. Du har reflekser og jeg burde ha vidst bedre, efter alt du har fortalt mig ". Hun gav et lille smil fra sig og tog sig en smule til skulderen, skønt det ikke var at se, så havde hun stadig en stikkende smerte, der kunne mærkes i huden.
Hun så derefter rundt om sig og derefter ned mod vandet, før hun sagde " Hvor er den egentlig? ". Hun kunne ikke se hans daggert nogen steder?, men den kunne selvfølgelig være faldet i vandet.

Hun så derefter mod Jonathan igen og gav et forsikrende smil fra sig, inden hun så der var lidt overraskelse i hans øjne. " Har du aldrig set en healer? ". Hun lagde hovedet svagt til siden og så undrende på ham, i det hun gav et lille grin fra sig igen, før hun strakte sig lidt og derefter rejste sig. " Jeg burde også se at komme videre ". Det var ikke fordi hun ikke ville lære Jonathan at kende, men hele situationen havde dog skræmt hende en lille smule, skønt han holde sig fra sin bedste side, så anede hun ikke hvem han var og at have ham nær.. kunne være farligt i sidste ende.

Jonathan var godt klar over hun blot sagde de ting hun sagde for at være sød, og det var nu også sødt men han vidste godt det var hans skyld det hele, han lyttede til hendes ord og smilede kort “ jeg ved ikke hvor den blev af, men skidt pyt jeg har flere “ sagde han og rejste sig op igen hvor efter han lyttede til hendes ord omkring hun heller måtte smutte, det var trist at hun ikke havde lyst til hans selvskab, men han ville ikke holde på hende hvis hun gerne vil videre, “ jeg håber jeg støder på dig igen frøken “ sagde han og slog sine vinger ud og fløj der fra.




//out

Det var kommet meget pludseligt bag på hende, da det var at Jonathan sagde at han håbede at støde på hende igen og før hun vidste af det, havde han bredt sine vinger ud, som hun slet ikke vidste at han havde.. inden hun mærkede det store tryk fra luften under dem og så ham forsvinde for øjnene af sig. Hun skyndte sig ud til siden af vandfaldet og kiggede op mod himlen, hvor hun kunne ane ham en smule, indtil han var forsvundet i horizontens blå.

Hun sukkede svagt for sig selv og gik derefter ind i hulen, hvor hun mærkede noget under sin fod, inden hun samlede daggerten op og betragtede den i sin hånd med et blidt blik. " Det håber jeg også ". Et smil gled frem over hendes læber, før hun gik indenfor og pakkede sine ting sammen og daggerten, inden hun skiftede tøj og tog afsted fra hulen af.


//Out//