Da han lod til at være enig med betingelsen, fløj kontrakten lige så let tilbage til Asith og blev igen solid imellem hans fingre. Idet han indviligede i det hele og førte fjerpennen over pargamentets overraskende ru overflade, lyste hans underskrift op i en giftlig lilla der til sidst blev mere og mere rødt, indtil det virkede som om det brændte sig ind i kontrakten. Den var nu fuldendt og forsvandt idet Laele lavede et let kast med hånden som for at vifte en tjener væk. 
"Velkommen til familien, Asith. Jeg ser frem til vores samarbejde.", sagde hun drilsk. 

"Nå!", hun klappede da hænderne sammen. 
"Hvad med at give din nye chef en rundvisning?". 

Hans hånd trak sig hurtigt tilbage da kontrakten reagerede på hans underskrift på den mest sinistre måde og dernæst forsvandt ud i den tynde luft. "...." Han skar en mistroisk grimasse og kiggede på den alt for tilfredse Laele. Skummelt! Rynken i hans pande forsvandt dog da hun bedte om en rundvisning. Det ville i det mindste være let nok. Han trådte tilbage og rykkede i gardinet, som udgjorde døren til hans baglokaler. "Denne vej... Og tag ikke fejl. Der er også bogstavelige rotter her, så træd varsomt." Advarede han og lod hende passere. 
Hvis hun gjorde det, kom hun ud i en smal gang, som havde 2 'døre'. Det vil sige, de havde begge stof opsat for at skildne rummene fra den lille, dårligt belyste gang. Den første dør ignorerede Asith indtil videre og ved første øjekast, lignede det også bare opbevaring med tønder, sække, bøger, flasker og kasser i et massivt rod. Rummet, som var aller-bagerst lignede mest af alt en forlængelse af butikken. Også det var et rod af ting og sager - mest alkymi relateret rod dog. I enden af værelset stod der en enkeltmands seng hengemt mellem hylder og et arbejdsbord, som havde syntese sæt i glas og metal opsat. Der var et eksperiment igang og en grøn væske bevægede sig igennem glasrørrene og dryppede ned i et reagensglas. Sådanne opsætninge var der 2 af, samt et lille ildsted, hvor både mad og andre substanser var igang med at simre. Rummet lugtede som en mærkelig blanding af bullion og eksotiske salte. Ligesom butikken var der ikke et stykke vægplads, som ikke var taget i brug. Bøger, noter, flasker, kedler, redskaber og ingredienser og sokker, som hang til tørre på liner, der var hængt tværs op over værelset. Det var et forbandet rod, men mængden af ting og sager var imponerende. Ved hans enkelte vindue, som ledte ud i baggården, stod en improviseret lille urtehave og åd den lille mængde dagslys den kunne. Der var ikke nogle badefaciliteter, men der var en dør, som også vendte mod baggården, hvor der sikkert stod et udhus og en brønd.
"En kop te?" Asith stod i dørkarmen og kiggede afventende på hende. 
 
  

Hun bevægede sig bag ved disken og videre ind i den lille gang som Asith åbnede for hende. Idet hun trådte ind det overfyldte rum med diverse krims-krams og nipsting, så hun sig omkring med en mærkbar ligegyldighed for hans roderi: han havde ikke Dianthos's bedste faciliteter, men med lidt held de bedste potentiale for at komme Laele's behov i møde, og derfor betyd de klaustrofobiske rum ikke noget. Hun navigerede sig ind imellem de forskellige egendele og var heldigvis for lille til at forstyrre det der hang på snorrene ovenover hende. I et øjeblik stoppede hun nysgerrigt op ved den grønne væske, der boblede i maven på en glas installation og dryppede ned i et reagensglas. Hun satte ansigtet foran dem imens hun betragtede den grønne væske, hvilket forstørrede hendes ansigt markant hvis man så hende fra den modsatte side af hvor hun stod. Hendes tænder blev dobbelt så store idet hun smilte, hvis man så hende igennem glasset, før hun fortsatte igennem rummet for til sidst at plante sig selv i hans enkelmands seng, da der ikke rigtig var anvist nogle andre sidde pladser. Hun placerede hænderne på madrassen og lavede en hoppene bevægelse for at teste sengen's blødhed, for blot at konkludere at den passede til resten af huset. 
Da Asith tilbød te, så hun hen imod ham med et legesygt glimt i hendes øjne: 
"Noget der kradser lidt mere end te, ville være bedre."

Hun rakte en hånd op til halsen for at binde snoren op der holdt den mørke kappe om hendes skuldre på plads. Den faldt ned over hendes skuldre og lagde sig tungt i en krans af stof omkring hende. Tøjet inden under blev da afsløret: en meget middel-klasse værdig kjole i en brun farve, med et hvidt underskørt hvis flæser stak ud over kanterne. Hæmsen på kjolen var ikke beskidt, heller ikke den rå-hvide underkjole, men de brune støvler hun bar på fødderne havde en mudret kant og så brugte ud. Indenunder kjolen havde hun en hvid skjorte med lange, puffede, ærmer der ligeledes havde lange flæser for enderne der næsten dækkede hendes hænder når hun holdt dem udstrakte. Men skjorten virkede for stor og gled ned af hendes spinkle underarm, når hun pegede sine hænder opad, hvilket forklarede hvorfor Asith ikke havde set dem da hun havde gestikuleret rundt tidligere. Over både kjole og skjorte, havde hun en simpel brun bomulds vest, der var bundet sammen foran ved hjælp af et sort bånd. Om livet var der et bælte med en lille taske syet fast, der sikkert indeholdt hvad end hun havde på sig af kontanter. Hun bar ikke umiddelbart nogle tydelige våbne, og betragtede sine omgivelser med en tillidsfuld magelighed. Frygten for at sidde i en fremmeds hjem virkede ikke til at røre hende og den konstante selvsikkerhed forsvandt ikke, selvom hun var en meget yndig, lille, menneske kvinde, i hvad der bedst kunne beskrives som en hekse-hytte. 

Hendes blå øjne fulgte delvist med i hvad Asith havde gang i med hensyn til hendes drik og delvist ransagede de det overfyldte rum. Koridneret rod? Måske. Der var vel også en form for orden i kaos, antog hun. Hun tog imod miksturen som hun snusede til kort, før hendes læber strakte sig i et veltilfreds smil: hun genkendte duften af snaps. Et sip senere og hendes velværd kunne ses i bliketk idet hun så hen på ham: 

"En blanding imellem måneblad og Thatos' Urt. Jeg mødte en mand engang der kombinerede de to, det skabte en yderst interessant effekt. Folk var glade, energiske og lykkelige.", hun smilte til ham imens hun omfavnede sin drink med sine hænder.

"Se det er et produkt folk gerne vil købe: Lykke.", man kunne se ambitionen lyse i hendes øjne i et øjeblik, før en smule mørke lagde sig i dem igen.
"Problemet er dog...", hun så væk og lavede en håndfagte. "- .. jeg er ikke alkymist. Jeg aner ikke hvordan man blander hvad eller hvordan det bliver balanceret ordentligt."

Laele lyttede en smule fraværende imens at Asith gjorde sig nogle verbale tanker omkring den mikstur Laele havde i tankerne, og idet hans ord strejfede konceptet 'afhængighed' kom der et lille smil over menneskets rosenrøde læber. Hendes blå øjne spejdede kildent imod Asith kortvarigt, uden at blive afskrækket af hans røde blik. Hvilket i sig selv var lidt tankevækkende, givet at Asith's art normalt indgød en smule frygt i mennesker - for ikke at nævne Dianthos's befolkning - generalt. 
Hun tog endnu et sip fra hendes drik og så op imod ingredisenserne på Asith's hylder, idet hun forsøgte at følge Asith's blik imens hun lyttede. Da han rejste sig, forblev hendes øjne på de overfyldte hylder: af en alkymist at være havde han lidt af en rodemani, havde han ikke? Enten det eller også var huset blot for lille til Asith's behov. 

"Det var en pulver, der blev opløst i te.", forklarede Laele. 
"Jeg mistænker at den opløses i hvad som helst, hvilket gør det utroligt brugbart.", svarede hun med et nik. 

Imens Asith plaprede om sikkerhed, syntes Laele's interesse at dale en smule og hendes øjne undersøgte yderligere det klaustrofobiske rum hun sad i, og alle dets mange genstande. Nogle af dem kendte hun, andre var hun knap så bekendt med da hun ikke ligefrem havde en forkærlighed for den mere... domestikerede side af alkymi. Hendes pegefinger trommede kort på kanten af glasset i et øjebliks utålmodighed før at hun svarede Asith med et hovedkast, så hendes blonde hår lavede en midlertidig bue i luften: 

"Asith, du skal ikke bekymre dig om andet end formularen til lykke. Jeg tager mig af resten.", forsikrede hun ham med et tandsmil inden hun satte sine læber imod sin drik igen. 
"Jeg skal bare vide hvor mange du har brug for, når tiden kommer dertil."

Da han forstod at hun ikke havde i sinde at trække ham mere end i forretningen end at være dens leverandør, begyndte emnet at vende sig imod hende selv. Hvilket fik hendes blå øjne til at søge tilbage til ham og ligge sig imod hans røde blik med den samme veltilpasse ligegyldighed som før. Imellemtiden fik hans overfladiske gætterier hende til at smile og endda le ganske kort, da de ikke var langt fra den virkelighed mange kvinder i Dianthos's øvre middelklasse måtte føle. For ikke at nævne adlen i deres korsetter og bånd. Det fik hende til at værdsætte hendes egen frihed. Der var ingen mand der kastede en skygge over hende og fortalte hende hvad hun skulle gøre, tænke og sige. Hun tog et sip af hendes drik and rettede sig op: 

"Jeg er bange for at mit liv er ganske kedeligt. Jeg er en handelskvinde først og fremmest, intet drama eller en mand i unåde er jeg bange for.", svarede hun med et venligt smil. 
"Og du selv, Asith? Du må være på flugt fra din klan? Eftersøgt?", hun hævede begrejstret øjenbrynende. "En præst der har vanæret guderne?"
Det var tydeligt at hun forventede en form for dramatisk historie. 

Hun lyttede idet Asith fejede hans egen baggrunds historie ned under det allerede overfyldte gulvtæppe, og hævdede at han bare var en ganske ligegydig. Ordinær og kedelig. Mange mennesker var kedelige. Og endnu flere var bund ordinære, men sort elvere.. sortelvere kom ikke bare til Dianthos og åbnede forretninger. Små skridt var alt det ville tage; hun skulle nok finde ud af hvor han egentlig kom fra når tid var. 
Da det var tydeligt at ingen af dem havde nogen interesse i at dele særlig meget personligt, blev der en lille pause idet Laele tog det sidste af hendes drink i stiv arm, før hun så op imod Asith med endnu et selvsikkert - dog lukket - smil: 
"Ser man det.. to kedelige, ordinære, folk der starter forretning. Det er jo næsten romantisk.", hun rejste sig op fra hans overfyldte seng og satte sin tomme kop et eller andet sted hvor der var plads til det. 

Hun hævede hånden for at gestikulerere et afslag da han spurgte om hun ville have endnu en kop og rystede let på hovedet, så det lyse hår let svajede fra side til side. "Ikke denne omgang.", sagde hun da og rejste sig fra hans seng. Hun satte en hånd på bordet for at støtte sig idet hun banede vej imellem bøger, papir og tingel-tangel. "Der er ting der skal ordnes er jeg bange for, så min visit bliver kort desværre.", sagde hun og hen imod udgangen der ledte op til Asith's rod af en forretning. Hun standsede i døråbning og vendte sig imod ham med et smil på læberne, og et mageligt blik. 

"Jeg for fat i flere detaljer om vores foretagende og så sender jeg bud efter dig Asith.", inviede hun ham. "Indtil da.. tak for drinken ~ ", hun hævede hånden og lavede et vink før hun søgte ud igennem døren med henblik på at forlade hans butik og overlade Asith til sine egne tanker og gøremål.