Jeffrey fik et glimt af morskab i sit blik, som Pantaleon bevægede sig ud på sin opgave. Hurtigt kom der også gang i lejren og en stol Jeffrey kunne synke ned i og forholde sig afslappet foran bålet. Benet klagede som bare helvede, men det var et problem til en anden dag. Nu kunne han sidde mere roligt og stirre ind i ilden før mad ville blive ham bragt.

Jeffrey sad med tankerne kredsende om sit nye formål at opretholde. Det nye sted at etablere, samt hvor pengene skulle komme fra. Mørkets hær havde sine summer af indtjening, stort set aldrig gennem lovlig handel. Indsamlingen var som regel aldrig frivillig når de kom forbi større rigdomme, og de kunne ikke regne med at fortsætte med at finde guldgrupper.

Jeffreys blik skiftede tilbage til den store mand med det dunkle udseende der bragte skræk i de små soldater. "Med den rette motivation kan mænd meget" brummede han i let morskab. Der gik heller ikke lang tid før at to skåle blev bragt, både til Jeffrey og Pantaleon. En ung knægt der så både nysgerrig og frygtsom ud, men alligevel hurtig med at kigge ned i jorden så snart skålene havde skiftet hænder, og han fornuftede. Jeffrey kiggede et øjeblik ned på sammenblandingen. Han glædede sig grænseløst til at finde sig en ordentlig kok til at opholde sig fast i fortets eget køkken. Sammenkogt kunne virkelig få ens smagsløg til at visne.

Pantaleon kom med en fnysende latter, der intet godt gjorde for den unge mand der havde vundet den upopulære opgave at holde lederne i godt humør. En oppasser til at sikre de fik mad og helst ikke fandt det nødvendigt selv at bevæge ud i lejren igen. Lidt styrke var der dog i aftenens udvalgte for selvom det gav et sæt i ham over latteren, så blev nysgerrigheden i hans træk og respekten. Han så også bekendt ud, så muligvis en af de unger Pantaleon allerede havde haft under sit opsyn.

Maden duftede i det mindste godt og virkede noget bedre end hvad messen i borgen havde klasket sammen den sidste aften han var der. Dæmonriget havde på ingen måder forbedret maden, men derimod forhindret ham og andre ligesindede i at finde deres eget når menuen ikke tiltrak dem.
Endnu en god ting ved at være tilbage ude i det fri.
"Hvor mange dage har vi til stedet?" Hans fornemmelse for afstand og tid var altid lidt vaklende når det intet betød for ham og det havde det ikke gjort til nu.

Jeffrey havde ikke lidt under krigernes hundeæde i mange år efterhånden. Ikke i hvert fald helt lige så røddent mad, selvom standarden af hans føde var faldet i kvalitet som herren havde valgt at dæmonerne var deres næste trick. Jeffrey satte sig sjældent på tværs af krigsorganisering - det var i forvejen ikke hans speciale. Ikke længere.

Uden rigtig at bruge mere tid på at tænke eller se på knægten, gik han i gang med at spise af maden. Dette var trods alt mere frisk, siden nogen ingredienser var fanget på vejen. Han tyggede af munden før han gjorde antræk til at svare. "En to dage vil jeg mene. Med mindre der kommer uforudsete forhindringer." som at de mødte landevejes tyve eller andet godt i vildnæsset. "Nogen af krigerne ser ikke frem til fuldføre en dags hårdt arbejde.. De tror livet kun giver dem gloværdige kampe og frivillige kvinder på kro. De har meget at lærer" Det var ikke svært at se at han ikke var helt tilfreds med det udvalg han havde. Enkelte var ganske gode, andre krævede en reprimante og et solidt skub i røven.

Pantaleon nikkede kort. To dage var kortere end han havde frygtet og længere end han havde håbet. Der var dog ingen tvivl om at han ville gøre en forskel ved at være blandt ynglet på turen. Et bump fra noget tungt der ramte jorden lød i det samme efterfulgt af en indædt banden. Pantaleon drejede blikket i den retning, men rørte sig ellers ikke. Måske kunne han ligefrem få dem til at støje lidt mindre. Han havde ikke de store håb, men alt var vel muligt.
Et fast sted og ordentlig arbejde ville nok også hjælpe på det. Sov de ikke kort efter mad, så havde han kørt dem for slapt.

"De kommer til at brokke sig.." Det var mest en konstatering. Brok ville der komme, men det var vel hvad eksempler var til for. Pantaleon tænkte også der nok snart ville blive sødet op på omgivelserne så ynglet kunne aflede sig selv lidt. Det havde der altid været i Midnatsborgen, så det ville der nok også komme nu. "Men så må de jo lave noget mere hvis de har luft til det."

Jeffrey kom med en let brummen. Konstateringen var af en bedre kaliber, der indikerede at Jeffrey ikke behøvede at frygte krigere der ikke fik lavet deres daglige arbejde. Nogen havde en tendens til at dase mere end de ville løfte så meget som en finger. Dem kunne Jeffrey ikke bruge til noget, og at have en til at udføre jobbet med at holde dem ved ilden, huede ham godt.

"Lige mine ord. Har de tid til at brokke sig, laver de for lidt" en kølig konstatering men ikke mindst den skindbare sandhed i Jeffreys hoved. Med disse ord og sindsstemning ytret, fortsatte aftenen med at spise og gå til ro. Der var en rejse foran dem, og en destination Jeffrey ønskede at nå hurtigst muligt.