Tarek vidste ikke, hvem navnene tilhørte. Hvem de var i forhold til Juno. Thanos var ham, der havde kidnappet dem, og Tarek kunne ikke skubbe fornemmelsen af sig, at det var manden, der var eftersøgt for meget grusomme ting. Og først troede han at Vargas og Liv måske var hans forældre, men så nævnte han sin far. Liv var måske kvinden, der havde købt ham?
Tarek brugte ikke energi på at prøve at gætte på, hvem de var, selvom det ville gøre det nemmere at lytte og stille de rigtige spørgsmål.

Nu måtte han bare få Juno lokket til at starte lidt mere fra bunden, men uden at virke dømmende eller for nysgerrig. Bare fordi han kunne læse følelser, betød det ikke, at han kunne navigere rundt i dem uden problemer.
“Thanos var manden, der kidnappede jer. Tog han jer hele vejen med ned til Rubinien?” Det var et sted at starte. Selvom forældrene var før det. Men det virkede til, at denne Thanos sad godt fast i Junos hoved.

At få Juno til at fortælle flere detaljer var ikke for at tvinge ham til at genopleve det igen, men hvis Tarek skulle lytte, måtte de starte et eller andet sted. Og siden Juno selv bragte Thanos op to gange, kunne det være et godt sted at begynde. Tarek havde ikke travlt, han skulle først møde på arbejde igen næste morgen.

“Ja,” svarede Juno med et suk og det gik op for ham, at han bare havde nævnt navne i flæng uden at sætte deres handlinger på dem. “Han gjorde mere end bare at kidnappe os,” indrømmede han lavmælt og så ned på sine hænder, som han rastløs åbnede og lukkede. Hans ben begyndte også at hoppe igen.

“Han solgte os til Vargas, - for stort set ingenting,” tilføjede han bittert og sprang over at fortælle, hvad Thanos ellers havde gjort ved dem. Han havde ikke lyst til nogensinde igen at tænke på det. Som det var, gentog det sig allerede alt for ofte i hans mareridt. Han sagde som han gjorde, fordi han vidste at han var mere værd end den sum Vargas havde betalt for ham. “Og Vargas solgte, eller gav, os til Liv. Der sejlede os hjem og lod os gå. Men påstod, at hun altid vil kunne finde mig, og at hun stadig ejer mig.” Han sagde det med tanke på, at det var bedre bare at få overstået. Ikke hurtigt, men så kort og kontant som muligt. Han vidste ikke hvor meget Liv havde betalt for dem eller om hun overhovedet havde betalt, men han vidste at hun heller ikke havde betalt nok for dem. Der var ikke den sum, der kunne få Juno i en seng han ikke ville i, men en usagt trussel om at blive smidt i havet kunne tilsyneladende godt.

“Han gjorde mere end bare at kidnappe os”. Ord der nær havde sendt kuldegysninger ned af ryggen på Tarek. Han havde heldigvis andre været udsat for noget slemt, men han vidste, at slemme væsner eksisterede. De var trods alt en del af hans job. Han trak sin hånd fra hans ryg op til hans skulder og gav den et klem. Det hele skulle nok gå.
Tavst lyttede han til resten, Juno havde at fortælle. Så Vargas var enten en slaveejer eller en slavehandler. Sikkert det sidste. Han skrev sig navnet bag øret, selvom han ikke regnede med at kunne bruge det til noget. Der var langt til Rubinien og som byvagt havde han ikke nogen magt der. Liv var kvinden, der havde købt ham. Måske hun var i byen? Endnu et navn til listen, han skulle huske.

Han klemte lidt mere om drengens skulder, mens han overvejede sine ord.
“Det lyder som en forfærdelig oplevelse. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad I har været igennem.” Heldigvis. Han smilede lidt forsigtigt. “Det vigtigste er, at I er i live. I er kommet hjem.” Han skulle lige til at sige noget med, at faren var overstået, men han lod være. De følelser, Juni havde følt, da han rørte ved ham, fortalt ham alt for tydeligt, at faren stadig var der, om det så kun var i hans hoved. Det var også nok.

“Og vi finder en løsning med Liv. Jeg kan i hvert fald tage en snak med hende og se, hvad jeg kan gøre. Hvis hun er her i Dianthos?” Han regnede ikke med, at hun havde det skidt med at bryde loven, ikke når hun villigt købt to slaver og slæbe dem med til Dianthos, hvor slaveri var forbudt.

Juno havde ikke regnet med at han nogensinde ville finde en voksen mands berøring andet end ubehagelig, men vægten fra Tareks hånd på sin skulder gav ham en ro han ikke havde følt længe.
Han reagerede ikke med andet end et træk på skuldrene da Tarek sagde, at han ikke kunne forestille sig det. Det var fint nok med Juno - han håbede, at der ikke var nogen som helst, der kunne relatere til, hvad han og Hector var gået igennem. Han reagerede slet ikke på det næste Tarek sagde. Han vidste ikke, om han var enig med ham i, at det vigtigste var deres overlevelse. Han var glad for at være i live nu, men ville det ikke have været lettere for alle, hvis Thanos bare havde slået ham ihjel dengang på kroen?

“Jeg ved ikke hvor hun bor, men det er i hvert fald i Dianthos. Hun havde travlt med at komme hjem.” Han trak vejret dybt og tilføjede så, lavmælt, men bittert; “hvis du finder hende, så fortæl hende, at hvad hun gjorde ved mig var voldtægt og at jeg dræber hende, hvis hun kommer nær mig igen.” Han nægtede at se på Tarek imens han sagde det, men han forestillede sig at kentauren ville gøre grin af ham. En knægt som Juno kunne ikke voldtages af en kvinde. Skulle han ikke bare nyde, at hun så gerne ville have sex med ham, at hun var villig til at betale for det?

Som sædvanligt ville Tarek gerne røre ved huden, så han kunne få en pejling på, hvordan tingene stod til, men det ville være sært at lade sine fingre finde bar hud. Men han holdt øjnene åbne efter en naturlig mulighed. Han nikkede let til det første, at hun boede i Dianthos. Så burde det være muligt at finde hende. Hun hørte nok ikke til i de fattige kvarterer, når hun havde råd til to slaver. Ikke at Tarek havde nogen idé om, hvad en slave kostede og ærligt talt ville han heller ikke vide det.

Hans kæbemuskler strammedes, da Juno fortsatte med at snakke. Det samme gjorde hans greb i hans skulder. Det gjorde ham vred, at nogle væsner behandlede andre sådan. I hans sind skulle alle tage sig af alle og ikke behandle dem dårligt. Han trak vejret roligt ind igennem næsen, men han kunne ikke stoppe sig selv for at slå med halen. Vredt.
“Jeg vil prøve at finde hende. Forhåbentligt lytter hun til fornuft.” Han slap grebet i hans skulder, men flyttede den ikke. “Jeg forstår din vrede, men mord er ikke løsningen. Det skaber bare en masse andre problemer.”

Han stillede ingen spørgsmål til det, Juno havde sagt. En kvinde kunne, I Tareks øjne, voldtage en mand lige så meget som en mand kunne voldtage en kvinde. Tvang fungerede på mange måder. Og Juno var stadig ung og hvis hun havde været voksen… Tarek var ikke i tvivl om, at det kunne ske.
“Jeg er sikker på, at vi finder en ordentlig løsning, der kan sætte dig fri. Intet væsen bør være bundet af et andet.”

Juno skar en grimasse da Tarek frarådede ham at begå mord. “Jeg er ligeglad med om det skaber en masse problemer, bare sig til hende at jeg gør det. Hun skal vide, at jeg har tænkt mig at kæmpe imod den her gang,” snerrede han og så på Tarek med verden flammende i sit blik.

“Og jeg er ikke bundet af hende, jeg har aldrig været til salg. Det er noget den cirkel af idioter har bildt sig ind at jeg var, men jeg vil altid være fri. Ingen krystaller de giver hinanden kan ændre på dét.”
Vrede var igen blevet den dominerende følelse hos Juno og han kunne tydeligt mærke, hvor meget bedre det føltes end frygt eller sorg. Vrede føltes produktiv og trygt, og han havde tænkt sig at holde fast i sin vrede så længe som muligt, begrave sig i den hvis muligt. I sit hoved var han allerede på vej ud af huset for at starte et slagsmål med den første person han mødte.

Tarek løftede en smule afværgende begge hænder, da Juno begyndte at hidse sig op. Vreden var forståelig, det var altid lettere at være vred end ked af det. Bange. hvilket Tarek gættede på, at Juno var under vreden. Hvem ville ikke være det?
“Jeg er enig med dig, jeg tror ikke på, at vi kan eje hinanden, ikke på den måde. Men hun tror på det og det er det, der er problemet.” Han lod sine hænder falde ned uden at lægge den ene tilbage på hans skulder. Lige nu var det ikke trøst, han skulle tilbyde, men fornuft.

På intet tidspunkt havde Juno bedt ham om ikke at snakke med Liv, så det regnede Tarek med at gøre, hvis han kunne finde hende. Han ville dog ikke sige, at den unge mand truede med at slå hende ihjel. Det var ikke nødvendigt. Det kunne jo ende med, at hun valgte at komme før ham og slå ham ihjel. Hvem vidste?
“Jeg vil se om jeg kan finde hende og snakke med hende. Og så kommer jeg til dig og fortæller, hvad vi er kommet frem til. Er det okay?” Bare hun ikke ville have krystaller. Tarek havde ikke mere end sin løn og den forsvandt hurtigt til mad og tøj til gadebørnene. Han havde sjældent brug for nogle selv ud over til mad og det løse.

En ting slog ham. De snakkede kun om Juno. Hvad med Hector?
“Hvad med din ven Hector?” Havde satyren været i klemme med Liv også?

Juno anerkendte den bevægelse Tarek lavede, der betød at han overgav sig, og hans vrede dæmpede sig for nu.

“Det er det vel,” svarede han, da Tarek præsenterede ham for sin plan og bad om hans tilladelse. At lade Liv vide, at han ikke ville se hende igen var så godt et første skridt som noget.

“Hector har det fint,” svarede Juno afvisende. Han vidste, at Hector havde lidt lige så meget som han selv havde, men han var fri nu. Han behøvede i hvert fald ikke at bekymre sig om Liv. “Det sindssyge kvindemenneske - engel - ville have mig, ikke ham. Hun har sikkert allerede glemt at han eksisterer. Heldigvis.” Juno misundte Hector at han var fri, men hvis én af dem fortsat skulle ejes, så tog han det gerne på sig. Det ville have været hårdere for ham at være i Hectors sko - at se sin ven lide og ikke kunne gøre noget ved det. Ikke få lov til at hjælpe overhovedet.

Tarek var en smule lettet, da Juno sagde, at han ville lade ham snakke med denne Liv. Det var nok bedre, at han gjorde det, end at Juno begav sig ud på et morderisk hævntogt. Det kunne ende galt på så mange måder. Tarek havde lidt mere tiltro til sig selv og den uniform han bar. Men det sagde han ikke højt.

En svag rynke viste sig i hans pande, da Juno afvisende sagde, at Hector havde det “fint”. Han havde sine tvivl. Så hårdt ramt som Juno var, måtte det de havde været igennem, have været ganske forfærdeligt og han tvivlede på, at nogen kom “fint” ud af den slags. Men han sagde ikke noget, lavede bare en mental note om, at han måske skulle opsøge Hector selv en dag inden så længe. Sikre sig, at han klarede sig.

“Så det er kun dig, der er i klemme med hende?” Trods sin bekymring for satyren, var det nu også lidt lettende, hvis det kun var Juno, der skulle handles fri. Uden at tænke over, det, kørte han en hånd over sin pande og bagud over hovedet for at få håret væk fra ansigtet. Der var stadig en svag rynke i hans pande, nu mere tænksom. Han skulle have fundet ud af, hvad han skulle gøre. Måske han skulle snakke med Bigwig og høre, hvad han tænkte om det hele. Men han havde en fornemmelse af, at Juno ikke ville have ham til at hive andre ind i det og det kunne han egentligt godt forstå.

Han sukkede og rettede blikket mod drengen foran sig igen. Der var et spørgsmål, han blev nødt til at stille, selvom det aldrig var behageligt. Det åbnede for en hel ny pose med rådne æbler hver gang.
“Hvad med dine forældre?” Var de døde? Levende? Gode eller dårlige væsner? Der var altid nye aspekter af gadebørn og deres forældre, han aldrig i sit liv kunne forestille sig.

“Der sådan ud,” svarede Juno svagt, selvom det var præcis sådan det var - han var den eneste der var i problemer med Liv, uden tvivl. Han havde bare svært ved at være direkte og endnu sværere ved at være ærlig. Især overfor en byvagt. Det gik imod alle hans instinkter.

Junos krop stivnede tydeligt, da hans forældre blev bragt på banen. Hans skuldre var anspændt, trukket helt sammen, og han så langsomt på Tarek igen, som var han nødt til at kæmpe sig gennem hvert eneste lille bevægelse.
“Min far bor i Rubinien, åbenbart,” fortalte han anstrengt. “Men han havde ikke lyst til at betale for mig,” uddøb han og slog ud med hænderne, som gav det sig selv. Det gjorde det også, hvis man spurgte Juno. Havde hans far købt ham, ville han lige nu have arbejdet hårdt for at tjene sin egen pris ind.

“Og min mor…” Juno trak vejret dybt ind og rullede med skuldrene, inden han lod sig falde tilbage i stolen. “Det undrer mig at du ikke kender hende. Jeg troede hele byvagten efterhånden havde haft gang i hende - hun sælger også gerne informationer om mig, hvis du er interesseret. Hun sælger sgu det hele til guderne og hver mand. Vi får altid at vide at vi ligner hinanden, så hun sku’ gerne være nem nok at finde på bordellet.”

For et par år siden havde det været et ømt emne, men nu var der så meget afstand imellem Juno og hans mor at han ikke engang havde fortalt hende, at han var kommet hjem. Han havde heller ikke tænkt sig at gøre det. For alt han vidste af var hun fri til at dø af bekymring, hvis hun overhoved var i stand til at bekymre sig for ham længere.

Godt. Det ville nok være nemmere for Tarek kun at skulle forhandle om Juno, selvom han forberedte sig selv på, at selvom Juno kun mente, at det var ham, der var i klemme, kunne kvinden mene noget andet.
Den fysiske reaktion ved Tareks spørgsmål var tydelig med det samme og han var allerede lidt ked af, at han havde været nødt til at spørge. Men det var han. Af flere forskellige årsager.

Et kort udtryk af overraskelse og svag forvirring dukkede op i hans ansigt, da Juno fortalte om sin far. Men han sagde ikke noget, lod den unge mand tale færdig. Fortælle om sin mor, Tarek straks kunne sætte ansigt på, nu forbindelsen mellem dem blev lavet. Ikke at han havde haft noget med hende at gøre, ud over at slæbe hende tilbage til bordellet et par gange. Men han kunne godt se den fysiske lighed. Stakkels dreng.
Han nikkede let.
“Jeg tror godt, jeg ved hvem du snakker om. Jeg har ikke så meget med bordellet at gøre.” Det var sandt. Han hjalp gerne dem, der ville have hjælp, men de generelle forstyrrelser og slåskampe, der opstod ved bordellet, tog nogle af de andre vagter sig af. Og tog for sig af fornøjelserne ved samme tid. Hverken han eller Bigwig brød sig om den slags.

Tarek fugtede kort sin læbe og rystede så på hovedet.
“Så… din far så dig hos slavehandleren? Men forsøgte ikke at få dig med?” Tanken var grotesk for en som Tarek, hvis familiesammenhold betød alt. Han kunne ikke forestille sig, at nogen på hans fars side kunne finde på at gå fra ham i sådan en situation. da slet ikke hans far.
Han spurgte ikke mere ind til hans mor. Han kunne tydeligt fornemme Junos uvilje mod hende og af hvad Tarek vidste om hende, kunne han godt følge ham. Det måtte ikke have været let at være den kvindes barn.

Juno gjorde sig umage med ikke at se på Tarek, da han hørte ham sige, at han vidste hvem hans mor var. En alkoholiseret luder, der delte hans lyse hår og og hans feminine kæbe. Engang imellem så han på hende og genkendte en kvinde, der havde brug for hans hjælp. Engang imellem tænkte han på, om hun også kunne se på ham, at han havde brug for hendes hjælp. Men der var ingen af dem der nogensinde handlede på det, og det blev sjældnere og sjældnere at de så hinanden. Juno undgik gerne den del af byen helt.

Han trak på skuldrene da Kerfeir blev bragt på banen. Han burde ikke have regnet med mere fra sin far af, men det havde såret ham alligevel og det var svært for ham at mindes.
“Hvad skal jeg sige, manden har aldrig set mit værd,” svarede han og snøftede. “Det lykkedes mig også fint at slippe væk uden hans hjælp.”
Det var blevet for personligt nu, med Junos forældre indblandet, og den nervøse energi i hans krop var blevet for meget, da han rejste sig op og gik i en cirkel, med sine hænder flettet sammen bag sin nakke.

“Du snakker med kællingen for mig, ja? Held og lykke med dét. Hold mig opdateret, vil du.” Hans hjerte bankede hurtigt og nervøst, og han skævede flere gange mod døren, som et såret dyr ville skæve efter en flugtvej. Han havde sagt, hvad han havde brug for at sige, og nu havde han bare brug for noget til at dulme sine sanser med.

Som sagt var det en helt anden pose med rådne æbler, der blev åbnet, så snart forældrene kom på banen. Tarek var ikke i tvivl om, at Juno ikke ville snakke mere om det og han ville ikke spørge mere ind til det. Han havde fået det at vide, han ville - at der ikke var nogen til at være der for drengen. Som altid gave det Tarek en tung følelse i brystet. Han var selv blevet forladt af sin mor, men hans far og hans flok havde altid været der for ham. Han kunne ikke forestille sig at leve uden den støtte, det gav ham.
De grå øjne fulgte den urolige Juno for et øjeblik, genkendende hans udtryk som et dyr, der følte sig fanget. Deres lille session var ovre.

Tarek nikkede til spørgsmålet, inden han kom på benene igen, hovedet bukket for ikke at slå det i loftet. Hovene klikkede mod gulvet, da han gik hen til drengen og lagde en hånd på hans skulder og fangede hans blik med sit.
“Jeg skal nok snakke med hende, hvis jeg kan finde hende.” Tavs betragtede han drengens ansigt for et øjeblik med et undersøgende, men mildt blik.
“Jeg ved godt, at det her har været svært for dig, og at du ikke stoler på mig. Men prøv. Og kom til mig, hvis du har brug for det. Jeg ved godt, at I unger ikke har nogen voksne at stole på og at min uniform er afskrækkende, men jeg er her for jer. Jeg vil gerne hjælpe. Om det er for at snakke om noget eller der er problemer eller sygdom. Kom til mig.” Han smilede varmt og gav hans skulder et klem, inden han slap ham igen.

Juno tvivlede ikke på at Tarek ville holde sit løfte, men han følte sig ikke sikker på at det ville gøre en forskel. Han kunne ikke forestille sig at Liv kunne blive anholdt, hvis det var hans ord mod hendes, og hun var en smuk, rig kvinde, imens han var en beskidt knægt med et dårligt ry og en plettet straffeattest. Højst ville Tarek være gavmild nok til at give Junos trussel videre, og så ville Liv forhåbentlig blive så vred på ham, at hun valgte at finde sig en anden, mere villig, partner fremover.

“Det siger jeg videre,” svarede Juno, der ikke havde tænkt sig selv at tage imod mere af Tareks hjælp, men som ikke længere var så meget imod, hvis nogle af børnene havde brug for det. “Men du skal ikke røre mig igen. Du kan gå til min mor med den slags.” Det var hårde ord til én, der lige havde givet ham sin hjælp, men det var også på grund af den hjælp, at Juno havde brug for at fastslå at de ikke var venner.

Han sendte Tarek et hårdt blik, inden han vendte om på hælen og marcherede ud. Han havde brug for tobak og alkohol. Noget at drukne sine tanker i, så hurtigt som muligt.

Det korte svar fortalte Tarek, at Juno nok ikke selv ville opsøge ham igen. Ikke medmindre det brændte så meget på som denne gang. Det gjorde ham en smule sørgmodig, men isen var i det mindste brudt. Juno havde forhåbentligt fundet ud af, at den store byvagt var til at gå til. Hvilket forhåbentligt også gjorde det lidt lettere for hans unger at gøre det. Men nu måtte Tarek vente og se.

Et overbærende udtryk gled over hans ansigt ved Junos sidste ord, det var en tydelig provokation, men den bed ikke på byvagten.
“Pas nu på dig selv. Og lad være med at gøre noget dumt.” Hans stemme var varm og afslørede, at han bekymrede sig for den unge mand. Han mente det, Juno skulle passe på sig selv, men helt ærligt troede Tarek ikke helt på, at det ville komme til at ske. Ikke med de følelser, han havde mærket i ham. De var ødelæggende.

Han så lidt efter ham, inden han sukkede dybt og så rundt. Der var ikke blevet rodet for meget, så der var stadig klar til, hvis han eller Bigwig stødte på nogen, der skulle have hjælp med at slippe fra Kiles Orden. Godt. Han bevægede sig hen til døren, som han lukkede efter Juno, hvorefter han lavede et af sine huller i væggen, så han kunne komme ud. Det var rart at få rettet ryggen op igen. Han blev stående med et blik mod himlen. Hvad så nu? Han måtte hellere begynde at forhøre sig omkring i morgen i søgen efter denne Liv. Men lige nu ventede høet på ham i byvagternes stald. Det havde været en lang dag.