"Nah... men en eller anden dag må hun vel også indse jeg ikke bliver yngre..." Caitlin skar en grimasse som hun sagde det og forsøgte at borttvinge det lille smil der fulgte. Hendes moster havde godt nok prøvet selv at blive yngre, men det havde jo heller ikke ligefrem gjort hende blidere stemt over sære udflugtsmål og hvad der var at finde ved dem. Smilet blev dog aldrig helt til et smil, før en gaben tog den og Gidion gennemhullede hendes forsøg på optimisme.

En ny grimasse fulgte, før hun sukkede let. "Det giver desværre mening." Hun sank lidt længere tilbage i sengen, som hendes blik gled fjernt og tænksomt. Hun kendte trods alt sin moster rimelig godt efterhånden og hvad denne reagerede værst på. Et var at hun var forslået og forbundet, noget andet var lugten af tørret blod der hang ved hende, hendes tøj og sikkert også Amy. Det ville tænde varulven op i et umuligt humør allerede før hun hørte hvad der var sket. Som grebet ud af den tankestrøm mumlede hun. "Vi må gøre noget ved blodet..."

Hans berøring af hendes hår trak en let spinden fra hende, som hendes propiller kort trak sig skæve. Endnu et tegnpå hvor meget ude af balance hun var med sig selv. "Tror modet er taget fra det meste derude lige nu. Ikke værd at være del af..." Hun blinkede let, strøg så den gode arms hånd op og rørte let ved hans arm. "Ingen grund til at strejfe med dobbelt mål på ryggen... og jeg har fundet Amy." Hun smilede let til ham. Håbede at kunne kvæle lidt af den bekymring hun vidste han havde for at hun en dag ikke ville vende tilbage.

Ikke blev yngre. Gidion blev let træt ved tanken, selvom der ikke var noget mere naturligt i verden. Han var ikke sikker på hvordan han skulle håndterer det. Nok havde Gidion først lært Caitlin at kende efter at hun var blevet teenager og havde levet mange år alene på gaden, men det betød ikke at Gidion helt kunne slippe synet af den unge teenager der var kommet til skade, og indse at Caitlin var ved at blive voksen. Voksen nok til at tage sine egne beslutninger uden at skulle spørge om tilladelse.

"På et tidspunkt. Vi kan tage det værste med en klud og noget vand, men du skal ikke op. Du skal slappe af" og det lå ikke op til diskussion. Hun havde for mange skader til at skulle ud i balger og større omgang forårsrengøring. Nej, det tog det værste nu, fik skiftet hende over i noget andet tøj og så skulle hun sove. Miranda havde en god næse, men heller ikke så god. Og chancen for at hun lige præcis kom i morgen var lille.

Gidion smilede let og nikkede "og du fandt Amy" en teenager mere i huset, som også var blevet voksen uden at omverden nok helt havde opfanget det. Men det holdte Caitlin mere i ro at den anden var der, og det var positivt. Gidion kiggede let over skulderen, tænkende på hvad tilstand hun måtte være i. Måske ikke lige så skadet fysisk, men uden tvivl også nedslået og bange. "Jeg finder noget vand" Det ville tage lidt tid at få det varmet. Han rejste sig roligt, og gik ud af rummet for at klargøre vandet.

Der gik noget tid før at han var tilbage igen, med lunkent vand og en ren klud. Det kunne ikke være rart at være dækket af indtørret blod, så det ville garenteret gøre det mere komfortabelt at sove når det blev fjernet, og hun var blevet stoppet i en af Gidions skjorter at sove i. Hvis hun da ikke allerede var faldet i søvn. Han ville ikke kunne nænne at vække hende.

"Det værste er en start..." Caitlin havde atter gjort den første bevægelse mod at sætte sig op, som hun mødte Gidions blik og lod sig falde tilbage ned at ligge igen. Hans stemme var stadig rolig, men bestemt og havde intet giv i forhold til hende og ud af sengen. Hun havde nu heller aldrig været den gladeste for vand og vask, men lige nu ville hun gøre en del for at slippe væk fra lugten af tørret blod. Hendes og andres.

Bedre var det at tænke på at hun havde fundet Amy og ikke mistet hende igen.Dt holdt smilet vaklende hos hende, som hun skævede i retning af døren, hvor veninden og hendes vingemand var forsvundet ud. De havde nok også en del at snakke om og han havde virket så alvorlig da de gik. Mere end selv han plejede.
Hun så tilbage som Gidion talte og nikkede så tavst, mens øjnene vibrerede let mod at falde i. Hun var så inderligt træt, men knap havde mørket samlet sig om hende for at trække hende ned, før skoven og mændene tonede frem, deres latter og stemmer fyldende hendes ører.

Den mindste lyd af skridt over hyttens gulv og hun havde øjnene åbnet igen. Ingen ro var at finde i dem, før blikket havde fløjet over alt og var fundet til hvile på det velkendte ansigt stoppet ved hende. "De nød hvad de gjorde..."

Det stak i kroppen at høre de ord. Med et bekymret blik på hende, satte han spanden på gulvet med et let dunk, og placerede sig selv på sengekanten ved hende med en dyb indånding. Han vidste verden var fyldt med forskruede folk der gjorde præcis hvad der passede dem mod ethvert offer de kunne finde. At høre hende sige de ord, gjorde Gidion tung i maven, men også så ubeskrivelig lettet over at de var blevet reddet på det tidspunkt de var. Man kunne kun håbe på at det havde været før.

"De kan aldrig røre dig igen, Caitlin" det kunne føles som en ringe trøst, nu han kunne tydeligt se i hendes øjne at selvom de var døde, ville de stadig gøre hende fortræd igennem minder og mareridt. Han fugtede kluden, vred den, og løftede den op til hendes ansigt, roligt og blidt. Støt fående blodet løsnet fra huden og fjernet fra de gyldne kinder. "Jeg tænker at lade Amy sove her hos dig. Selskabet vil gøre jer begge godt" Afbrydende potentiel stilhed, og ligeledes ligge en plan. Han regnede ikke med at veninden tog videre bare sådan uden lige, selvom den sortvingede mand også havde sit at sige. Ham kunne der også findes plads til i hytten. Omend det blev trængt.

Caitlin sank ind i blikket fra det velkendte ansigt, i roen der trods alt der var hændt stadig var alt dominerende der og ikke veg, som hendes blik flakkede og hendes hænder knugede om tæppet de havde fundet. Så spredte den sig langsomt til hende. Nok til at hun kunne lade øjnene glide halvt i og nok til at hun kunne løsne grebet en smule. "Jeg ved det... Det er bare.. Jeg bliver ved med at se dem når jeg lukker øjnene..." Først grinende råt og brutalt, som de havde omringet hende for at vise hende helt præcis hvad hendes modstand ville koste hende. Derefter døde som de havde været da hun var vågnet. Mareridt for lang tid og forhindrende søvn her og nu.

Hun lukkede øjnene helt, som Gidion rakte frem med den våde klud og blev siddende helt stille som han blødte blodet op, fyldende hendes næse med lugten af jern og råd endnu engang, men også fående den til langsomt at fortrække og forsvinde. Det sveg ganske let hvor blod var hendes eget og en god del af det var.
"Det ville være godt, ja..." Hun åbnede langsomt øjnene og så alvorligt på ham. "Jeg tror hendes... Mitch var på vej et sted hen og nok stadig skal derhen..." Der var ikke blevet sagt så meget, men han havde set mod horisonten flere gange, før han havde virket til at samle sig om det der var her og nu. De to som ikke kom langt uden ham.

Hvad Gidion før havde set af mareridt hos børn var intet i forhold til hvad Caitlin beskrev. Han kunne med rum tid godt overbevise de små om at monstrene under sengen var det pure opspind og aldrig kom til at røre dem. Han ville ønske han kunne gøre det samme ved monstrene i Caitlins drømme. Monstre der lignede en almindelig mand og lå gemt i mangfoldigheden. Enhver kunne vise sig at være sådan et monster. Det var med en trist mine han frigjorde hendes ansigt fra blod, men hans blik var beroligende så snart hun havde åbnet øjnende igen. "Med tiden vil de forsvinde igen. Selvom tiden bliver hård" vage trøstende ord. "Men jeg kan forsikre dig, at de forbliver i dine drømme så længe jeg er har til at passe på dig. Og det vil jeg altid være" forsikrede han hende med et let smil, inden han vred kludden på ny.

Gidion kunne regne ud hvad skiftet i ord betød, men han kommenterede det ikke. De var begge voksne mennesker, selvom det var svært at se Amy som andet end et barn som han gjorde ved Caitlin også. Det var svært at acceptere at hun var ved at blive voksen. "Amy skal være velkommen her så længe det skal være. Jeg tænker ikke at Mitch vil tage hende med væk fra dig lige nu" uden at vide det, men han vidste vel lige så godt som Gidion selv, at de to piger havde dannet et bånd til hinanden der gjorde at tætheden var en trøst.

Caitlin mødte Gidions blik og holdt det et langt øjeblik, før hun trak let på den ene skulder. Hun vidste en del mareridt forsvandt igen - trods alt havde hun haft nogen i tiden efter han havde taget ind som var bleget næsten væk nu - men det tog tid og mere end hun havde lyst til at tænke på. Neutralt forsøgte en lille del af hende at påpege der slet ikke var gået tid endnu for den startede jo først nu, men hun var ikke helt der hvor hun ville lytte til den. Ikke som trætheden talte, spøgte og drillede.
Så fandt hun alligevel et lille smil frem, som hun rakte ud og lagde en hånd på en af hans. "Jeg er også glad for jeg at være hjemme." Rejse var godt og nyt var spændende, men der var nu noget ved at være et sted hvor man hørte til.

Caitlin rystede let på hovedet ved det næste. "Slet ikke hvis han skal noget,men det finder vi nok ud af." Det forsigtige smil fra før fik lidt mere styrke og varme, som hun tilføjede. "Havde aldrig troet hun fandt en først, men han virker helt rigtig for hende." Hun kendte trods alt nok til den andens fortid til at kende hendes forbehold mod alle. Selv deres venskab havde de begge været tøvende for helt at stå ved... Til dragen havde været en ting faktisk.

Gidion smilede til hende, bare virkelig glad for at hun var hjemme. Han ville næsten kalde det hjem i sikkerhed, men hvor var der efterhånden sikkert henne. Det var som om de gik mørke tider i møde, endnu engang. De havde knap fået lov at slikke sår efter sidste besøg af plagerne og nu var der alarmberedskab igen. Men kunne det nå dem herude? De var ikke væk fra civilisationen, men huset lå trods alt tættere på skoven end byen, af flere årsager. Måske var de i virkeligheden i sikkerhed her.

Gidion havde en let latter i stemmen. "Det er heldigt at det ikke er noget vi selv bestemmer hvornår kommer" han gav hendes hånd et let klem. De to havde ikke haft en let start på livet, og ikke haft megen grund til tiltro til deres medmennesker. "Desuden, har Amy heller ikke en værge der lige skal godkende først" tilføjede han drillende - men de vidste begge at han næppe havde meget at sige når det kom til stykket. Han ville i hvert fald ikke sætte sig i vejen, og godkendelse? Den magt nægtede han at tildele sig selv. "Sov. Jeg sender Amy ind til dig når hun kunner ind igen." med et sidste klem rejste han sig og tog det snavsede vand og klud med sig ud. Hun blev ikke efterladt alene længe, for så snart Amy kom ind af døren, nåede Gidion nok knap at anvise, før hun var gået ind i soveværelset.

Det hjalp at høre Gidion le og se hans træk bløde op fra bekymringen til den varme og glæde der altid fulgte hans latter. Et mere håndgribeligt bevis på at alt nok skulle blive godt, for Gidion lo ikke af fare. Caitlin gengældte det lille klem og sank samtidig lidt mere afslappet sammen. Det skulle virkelig nok gå. Hun var hjemme og han var her.
Hans næste ord trak en halv latter fra hende, før hun brød den af med en grimasse fordi noget i hende havde været ganske utilfreds med den tilskyndelse. "Kun fordi hun ikke har været hos dig nok." Svarede hun drillende igen. Som hun var blevet taget ind af Gidion var Amy blevet det af en kroejer for en kort tid og så var alt gået skævt igen.

Caitlin nikkede let og puttede sig dybere ned i sengen, skønt bevægelsen gjorde ondt. Hun havde opgivet at få lov til at komme om på siden, men det gjorde også omslutningen af puder det vigtigere for hende. Her var hun sikker og næsten sikker nok til at trætheden kunne få lov at få sit tag.
Hendes øjne var næsten gledet i som en bevægelse trak dem op igen og et svagt smil formede sig på hendes læber. Hun rakte en hånd mod Amy og klappede så på sengen ved hende. "Du blev? Bliver?"

På en måde, var det rart at være i et hus igen. Mest af alt var det faktisk umådelig rart at det ikke lå inde i byen, men havde sin egen lille boble og varme og sikkerhed. Også selvom hun havde måtte se sin egen sortvingede sikkerhed og varme flyve bort til et trykkende ærinde. Hun havde vekslet et par venskabelige ord med Gidion da han kom ud af soveværelset med det beskidte vand og klude der afslørede mere blod end Amy havde lyst til at skulle se. Men det betød også at han havde taget sig af Caitlin, som nu havde mulighed for rolig søvn.

Det var ikke en forundring at han spurgte om hun ville sove inde ved Caitlin. Ikke så meget et tilbud som en forespørgsel, men Amy var glad for det. Glad for at kunne åbne døren forsigtigt og høre at Caitlin trods alt ikke helt var forsvundet ind i drømmeland. ”Selvfølgelig.” svarede hun som var det virkelig den største selvfølgelig i verden, inden hun satte sig på sengen med et skævt smil. ”Mig slipper du ikke så nemt af med igen”

Caitlin åbnede øjnene på klem som Amy kom ind, men helt som den anden svarede hende. Det enkle ord og sikkerheden i det trak endnu et lille smil frem på hendes læber. "Jeg kan li' selvfølgelig.." Det kunne hun. Det havde været så længe siden noget mellem dem var en selvfølgelighed og sidst det havde været det havde intet været som nu.

Som den anden fortsatte fangede hun hendes hånd og gav den et lille klem. "Så længe det er til vingemanden så kan jeg gå med til det." For en der havde virket halvt panikken hver gang hun var vågnet og havde set ham, var det lidt af en erklæring. At det så mest havde været vingernes sorthed og alt andet der var sket end manden der bar dem var jo ikke for alle at se.

"Jeg kan li' jer sammen..." Hun smilede som hendes øjne gled tilbage ned til sprækker. Amy var en tryghed i sig selv at have nær igen og hun mente hvad hun havde sagt. De to sammen havde været et rart syn og et hun nok havde betragtet mere end de havde opdaget.

Amy begyndte lavmeldt at grine, og kigge ned. Det var alt andet end normal opførsel at se Amy på den måde. Rent faktisk visende at hun holdte af en anden person, på en måde som hun næppe selv havde regnet med kom til at ske. Det var på ingen måde svært for hende at indrømme at Caitlin var vigtig, og ikke mindst en person hun holdte umådelig meget af. Nok også den person der kendte hende bedst. Måske ikke så overraskende at hun havde set noget.

"Lad ham nu lige komme tilbage først" svarede hun for ganske let at drive samtalen et andet sted hen, mens hun kiggede op igen. En gnist i de klare blå øjne og et led bid i sin underlæbe. Rødmen kom først ved Caitlins næste ord og fik Amy til at klø sig let i nakken. Forlegen.

"Yeah.." Det var faktisk ubeskrivelig rart at høre og fremgav en varm følelse i maven. Tanker om at slå sig ned, få et mere normalt liv. Det var ikke mange år siden den tanke havde været en direkte umulighed. "hvordan har du det?" det så en del pænere ud nu sår var blevet renset, og Amy bildte sig selv ind at noget af hævelsen også var faldet. Men det så stadig ikke alt for godt ud. Det var klart den anden var træt.

Caitlin lod øjnene forblive sprækker der kun antydningsvis betragtede Amy. Den andens stemme ville forhåbentlig afsløre det meste og give nok af ledetråde til at hun ikke behøvede at tvinge dem op igen. Latter var da også et godt tegn og det efterfølgende svar pointerende og undvigende nok til at trække en tilsvarende dæmpet fra den mørkhårede pige. "Han kommer tilbage." Der var en sikkerhed i hendes stemme, som ikke bundede i andet end råt indtryk af manden, men det var også nok. Også til at give den andens hånd et lille klem mere. "Og du indrømmede det jo næsten også..."

Fra drillende tone til kold alvor var intet let skift og fik Caitlin til at åbne øjnene mere op igen og møde den andens blik undersøgende. Spørgsmålet var et Amy havde givet hende før og fortidens svar lå hende allerede på læberne så meget løgn nu som det havde været den gang. Fint var aldrig det sande svar og hun vidste det. "Bedre, tror jeg." Det var stadig en pyntet sandhed, men hvordan havde hun det lige? "Værre end da vi blev skilt..." Hendes tanker var kredset gennem tid for at finde noget at sammenligne med og den gang der førte til mødet med Gidion var stadig hvad hun målte mod. Den gang der ændrede så meget.

En del af Amy kunne ikke finde et eneste sted at slå tvivl i de ord. Selvfølgelig kom han tilbage. Han havde altid fundet hende igen på den ene eller anden måde. Til en start havde det nok virket mere skræmmende at se den store sortebevingede mand komme frem ud af det blå, men der var gået mindre tid end ventet før Amy havde vendt det til en tryghed. Mod mange odds hun havde opsat i sit hoved og adfærd der talte imod at hun kom til at holde af en anden på den måde, var det alligevel lykkes. "Næsten" Højt havde hun ikke sat ord på det, og betvivlelsen stadig høj i alle tanker.

Nok var det alvorligt, men hun følte også behovet for at spørge. Caitlin havde fået det værste, og det var tydeligt. Bulen i Amy's baghovede kunne på ingen måde sammenligne. Amy skar en let grimasse af et forsigtigt skævt smil og tankerne tilbage på sidste gang. Der havde hun også været mere end bare uheldig. "Puh.. Ikke godt" tom for ord gav hun den andens hånd et forsikrende klem og fortsatte med at holde fast. De havde været ude på en masse farlige eventyr sammen, men ingen havde haft så voldsom en effekt som nu. Verden virkede langt mere grå og sort, trods det aldrig havde været nemt.

"Slet ikke godt..." Caitlin havde stadig tankerne svævende mellem fortid og nutid, som hendes blik svævede mellem fokus og tåge. Et sikkert tegn på at hun var på kanten af de sidste kræfter og nok også et godt stykke ude over den. "Men tryggere end sidst. Du er her og Gidion..." Hendes stemme tonede let ud, som hun gengældte klemmet og nægtede at slippe hånden igen. Den var varm og sikker efter så længe væk og varm og sikker var hvad hun havde brug for.

Hendes øjne var da også blevet til slørede sprækker, som hun tvang op og til at finde Amys helt. "Bliv hos mig?" Hun var ikke sikker på om hun havde fået det svar før, men det var vigtigt for hende at vide den anden ikke ville forsvinde hvis hun slap taget i verden og lod søvnen vinde. Duften af Amy havde allerede blandet sig med den af Gidion og fornemmelsen af den andens varme og hud fik hende til at slappe af. Når hun ikke måtte skifte til sit andet jeg og ikke ligge sig som hun helst ville, så var Amy nær det eneste hun kunne forestille sig.
Hendes øjne gled da også af sig selv i, før hun hørte svaret, og lod hendes sind synke dybt ned i en drømmeløs søvn.