Deres gang første dem ind i tempelområdet og endeligt stod de foran templet for Kile. Den unge kvindes holdning havde ændret sig, Karkhos gættede på, at det var fordi, at hun var kommet i mere sikre og kendte omgivelser. Han selv var lige overvågen, man kunne aldrig vide, hvem der ville snige sig rundt i mørket. Men intet var sket. Heldigvis.
Hendes tak gav Karkhos endnu et lille glimt af, at det var et godt menneske, han stod foran. Selvom Kileordenen nogle gange slog ham som værende med negative bagtanker, var han ikke i tvivl om, at præsterne i sig selv var helt almindelige væsner med gode intentioner.

Kilepræstinden rakte sin hånd frem og Karkhos tog den i et roligt greb og gav den et beroligende klem.
”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe.” Han slap hendes hånd igen og bukkede en smule stift i hoften for hende. ”Pas godt på Dem selv.” Igen gled et af de sjældne smil over hans ansigt, inden han vendte rundt og begyndte at gå hjemad. Trætheden var ved at melde sin ankomst og Morpheus måtte være ved at spekulere over, hvor han blev af. Der var stille i mørket som han bevægede sig igennem det Øvre Bydistrikt, alene, stadig rank og med et fast udtryk i blikket.