Rex skulle til at sige noget, men hendes svingende håndbevægelser fik ham til at tie. Han tog en dyb indånding og så sig om. Han spekulerede på om det var søen hun havde snakket om dagen før. Mørket havde fuldstændig opslugt dette lille område. Han bed sig i læben og smilte skævt. Han spekulerede på om de mon blev overfaldet af et vildt bæst. Han ville forsvare dem, selvfølgelig.
Han sank en klump og var oppe på tærene. Han syntes at høre en gren knække bag dem. Han skævede over sin skulder. Han sukker og ryster en smule.

( Kort igen.. o.o )

da de endelig var forbi, omkring 20 meter væk, smilede Lee igen.
"Med de skygger kan man ikke vide hvad der gemmer sig rundt omkring. så det er bedst at tage de største sikkerhedsforanstaltninger, være stille og være på vagt. Der sker ellers aldrig noget, men det er for at være på den sikre side."
Okay. de er lige gået forbi endnu et højt, sort træ. hun peger til venstre.
"Veeeeenstre!" kommanderede hun, og lod hænderne glide ned i lommerne igen og drejede.
"Nå. har dit job noget med dine evner at gøre??" hun smilede stadig, og knyttede så hænderne.

Han nikkede da hun forklarede ham om hvor farlig søen altså kunne være. Han lavede et skarpt venstresving og betragtede træerne. Det hele lignede det foregående, og det faktum at hun kunne vejen var overraskende.
Han trak på skuldrene. "Det har det vel." mumlede han og tænket lidt over det. "Og så min psykiske tilstand." tilføjede han en anelse for roligt.
Han så op i himlen og lod tungen glide over læberne. "Det er nu ikke fordi lønnen er dårligt - det bærer vel lønnen i sig selv." brummede han.
Han fik ikke en klejne for sit arbejde - Men han arbejdede jo egentlig heller ikke. Han havde syet en dreng sammen og muligvis reddet knægtens liv, derudover havde han kun plaget Taylor en smule. Og våbensmed? Langt fra. Han var våbnet, men det var efterhånden viden han holdt for sig selv. Mennesket forvrides let og bliver hurtigt opslugt af grådighed; Når folk lærte om hans evne, vidste de også at han ikke kunne forsvare sig. Han var offer for sin egen evne.
Han sukkede og placerede hænderne i sine lommer. "Men jeg får da tag over hovedet." Han smilte skævt.

hun sparkede til en sten imens hun lyttede. psykiske tilstand? hun var lige ved at spørge ham, da han så fortsatte, og hun besluttede sig for, at hun ikke ville grave i det.
"Bor du så sammen med nogen?" hun ville bare snakke om et eller andet, for ellers blev turen meget, meget lang. der var stadig et godt stykke endnu, og hun holdt udkig efter træerne.

OOC: ... KORT __ __

Han så op i himlen og et smil bredte sig over hans læber. "Ja jeg deler værelse med en mand kaldet Taylor." svarede han roligt. Han så rundt. "Men du siger du vil vide noget om mig, så stil nogle flere spørgsmål. Det er kun hyggeligt." sagde han og smilte forsat. Han sukekde og betragtede hende imens de gik. Han ville gerne finde ud af hvorfor hun rystede sådan, men hun havde vidst ingen intentioner om at fortælle ham det. Han lod tungen glide over læberne og mærkede det gyse ned af ryggen.

( KORTHEDS SYGDOM! argh! )

OOC: vi må hellere passe på. det kan udvikle sig til korthedspest, har oplevet det i en anden tråd hvor jeg stadig sidder. *poke til Julian t. en af mine karaktere* der bliver nødt til at ske noget, men hvad? OO

IC:
"hm... jeg er nu ikke så opfindsom på det område. men så spørger jeg alligevel om noget der undrede mig før. hvad mener du med psykisk tilstand?" Var han psykisk syg? hvordan det? hun havde læst en masse om psykiske sygdomme, men han havde ikke virket som en af de helt psykotiske lallehjerner hun havde læst om. og han var heller som dem. derfor kunne hun ikke helt få det til at hænge sammen.
hun mærkede en svag dråbe på kinden, og kiggede op. det var blevet mørkere. hun smilede. hun elskede regn.
"Det regner!" udbrød hun, og holdt hånden ud. den rystede, men lidt efter lidt landte nogle fine dråber i de. hun så på dem, og så op imod himlen. flere dråber ramte hendes ansigt.
hun overvejede hvor lang vej de havde igen. ikke så forfærdeligt meget så vidt hun huskede, men hun var lidt usikker. i mørket var det en anelse svært at genkende de høje, tynde træer.

Han mærkede regnen, men det gik først op for ham at den var der, da hun påpejede det for ham. Han holdt hænderne over sit hovede og sukkede.
"Jeg er bare ikke helt normal." svarede han og lod tungen glide over læberne. Han smilte for sig selv og så op i himlen. "Himlen græder. Måske skulle vi vente et sted til regnen er ovre? Medmindre vi bør skynde os? Eller noget?"
Regnen resulterede i at sneen begyndte at smelte, og det hele blev en anelse sjappet. Måske var det ikke såsmart at sætte sig. Han rynkede næsen og nød den ellers så friske luft i sine lunger. Han sukkede og nød også regnens dråber på huden. Han betragtede hende og smilte skævt. Nu blev de i hvert fald våde.
Han lagde hovedet bagover igen og nød kulden. Han smilte sagligt.

( whut o.o ? )

OOC: korthedspest er mit kælenavn til, når man skriver meget korte indlæg og ikke kan stoppe igen xD og der bliver nødt til at ske noget... ja, et eller andet, for at man kan begynde at skrive langt igen. sådan har jeg det i hvert fald xD

IC:
"Jaerh, okay, den del havde jeg opfattet 'mr.-falde-ned-fra-mure-over-pige-der-spiser-fugl.' og nej, jeg kan godt lide regn. jeg vil gerne fortsætte, men hvis du gerne vil stoppe op kan vi godt." hun så på ham.
"Hvad er der med dine øjne? Hvorfor ser de sådan ud?" hun trådte i en sjap-pøl med vilje. hendes sko kunne godt holde til det. regndråberne lignede små perler i hendes hår, før hun pjuskede op i det med hånden, som hun hurtigt lod falde ned i lommen igen.

OOC: ... sidste del gav igen mening. sorry for det, og kortheden <<

( Ah )

Rex trak på skuldrene og lod tungen glide henover læberne. "Ja vi to er ikke helt normale." han lo og kløede sig i nakken. "Vi kan sagtens forsætte for min skyld. Lidt regn skader vel ikke."
Han bed sig i læben og nød en brise i ansigtet. Han overvejede hvad han skulle svare. "Mine øjne er som de er fordi..." han tav og spekulerede på om der var en grund til hans abnorme udseende. Han lignede jo intet menneske. Eller ... Ikke så meget menneske.
"Sådan er jeg født." han brummede og slog blikket ned. "Man kan kalde mig muteret." sukkede han og betragtede sjappen, der lavede lettere fustrerende lyde under deres fødder. Pludselig var kulden ikke rar mere. Tankerne strøj rundt i hans hovede. Han sank en klump og gøs.
Vinden raslede i bladene og nedkølede hans krop. Han fik pludselig en trang til at ryge. Han måtte dog holde igen.

hun nikkede til det første, men så bare på ham med rynket pande ved det andet.
"Muteret? Ej... Det tror jeg ikke. der er nok en grund. ellers er det måske ligesom alle andres øjne. dine blev bare en smule anderledes. jeg tror ikke på at du er en eller anden muteret mu... Hov!" hun standsede, og vendte om.
"Vi er gået for langt." konstaterede hun, og lagde hovedet på skrå for at få øje på huleindgangen. men det kunne hun ikke. hun vidste, at den var ved det allersidste træ, ved et af de nærmeste træer. men det var blevet mørkere end før, og hun var lidt usikker på at være her i mørket. hun var pænt sikker på ikke at blive overfaldet, men bekymringen og frygten for at blive fanget - af hvad vidste hun ikke - fra mareridtet vendte lidt tilbage. hendes hovedepine blev værrere, og hun prøvede at koncentrere sig om at få øje på træet.

Han svarede hende ikke. Lyttede blot. Ved hendes 'hov' stoppede han op og betragetde hende rolgit. Han så sig om og hævede et øjnbryn, hvorefter han kontstaterede at han ikke havde den fjerneste idé om hvor de var henne. Han så sig om og følte sig stresset.
Han rodede i sin lomme hvor han havde en lille pakke med nogle hjemme-rullede cigaretter (Jeg er faktisk ikke engang sikker på at cigaretter fandtes men skide være med det.... xD) . Han sank en klump. Han måtte styre sig.
"Så du ved ikke hvor vi er ?" spurght han roligt men samtidig åndsfraværende.

( sorry korthed .. o.o har ingen idéer )

"Det har jeg aldrig sagt. jeg sagde at vi er gået for langt. det er det hele." hun gik lidt længere tilbage, og lod hånden glide hen over stammerne for at finde ud af hvor den var, da jorden forsvandt under hendes fødder.
"IHK!" udbrød hun, men landede så på jorden, og rejste sig op igen. hun hostede og børstede snavset af knæene.
"Jeg skal have sat et 'pas på trinnet' skilt op her engang... JEG FANDT DET RAY!" råbte hun. der var buldrende mørkt, men hun troede ikke rigtigt på at der var noget derinde. hun kunne ikke høre noget åndedræt af nogen art og der var ikke plads nok til at noget livsfarligt kunne bo der.

OOC: heller ikke her... <<

Rex betragtede hende og spænede hen imod hende da hun faldt. Han betragtede hende sidde dér og smitle skævt. "Er du okay?" han lader tungen glide over læberne. Han træder ned af trinnet og gik ind i hulen. Han så sig om, men mørket gjorde ham blind.
"Det regner jo stadig, så måske skulle vi venter her lidt? Så brænden ikke bliver våd? Eller?" han betragtede mørket og vendte sig imod hende. Hun så en smule nervøs ud, og det fik tankerne til at strømme igennem hans hovede. Var der noget derinde?
Han så ind og rystede på hovedet. Det ville være fjollet. Han betragtede hende igen. "Medmindre du gerne vil hurtigt afsted. Bare du ikke bliver kold." Han smilte beroligende til hende.

"Jaja, jeg har det fint.. forpulede hul..." hun gik lidt længere ind, og en fakkel tændte ligepludselig, og lyste med en grøn ild. hun havde glemt alt om den og sprang en halv meter op i luften. Hendes mor havde sagt, at den var blevet lavet for længe siden, af ild der tændte når der var nogen i nærheden. det havde været en evne, ligesom dem hun havde.
"jeg tror det er bedst at vente... vådt brænde giver dårlig luft når man sætter ild til det. men jeg bliver ikke kold. jeg bliver bare ude i regnen, vi skal alligevel holde vagt, og jeg kan så godt lide regnvejret." hun vendte sig, og smilede. man kunne ane en stor bunke med brændeknuder bag hende. hun ventede bare på at han kom ind udefra regnen, så hun kunne gå ud igen.

OOC: ... jeg har altså inviteret Samse forbi <o< så er du forberedt xD

Regnen var begyndt at piske ned. Et sted ude blandt de mange mørke træer, var der nogle grene der knækkede. Det var ikke hvem.. eller hvad som helst som knækkede disse grene. Det var nogle klove, som tilhørte tyren Brutus. På ryggen af ham sad en mørk skikkelse. Tyren gik bare roligt fremad.
Samson var ude på en lille tur. Bare for at komme lidt ud og se hvordan landet står til. Men han fik en følelse af, at han var nær en slave. Altså, at en af hans slaver var netop i dette område, og Rex ville sikkert kunne føle det samme, bare føle det som sin herre. Netop på dét punkt, havde brændemærket også en vis kraft. Det var en bindende kraft mellem herre og slave.

Samsons hår var vådt og lå helt ind til ryggen på ham. Han havde sin let genkendelige hat på, samt sit leder tøj på. Det var desuden drivvådt det hele. Det eneste som ikke var vådt, var hans fødder. Hans store støvler med sporene, var ikke så lette at blive gennemblødt, så de holdt tørre for regnen.
Samsons blik var lettere søgende. Brutus var ved at stoppe helt med at gå fremad. Samsons blik gled frem og tilbage, inden han rettede sit ansigt ned mod tyrens ryg, for at få en fornemmelse af, hvor en af hans slaver befandt sig.

( nooh xD )

Han fulgte efter hende og da der pludselig sprang grønne flammer frem. Hans højre arm blev fra albuen og af en klinge (dog skjuler hans ærme det heldigvis..) og han missede med øjnene. Efter nogle få sekunder konkluderede han at der ikke var noget at frygte og armen blev normal. Han rømmede sig og lod somom intet var sket.
Han rømmede sig en enkelt gang og så sig om.
"Nej vent - Der er ingen grund til at sidde i regnen." mumlede han og så rundt i brænderummet. Faklen gjorde ham nervøs.
"Nu futter det vel ikke af , vel?" spørger han og laver en gestus imod ilden... Pludselig var der en stikkende følelse i hans venstre skulder. Han stivner og hans øjne bliver blanke. Hans krop ryster pludselig og han måtte støtte sig op af væggen. Han hev efter vejret. Det måtte ikke være sandt. Han hørte kviste knække udenfor. Frygten stod malet i hans ansigt.
"Leara. Kom herind. Øjeblikkeligt." befalede han og gik selv ud i regnen. Han knuttede hænderne og stirrede rundt imellem træerne.
*Hvor er du.... Kom frem kom frem...*

Hun var på vej ud da hun bemærkede Rays reaktion på et eller andet. hendes støvler lavede nogle små soppelyde da hun gik i den efterhånden smattede jord, men så stoppede hun op.
”Ray? Hvad er der?” hun lagde hovedet på skrå, og prøvede at høre efter. Hun havde hørt et eller andet, noget der knækkede et eller andet sted. Hvad kunne det være? var det det samme, og Ray havde fornemmet?
Hun skulle til at gå længere ud, på trods af at et tydeligt billede havde tegnet sig i hendes hukommelse, et øje ved en roterende, hvis pupil. Hun vidste at det ikke kunne være det, hun kunne ikke engang huske hvad øjet tilhørte, men Ray kaldte hende tilbage. Men hun gik aldrig et skridt længere, for Ray lod til at være bekymret for et eller andet, og hun gik ind igen, og satte sig så ned, lydig og stille. Han lod til at vide hvad han gjorde, men hvor brændte det bare i hende efter at komme ud og snuse lidt rundt selv.
”Av…” mumlede hun, da noget af træet stak hende i enden, og hun sprang op igen. Hun holdt øjnene på Ray, en smule bekymret, irriteret, og skræmt på samme tid. Bekymret for hvad det kunne være, bekymret for hvorfor Ray reagerede sådan. Han havde ellers været så rolig. Udover da han skulle klatre altså, men det var en helt anden ting.
Hun var irriteret over, at noget skulle komme og spolere freden; første menneske hun havde snakket med i længere tid af gangen som hun faktisk kunne lide, og så møder de et eller andet i mørkets skov om aftenen. Heldigt.
Hun var skræmt pågrund af den følelse af, at hun skulle flygte. Ikke fra det der var derude, men fra øjet med den snurrende pupil.
Hun følte sig også lidt hjælpeløs. Hun ville gå med ham derud og kigge, men han havde bedt hende at gå herind, for en grund. Og så måtte hun jo blive herinde. Alligevel aktiverede hun sig evne, stregen på hendes hage kom frem, og hun trak sig ind i skyggerne, parat til at hjælpe hvis det skulle ske noget alvorligt, eller at han kaldte på hende.

((yeah.. yderst.. farlig :B ))

En let prusten kom fra det store brutale dyr af en tyr. Samson rettede nu sine øjne direkte hen på åbningen til hulen, hvor han synes at kunne spore brændemærket.
Et lille smil bredtes over hans læber. Brutus tog nogle skridt frem igen, og man kunne nu se inde fra hulen, alle tyrens fire ben. Samsons ben kunne man ikke se. Imellemtiden havde han rejst sig op på tyrens ryg, og han så ned på åbningen til hulen.
Han var ganske stille. Og eftersom man ikke kunne se nogen menneskelige ben på tyrens side, var det måske alligevel ikke tænkeligt, at der rent faktisk var en rytter på denne tyr.
Brutus bukkede sit hoved lidt ned, og dens ene røde øje så nu direkte ind på Rex.
Tyrens pupiller blev yderst smalle, og lignte nu bare to store røde øjne, vis vrede boblede inde i tyren. Som om den var en slags tikkende bombe, som kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være.
Den gav sig til at stange let ud i luften, mens øjet hvilte på Rex. Den kunne ikke se Leara, men den synes dog, at kunne høre et eller andet. Det var jo trodsalt et dyr.

Da kom Rex endelig ud, og Samson så direkte ned på ham.

"Aha!" brummede Samson og smilte stort.
"Hvad laver du herude?" hans stemme var kold og udtryksløst.

Rex stirrede ind i tyrens øje. Hans ansigtsudtryk var roligt, og han drejede hovedet en smule. Da Samson talte, valgte han at se op på sin herre. Hver eneste lille muskel i hans krop spændte.
"Jeg tænkte bare at jeg ville gå en tur. Der er ikke nogle uhyggelige dræber-skove på vores kære hjem-ø." svarede han køligt. Han betragtede dem og bed tænderne sammen.
"Og hvad laver De så her? Savnede De mig?" spurgte han spidst og missede med øjnene. Han stirrede på sin herre og gemte sin hånd bag ryggen. Han lavede en flad hånd og vinkede imod Leara, for at vise at at hun skulle blive hvor hun var.

I mørket mellem de høje, nøgne træer, bag ved et lille krat, kan man hvis man hører godt efter, høre lette skridt i de våde blade. Skridtene tilhører Yang, der snart efter dukker op i lysningen, hvor månen lyser jorden op. Det mørke hår hænger i våde totter ned over hendes øjne, og hendes kappe klæber sig til hendes hud.
Da hun ser menneskene i lysningen, stopper hun sin gang, og lader blikket glide over dem. Hun kan ane Rex foran hulen, og samson lidt foran sig. Men pigen i hulens åbning er ukendt for hende. Hun lægger halvtvært armene over kors. Hvorfor var Rex sammen med hende?!