,,Oh for pokker da også! Du må ikke dø! Lille pige vågn op!" siger hun, og tjekker om Kazumetzu stadig trækker vejret.
Hun har aldrig lært førstehjælp, og selv hvis hun havde, er hun for panikken til at kunne gøre noget som helst lige nu.. hun aner overhoved ikke hvad hun foretager sig.
okay okay tænk Nimue.. øh... tænker hun og råber endnu en gang på hjælp gennem de tomme gader.
Hun har ikke set Selina i sit panikanfald.

Og fortsat ligger den lille Kazumetzu.. ser så skrøbelig ud.. men.. ødelagt som en smadret porcelænsdukke...

((hvad mere kan jeg skrive? xD))

Selina får et bekymret udtryk i ansigtet og løber så derhend.
"hva er der sket!?" udbryder hun og ser temmelig overrasket på Kazumetzu
Hun er godt nok normalt en ret ondt og kold person, men når det så ikke handler om Cassa er hun sit gamle jeg, den venlige og søde Selina som bekymre sig om andre og gerne vil hjælpe.

Nimue kan nærme hele sin mavesæk synke sammen i lettelse da Selina kommer derhen.. endelig noget hjælp...
,,Jeg ved det ikke! Hun er meget såret, og nu er hun vist besvimet" forklare hun Selina, og håber virkelig at hun ved hvad de skal gøre, eftersom hun selv bare går i panik
Det hele er min skyld! Jeg skulle aldrig have vist hende mine evner! Åh nej! tænker hun, og trækker vejret dybt for ikke at gå mere i panik.

hun sætter sig på hug ved Kazu og kigger nøje på ham, først ligger hun to fingre på hans puls og kan mærke hans puls.
"han er i live, han... sover" siger hun kort og ligger så en hånd på Kazu's brystkasse..
"øøhm jeg tror altså ikke det er en ´pige.. men.. en dreng" siger hun så lidt efter.

hun samler ham op i armende og kigger så over på Nimue igen.
"jeg bliver nød til at tage ham med til nogle kilder som kan hjælpe ham, jeg ved hvor de er da jeg har fløjet forbi dem et par gange, de kan blive her jeg skal nok passe på ham" sagde hun og slog sine sorte vinger ud og lettede fra jorden.
"du kan bare slappe af" sagde hun og fløj så væk fra stedet med en meget voldsom fart.

Felix sidder på kanten af spring vandet og er ved at tage sine trøje på "den lille snot hvalp.." mumler han med et svagt grin. Han lader sin ene hånd løbe igennem det bruge, og nu ret så fedtede hår "arh.. jeg må snart i bad"
mumler han og fnyser lavt

Piign fløj langsomt tre-fire meter over hovedgaden. Hun nød vinden i hovedet, men dalede alligevel langsomt ned. Hun hoppede af kosten og rettede lidt på hendes hat. Hun havde som sædvanlig hendes sorte hat på og en af sine sorte frakker. Ovenpå hatten lå Baby og sov trygt. Som sædvanlig.

Hun så rundt og fik øje på Felix henne ved springvandet. "Hmm.. Siden det ikke gik så godt igår, med blomsterbesværgelsen.. Så skulle jeg måske prøve igen idag.." Tænkte hun med et drilsk smil og tænkte på sin fiasko, da hun havde prøvet af forbande Murizz, med blomsterforbandelsen.

Hun gik imod springvandet med et venligt smil. Hendes bedste chance for at forbandelsen lykkedes, var at overraske ham. En af grundene til at det ikke gik med Murizz, var nok at han havde kunnet læse hendes tanker og havde derfor nået at undvige.

Felix så langsomt op, og så en pige gå hen imod spring vandet.. hva'! en tøs.. åh herre gud tænker han og ruller med øjnene, han ser så væk fra hende, og ned ii jorden, og lader blot som om han ikke har set hende, og håber hun bare går igen

//sorry de langsomme, og korte svar ><

Piign lagde godt mærke til at han havde set hende og hun smilte lidt, over hans genkendelige adfærd. Sådan ville hun også reagere, hvis nogen kom hen til hende. Men det gjorde hende bare mere ivrig over at drille ham lidt. Hun kom helt hen til springvandet og satte sig.

"Hej.." Sagde hun højt og betragtede ham. Hmm.. Mon han ville forsvare sig, hvis hun brugte blomsterbesværgelsen på ham? Hun overvejede lidt om hun skulle bruge en anden, men besluttede at hun ligeså godt kunne øve sig på den med blomsterne. Desuden var det også godt at øve sig på at ramme folk.

Hendes lilla'e hår, var ude fra hatten, så det gik til langt under enden. Normalt ville hun have det siddende i hatten, så det så ud som om det kun gik til skuldrende, men nu hang det.

(Helt iorden. Jeg er også lidt langsom..)

han skævede op til hende da hun sagde hej "årh nejh," mumler han irriteret, og ser op på hende med et ligegyldrigt blik "dav...." siger han kort, og lader igen en hånd glide igennem sit hår. Han gaber højlydt, og gør stort set alt for at virke uintreseret i hende, vilket han egentligt også er

Svup. Svup-svup.
Den monotome lyd af et par regnvåde støvler følger bogstaveligt talt i hælene på Renatika, og er ærlig talt ved at drive den 15-årige tøs til vanvid. På en måde var hun vel selv uden om det, sådan at skyde genvej over en regnvåd mark Selvfølgelig ville hun falde i et vandhul før eller siden, hvilket tydligt ses på et par drivvåde bukseben. Men nu var der altså også lige en tyr efter hende. Hun kaster et skulende blik til den ligeså våde ræv ved sin side, som egentlig er årsagen til jagten. Dumme dyr. Går rundt og bider i haler.
Med en skumlende mine går Renatika med i blikket dybt ned i jorden, hvorfor hun først ikke lige ser de to fremmede længere henne af gaden. Men deres snak kan hun dog høre, blandet med den stille puslen fra byen der er ved at vende hjem fra dagens arbejde. Hun burde egentlig være i gang med at finde et sted at sove.

((Nu kommer jeg og bryder ind 8D))

Han behøvede ikke at gøre noget som helst for at få hende til at føle sig uvelkommen. Hans følelser strømmede ind i hende og hun mærkede med det samme at han ikke ville have at hun var der. Dog blev hun. Det gjorde det endnu bedre. Hun behøvede bare at gå hen til ham, for at irritere ham. "Hvad laver du så her?" Spurgte hun og prøvede at lyde som Kvakket. At være lige så ivrig og irriterende, som Piign syntes Kvakket var.

Et kæmpe smil prydede Piigns ansigt og hendes øjne var store og det her var første gang, Piign faktisk var glad for at hun så barnlig ud og at hun havde fregner. Hendes stemme var tynd og meget høj, ikke ligeså dyb og hæs, som den normalt var. Men som sagt, så prøvede hun at efterligne Kvakket. Hun snoede en lok af hendes lange lillae hår, om den ene finger og prøvede inderligt at være så irriterende som overhovedet muligt.

Når hun så var blevet træt af at irritere ham ved hendes opførsel, ville hun så sende forbandelsen med blomsterne efter ham. Hun smilede endnu mere, ved tanken om hvad han ville tænke, når der begyndte at gro blomster ud af ham. Hun smilede. Måske skulle hun prøve at få et par solsikker frem.. Eller måske tulipaner. "Hvad er din ynglings blomst??" Spurgte hun så, med den samme ivrige og irriterende stemme.

han sukker irriteret, da hun stadig snakker "for pokker da.. jeg er her barwe.. okay?!" hvæser ham ad hende. Han vender hovedet da han høre en 'svuppe' lyd. Han kommer med en irriteret lyd da han ser det er endnu en pige. Han rejser sig langsotm op, og tager sig til hovedet "Argh! jeg er jo omringet af piger!" Siger han irriteret,
"hvad rager det dig, hvad min ynglinds bloms er? Det kunne måske være jeg bare syntes de var grimme ikke?" siger han irriteret.

"Hold dog op.. Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, vel.. Eller okay.. Det har jeg.. Men det er en mindre detalje.." Det sidste sagde hun lidt lavt og hun besluttede at det nok var bedst at gøre det nu. "Flowera Toaliusy" Mumlede hun lavt, næsten uhørligt og lavede en lille bevægelse med hånden, imod ham.

Nu skulle hun bare vente. Forhåbentlig så havde forbandelsen ramt ham og så ville der langsomt gro blomster ud på ham. Det ville være blandede blomster, en masse forskellige, da hun ikke havde gjort det til en specifik blomst. Blomsterne ville falde af efter en uges tid, men indtil da ville de sidde på og hvis man plukkede dem af, ville der bare vokse nye ud.

Ved lyden af en irriteret herrestemme stopper Renatika op, og det samme gør ræven ved hendes side. Endelig hæver hun blikket fra den beskidte grund, og betragter overvejende de to foran hende; En barnagtig tøs i den særeste mundering, og en mand der ikke ser særlig begejstret ud. De ser ud til at være de eneste omkring springvandet, konstanterer hun i stilhed, efter at have spejdet lidt rundt. Deres tilsyneladende meget ophidsede diskution om blomster interesserer ikke Renatika særligt, og hun skal til at dreje ind af en sidegade, da en rumlende smerte breder sig fra hendes mavesæk. Urgh. Sult. Det er da heller ikke lykkets hende at finde noget mad siden samme morgen, hvor hun brugte de sidste sparsomme ædelsten hun havde. Hun griber sig til maven i krampe og skotter hen mod tøsen og manden. Mon de har nogen penge..?
Med et løst tag om kniven under jakken, bevæger hun sig diskret hen mod dem.

(brb)

"årh hold dog mund." mumler han og hopper på på spring vandets kant, Han høre nok hendes 'besværgelse' men lader som igen ting. Han aner egentligt ikke om han er blevet ramt eller ej, efter hvad han husker har ham ikke selv nogle kræfter som kan forhindre besværgelsen i at virke. medmindre Piign ikke er god til at styre evnen ville Felix' pludselige bevægelse gøre at trylleformularen ikke nåede hen til ham. han kaster et kort blik hen over skuldreren da Renatika nu kommer hen imod dem, han sukker lettere irriteret, og ser igen på Piign

Piign ventede tålmodigt på et tegn, om at forbandelsen havde ramt ham. Hvis den havde ville blomsterne snart begynde at spire frem. Hun var dog ikke helt sikker på om de havde ramt ham, da han jo var hoppet op på springvandet. Nu måtte hun bare vente og se.

Kort efter fik hun øje på Renatika. Piign betragtede hende lidt. Måske skulle hun også sende en forbandelse efter hende og så kunne hun måske bilde dem ind at det var den anden der havde gjort det. Selvom de nok alligevel på et tidspunkt ville finde ud af at det egentlig var hende der havde gjort det..

Renatikas mave rumler fortsat ynkeligt, og hun er mere end klar til at springe på hvilken som helst person for at skaffe føde. Dog er det kun med ganske små museskridt hun bevæger sig frem mod de fremmede. De er trods alt to, og selvom tøsen ikke ser specielt kampdygtig ud, skræmmer heksetøjet hende nu alligevel. Drengen kan hun sagtens klare i nævekamp, mener hun, men hvis han pludselig trækker et våben frem, så er hendes gamle, rustne kniv ikke meget værd.
Hun stopper brat op, da de fremmedes blikke lander på hende. Et bagholdsangreb virker ikke rigtig, hvis ofrene kigger på en imens. Et beroligende smil viser sig på hendes læber, og hun bevæger den tomme hånd op til en diskret hilsen. Hellere virke venlig.
".. Godaften," kommer det lavmeldt fra hende, men hendes ræv vælger at være mindre forsigtig, og løber ivrigt hen mod Felix og Piign.

(Skal lige spise..)