"Nej... Achillius,, hvisker hun nærmest, og rækker ud efter ham, men han er allerede udenfor hendes rækkevide. Hun sukker opgivende, og lader frustreret en hånd løbe igennem hendes hår. Kunne hun ikke havde lydt lidt mere opmuntrende? Hun bider sig ængsteligt i læben, så den mister sin røde farve. Hun ser forvirret ned mod Achillius. Hun tager et skridt ned mod ham, men fortsætter ikke.
Måske behøver han lidt tid alene?
Damia, ude af stand til at forklare sig, lader sig synke ned i jorden og forsvinde.

//out

(bliver nød til at smutte. Godnat)

//out

Zagasumi sad under et træ, kutteklædt. Han havde forfulgt en mistænkelig person gennem natten, men personen havde haft heldet med sig, og havde flygtet. Zaga havde prøvet at finde frem til hende - som han kunne konkludere efter formerne, men der var ingen spor fra hendes tilstedeværelse.

Zaga havde sovet ude i nattens løb. Det havde egentlig ikke været det klogeste i disse tider, men havde fundet sig alt for træt, til at kunne vænne hjemad.
Mens han endnu sad og var halvt om halvt stadig sov, kunne han høre en gren knække under nogens fødder. Dette fik ham til at åbne sine øjne, som enhver som ville være på vagt overfor det værste.
Han rørte ikke på sig, men så blot over på en kvindeskikkelse som kom gående. Måske havde kvinden som han havde jagtet, bare taget sin kutte af? Han måtte skride til handling!
Zagasumi stormede frem mod Larnas ryg, og prøvede at gribe fat i hendes hænder, for at tage dem om på ryggen af hende i en forsvarsløs stilling.

"RØR DIG IKKE!"

Zagasumi var grebet af situationen, og slap ikke. Der var dog noget, der sagde ham, at han havde fat i den forkerte person. Det var da ikke just ville sige, eller var det? Zagasumi holdt stadig fast, men gjorde ikke mere. Han tænkte lidt over hendes udtale. Det var ikke sådan kvinden havde lydt. Hende hers stemme var anderledes.

"Oh, æh.. det må De undskylde..," kom det undskyldende fra Zagasumi, idet han slap grebet om Larna. Hans ansigt var ikke til at se inde under kutten som han bar, og man ville aldeles ikke få tanken om, at han var en af lysets krigere.

"Jeg troede, at De var den som jeg havde jagtet hele natten.." Hans stemme lød dyb, men venlig.

"Jeg.. blev vidst en smule.. opslugt.." Zaga betragtede Larna, og hendes blodåre som nærmest var sprunget frem i hendes hals af vrede. Havde han virkelig været så hård? Eller havde pigebarnet bare utrolig meget temperament?

Zagasumi lagde sine arme tæt ind til sin krop, mens han betragtede Larna nede på jorden. Hun måtte ikke have det alt for godt. Efter hans bedømmelse, så havde hun det ad helvedes til, men det var hun i hvertfald ikke ene om i dette land. Tiderne kunne tage meget hårdt på ens psyke, og man kunne blive oprevet af diverse oplevelser, som man kunne få med sig gennem livet, her i landet. Nogle kom over det, og nogen kom aldrig over det. Det var meget forskelligt hvordan folk tog det, om de var hårde eller svage i sit sind.

Zaga smilte skævt. Han lod kort sit blik glide lidt rundt på stedet her, for at søge efter nogen, som måske kunne holde øje med ham.. eller dem.
Han vendte atter blikket tilbage på Larna.

"Det kender jeg alt for godt til.. Specielt i disse tider... Men.. Hvad er Deres navn frøken?" spurgte Zagasumi roligt. Måske var det som en kontrol at han spurgte til Larnas navn. Det ville være godt at vide, hvem hun var, om det var en som måske var i ledtog med Mørkets Lord, hvilket ikke just faldt ham ind mere.

Zagasumi betragtede hende, stå og kigge ned i jorden. Han fik også den opfattelse at hun enten var genert, eller bare var forvirret i sit sind. Hvad det så end var, så var der noget der gik hende voldsomt på.
Han nikkede lidt, da hun havde sagt sit navn, men så så efter hende da hun begyndte at gå væk fra ham?
Havde han gjort hele hendes tilstedeværelse værre end det havde været i forvejen? Var det derfor hun nu gik?
Det var ikke til at bedømme, og det var desuden heller ikke sikkert, at det var noget han behøvede at blande sig i, men han kunne alligevel ikke lade være med at gå efter hende, hen til vandet. Dog forholdt han sig på stående fod, men stod alligevel ved siden af Larna.

"Det var ikke for at skræmme Dem.. Hvis, jeg kom til det? Jeg troede.. at du var en af dem som skulle.. fanges.," han havde svært ved at finde ord. Han kendte ikke til Larna, andet end hendes navn, og havde alligevel på fornemmelsen, at hun ikke var en tilhænger af Mørkets Lord, men alligevel måtte han tage vare på de ord, som kom ud af hans mund.

Zagsumi undrede sig over Larna's stirren i sit spejlbillede, hendes berøringer på sin kind. Hvad var det, hun prøvede at hentyde til? Han så først lettere spørgende på hende, men tænkte, at det nok var bedst hvis han blandede sig uden om. Han så udover vandet, og hen på det brusende vandfald. Stemningen var mærkelig. Yderst mærkværdig.

Zagasumi smilte tørt da hun kommenterede, at det var godt at der stadig var nogen i landet, som kæmpede for at få dronningen tilbage. Zaga sukkede lidt, faktisk lydløst. Han skævede så lidt til hende, da hun åbenbart troede at han var en af dem, som spredte det onde i landet.

"Naah.. tværtimod, så er jeg en af disse kæmpere, som kæmper imod..," Zaga kastede et hurtigt blik omkring, inden han lod sin hætte falde ned på ryggen af ham, og frem kom der noget brunt, lettere kort hår.
Han lagde hurtigt mærke til det, og eftersom han havde gået rundt med dette hår i.. for lang tid, så var der nogen der ude, der vidste at han var en af lysets krigere. Han besluttede sig hurtig, uden tøven. Man så kun kort det brune hår, inden det gik hen og tog farveændring til blond, og blev også pludselig meget langt. Det groede ned langs siden af ham, og endte længere, end til midt på ryggen.

"Du skulle vel ikke have set nogen andre lysets krigere heromkring, vel?" han så lettere 'opslugt' på Larna, som ivrigt ventede hendes svar. Han håbede inderligt på, at hun havde. Han vidste intet om, hvor de andre var, men han ville utrolig gerne finde nogen, som han måske kunne slutte sig sammen med.

Zaga smilte lidt af hendes kommentar til hans nu blonde hår - igen. Hans oprindelige hårfarve var blond, og havde også gerne to totter foran, viklet ind i bandage, dog havde han ikke lige noget bandage på sig nu, så han kunne sætte det til den gamle frisure igen.

"Hmn.." kom det først fra Zaga og så lettere overvejende ud. Det var helt sikkert ment som et kombliment, men Zaga så dette som nødvendigt, hvis han ikke skulle blive fanget.

"Jeg skifter, når jeg synes jeg bliver nødt til det. På den måde, sikrer jeg mig bedst muligt, ude i det offentlige! Når nogen finder ud af at jeg er lysets kriger, så ser mig gerne fanget efter Mørkets overtagen.." Zagasumi knyttede en næve ved tanken om, at Mørkets Lord havde overtaget tronen. Han ville ikke forestille sig synet, med ham siddende på den øverste pelistat. Det var slet ikke der, hvor han hørte hjemme. Desuden, kunne han heller ikke forestille sig Lysets Dronning være fanget i et eller andet tårn.
Zaga tøvede lidt. Det ville være helt umuligt for ham at tage derop alene, der var jo trodsalt vagter som man skulle forbi først, og det kunne godt blive noget af en forhinding. Han vidste ikke, hvor mange der vogtede, men det måtte være meget forskelligt, da andre vel ikke skulle vide, hvornår det var bedst at prøve lykken.

Zagasumi så undrende på Larna. Han havde ikke just forventet at få tilbudt hjælp på nogen måde, men nu fik han tilbudt en alligevel! Alt i landet havde altså ikke endevendt det hele, der var jo heldigvis stadig nogen herude, som gerne ville gøre en forskel for landet, så det kunne komme tilbage i dets rigtige 'lys'.

"De vil... hjælpe?" Zagasumi vidste ikke først hvad hun netop kunne hjælpe med. Men selvfølgelig, der skulle jo findes frem til de andre, så mon ikke, at hun kunne hjælpe med at finde frem til dem? Det var da i hvertfald et forsøg værd!

"Jeg.. Nå, ja, selvføgelig.. Mit navn er Zagasumi, men de fleste kalder mig bare Zaga..," han sendte hende et venligt smil og gjorde en let hilsen med sit hoved, ved at gøre et lille nik mod hende.

"Jeg ville aldeles ikke have noget imod, at få lidt hjælp. Jeg skal finde frem til de andre Lysets Krigere, for at finde ud af, hvad vi gør. Vi må klart arbejde sammen i en situation, som denne.. Det bliver aldeles ikke nemt!" Zaga smilte skævt ved tanken, men hvis Larna ville kunne hjælpe, så var det et forsøg værd. Det var måske ikke det helt store at hjælpe med, men det var hvad han havde i tankerne lige nu.

Zagasumi sendte hende et håbefuldt smil. Han havde skam ikke givet op. Selvom han havde rendt rundt i skyggerne i den seneste tid, så var det for at skaffe sig information, men nu var tiden inde til at komme ud fra skyggerne.

"Ilige måde, frøken Larna.. En fornøjelse fra min side..," Han smilte, og dette han sagde, var skam også helt rigtigt. Han havde ikke fået tilbudt hjælp på nogen måde, her på det sidste, og havde lidt svært ved at finde de andre, til at søge til råds.
Han kunne mærke, at der var noget hun skulle spørge om, eller bare i det hele taget noget hun ville sige. Han så lettere spørgende på hende, samtidig afventende, men sagde ikke noget, da han havde meget tålmodig, og var jo også høflig af sig. Han havde hele aftenen hvis det skulle være, det gjorde ham ikke noget. Hun.. snakkede om hans barber salon?

"Æh.. Det er faktisk min barbersalon.. Ja, den er lukket.. Den har været lukket i noget tid efterhånden.." Han trak let på skuldrene.

"Tiden blandt lysets krigere lige nu, er for risikabelt, til at have sin egen forretning, men selvfølgelig, kan jeg ordne dit hår.. På alle måder.. Krøller, farveskift, længde og endda også tykkelse, og smidighed.. bare sig, hvad du vil have..," Zagasumis øjne farede rundt oppe i luften, da han remsede alle disse ting op. Han trak let på skuldrene da han var færdig, og smilte så skævt, og så atter på hende. Det var let for ham at ændre på det.
En tot af hans hår begyndte pludselig at blive levende, og stod nu nærmest ud fra hans hoved. Toppen af hårtotten gjorde et lille sving, som tegn på at han nemt kunne kontrollere det. Den begyndte at skifte farve, krøllede pludselig, blev længere, og trak sig sammen igen, så den blev samme længde som før. Pludselig faldt den fladt tilbage til hans krop igen. Dette var blot et tegn på, at han kunne gøre lige hvad det skulle være med hår.

Zagasumi nikkede lidt, da det åbenbart kom bag på hende, at salonen var hans. Men det kunne han så ikke rende fra, at det var, og han var nu stadig glad for den, for med den, kunne han hjælpe andre mennesker, for samtidig også at få lidt for det.

"Ikke andet end lyst hår?" Zaga hævede overrasket sine øjenbryn, men smilte alligevel.

"Det er jo ingen sag..," Zagasumi bevarede sit smil, og pludselig begyndte der at ske ting og sager med Larnas hår. Det ville føles som et 'pust' i hendes hoved, og helt nede fra bunden begyndte håret at blive lysere, så lyst så det var blond. Det begyndte at sprede sig, som nogle ringe i vandet som blev større og større fra midten. Det spredte sig ud i alle lokkerne, og til sidst, var det helt blond at se på.
Zagasumi gik nogle skridt frem, og tog lige et kig om bag hende, for at tjekke om han havde fået det hele med, det havde han.

"Så er det i hvertfald klaret, er du sikker på, at du ikke vil have mere?" spurgte han venligt og roligt toneleje. Zagasumis opførsel og fremtræden var i det hele taget rolig. På vagt var han dog, men det blev han nødt til at være, men han måtte tage det meste, som det kom.. Men alligevel til en vis grænse måtte han behærske sig.

Zagasumi trak let på skuldrene. Det kunne han da snildt ordne, når nu han var i gang.
Larnas hår begyndte nu at trække sig lidt tilbage, og begyndte så derfor at blive lidt kortere, i håb om at det var tilpas.
Zaga smilte roligt da han så resultatet og nikkede lidt.

"Jeg håber det er fint nok..," sagde Zagasumi roligt, og bevarede stadig sit smil.

"Kan vi ikke aftale, at hvis du ser nogen Lysets Krigere, så kommer du bare forbi mit hus?" Zagasumi begyndte at beskrive hvor hans og Zhasminas hus lå, godt nok en smule lavmældt, da han skulle være sikker på, at ingen andre kunne høre det. Han ville ikke udsætte sin kæreste og sine børn for noget risikabelt.

Han nikkede kort til hende som en slags afsked.
"Men jeg bliver nødt til at smutte.. det er ikke godt at opholde sig et sted alt for lang tid af gangen..," Han smilte skævt undskyldende, inden han trak sin hætte op over sit hoved, og begyndte at gå væk fra stedet med hastige skridt.

//out

Light kommer gående som tiger. Han bliver så sig selv og springer i vandet, da han gerne vil friskes lidt op. "alt så så svært, men jeg kan godt mærke mine kræfter er meget stærkere nu, end de var da jeg var en tøs" siger han tilfreds med sig selv.

Dai kommer langsomt traskende han ved ikke helt hvor han er havnet, han går bare i sine egne tanker

Han hører nogle komme og går stille op af vandet. Han opdager så daisuke
"jamen hej bror" siger han roligt og svømmer helt hen til kanten og smiler venligt. "Det godt nok længe siden"

han stopper op og ser på Light "hvem er du?" mumler han, og stikker hændernde i sine lommer

"Når ja" han springer op af vandet. "Jeg er din tvillinge bror" siger han venlidt og går hen til ham.
Han bliver tiger og ryster sin pels ren for vand

"jeg har altså ingen bror, du må forvekle mig med en anden" mumler han, og ser undrende på ham

"når ja. Det mig Chi" siger han så. "jeg blev til en dreng" siger han roligt og går hen til ham. Han bliver så sig selv og smiler til ham

han ser på ham med et mistroisk blik. "er du nu sikker på det" spørger han, og går lidt tættere på ham