Chokeret blev hun siddende på
røven og fulgte deres kamp med øjnene. Det var farligt. Det var
latterligt! Sommetider havde den dæmon ikke noget
liv, siden han kedede sig nok til at springe i flæsket på den først bedst egnede til at flænse.
Geill betragtede kvinden mere dæmonen, da denne person måtte være den første menneskelige kvinde hun længe havde haft mulighed for at studere. Ja, hun havde været i byen, men det talte ikke.
Hun han brug for at se, at menneske kvinder også kunne blive til noget. Så hver gang det lykkedes hende at ramme Kyo, få ham til at
bløde, smilede hun for sig selv.
Ha! Måske var hun mere sadist end hun først havde givet sig selv kredit for.
... Nej vej?
Geill endte med at støtte panden mod sine knæ og lukke øjnene hårdt i. Det var nytteløst anyway. Selvom kvinden gjorde en brav kamp var Kyo uden grænser. Det var ikke bare uretfærdigt men også frustrerende.
Posen og derved chokoladen, som hun stadig knugede i sin hånd, var blevet varmt på trods af, hvor kold hun følte sig (jorden nærmest
sugede kropsvarmen fra hende, men hun orkede ikke at rejse sig), men hun havde skænket det en tanke endnu.
Pludselig blev der stille og Geill formodede at kvinden var forsvundet. Ikke at hun så op af den grund. Hvis Kyo var sur, så gad hun end ikke
forsøge at snakke med ham.
//
Geill Brianne
Illustration af hendes udseende fra photobucket.[/i]
Krystallandet
