Nathan der havde været i en omtåget tilværelse sidan han faldt om på gulvet, blev ublidt prikket til og bedt om at komme ud af den dejlige glemsels følelse udmattelsen havde medført. Da han endelig fik åbnet sine matte øjne, steg en gnist straks op i dem da han så Damia. I starten var han ikke sikker på om hun virkelig var der, men om det så bare var et syn hans hjerne gav ham tog han lykkeligt imod det. Med tør hals prøvede han at snakke, men ikke andet end en hæs uforstående lyd kom ud. Med en ivrig tunge slikkede han sine sprukne læber inden han med stor iver i stemmen talte:"Damia?..er det virkelig dig?" da skikkelsen nikkede åndede han lettet ud, og først der gik det op for ham at han havde holdt vejret. Efter nogle få minutter hvos han lå og tænkte, blev han rasende over fordelingen af rollerne. Det skulle være hende der lå på sofaen med varm suppe, puder i ryggen og en opvarter! På lettere vaklende ben rejste han sig og tog blidt men fast fat i Damia. Da han kunne mærke de hårde knogler gennem huden, gøs det i ham.. hvad var der dog hændt hans kære søster?!
,,Nu lægger du dig, og der bliver du..!" han sendte hende et mildt men igen bestemt blik da han lagde hende på sofaen inden han trak tæppet godt om hende. Som for at føje hende, drak han lidt af teen der var blevet rækt ham, og tilfreds mærkede han den rare fornemelse af varme brede sig i kroppen mens farven vendte tilbage i kinderne.
Da han selv havde fået varmen igen, gjorde han det sidste arbejde for at holde live i ilden, og skyndte sig så, at slå sig ned ved Damias side hvor han tog hendes hånd. De kærlige strøg og bekymrede blikke blev der ikke sparet på, og efter en rum tid fik han taget sig sammen til at spørge med en stemme der dirrede af bekymring og ømhed:"Hvor har du dog været?"

Damia trækker træt på skuldrene og beslutter sig for ikke at sætte sig op imod Nathan. Grunden lå i, at hun ikke ønskede at diskutere med Nathan. Det ville være synd, vis hun skulle belaste ham ved at sætte hælen i som et andet muldyr.
Da hun fik lagt sig ned opdagede hun pludselig hvor træt hun var. Hvor meget af hendes energi hun havde mistet. Et øjeblik forinden var hun i stand til at støtte Nathan og få orden på huset, nu blev hun helt svimmel af at tænke på alle de ting. Det var næsten ikke til at overkomme, og hun vidste slet ikke hvordan hun havde båret sig ad. Hvis man lagde en ring i hendes hånd, ville hun knække sammen under dens vægt.
Damia sendte ham et varmt smil og strøg ham ømt over hans blussende kinder. Hun sukkede dybt og betragtede ham med sovekammerøjne.
Damia var ikke sikker på at hun ville forurolige ham mere ved hendes historie. Han så, så sårbar ud, at det ville være dyrplageri at indlede ham i hendes problemer. Hun lo ”Man kan da heller ikke forlade dig, uden at du bryder helt sammen,,
Det føltes så dejligt at være hos Nathan, mærke hans hånd i hendes, og ligge og beundre hans klare øjne. En dejlig følelse af sejr steg op i hende. Det var en stor sejr endelig at være sammen med hendes kære bror igen.

Nathan der synes at have fået et energi boost nu da hans mission så at se, var fuldført smilede med overskud til Damia. ,,Nej åbenbart ikke.. men du svarede ikke på mit spørgsmål.." det sidste lød måske lidt mere skarpt end han behøvede, og roligt aede han sin søsters hånd. Da hun ikke så ud til helt at ville svare, lod han det ligge.. hun kom vel til ham når hun ville, og mens hun fik tid til at samle sig, kunne han passende lave noget mad til dem begge.
Da han var ude i køkkenet kunne en hel del rumlen høres, og nogle gange måske et enkelt bandeord eller to når en gryde blev tabt over tåen. ,,Du aner ikke hvor længe jeg har ledt efter dig.. endelig mad!" det var kærligt ment, og en mild latter fulgte efter orderne. Varmen var kommet sammen med Damia, og han ville gøre alt for at opretholde den så hun selv kunne nyde den. ,,Noget bestemt fruen ønsker?" han havde stilt sig i døråbningen til stuen, og så bekymret på hende, hvilket hun ikke kunne se da hun lå med ryggen til ham. Det gnavede i ham, at hun stadig ikke havde fortalt om hvad der var sket..

Damia satte sig op og fniste.
”Alt andet end brød og suppe. Har ikke levet af andet de sidste par dage og er ved at være godt træt af det,, råbte hun glad til Nathan. Lige nu rakte hendes appetit langt. Man kunne ikke tillade sig at være kræsen, når man ikke har, kunne få stillet sin sult og var så og sige helt marvet ud.
Damia lod sig glide ned i den bløde sofa, som hun sådan havde længtes efter. For hende ville ligge på et tyndt tæppe, være som at ligge i en himmelseng. Så at ligge i en sofa med service på, er helt ubeskriveligt.

Nathan smilede beroliget da han igen gik ud i køkkenet, idet mindste havde hun det godt nok til at grine, men hendes svar.. det lød ikke helt for godt. ,,Og må man spørge hvorfor denne pludselige ændring i kostplanen? Slankekur der gik over gevind?" han smilede for sig selv da han skar noget saltet kød ud til Damia, det bedste var ikke godt nok til hans søster. Et glas rødvin blev også fundet frem, eller rettere sagt to, og det hele arrangeret på en fin bakke der blev båret ind som var han en ydmyg tjener.
,,Fruens middag" han så sig lidt om med et lidt fortvivlet blik, han ville ikke byde hende at hun skulle op og sidde ved bordet, det så ikke ud til at hun havde så mange kræfter igen.. derfor endte han med at trække en stol over til sofaen, hvor han satte sig med bakken på skødet. Et listigt smil kom på hans læber da han rakte vinen til Damia.

”Jeg skal nok fortælle dig det hele, når du er faldet til ro,, beroligede hun ham.
Hun var nær ved at modarbejde Nathan, men en lille bitte stemme, dybt inde i Damias indre, skreg bedende om at hun skulle blive liggende. Og hun adlød frivilligt. For hun indså at lige meget hvad ville hendes krop ikke lystre og i sidste ende vil hun ikke være til nogen hjælp. Desuden nød hun hans omsorg. Hun fandt behag i at blive opvartet, som en anden fyrstinde.
En spinkel hånd tog forsigtigt om vinglasset, med den bydende væske. Et blik fanger Nathans smil og får hende til at tøve. Hun ser skiftende fra Nathan til vinen og spørger mistænksom ”Har du puttet noget i vinen?,,

Da Nathan ærlig talt ikke havde regnet med det spørgsmål, bryder han ud i en hjertelig rullende latter, der kun blir afbrudt af hans fremstammen af et nej. Da latteren er stilnet af, tar han fat i hendes glas, og tager selv en tor, for så at sende hende et "se selv" blik, mens han begyndte at sippe til sit eget. Aftens lyde begyndte at omringe den lille hytte, og langsomt kunne Nathan mærke alle sine muskler begynde at beklage sig over så mange dages overanstrengelse, men alligevel sad hun nu og spændte dem, ventede på at Damia skulle få tungen på gled. Det så ikke ud som det havde været en god tid for hende, og han havde aller mest lyst til at holde hende tæt til sig, og bare mærke hendes tilstedeværelse. Det beroligede ham, som var hun hans moder..
Sådan var deres forhold vel også engang imellem, men aldrig ville han bytte sin søster for en mor, aldrig.

Damia trak uskyldigt på smilebåndet ”Det kunne jo være. Jeg ved du er meget ude efter, at jeg drikker, den drik som gør, at jeg får større bryster,” hun ser ned på sin barm for at vurdere dem, hvorefter hun retter sit blik mod Nathan ”Jeg synes,” siger hun bestemt og tager en ordentlig slurk af sin vin ”at de er ganske pæne,, hun nikker afgjort og gør en bevægelse med hånden, som et tegn på at dette emne var et overstået kapitel.

Damia læner sig tilbage og trækker sine ben til sig for at gøre plads i fodenden. Hun byder Nathan til at sætter sig op i sofaen hos hende, fordi hun følte sig mere tilpas når han var nær. Damia fugter sin hals ved at nippe til sin vin. Det kunne se ud som om, det var en optakt til en godnat historie. Bare en væmmelig en af slagsen. Men Nathan kunne tage det, han var en stor dreng og hvis han absolut insisterede, kunne han altid få en rigtig godnathistorie, med helte og skønne mænd i høje tårne, på et senere tidspunkt.
”Det er en lang historie og spørg endelig ind til det, hvis du ikke helt forstår,, begynder hun med en dæmpet stemme.
”Jeg stødte på en mand,” hun rømmede sig da hun prøvede at komme i tanke om vedkommendes navn ”Kemerano. Han virkede rar, men så begyndte han at spørge ind til min tro og da jeg så fortalte, at jeg forholdte mig neutral prøvede han at få mig over på mørkets lords side. Og… Du kender mig. Jeg kunne ikke holde min mening for mig selv. Det viste sig at han var en mørkets kriger også pludselig kunne jeg ikke bevæge mig. Jeg prøvede at slippe fri, men jeg kunne ikke også…,” Damia rynkede brynene ”Piskede han mig med en eller anden form for mørk ting,,
To skikkelser viste sig i hendes tanker ”De var pludselig to,,
Damia holdte inde med hendes historie...

Nathan havde sat sig i sofaen da han blev budt det, det var trods alt rarere den den hårde stol, og når han nu endelig var der kunne han vel også dele tæppet med søsteren. Da hun begyndte at fortalte, sad han roligt, og lyttede alvorligt, talte ikke og bevægede sig kun når han drak lidt af sin vin. Da hun fortalte omkring piskningen, gled en mørk skygge over hans ansigt, og han samlede arrigt hænderne i knytnæver så knoerne hurtigt blev vide. Dog sad han stadig stille, ventede på hun skulle fortsætte før han ville bryde ind, ville nok bare gøre det sværere for hende.
Nu var Nathan ikke typen der higede eter hævn, men at folk behandlede hans søster sådan tillod han heler ikke, så hurtigt blev han enig med sig selv om straks næste dag at melde det hos byvagterne og lysets krigere. De havde trods alt mere forstand på det end ham. Hvad skade kunne en simpel ulv gøre, i forhold til en veltrænet kriger?
Da det ikke virkede som om Damia ville fortsætte, slap han knytnæven for at tage hendes fine lille hånd i sin, vise sin støtte blot ved den simple berøring. De rasende øjne, lukkede sig kort, og så nu mere mildt på Damia, mens han endnu engang ventede tålmodigt på hendes beretning.

Et lille gisp undslap Damia ved Nathans berøring. Hun havde befundet sig i en tilstand, hvor hun genoplevede, i hendes tanker, hele episoden.
Undskyldende så hun på Nathan og smilede kærligt til ham, for at vise, at hun satte pris på hans støtte og vidste, at han var der for hende. Hun hvilede for en kort stund øjnene, før hun fæstede sit blik på hendes bror.
”Jeg ved ikke hvad hende den anden hedder,” sagde hun opgivende. Hun lod et tot hår vikle om hendes finger medens hun sørgmodig fortsatte:
”Kemarano gik på et tidspunkt for at vende tilbage igen. I mellemtiden kæmpede jeg mod kvinden, selvom jeg ikke ønskede det. Og som om det ikke var nok, dukkede en tredje person op,” hun foldede sine hænder ”Kvinden sladrede til den fremmede person, om de ting jeg havde sagt. Mig og min store mund,” hun lo en gang, men den latter døde hen. Kvalt af den tunge stilhed, der hvilede over dem. ”Det viste sig at være, gæt hvem, mørkets lord. Da jeg nægtede at sige undskyld… Kastede han mig og jeg husker kun at jeg vågnede op i et fangehul med en smerte i min ene side. Oh Nathan!,, udbrød hun og tåre begyndte langsomt at trille ned, da følelserne og minderne kom tilbage fra den tid i fangehullet, ”Jeg var så bange, og det var helt mørkt. Jeg kunne ikke gøre noget… Jeg følte mig så alene og jeg troede virkelig at jeg skulle dø derinde, fordi alle synes at havde glemt mig,,

Et stik af skyldfølelse flød over ham. Hvorfor havde han dog ikke fundet hende noget før?! Så snart tåren gled over hendes kind, trak han hende ind til sig, så hun sad på hans skød, med hovedet mod hans hals. Sådan sad han, rokkende langsomt frem og tilbage mens hun fik lov til at græde ud. ,,Ingen havde glemt dig.. jeg har brugt de sidste jeg ved ikke hvor mange dage i skovene, ledt og ledt efter dig.." han kunne ikke lade være med at sukke lidt træt, mens han lod en hånd glide over hendes hår.
Det var frygteligt det hun havde været ude for, og han havde ikke hjulpet hende.. havde ikke kunne finde hende.
,,Det skal nok gå nu..nu du i sikkerhed.." han tyssede igen beroligende på hende, og brummede stille for at berolige hende. ,,Jeg er ked af jeg ikke kunne hjælpe dig..ked af jeg ikke kunne gøre nok.." han talte lavt ned i hendes grønne hår, og snakkede måske mere til sig selv, med en anklagende stemme. Der var ingen tvivl om, at han hadede sig selv for at lade hende være kommet til skade på den måde.

//frys

”Undskyld,, mumlede hun og gnubbede hendes hoved mod hans hals. ”Undskyld,, gentog hun og tørrede sine fugtige kinder, men lige meget hjalp det, for tårerne blev ved med at løbe ned som floder. Man kunne lige så godt stille sig foran en syndflod for at stoppe den, resultatet ville alligevel blive det samme.
Damia holdte godt fast i Nathans skjorte, sådan sad hun i en evighed, til hendes gråd var stilnet af og floden af tårer var drænet.
”Du skal ikke føle skyld Nathan,” hviskede hun stille medens hun stirrede tomt ud i luften ”Det var ikke din skyld og du kunne intet stille op. Du ville kun have gjort det værre,, hun prøvede at berolige hendes bror, som forekom at være ligeså oprevet som hende. Det nyttede ikke at han følte sig ansvarlig for de grufulde ting, hun havde oplevet. Det var bare forkert.
”Nathan,, hun så op på ham med et tungsindigt blik. Hun følte sig så lille og sårbar i favnen på hendes bror. ”Nathan du har altid været der for mig. Hvis det ikke var for dig ville jeg for længst havde opgivet mig selv. Du har altid støttet mig, altid været der når jeg havde brug for dig. Som dengang du fandt mig ved søen,, hun smilte varmt til ham da hun mindes den første gang hun mødte ham.

Et skævt smil voksede frem på hans læber, alt imens han aede Damia over håret. ,,Det man jo nødt til, når nu tøsen er for forvirret til selv at gøre det.." han grinte lidt, og tog fat i hendes hage så han blidt kunne skubbe hendes ansigt ud fra sit bryst. Vinen blev igen drukket af, og han smilede sagligt frem for sig, selvom han var lettere rystet over nyhederne omkring hans søsters velbefindene. At hun havde haft det så hårdt, var ikke noget der gjorde ham glad, tvært imod.. men det kunne der ikke gøres noget ved nu.
Nathan skævede til maden han havde stilt på stolen, og så så på Damia med et sigende blik. ,,Du har bare af at spise maden.." han smileder drillende til hende. ,, ..Ellers gør jeg det." Med en del kniben, fik han udnertrykt et frygteligt brøl fra maven, det var vigtigere at Damia fik mad lige nu, hans sult skulle nok blive stillet snart. Da han kiggede på maden, fangede ilden bagved hans opmærksomhed, og det gik op for ham den var ved at gå ud. ,,Fandens" mumlede han for sig selv da han blev nødt til at rejse sig og ordne det.

"Tør jeg?,, spurgte hun drilagtigt og skævede til maden. Det så indbydende ud og duftede ikke værst.
Da Nathan rejste sig op følte hun sig underligt nok forladt. Hun vidste godt at han var indenfor en rækkevide, hvor hun blot skulle hviske hans navn også ville han komme, men alligevel følte hun sig hel hul og tom inden i. Hun rystede beslutsom på hovedet og beroligede sig ved idéen om, at ingen kunne gøre hende fortræd nu.
Damia tog tallerkenen over på skødet og spiste med god appetit. Nah, det er ikke dårligt. Det går an. Hun smilte og skævede over til sin bror, som forsøgte at holde liv i den enlige flamme.
"Forresten. Du ser da heller ikke for godt ud,,

Ved den sidste sætning stoppede han op, og trak let på skulderne inden han fortsatte. Ikke den helt store bevægelse, men han vidste udemærket at søsterens skarpe blik havde opfanget den. Tanken om at opmærksomheden skulle hvile på ham, var ikke tiltalende og han pustede så ilden igen knitrede og sprak livtligt. Med et tilfreds smil rettede han sig op, og satte sig med et stille suk ned på bagenden hvor han sad.
lden varmede de trætte lemmer, og han sad stille og nød endnu engang varmen sprede sig rundt i kroppen.
Det lange hvide hår hang ned over ansigtet, i snavsede halvvåde totter, og tøjet var snavset og forrevet..nej, man kunne ikke sige han så for godt ud, men det tog han sig ikke rigtig af, det var bare rart endelig at kunne side og slappe af med varme i kroppen, og Damia i hytten.

Damia gaber og strækker sig som en kat, og for sjov skyld ruller hun med stemmen ”Hvorrr errr jeg trrræt!,, hun ler fornøjeligt, og skubber blidt til hendes bror med foden. ”Jeg vil ikke have en snavset hund op i sofaen,, siger hun drilagtig og sender ham et vink ”Kom tilbage når du er ren,, hun jager ham væk fra sofaen og peger i retningen af badeværelset. Hun holder sig for næsen og vifter ham væk med en afvisende hånd. For at skynde på ham kaster hun sig tilbage i sofaen, svinger hovedet bagud og tager hånden op for panden. ”Skynd dem,” siger hun med en irriterende snobbet stemme ”Ellers tror jeg, at jeg dåner!,, hun flimre med øjnene og udstøder et opgivende suk.

Nathan stak tungen ud, og rækte tunge af storesøsteren. En lettere utilfreds lyd kom fra ham, og han mumlede noget om at det da ikke var ham der stank værst af de to, men et bad lød nu ikke helt skævt. På lidt vaklende ben fik han rejst sig, mens han sendte hende et lidt bekymret blik. På vej over mod døren stoppede han op, stadig med den alvorlige mine. ,,Og når ulven her har været i bad, ser vi på dine sår.." et lille smil voksede frem ,,..og så må vi håbe der er varmt vand tilbage til dig" inden hun kunne nå at indvende noget var han smuttet ud af døren.

Da han stod udner bruseren, blandede tårer sig sammen med vandet, og han stod lydløst og græd stille. Det var ikke fordi han var ked af det, det var bare mange dages spænding i kroppen, nervøsitet og panik der havde hobet sig op, og nu endelig fik afløb. En del af dte, var også glæde, og der sad da også et stort smil på hans læber. Det var utroligt så tæt et bånd han og Damia havde..

Da herren endelig var færdig med badet, trak han i en ny strøget sort skjorte, og fik endelig redt det filtrede hår så det igen så pænt ud. Da han så sig i spejlet, nikkede han lettere anerkende til sig selv. Det var ikke fordi han var proppet med selvtillid, men lidt havde han da. Med en slentren fandt han tilbage i stuen. Han havde for sjov ladet sine ulveører vokse ud, og hale, så han så utrolig nuttet ud som han kom gående hen mod Damia.
,,Badet er frit" han prikkede hende på næsen, og rynkede lidt på næsen mens ørerne blev lagt tilbage ,,og jeg råder dig til at skynde dig..meget..!"

Damia så op på Nathan og udbrød ”Nuuh!,, uden varsel tog hun godt fat i hans kind og begyndte at ruske i ham. ”Sikke bedårende du er,, roser hun Nathan med en venlig bedstemors stemme. Hun slipper hans kind og klapper hænderne sammen ”og sikke ren og pæn du er min dreng,, hun ligger hovedet på skrå og nikker godkendende, men rynker pludselig brynene for så at langsomt, med sammenknebne øjne, rykke hovedet tættere på Nathans ansigt. Med et alvorligt blik, studerer hun hans fine ansigtstræk inderligere. Damia rykker sig væk, så de der skabes en afstand imellem dem. Hun peger på sin ene mundvig og siger med falsk afsky i stemmen ”Du har ad lige der,,

Damia fniser, og trækker tæppet tættere om sig. ”Nej,, siger hun med en beslutsom barnestemme. ”Nej jeg vil ikke,, ryster på hovedet og laver en trodsig mimik.
”Du får ikke lov til at røre ved mig,, siger hun flabet og ligger armene over kors.

Nathan fnyste fornærmet, og lod halen svinge irriteret fra side til side, selvom han ikke rigtig var sur. Endnu engang rækte han tunge, og sagde med en lille stemme; "Bedstemor væmmelig...og hun lugter!" han kunne ikke holde masken til sidst, og brød ud i en smittende latter mens han forsvandt ud i køkkenet, hvor han opholdt sig foruroligende længe.
En del skramlen kunne høres, og ind imellem et lille fnis, og da han endelig trådte ind i stuen, havde han en spand mellem hænderne.
,,Jammen bedste..hvis du er for gamel og besværet til at gå.." hans ører rettede sig lige op i luften, og halen logrede ivrigt ,,Så må badet komme til dig!"

Nysgerrigheden brændte som en gloende flamme. Hvad laver han? Hun havde lyst til at liste hen, for at få stillet sin nysgerrigheds sult, men var for doven til at forlade denne sofa. Aldrig nogensinde ville hun forlade den. De ville leve sammen som et, leve livet fuldt ud, opleve hele verden gennem vinduet over i hjørnet. De ville blive gamle og slidte sammen. De ville mindes de gode år, hvor de så ud på gaden og sukkede efter de flotte fyre, som passerede deres vej, og når de var nået til liv ende, ville de følge hinanden i døden. De ville være uadskillelige.
Damia krammede sofaens ryglæn og gnubbede hovedet mod puderne. Aldrig ville hun… Damia retter et nysgerrigt blik mod Nathan, som holdte et kar. Hvad havde drengen nu gang i?
Da han afslører sin luskede plan, ser hun forfærdet op.
”Du kan lige vove!,, hun ser nervøst på ham. ”For det første, hvordan har du tænkt dig at jeg skulle passe ned i den der?,” hun tog sig på hofterne ”Har du set hvor bredde de her er? For det andet, så kan du på ingen måde tvinge mig!,,