Det var ikke ment som en prædiken han ville komme med, han ønskede bare at hun skulle forstå hvor mange følelser han faktisk havde. Han havde ikke ladet sine følelser få frit løb i mange år, og han lod dem nu med hende, og det var nok mest der problemet lå. Han havde så meget han gerne ville have frit løb for. 

Han syntes virkeligt ikke det var hendes problem, han var måske blevet såret, men det var hende der blev gjort utilpas af situationen. "Jeg føler nu ikke du bør se det som dit problem, altså udover jeg tydeligtvis gør dig utilpas." Han forsøgte at få styr på sig selv så godt som muligt. "Og det er okay Astrid." Han gik over og lagde hans hånd oven på hendes. Han var nød til at være den mere modne af de to lige nu, han havde mere erfaring, det var hans ansvar. "Jeg må vente på dig, for jeg har ikke lyst til at presse dig." Han smilede til hende og hans tommel gled frem og tilbage hen over hendes håndryg forsigtigt og kærligt. Han vidste det ville blive hårdt, så længe han ahvde følelser hun ikke kunne gengælde, måske det blev for hårdt, men han håbede på at han kunne holde det ud fordi hun virkede til at være det værd. "Jeg sagde jeg ville komme til skade for at redde dig, så kan jeg også klare lidt hjertesorger." Han smilede bare til hende.

Hun trak lidt på smilebåndet, som han endnu engang fortalte hende, at hun ikke skulle se det som hendes problem. Hun vidste det var nytteløst at sige ham i mod, men inderst inde følte hun stadig det var hende der skabte problemerne. Hun skulle jo bare lade være med at prøve at skabe afstand til folk og hun skulle være bedre til at stole på folk. Selvom han lagde sin hånd ovenpå hendes, nev hun stadig i sin arm.

Hans ord om at han ikke ville presse hende, og han ville vente på hende, pressede hende dog alligevel. Tanken om at hun kunne gå og prøve at bygge sit eget fyrstestyre helt alene og at han blot ville stå på sidelinjen og vente til hun kaldte ham op… Det var som at have øjne i nakken, og dem havde hun rigeligt af, og hun var sikker på at det ville ødelægge en del for dem, hvis hun ikke fandt ud af hvad hun ville. Selvom hun var uenig i at han burde vente på hende, så nikkede hun langsomt og gjorde ikke noget ved at hans strøg hende over håndryggen.

Hans sidste ord fik dog et lille smil på hendes læber. Hun løftede langsomt sin højre underarm, og med en langsom, rolig og blid bevægelse, lod hun sin håndryg slå et par gange på hans brystkasse. Hun så op mod ham med et blidt og venligt smil, ”Vi skal nok finde ud af det,” kom det fra hende.

At hun bare lyttede til ham vidste han ikke om var godt eller skidt. Han ville gerne have hun var ærlig overfor ham, som han var overfor hende. Han talte færdigt og blev meget overrasket over da hun pludseligt daskede til hans bryst. Han kiggede vhokeret ned på hende, og han nikkede så til det han sagde. 

"Nu sagde jeg en masse, som du nikkede til. Er du virkeligt enig?" Han spurgte hende roligt, der var ikke nogen bebrejdelse eller noget. Han var bare nysgerrig fordi ærlighed var meget meget vigtigt. "Jeg ville være glad hvis du kunne være ærlig med mig, og ikke bare tale mig efter munde." Han skyndte sig så at tilføje noget. "Hvis du altså gjorde det." Det var ikke fordi han var sikker på hun gjorde det, han var bare lidt nervøs for at hun ikke helt var ærlig. Så det var ikke et forsøg på at få hende til at sige eller mene noget andet end hvad hun virkeligt gjorde.

"Tænker at hvis vi skal finde ud af det, er vi nød til at være ærlige?" Han vidste ikke om hun var enig med ham i det, men han håbede da at de kunne være enige om at ærlighed var vigtigt.

Hun sank sin hånd ned ved siden af sig selv, så hun forsat kunne nive sig selv. Astrid spidsede munden tænkende, som han spurgte om hun virkelig var enig, og inden hun kunne nå at få fremstammet nogle ord, tilføjede han lidt ekstra. Han havde i den grad meget på hjerte. ”Jeg er ikke enig i meget af det du sagde,” smågrinte hun, hun sukkede så, ”Og nu skal du ikke skælde mig ud for at nikke,” skyndte hun sig at sige, med et lille smil på læberne.

”Jeg er helt enig i at ærlighed er vigtigt,” men nogle ting var kloge at holde til sig selv… Hun nikkede nu endnu engang, lidt langsomt. Hun tog en stor, dyb indånding før hun prøvede at svare på det han havde fortalt hende, ”Jeg kommer til at se det her som værende mit problem, selvom du ikke syntes det. Og du gør mig ikke utilpas. Jeg kan godt lide at være sammen med dig,” hun rømmede sig lidt, som der kom let farve i kinderne, ”Jeg ønsker ikke du skal vente på mig, men jeg ønsker heller ikke du skal presse mig… Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det,” forklarede hun, hvor noget af det lidt fjernt, eftersom det blev besværligt at forklare, hvordan hun så noget af situationen.
”Jeg bryder mig ikke om at du kommer til skade,” hun nikkede en enkelt gang, bestemt. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham, at hun ikke syntes han skulle gøre noget dumt, som gav ham hjertesorger – men det ville nok være det samme som at sige han ikke måtte se på hende.

Han blev ret overrasket over at hun ikke var enig i ret meget af det han havde sagt. Han var forberedt på at hun ikke var enig med alt, men det lød mest af alt som om hun var uenig i alt nærmere. Da hun begyndte at forklare hendes syn på det hele lyttede han bare og sørgede for ikke at afbryde hende.

Han nikkede bare til at hun ikke ville stoppe med at se det som hendes problem, hun havde måske ret. Han skulle måske stole på hende lidt mere også lade hende bære noget af byrden sammen med ham.
Det med ikke at presse men heller ikke vente vidste han ikke hvordan skulle lade sig gøre lige nu, men måske de kunne finde en pæn middelvej sammen. "Jeg tænker at vi må finde ud af det med at presse dig sammen... Der må være et tempo der passer os begge." Han grinede så lidt af det han selv sagde, fordi de havde jo lidt begge indrømmet at de kunne lide hinanden at de gerne ville se det her føre til noget. Nu var de bare kommet til der hvor det måske var mængden af erfaring der gjorde forskellen. 
"Er det fordi du er bange for at jeg komme for tæt på at du er bange for mine kys?" Han kunne ikke længere holde det spørgsmål tilbage. Det havde naget i lidt tid nu. 

"Ikke kommer til skade!? Jamen hvordan skal jeg så vise min kærlighed for dig hvis jeg ikke kan slå mig halvt ihjel for dig!?" Han grinede højlydt, fordi talestrøm var en ren joke, fordi selvfølgelig kunne hun ikke lide han kom til skade. Han kunne da heller ikke lide at komme til skade han gjorde det fordi han følte hun var mere værd, end at undgå skader og smerte.

Hun kunne ikke lade være med at smile, som han var begyndt at bruge vi. Hun slap endelig grebet om sin arm. Den var blevet lidt rød af irritation, og der var små mærker fra hendes negle, dog ingen huller. ”Det lyder som en god plan,” smilet var bredt, men der var faktisk en vis seriøsitet i hendes ord. Hun så op på ham mens hun tænkte lidt over den middelvej hun tænkte på. Kunne han måske bare fortælle hende, når hun fristede ham, eller ville det bare være en konstant prikke på skulderen? Hun smågrinte lidt ved tanken.
Hun tav dog da han spurgte ind til om hun var bange for han kom for tæt på. Hvorfor skulle han lige præcis vide hvad der foregik? ”Er du sikker på du ikke er tankelæser?” spurgte hun lettere grinende. Havde han været tankelæser, havde de nok ikke haft ’alle de problemer’. Hun nikkede så for at svare ordentligt på hans spørgsmål, ”Ja,” svarede hun kort mens hun så ned mod sin fødder, før hun så op på Alaric igen.

Astrid kunne ikke lade være med at grine med ham, da han jokede med at komme til skade. ”Du kan give mig lidt varme?” foreslog hun og åbnede sine arme lidt op. Hun stod trodsalt stadig i natkjole og bare tæer og frøs lidt. Hun håbede inderligt at han ikke ville kommentere på den røde plamage på hendes ene arm, samt de små mærker fra neglene. Hun håbede hans fokus kunne ligge på hende, og hvad hun selv tillod for en gangs skyld.

Han kunne godt lide at se hendes smil. Og han nikkede bare til at det helt klar var en god plan. Måske ikke det nemmeste, men det var om ikke andet end reel plan som de kunne give sig i kast med. Han havde ikke lige selv en god ide om hvordan de kunne finde en god middelvej, så han satte hovedet i blød for det.
"Jeg er ikke tankelæser... Du havde bare gjort det tydeligt du holdte folk på afstand." Måske det også var en del af problemet? Måske han forsøgte at bryde den afstand for hurtigt, og det var det der gjorde at hun endte med at være nød til at øge den. "Så må jeg forsøge ikke at forskrække dig." Han sendte hende et varmt smil.

Han blev overrasket over at hun foreslog han gav hende noget varme, han trådte tæt på hende, lidt mere forsigtigt end de andre gange, og med meget forsigtige bevægelser lagde han armene om hendes og trak hende ind til sig i et roligt men tæt kram. "Skulle du så ikke bare have beholdt kappen istedet?" Han spurgtge hende stille og han havde en tydeligt drilsk tone, da han ikke ønskede stilheden lige nu.

Hun var tydeligvis nem at læse, eller så var havde hun i går virkelig fået skrevet det ud i pap for ham, at hun godt kunne lide afstand, og havde svært ved at lukke folk ind til sig. Hun smågrinte lidt, ”Ja det ville være synd at sige at jeg inviterede folk ind i varmen,” smågrinte hun. Hun havde trodsalt ikke mange som var ’inde i varmen’ hos hende og for blot nogle uger siden, mistede hun en af dem.
Da han fortalte han ville prøve ikke at forskrække hende, kunne hun ikke lade være med at hoppe på stedet, og give en forskrækket lyd fra sig, blot for at se hans reaktion. Hun grinede dog hurtigt, for at forsikre ham om der ikke var noget hun var bange for, ”Det lyder som en rigtig god plan,” sagde hun så med et stort smil.

Hans bevægelser var utrolig forsigtige, hvilket på nogen måder var rart, og på andre måder virkede det bare pillet? Hun lod det dog være. Og lagde så sine kolde arme om ham og stilede sig på sin ene fod, i et forsøg på at varme den lidt mere. Hvor var det irriterende at være kuldskær, særligt når han sikkert havde det dejlig tilpas, nu hvor det stadig var morgentimerne. Da han nævnte kappen, kunne hun ikke lade være med at grine. Hendes grin var dog det samme som aftenen inden – nynnende. ”Jeg fik aldrig varmen,” fortalte hun, stadig med den samme grinende tone.

Han kunne ikke lade være med at grine af den måde hun sagde det på og kiggede hende ret dybt i øjnene inden han kommenterede på det. "Det ville også være svært så kuldskær du er." Han smilede bare indtil hun lavede et hop af forskrækkelse og han kiggede på hende chokeret og undskyldende indtil hun så begyndte at grine, og hans daskede så til hendes arm, da han nok ikke kunne tillade at gøre som hun havde gjort tidligere.

Han kiggede på hende en smule undrende da hun påstod a thun aldrig fik varmen. Selvfølgelig var det muligt, men så var det nok især fordi hun ikke havde noget fodtøj på. Det havde nok været en god ide hvis de havde haft tændt op i et af hans ildsteder så han kunne sætte hende der og varme hende op, men nu måtte han bare stå med hende.
"Du skulle da også have haft fodtøj på!" Han grinede som han sagde det. Han sagde ikke mere end det for nu. Nu nød han endeligt bare at stå med hende igen, han følte sig mere afslappet igen, og hans vejrtrækning var også meget mere roligt nu. Han lænede sig lidt mere ind mod hende, og hvilede så hans hage mod hendes skulder en anelse. Han virkede pludseligt en smule træt og udkørt. Han smilede for sig selv over det.

Kommentaren om at hun var kuldskær, fik hende blot til at grine lidt mere. Det lille dask på hendes overarm var helt forventet og så fortjent. Hun var glad for at han kunne sige fra på den måde.

Det manglende fodtøj, ville ikke have været et problem, hvis hun blot havde fået gået den lille tur om huset, og havde lagt sig i seng igen, ”Jeg skulle jo bare lige rundt om huset,” smågrinte hun. Det havde måske været lidt af en tosset ide, men hun havde jo selv syntes det var en fornuftig ide til at få tankerne på noget andet end sit mareridt – nu havde hun i fået tankerne på noget andet ved hjælp af Alaric; dem.

Astid selv var faldet mere til ro, nu hvor de stod i armene på hinanden. Pulsen var måske en anelse høj, men ikke noget at bide mærke i. Da hun mærkede hans hage på hendes skulder, var det som sådan ikke fordi hun havde noget imod det, men hun undrede sig bare, ”Er alt okay?” spurgte hun stille, roligt og lidt lavt ind i hans øre. Hendes arme var ret så kolde, og det var sikkert tydeligt at mærke igennem hans skjorte – det var i hvert fald tydeligt at mærke hans varme, som nærmest osede ud.

"Bare lige rundt om huset? Og hvordan ville dine fødder have haft det efter gåturen?" Han kunne ikke lade være med at bekymre sig for hende lige nu. Han tænkte at hun jo kunne have skåret hendes fødder, eller være blevet alt for gennemkold hvis hun havde gjort det.

Han lagde mærke til de fleste ting ved Astrid, han havde godt lagt mærke til hendes røde mærker på armen, han havde i første omgang bare valgt at ignorere det. Han lagde også godt mærke til hendes øgede puls. Han blev meget overrasket da hun talte ind i hans øre, var hun vanvittig? Hans puls steg lidt og han drejede hovedet for at se på hende. "Nej, ikke udover du lige talte i mit øre, og jeg er mentalt udmattet." Han smilede bare til hende og blev stående. Han havde aldrig følt som han gjorde nu før. Han trak hende lidt mere ind til sig så han kunne så lidt bedre. Hans stemme havde været en anelse drilsk i forhold til det med øre, fordi han huskede at hun havde reageret da han talte nært hendes øre ude ved søen.

"Hvad med dig, er du okay?" Han ville gerne høre om hvordan hun havde det lige nu, ikke bare fordi hun havde spurgt ham men også fordi det bare var noget der lige nu gjorde ham en smule nysgerrig, fordi måske hendes højere puls var fordi han var for tæt på, selvom hun havde lagt op til omfavnelsen.

”De ville måske være kolde, men jeg havde planer om at gå i seng igen,” svarede hun ham blot. Hun tænkte ikke selv at der kunne være noget rundt om huset hun ville kunne skære sine fødder på, og skænkede det derfor slet ikke en tanke.

Som han drejede hovedet mod hende, skævede hun til hans øjne. Hun trak et lille smil på læberne. ”Er det så hårdt at tilbringe tid med mig?” spurgte hun og grinede en anelse. Den lille latter døde dog hurtigt hen, eftersom hun frygtede svaret. Det ville ikke rigtig undre hende, at det var hende der havde givet ham nogle mentale op og nedture med alle de følelser der var oppe og koge dagen før. Inderligt, håbede hun at hun ikke havde den effekt på ham.

Hun trak let på skuldrene, da han spurgte om hun var okay. Hun skævede kort væk fra ham, for så at se tilbage på ham. ”Jeg klare mig,” kom det fra de let rosa læber. Det var en lille hvid løgn, men det var vel også i orden, ikke? Der havde været mange indtryk i går, gode som dårlige, og så var hun jo stadig ikke helt ovre Theresa. Som altid måtte hun dog stå stærkt. Det gik jo ikke hun så svag ud med tårer løbene ned ad kinderne hver gang der skete noget som ikke var efter planen. Den lille lur hun havde planlagt at tage efter sin tur, føles mere og mere nødvendig. Hendes krop føles generelt tung selvom hun følte sig frisk nok i sig selv.

"Så må du da undskylde jeg holder dig vågen, skal jeg bære dig i seng?" Han vidste udemærket at det ikke var det mest anstændige han kunne gøre, men han ahvde vel lov til at være en anelse flabet for at holde humøret i oppe så det ikke gik hen og blev ret så negativt mellem dem igen.

Hendes spørgsmål ramte ham lidt hårdt, fordi det var ikke helt forkert at det var på grund af hende, men det var ikke nødvendigvis en skidt ting, og så var spørgsmålet jo hvordan han skulle få forklaret hende det. "Både og, det er bare du får mig til at lukke op for mine følelser, og det er den del der er hårdt, jeg har været alene og holdt dem dækket til i mange år efterhånden." Han gav hende et sagte smil, men det nåede hans øjne og blikket han sendte hende var varmt. Det var en god ting, det var bare meget hårdt.

*jeg klarer mig* Av den gjorde lidt ondt at høre... fra hende. Han vidste det ikke helt var sandt. Han kunne høre på hende og ud fra han vidste at det nok var en lille løgn hun kom med. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det. "Så håber jeg at du vil stole på mig, og bede om hjælp så du har det nemmere... Eller om ikke andet støtte dig til Maria." Han sendte hende et bredt smil, han valgte ikke direkte at sige han vidste hun løj men han forsøgte lidt at hentyde til det.

Astrid smilede bredt som han spurgte om hun skulle bæres i seng, ”Måske,” drillede hun ham med et lille smil, som fangede snerten af noget frækt eller rebelskt. Hun var fuldt forberedt på at der var chance for hun ville blive taget op i armene af ham inden for et øjeblik. Om han ville bære hende ind til den seng hun havde sovet igennem natten, som var i et lokale lige ved siden af, eller om han bar hende ind i hans seng, var vel ligegyldigt. Begge dele ville sikkert blive set forkert på. Den ene mulighed var der bare en meget større chance for at der ville blive kommenteret på, eftersom Maria sov i en seng lige over for den Astrid havde sovet i.

Kort blev et øjenbryn hævet, da han trak lidt på spørgsmålet. Hun gav ham dog et skævt og lidt bekymret smil, ”Det beklager jeg,” et øjeblik kørte hun sine øjne væk fra hans og tilbage. Et uopmærksomt øje ville måske tro hun så på hans læber.

Hun sank en lille klump som han tilbød hjælp og referede til Maria, ”Det skal jeg nok,” svarede hun med et blidt smil. Maria var som en igle på Astrid så snart hun fangede færden af at der var det mindste galt, så Maria ville altid være der. Astrid mente selv hun kunne stole på Alaric på nogle punkter. Hun havde trodsalt delt en god sjat hemmeligheder og personlige holdninger. Det at spørge om hjælp var måske lidt svære.

Han kiggede på hende med et sigende blik og smil da hun svarede som hun gjorde. Han overvejede om han skulle være lidt hård ved hans arm for at bære hende i seng. "Du er ved at være lidt for modig?" Han gjorde ikke mere end det, han truede halvt ved den sætning med at bære hende, og alt efter hvad hun sagde til det så havde han tænkt sig faktisk at gøre det.

"Du behøver ikke beklage, jeg er måsk udkørt, men jeg har nydt langt størstedelen af min tid med dig." Han smilede bare og lagde godt mærke til at det lignede hun så på hans læber, hvilket fik ham til at blive en smule opmærksom på hans læber. Han smilede dog bare til hene, han sagde eller gjorde ikke noget særligt.

"Godt!" Han vidste udemærket at han ikke havde samme plads som en person som Maria. Han var udemærket godt klar over at Maria havde stået ved Astrids side i meget længere tid, og den tiltro Astrid måtte have til hendes tjenestepiger var jo noget helt andet.
Han smilede for sig selv og lænede sig lidt tilbage fra hende, han følte sig også selv træt efterhånden og tænkte at han selv nok burde få noget søvn, måske en lille lur ville gøre ham godt?

Prøvede han at tale hende fra det? Han kunne da tro om! Astrid bed sig lidt i læben mens hun roligt rystede på hovedet, ”Slet ikke,” kom det så lidt lavere og hemmelighedsfuldt fra hende. Hun gav ham et forsigtigt skævt smil. Ville han faktisk bære hende? Og ville han huske på at han skulle passe på sin venstre arm, så han ikke overbelastede den, og lavede mere skade en gavn?

Et bredere smil trak sig op på hendes læber, da han fortalte han nød tiden med hendd, ”Det er jeg rigtig glad for at høre,” lød det så fra hende, lidt mere rolig over situationen. Eftersom hun generelt var i et bedre mindset end de andre gange hvor de havde stået i hinandens arme, kunne man næste sige det var første gang hun med vilje meget diskret nussede hans ryg. Bed han for meget mærke i det, eller gengældte han det, ville hun stoppe med det samme.

Hun var glad for han ikke forlangte mere af hende, og selv havde forslået Maria. Uden at have mulighed for at gå til Maria ville hun være nød til at undertrykke mange følelser og tanker. Tjenestepigerne var nærmest som dagbøger der kunne sige noget tilbage.
Da han lænede sig en anelse tilbage trak hun sig automatisk en anelse tættere. Blandt andet fordi hendes ben stadig var kolde. Hun havde en lille teori om at hvis hendes troso var varm, ville hendes ben også blive varme på et tidspunkt.

Han kunne ikke lade være med at blive ret så overrasket over den måde hun reagerede på at han sagde at hun var ved at blive lidt for modig. Ville hun virkeligt gerne have at han bar på hende? Hmm... Så skulle hun da få lov til at blive båret på tænkte han.

Han sendte hende et bredt smil da hun kunne lide at han nød tiden med hende, og da hun begyndte at nusse hans ryg kunne han ikke holde sig fra nusse hendes ryg også blidt. Han blev lidt målløs da hun pludseligt stoppede og han skubbede sig væk fra hende og så forundret på hende, derefter kom han med et skævt smil og så på hende med et drilsk glimt i øjet.

Han gik hen til hende, lagde venstre arm bag om ryggen på hende igen, højre arm sneg han forsigtigt ind under hendes ben, og greb om hende og så løftede han hende op. Han løftede hende kun med højre arm og støttede hende derfor med venstre. Han kunne mærke det, men det gjorde ikke rigtigt ondt. Han begyndte så bare at gå. "Hvilken seng? Din eller min?" Han spurgte hende drilsk, men han mente egentligt ikke at han ville spørge. Han gik mod sit soveværelse for ikke at forstyrre andre. Han sparkede blidt døren op, og da han så nåede hende til sengen og skulle til at lægge hende ned, fik han overbalance. Han fik hende lagt i sengen før han væltede forover, og var lige ved at lande på hende. Heldigvis nåede han at få plantet højre albue ved siden af hendes skulder og stoppede sig selv i at ramme hende. Han stod nu ret så chokeret og så hende i øjnene.

Noget ved ham så overrasket ud, da hun havde besluttet sig for at hun ikke var for modig. Det fik kun smilet til at vokse yderligere.
Da han trak sig væk, og så forundrende på hende, skævede hun blot væk et kort øjeblik, før hun så tilbage på ham. Det kunne med lethed lede til endnu en samtale, om hvorfor det kun var i orden når hun gjorde det, hvis hun gjorde det igen. Det var hun helt sikker på.

Den pludselige ændring i hans ansigtsudtryk fik hende til at løfte øjenbrynene, bare en anelse, undrende over hvad han nu havde fået af smarte ideer. Det var dog meget hurtigt afsløret, eftersom han med et snuptag havde hende i sin favn. En lille nervøsitet over at blive tabt, resulterede i at hun svang sine arme om hans nakke. Hun lagde mærke til at umiddelbart kun løftede hende med den ene arm. Det var på sin vis også det, hun havde fortalt, han skulle gøre, selvom han skulle passe på han ikke overanstrengte sin gode arm. Det ville være synd, at han skulle holde begge arme i hvile. Det havde han slet ikke tålmodighed til, det var hun sikker på.

Da han allerede var på vej i den modsatte retning end den seng hun havde sovet i, smågrinte hun lidt inden hun svarede ham, ”Jeg tror vi gør klogest ved ikke at vække Maria.” Dette kunne selvfølgelig både betyde, at hun syntes han skulle være meget forsigtig når han skulle ind i det fælles lokale, eller at det var klogest at tage hans værelse. Hun hældte selvfølgelig selv mest til sidstnævnte. Jo mindre skæld ud hun fik af Maria, jo bedre.
Eftersom Astrid havde kigget de fleste lokaler igennem, inden hun tog ud for at gå en runde om huset, så hun ikke så aktivt rundt i lokalet, men fokuserede mere på at holde sig oppe og ’let’. Næsten som de var ved sengen, kunne hun mærke han pludselig ikke gik som før. Han var altså ved at falde. Af ren refleks knugede hun sig lidt tættere på ham, hvis nu han selv genfandt balancen, var der jo en chance for hun kunne holde sig selv oppe.
Han fandt dog ikke balancen, og de endte heldigvis på den bløde madras. Han landede dog ikke på hende. Hans ben var umiddelbar ikke endt på sengen overhovedet. Hun åndede lettet ud, da hun var sikker på at der ikke ville ske mere i faldet. ”Det kunne være endt galt,” smågrinte hun, som hun så ham i øjnene med et blidt smil. Ansigterne var ikke langt fra hinanden, og hun følte lidt hun kunne genkende en trang, som havde styret hende aftenen inden. Hun var fristet til at give ham et kys, men det var nok hverken det rette tidspunkt eller sted at gøre det.

Han kunne ikke lade være med at grine af hende da hun sagde de ikke skulle vække Maria, han sendte hende et skævt smil med et drillende blik, og han lænede sig ned til hende og meget flabet svarede han hende. "Du skal passe på med hvad du siger, det kunne misforstås." Det var jo egentligt ord der viste at han havde lidt misforstået hvad hun sagde. Hans erfaring med sex, gjorde at han havde et andet syn på hvisse ting.

Han kiggede på hende da han stod ind over hende, og præcis hvad der fik ham til det, så flyttede han sig ikke. Han satte sig istedet ned på knæ men forblev lænet ind over hende. Hans øjne var låst i hendes som han bare betragtede. Der var ikke meget lys i rummet, men hun lyst det op i hans øjne og han blev bare ved med at kigge på hende. Hans hånd lagde imod lagenet over hende, og den stumpe arm hang ved siden af hende. "Ligger du godt?" Han spurgte hende roligt, og kunne ikke lade være med at smile bredt, skævt og flabet til hende. Han havde ingen anelse om, om hun var utilpas ved situationen.

Astrid havde tydeligvis kun tænkt på sin sætning på en måde, så da Alaric fortalte hende det kunne misforstås, gik der kun et øjeblik før hun fik lidt rødmen i kinderne. Hun slap grebet om hans nakke, med den yderste hånd, for at hun forsigtigt kunne skubbe hans kæbe, og derved hoved, væk fra hende. Hans kommentar var tydeligvis ikke nok til en lussing, men var nok til at hun følte sig en anelse forlegen. Så snart hun havde trykket lidt imod på hans kæbe, lod hun den yderste hånd finde vej om bag hans nakke igen.

Der kom et lille, kort, indelukket grin fra Astrid, som han spurgte om hun lå godt. Hun rettede lidt på hvordan hendes ben lå, og da hun endelig fandt sig helt til rette, sendte hun ham et blidt smil, "Gør jeg nu, ja. Kom du noget til?" Hendes blik var varmt og venligt. Det føltes næsten som om at sengen gav hende et kram, for hun følte hun sank længere og længere ned i den og ville nok falde i søvn indenfor nogle minutter - med mindre papegøjen overfor hende begyndte at snakke.