Hun vågner fra sine egne tanker, hun ryster en gang på hovedet, men rødmer stadig lidt. ,,det ikke noget" lyver hun da hun ikke vil fortælle sine følelser

Nearyn smiler indvendigt. Han sidder blot og kigger på hende "hvad står der da? siden du rødmer sådan?"

Hun rækker ham bogen så han selv kan læse det. hun ser ned i jorden, hun er meget nervøs og bider sig selv i læben

Nearyn ser i bogen. Han sørger for at se overrasket ud på de rette steder. "Ja jeg kan da se hvorfor du rødmer sådan. Jeg havde forstået at du desværre ikke havde mådt mange flinke mænd i dit liv ikke sandt?" spørger han hende. Han ignorere Kyo kort, og kigger i stedet bare på Liv

,,undskyld herre.." siger hun stille, hun holder om hans hals, lukker sine øjne og kysser ham lige på munden, hendes armbånd ryger ned på jorden, hun slipper så kysset, ser ned i jorden og rødmer vildt meget, hun er dog også meget trist

Nearyn gengælder kysset. ingen grund til at virke overrasket her. Han er tavs bagefter, men smiler til hende. Han ignorere Kyo der ødelægger bunden af kransekagen af hans ting. Han var åbenbart nødt til at være mere tydelig med sine ordre næste gang. han ser op på liv "Jeg er smigret" siger han.

Hun holder sig selv i hånden og skrammer sig. ,,undskyld.." siger hun meget undskyldende og trist. Hun har ikke lyst til at se på ham da hun rødmer meget og er trist over han nu ved hvad hun føler

Nearyn smiler til Liv "Du behøver ikke være genert." siger han forstående "Prøv at få sovet. tingene vil virke mere klare efter en god nats søvn" siger han. Han rejser sig op og går hen til hende. Han giver hende et kys. "godnat" han ser op på kyo "tak skal du have. Hvor har du været? givet os lidt privatliv?"

Hun gengælder kysset og smiler igen. ,,godnat" siger hun venligt, hun løber ind på sit værelse og føler sig lykkelig, hun ligger sig i sengen og falder i søvn

//OUT

Nearyn ser på Kyo med et meeeeeeget anderledes blik nu hvor Liv er væk. Sit særdeles normale Nearyn-agtige ansigt, men hans øjne ser legende ud. somom han roder med en ide i hoved som han både nyder tanken om og udsigten til. Hans stemme er dog stadig den samme kontante stemme da han spørger "Hvad tror du, du går og prikker til mine ting, for?"

"Der kan man bare se" Siger han så. "Du vil blive straffet tidsnok for dine tåbeligheder" siger han konkluderende. Han læner sig tilbage.

Nearyn holder øjenkontakt idet han svarer "Magiske Artefakter. hver især af nok styrke til at kunne tage en stor del af byen med sig hvis de bliver ødelagt" siger han. "Bøger med forbudt viden, og bøger med reele besværgeler. Nogen om ritualer og nogen er bare natlæsning."

"Det er din snæversynethed og mangelfulde insigt der er skyld i at du er slaven og jeg er herren" konstarere Nearyn. Han smiler, med en lille snert af reelt vanvid i mundvigen. En sprængfarlig cocatil hos en der i forvejen ligner en isstatue. "skal jeg vise dig hvad de bøger skjuler?" siger han. Han lyder ikke rigtig somom han vil have et svar men mere somom han nævnte det bare for at gøre det og om hvorvidt han vil vise det eller ej er noget han er ved at overveje. En ilter aura kommer fra et par af bøgerne idet han siger det. Nearyn ved at kyo vil kunne mærke aura'en. han lod til at være lige så følsom som han selv hvis ikke mere overfor magiske energier. Bøgernes aura virker som et koldt vådt tæppe der bliver lagt på en. somom de prøver at protestere imod at deres hemmeligheder bliver talt om. Nearyn tager det uden af blinke. Han var vandt til det. Han havde for himlens skyld læst i bøgerne. og set visionerne der fulgte med hver gang man løste en lille smule af puslespillet. Den sivende fornemmelse af øjne der stirrede på en hver gang man kunne trække en rød tråd fra punkt A til punkt B. De mareridstagtige hemmeligheder der gemte sig i de bøger. Han smilede, et kort øjeblik lyste reelt vanvid, ud af hans øjne. Ikke somom det var hans eget men somom noget vanvittigt kiggede ud gennem et par øjenformede vinduer. Det forsvandt kort derefter, nearyn havde under hele forløbet ikke rørt sig det mindste, men nu lignede han bare sig selv igen. Den knitrende fornemmelse fra bøgerne fortsatte dog. "Vil du se?" spørger han.

Nearyn læner sig tilbage igen. "dig om det" den ubehagelige aura bliver stabil igen. Han rejser "Og nu afsted med dig. du har en opgave at udføre"

Nearyn ser efter ham. Han tager sig til hoved. og kigger smilende hen på bøgerne. "Du godeste. I havde mig næsten der" Han rejser sig og lukker vinduet. Han går ind på sit soveværelse og ligger sig til at sove efter han har forseglet rummet.

Hun vågnede op gud det er sent tænkte hun lettere forskrækket da hun havde kigget ud af vinduet op mod solen, det var jo den eneste måde hun kunne finde ud af hvad tid på dagen det cirka var, hun rystede let på hovedet, og gik over mod sin kjole hun havde på når hun arbejdede i huset, men ombestemte sig og tog sin blå kjole på, hun lagde sin halskæde på komoden igen, og tog sin hat i hånden, rettede nogle få folder i kjolen og tog sit bælte af, hun havde alligevel mistet sit sværd så det kunne være ligemeget. Derefter forlod hun hun sit værelse og huset derefter..

//out/

Zhasmina åbnede stille døren, og trådte inden for, hun vidste at det egentlig ikke hjalp noget at være forsigtigt for hvis nogen ville vide hvem der kom ind og ud af døren, vidste de det også selvom de var lydløse. Hun gik på listetær gennem gangene for ikke at vække opmærksomhed, hun ville gerne være alene med sine tanker, det hun havde brug for var måske nogle uger hvor hun ikke blev set af nogen, hvor hun bare sneg sig rundt i krogende og lavede hvad hun skulle, hun havde virkelig brug for fred fra alle dem som overfaldt hende, hvorfor skal jeg endten voldtages eller blive spist som frokost tænkte hun trist mens hun listede videre ned af gangen.

Hun kom næsten lydløst igennem alle rummene og ind på sit værelse hvor hun satte sig på sengen, hun sukkede lydløst og tog kjolen af, hvorefter hun sank ned under dynen.

Hun vågner, hun strækker sig og tager derefter sit tøj på, hun går hen til Nearyn´s kontor og banker på døren.

Nearyn vågner og soignere sig. Han går ind på sit kontor og sætter sig ned. Jamen, jamen... der kommer min lille pipfugl jo. Han sænker barrieren og lader låsene åbne. Da liv banker på går dørene op. Nearyn kigger på hende fra bag sit skrivebord med et høfligt smil på læben "Ja?"