Han holdt sine arme ned ved siden, og fulgte nøje hendes bevægelser i en modsat cirkel. Hun skulle ikke få fordel af at komme om bag ham. Sådan cirklede de stille rundt om hinanden en tid, uden at Jack mælede et eneste ord. Dette var hovedsageligt fordi han ikke vidste hvad han skulle sige, men det kunne man ikke se på ham. Han så helt og aldeles alvorlig ud, selv hans smil var falmet svagt.
langsomt sagde han tvivlende med en meget rolig stemme: ”Jeg ved nu ikke om jeg ville sige det om dem, de har bare.. Andre anvendelser.” Igen var hans blodtørstige smil kommet på, og han tænkte på blodet, der hastigt forlod hans krop. Det gjorde blot smilet bredere. Han kunne mærke pulsen helt ud i sværdspidserne, og adrenalinen var ved at gøre ham utålmodig. ”Hvorfor går du bare rundt? Er det måske normalt for kvinderne hvor du kommer fra at være kujoner?” Spurgte han provokerende, bevidst diskriminerende.

Hun fortsatte sin gang, hun kunne næsten dufte hans utålmodighed, og hun nød den, det hele handlede om koncentratoin, og det var bare et spørgsmål om hvornår han ikke kunne holde ventetiden ud længere, og ville bryde hans ellers koncentrerede hjerne. "Nåja, kvinder der kan lave mad og sy tøj samt passe børn er vel praktiske...´Jeg forstår det nok bare aldrig!" Grinede hun kækt, men fjernede ikke blikket fra ham et sekund, hun vidste hvad uopmærksomhed kunne føre til. "Jo ser du kære, vores kvinder er nogle af de bedste til at angribe... vi ved bare hvornår man skal gøre det!" hendes stemme var rolig som snakkede hun til et barn. Men et enkelt sekund efter dukkede hun sig, og svingede af alle kræfter øksen mod hans ben, det ville give hende en brøkdel af et sekund til at undvie hans udfals, i og med at hans klinger endnu var rettet mod himlen, og han mindst skulle træde en meter tilbage for at undgå den store økse

Nichols kom roligt gående med hans korde hængende ved hans venstre side og hans fulde flaske hængende ved hans højre side.
Han så stille op og så to personer kæmpe, han smilte forbavset og så at den ene var en kvinde han havde mødt før, det var ikke nogen vendlig omgang med flasken, og den anden, ja ham kendte han ikke.
''HEY DU!!!!''han hævede stemmen og råbte af Katah, ''DU SKYLDER STADIG DEN ØL!!!!''
Han tog en kniv frem, forsvandt og kom til syne ti meter fra de kæmpende og kylede hans kniv mod Katah's økse(?) bare for at irreterer hende som han gjorde sidst.
''DU SKYLDER STADIG DEN ØL!!!'' han små grinte og så med et smøret smil mod hende.

Da hun gjorde sit udfald mod ham, reagerede han hurtigt. Med en let bevægelse satte han af fra jorden i et højt spring over hendes hoved. Dette var for ham meget let, da han havde levet hele sit liv som akrobat, og sådan små spring var ingenting. Adrenalinen gjorde alting smertefuldt klart i hans hoved, og det virkede som om han så ting bevæge sig i langsom gengivelse. Han tog armene ud til siden og op, for på den måde at lave et x-formet hug (prøv at holde armene som beskrevet før, og så tag dem ud til siden ;) så får I en idé om hvordan det foregår.) Lige før hans sværd ramte hendes hovedbund, hvilket de ville havde gjort, kiggede han op på personen, der nu råbte bemærkelsesværdigt højt. Sværdene ændrede svagt retning, og havde ikke længere direkte kurs mod hendes hoved, men snarer hendes skulder eller i værste fald hendes hår.
Han tog sig selv i at blive distraheret, og kiggede tilbage tidsnok til at se jorden nærme sig hastigt på den anden side af den angribende kvinde. Med en besværet bevægelse lykkedes det ham at lave et rullefald, og genvinde balancen 2 meter væk fra hende. ”Kan du ik’ se at vi kæmper!!” Han var oprigtigt talt irriteret over forstyrrelsen, da han ellers var lige ved at have ramt på hende.

Katah nåede at se det sving han ville udføre, men nåede kun at svinge øksen over hovedet, hun ramte ham ikke, og han ramte ikke hende, hun åndede kort lettet op, havde han skåret hendes hår af havde hun aflivet ham, på stedet. Hun rejste sig op og stillede sig ved siden af Blain, det var intet værre end at blive forstyrret i en god duel, og slet ikke af en fordrukken, ja hvad han nu end var. "Prøv at hør her lille mand, sidst vi mødte stak du af, lidt pinligt, så hvorfor dukker du på igen?!" hendes stemme var som altid hård, og hendes blik gennemboredne, det var tydeligt at hun havde en inderlig lyst til at kvæle ham

Han grinte forsat og tog sig ikke så meget af Katah's blik, han lagde armene over kors og så stadig smilende efter Katah.
''undskyld jeg så ikke at du legede med din søn...eller er det sin mand...?'' han brød ud i latter og bøjede sig samtidigt forover og holdte sig for maven da han havde fået latterkramper.
han forsvandt og kom til syne igen nogle tyve meter væk, sidende under et træ og grinte forsat.
''En sømand ved hvornår en kvinde har fået nok! og det havde du!'' han råbte grinagtigt og sad roligt under træet og iagtagede dem.
''bare forsæt! jeg kan godt vente på øllen til efter!'' han greb ud efter flasken ved hans højre side, tog proppen af og tog en slurk.

Han rynkede på øjenbrynene, men gjorde ellers ikke noget støre nummer ud af det. Hvis han skulle lade sig gå på af en eller anden fuld idiot, skulle det i hvert fald ikke være denne, og bestemt ikke imens han var ved at kæmpe. Uden at give hende tid til at tænke tingene igennem, og da de stod tæt nok på hinanden til det, drejede han sig hurtigt omkring og svingede begge klinger mod hendes side. Hun skulle bruge mere end bare hurtige reflekser til at undgå det. Hun skulle bruge held. Ligegyldigt udfaldet, sprang han lidt længere bagud, for at lægge afstand mellem dem. Han var efterhånden begyndt at blive træt, men ikke begrundet kampen. Han havde ikke sovet i.. 7 timer, og var fysisk begyndt at længes efter at sove igen. Roligt kiggede han på hende, og overvejede om han bare skulle gå fuldt ud og bruge det.

Katah rystede på hovedet, hun skulle nok tage sig af ham bagefter, hun opfangede starten af Blains udfald, hun var vågen, og tog et spring til siden, denne gang trak han blot to sår i siden på hende, hun gav et tungt støn fra sig som blodet sageligt begyndte at løbe fra siden også, hun så kort ned på sårene, heldigvis var de paralelle, det ville blive kønne ar, hun grinede kort ved tanken og så op på ham, hun var dårligt begyndt at svede endnu.
Hun tog fat øm øksen og sendte en hurtig stikflamme op i luften for at aflede hans opmærksomhed, inden hun farede frem mod ham i zigzag og svingede øksen af alle kræfter mod hans højre skulder, adrenelinen løb gennem hendes årer, og det var tydeligt at se i hendes vilde øjne

''åh jah...''
''HEY KNÆGT RYK DIG!!!'' han råbte mens han forsat grinte, han var noget begejstret da han ikke selv var den direkte mand med sværedt men derimod dræbte han selv de fleste med list.
Han hvade ikke været så glad for en opvisning i så lang tid og det var sjældent at han nød en stille stund med vagter i hælende på ham, de var godt nok rystet af ham, men de kunne jo komme igen.
hvad har ungen nu gang i....?

Han smilte tilfredst. Han var ikke nybegynder nok til at kigge op efter noget hun sendt op i luften, så måtte det brænde ham på vejen ned hvis det var planen, men han kunne aldrig finde på at kigge op på noget. Desuden hjalp det hans koncentration grueligt at han havde det sorte skærf viklet om hovedet, da det skyggede hans øjne for lys, der kom oppefra.
Tiden hun brugte på at kaste sin magi og bevæge sig frem mod ham i zigzag, brugte han til gengæld på at hive sit tredje sværd op, og sætte det solidt mellem sine tænder. Han holdt armene ud til siden og ventede på øksen, mens han roligt sagde ”Tresværdet stil – dæmon!”Øksen ramte ham som den skulle. Det var ikke noget han havde planlagt, han havde blot ventet på at den kom (nu siger vi lige at det var venstre skulder, så passer det med arret på billedet ;) ), og det havde trukket et langt dybt sår tværs over hans krop. Igennem skyen af blod, der stod frem for ham, holdt han ikke op med at smile, og da han løftede hovedet var hans propiller små og hvide. Han udnyttede den åbning, der nu var kommet efter hendes angreb. Øksen var endnu ikke kommet helt ned til jorden, og ved hjælp af sin nyvundne kraft (magisk evne) tog han et hurtigt skridt frem, ændrede sine armes position en smule, og havde hende fanget i en perfekt positur. Hans hoved var godt 10 centimeter fra hendes, men placeret sådan at klingen i hans mund var presset op mod hendes strube. Sværdet i hans venstre hånd var holdt op mod hendes ryg, og det sidste sværd tvang øksen til at blive neden, med så dæmonisk en styrke at man skulle lede længe efter en tilsvarende. Den kunne måske ikke helt måle sig med hendes monstrøse styrke, men det at hun var låst helt fast i hans greb vartede op for det. (håber det er okey  Nu fik hun jo tilføjet ham en ret alvorlig skade)
”Jeg vinder.” Sagde han roligt. Blodet fossede ud af ham, men hun var blot en bevægelse væk fra at være et hoved kortere. Han trådte væk fra hende, og stak sværdene tilbage i sin respektive skede. Langsomt vendte han sig om og begyndte at bevæge sig væk fra stedet. Hans pludselig udslip af energi havde efterladt ham endnu trættere, selvom han stadig ikke var synderligt udmattet. Sårene værkede markant, men skulle sikkert bare soves væk.
(er her stadig)

Katah kunne godt se at hendes situation nok ikke er helt heldig, på trods af det, havde hun altid et trick i ærmet, eller, det ærme hun ikke har. Hun lukkede kort øjnene og koncentrerede sig, dog nåede han at slippe hende før hun opnåede den ønskede effekt "Det vil jeg ikke kalde en sejr, du havde jo ikke ordentligt fat. Desuden bløder jeg dårligt nok!" grinede hun og strøg sig genem håret, modstand havde han givet hende, men i hendes verden var en kamp ikke færdig, før en af parterne måtte kravle til stammens shaman, eller i sydens tilfælde til lægehuset.
Hun bøjede sig og fiskede en lille kniv frem af støvlen, hun kiggede intenst på den og i løbe af få sekundter blev den glødene, og hun lukkede blødningerne uden at fortrække en mine, lidt havde hun lært om sår.
Hun vendte kort blikket mod Nichols, manden der intet vidste om kvinder, og ham som altid stak af, tanken fik hende til at smile, ifølge hende var det Blain der var stukket af fra kampen, og dermed tabt

Hove kunne høres i det fjerne
''S***NS!!!'' han rejste sig op og så ud mod horisonten, ''F**DENS VAGTER!!!''
Nichols forsvandt og kom til syne igen lidt fra Blain, ''hey kom forbi nede ved havnen en dag og du vil måske få gode gryn for det!'' han smilte sikkert og så vagterne nærme sig,''jeg må løbe!!''
Han satte af i et spring og forsatte ud mof vest hvor havnen skulle være ifølge ham.

Vagterne red forbi Katah og Blain og direkte efter Nischols ud mod vest.

//out (ses^^)[/i]

Blodtabet var begyndt at komme til ham, og hans hoved virkede sådan lidt.. Grødet. Derfor var han heller ikke sikker på om den fulde person var dukket op lige foran ham, og havde tilbudt ham penge eller om alle de bevæbnede vagter var virkelige. Det eneste han var helt sikker på, var at kvinden var begyndt at komme med skeptiske kommentarer. Måske var de ikke ligefrem ’skeptiske’ i ordets tekniske betegnelse, men det kunne i grunden være lige meget. Efter at havde kigget efter den hurtigt teleporterende mand, vendte han sig mod kvinden igen.
”Hvad snakker ud om!? Jeg kunne have kappet dit hoved af!” Hans stemme var hævet til et vagt råb, men den var ikke just arrig. Snarere drillende.
((Skal vi fryse? If no, bare forlad indlægget ;) jeg ser dit valg i morgen, for jeg har brug for at komme i seng nu. Natter!))

Katah smilede kækt, hun kunne tilsyneladene gætte sig til hans forvirring var fulgt med blodtabet. Hun spændte hurtigt øksen på ryggen og hev sit spyd op af jorden, "Hvis du skulle kappe mit hoved af, skulle du have en anden vinkel på det kære!" smilede hun og rensede hurtigt jorden af spydet. Hun tog sig til kæben hvor hun ikek havde lukket såret, det var næsten stoppet med at bløde, men hendes bryst og hendes hals var klistret af det søde blod.
"Men jeg skal da huske dig Jack Blain, søn af Raphael Blain, du var en værdig modstander, ærgeligt du ikke holdt så længe!" brummede hun kækt og så mod hjorten, den skulle hun for guds skyld huske, den slags havde hun med at glemme i kampens hede

Han havde netop nået at vende sig om, da hun fortsatte med at tale. Hendes stemme kom til ham som gennem en tåge, men den kom alligevel. Han vendte sig om og kiggede forarget på hende. Han havde mødt mange dårlige tabere gennem sit liv, men dette var alligevel en bemærkelsesværdig præstation hun kom op med. Han havde aldrig set en person kæmpe så hårdt for at fortrænge sandheden, som denne. ”Hvad snakker du om ’vinkel’!? Hvis jeg havde gennemført det angreb havde du befundet dig i 5 stykker før de ville have opdaget det!” Arrigt vendte han ryggen til. Han tvang sin krop i ro, og ved hjælp af sin ubestridelige stædighed og tålmodighed, fik han blødningen fra det flåede bryst til at mindskes. Ikke stoppe, langt fra. Faktisk, så var der nok en person, der kunne konkurrer med ham i stædighed, og den person havde lige flået hans brystkasse. Han viftede opgivende med den ene hånd, og sagde så højt nok til at hun burde kunne høre det: ”Kald det hvad du vil, jeg er ligeglad.” Han havde brug for noget lægehjælp, men hans stolthed ville aldrig kunne klare at spørge hende, eller nogen anden om hjælp.

Hun fortsatte sit kække smil "Naturligvis gjorde jeg det, du ville ikke være i stand til at udføre det udfald!" grinede hun og begyndte langsomt at rense hans spyd, hun elskede hans utålmodighed, eller hans stædighed som han tydeligvis besad. Hun var god til at tirre folk, på trods af hans svækkede tilstand morede det hende kosteligt. Et eller andet sted var han vel lidt charmerende, det var i hvert et af de eneste stykker mandfolk hun havde set hernede.

Endnu engang vendte han sig arrigt omkring, og mødte hendes blik lige på. Hans øjne varslede ikke den mindste smule frygt eller lignende, men bare vrede og irritation. Han holdt begge hænder på hvert sit sværd. ”Træk dit våben og lad os få det afgjort!” Sådan var han nu engang. Det var langt bedre at lade stålet tale frem for munden. Egentligt var han også helt ligeglad med det store blødende sår på sin brystkasse. Han havde overlevet værre. Han ville bestemt ikke lade sig håne af en kvinde, specielt ikke en kvinde, der ingen ret havde til at håne ham.
Han konstaterede hurtigt med sig selv at hans krop ikke ville kunne klare endnu et slag, men det betød vel bare at han skulle lade være med at blive ramt. Simplere end det var det ikke, for selvom hun var monstrøst stærk havde han en fordel i hurtighed.

Katah smilede kækt til ham, hun vidste at hun kunne hidse folk op, hun var vant til at gøre det og det huede hende ganske vældigt. Hun svingede endnu engang med spydet, det var tungt, men for hende vejede det ingenting, selvom et notmalt mennske dårligt ville kunne løft det fra jorden.
Hun rømmede sig og trak på skuldrene "Så lad os gøre det!" smilede hun og stillede sig parat til hans udfald, han var afkræftet, det var let at se, det var også derfor hun ikke accepterede et nederlag nu, det ville være for dumt, hun kunne snildt leve med kvæstelser og sågar også slås med dem

Denne gang tvivler han ikke. Han tænker ikke over det rigtigt, men han vil ikke længere undervudere hende, bare fordi hun er en kvinde. Den fejl havde han lavet en fejl, og med alvorlige konsekvencer. Han alle tre sværd, og kiggede på hende. Hans blik var halvt kastet i skygge af hovedbeklædningen.
Den pludselige forandring i vægtfordellingen, og hans tilslørede hoved, fik ham til at vakle en ganske lille smule, dog ikke længe. Hurtigt var han igen klar til at tage imod angreb, der kunne komme fra hendes side.
Med en række tunge åndedrag holdt han sine arme ud til siden og ventede på hende. Han kunne ikke få sig selv til at angribe, delvist fordi det ville være dumt, men også fordi han var for udmattet. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at starte bevægelserne, der var nødvendige. Ikke at han ikke kunne hvis det først rigtigt galt. Det virkede bare som en uendeligt stor opgave.

Hun så afventende på ham hvis hun ramte sværdet han bar i munden rigtigt kunne kunne hun snildt brække hans kæbe, uden problemer, men de andre to sværd ville nok komme i kambolage før hun kunne nå det.Hun gik langsomt tættere på ham, og holdt stift øjenkontakten hun ventede bare på at han angreb, alt andet ville være dumt. Hendes nu lukkede sår dunkede, men hun tabte i det mindste ikke blod, hvilket ville være til hendes klare forel, nu hvor hens flænge blødte voldsomt