Xukui stod ude af stand til at sige noget, men med rødmende kinder. Han stivnede dog svagt da Kazoya gik hen imod ham, og klappede ham på hovedet, hvorefter han passerede videre.
"Huh..?" lød det svagt fra ham, og han fulgte ham kort med blikket, imens han forsatte med at spise af sin mad.

Med små skridt fulgte han efter den anden, hvorefter han hurtigt gik over for at lukke døren, og derefter låse den. Den havde jo stået åben i 10 minutters tid.
Xukui vendte sig mod Kazoya der sad i vinduet. Han betragtede den andens lange hår, kropsbygningen, i al generelhed hele Kazoya. Engang var han for bange til at sé på ham, men nu var det lidt anderledes.. hvor mange uger havde han ikke boet her? var der egentlig ikke snart.. gået 2 måneder? Cirka deromkring. Det var længe, at være indespærret.
Han sukkede tungt, og tog sig at stirre på den anden, og så færdiggjorde han sin mad.

"Mhm.. tak for mad.." mumlede han så og gik hen til køkkenbordet, hvor han så betragtede frugterne, men så besluttede han sig for at vente med at spise dét. Xukui ville finde et emne at snakke om, godt nok var han stadig en smule bange for Kazoya, men han ville prøve at lade være med at virke så skræmt! så kunne det være.. deres forhold kunne blive anderledes. måske.
"... mhm.. er jeg ikke bare dygtig til at rydde op." startede han så med et smil, og kiggede rundt for at betragte den pæne stue, "Det synes jeg." han kom med et akavet grin.

Kazoya ser sig over skulderen da Xukui vender tilbage og snakker til ham.
"Hmm.. jooh? En rigtig lille husmor.." driller han med et lidt overlegent smil.. ikke direkte uvenligt.. bare sådan på den mere flabede måde.
"Snart går du vel også rundt med forklæde, ikke?" han drejer sig så benene kommer ind i vinduskarmen igen, og han sætter sig med ryggen mod siden af karmen.
"Enten så har du en sygelig trang til at gøre rent... eller også kedede du dig bare helt ekseptionelt meget." han løfter den ene hånd, vipper lidt afværgende med den.
"Men.. hvis du skal have forklæde på.. så skal du sgu have et HELT sæt.. med blonder og det hele.." han peger mod ham, bevæger fingeren nærmest som tegnede han dragten i luften, fra sin vinkel; udenom Xukui.
"hmmm.." han lader spidsen af tungen glide over sin underlæbe.. ganske diskret.. Den slags billeder er kræs for Kazoyas indre øje.

"Geh.." lyder det forbavset fra Xukui, da han kalder ham en husmor.
-"V-vel er jeg ej.." sagde han så forlegent og kiggede til siden, imens han rettede på en pandelok, med en rolig bevægelse. Hans kinder var forsat varme.

"Med.. forklæde..." mumlede han så forlegent, og rystede vildt på hovedet. Nej, aldrig i sin vildeste fantasi ville han gå rundt med forklæde på! Han havde kun set sin ældre broder nede fra banden, gå rundt med forklæde.. men det var fordi de yngre insisterede. Han smilte da han kom til at tænke på dem. Mand hvor han savnede dem.. meget.

Xukui lagde armene over kors og trak svagt på skuldrende.
"... Begge dele. Kan man vel kalde det. Jeg får jo ikke lov til at gå udenfor.." fnøs han så, og sukkede opgivende bagefter.
Det gippede i ham, da Kazoya så snakkede videre om forklædet, og han sukkede tungt, og rystede igen på hovedet.
"Nej jeg skal ikke!"

Kazoya glider ned fra vindus karmen, lunter om bag Xukui og presser ham ganske blidt frem, så han står foran det åbne vindue, med ryggen til Kazoya..
Han lægger sine arme mod karmen forneden, på hver side af Xukui, lægger sit hoved på hans skulder.
"Hmmm.." brummer han bare.
"Xukui, hvorfor er du hele tiden så stædig?" spørger han dæmpet.
"Du ved vel nok... Jeg vinder i sidste ende, ikke? Hvis jeg vil have dig i sådan noget tøj, så skal jeg nok få det.. heeeh<3" han brummer tilsidst på sådan en lidt sær og kærlig måde, men gør egentlig ikke rigtig Xukui noget.. han står bare bag ham på den måde som han nu engang gør.

Der er nogen tids stilhed efter dette...
en stilhed som Kazoya egentlig finder behagelig..

Men tilsidst bryder han den.
"... Du.. Xukui...?" siger han dæmpet og spørgende, mens hans blik flygtigt glider ud i horisonten, hvor solen er begyndt at gå i seng, men dog tager sig et bad i de sene aftenregndråber, som er begyndt at springe lystigt ned fra skyerne, højt over deres hoveder.
".. Hvad syntes du egentlig... Om mig..?"

Xukui spærrede øjnene forbavset op og hævede begge øjenbryn, da han blev presset fremad. mod vinduet, sådan så han kunne betragte det der skete udenfor? friheden.. luften.. den blide luft.
Han lukkede øjnene i få sekunder, og betragtede så himlen, og solen.. derefter de få mennesker som gik rundt udenfor.
"......." han sagde ikke noget imens han stod der, men tænkte tilbage på sine 'brødre' som sikkert var virkelig bekymret for.. hvor han var henne, og Xukui kunne ikke kontakte dem.

Det gippede kort i ham, da han så mærkede den andens hovede ligge sig på hans skulder. og han skævede kort mod ham, men sagde intet.
"Hvorfor..?" det måtte han lige tænke over, "Øh.. sådan... er jeg vel bare.." lød det undrende fra ham. Tja, Xukui var stædig.. men det lage han ikke rigtig mærke til selv.
"Uhmm..!" han bed sig i underlæben, og rødmede igen, imens han så mut på Kazoya der sagde som han gjorde. få ham i sådan noget tøj.. pah.
"Det.. ih.." mumlede han så tungt, og lukkede øjnene hårdt i.
dumme... - han nåede ikke at tænke mere, da stilheden så blev afbrudt, og Kazoya spurgte om hvad han syntes om ham.

Xukui's hjerte slog et slag over, og han var nærmest gået i stå. hvorfor spurgte han om sådan noget? det...
"....Uhm.. " hans hjerte hamrede lidt hurtigere, ".. Du skræmmer mig lidt.." man skulle altid starte med det dårlige, og så bagefter gøre det godt igen med de gode ting! "... men.. jeg.. er også taknemmelig for at du giver mig mad og sådan.. og.. " han lukkede øjnene hårdt i, "Så syntes jeg du er pæn.." Xukui havde virkelig svært ved at formulere sig, og han havde også svært ved at fortælle sin mening, uden at blive forlegen.. for et eller andet sted.. kunne han vel godt lide Kazoya? for.. hvis han ikke kunne.. var han vel bare stukekt af?

Kazoya er ganske tilfreds med svaret.. for ham er det kun positivt, at han skræmmer Xukui.. Det er jo bare sjovt <3
Han lytter opmærksomt, nikker stumt.
".. mmh.." brummer han dæmpet.
Men han løfter dog overvågent hovedet da Xukui siger at han syntes han er pæn.. stille ryster han på hovedet.
"Det tvivler jeg på.. Du syntes det måske nu.. ikke?" han træder et skridt til siden, så han istedet for at stå bag ham, står ved hans side.. Armene glider op og lægger sig over kors, mens blikket hviler et sted ude hvor solen skummer i skyerne.
"Sådan.. så jeg ud engang... Men ikke længere..." han ryster hovedet lidt.
"Faktisk.. så har du ikke engang set mig i min sande form.." han ser på ham med et lille smil.. lidt udspekuleret, men ikke ond.
"Jeg er ikke et menneske.. og i min fulde dæmoniske form.. kan man ikke engang se, at jeg nogensinde har været det.." smilet forsvinder i takt med at han taler, og hans blik flider fra Xukui, hvor han ellers lige havde lagt det, og ud i horisonten.
... Men.. hvis jeg kunne spole tiden tilbage.. ville jeg gøre det..

Xukuis hjerte hamrede forsat, men han sagde ikke noget, heller ikke da han brummede. Han skævede svagt mod ham da denne flyttede sig fra ham, og istedet stillede sig ved siden af ham.
"Uhm.. J-jo.." svarede han så flovt, da kazoya så 'spurgte' angående at han syntes han var pæn som nu. Og det var han jo også!

Det var underligt at stå og sige sådan, han var da pæn nu jo.. men der var også et eller andet ved ham.. som dæmon, noget charmerende.. men blodet var stadig skræmmende! og kløerne.
Det løb ham koldt ned ad ryggen.

Xukui stod og lyttede til alt hvad han fortalte, og prøvede at forstille sig Kazoya som et menneske, et helt normalt menneske.
"Mhm.. engang.." mumlede han så svagt, og hævede det ene øjenbryn nysgerrigt, "Sande form?" han lagde hovedet på skrå.
-"Hvad skal det betyde? med at man ikke kan se det.. når du er i din sande form..? det lyder.. uhyggeligt.." sagde han sandfærdigt, og skævede ud mod horisonten igen, men med et sænket blik.

Kazoya vender ryggen til vinduet, hæver sig op at sidde i karmen endnu engang - den mand kan ikke stå stille ret længe af gangen.
"Jeg holder mit udseende sådan her.. på grund af magisk påvirke.. Hvis jeg er i min fulde dæmoniske form.. så ligner jeg mere en helvedskøter, end et menneske.." hans blink sænkes..
"En trist tanke.. en dag må jeg overgive min sjæl til en sådan krop, for altid.." hans ansigt glider ud i et smil igen.
"Og så er det mig der kan påkaldes som tjener af andre dæmoner, direkte fra flammehelvede!" han vipper nakken tilbage med en lav klukkende latter, som dog er tilbageholdt og hviler nede i mellemgulvet.
"Sikke en skøn verden vi lever i, ikke sandt?" han lader sig tilte bagud så hans ryg lænes mod karmen lige ved siden af det åbne vindue.. bare at rykke sig et par centimeter, så vil han falde ud af det åbentående vindue, ned på den regnfyldte gade..

Selv om man måske ikke ser det til hverdag, så er Kazoya dybest set en meget eftertænksom type

Xukui lyttede eftertænktsomt med i alt hvad Kazoya fortalte og sagde.
Han betragtede den andens ansigts mimik, og blev selv en smule trist af det.. det gjorde ondt på ham. Kunne han se.. hvis man kiggede godt efter gjorde det ondt.

Han fattede ikke så meget af hvad han mente.. helvedskøter.. påkaldelse.. dæmoner. Der var ikke noget der sagde ham noget.
Men.. han kunne mærke det ikke var rart.

Pludselig vendte Xukui sig mod Kazoya, og lagde hurtigt armene om ham, hvorefter han tryggede sig godt ind til ham.
"Nej du gør ej!" sagde han stædigt, "Det sker ikke.. " han blev ved med at holde om ham.

Der går et sæt igennem kroppen på Kazoya, da xukui omfavner ham og klemmer sig ind til ham på den måde..
"Húh?" lyder det som en svagt, overrasket lyd fra ham.
"Hmm.." et svagt smil glider over hans læber.. ganske fredfyldt.
"Desværre.. Det gør det..." siger han dæmpet.. løfter en hånd, lader den glide over hans hoved.
"Det er en del af den pagt jeg indgik.. for at få evigt liv... selv hvis jeg dør... lever jeg for evigt.." han pauser sig selv... Er han ved at fortælle for meget nu? Ja.. Xukui skal ikke vide alt for meget.. derfor tier han bare nu, og stædig som et barn vil han ikke fortælle mere..
Hans blik glider fra Xukui og ud på den regnfyldte gade... Mon han skulle gå ud og jage lidt igen? Det er så dejligt befriende.. Blodsprøjt og skrigene.. så fredfyldende for ham.. selv om tanken om at groteske ting som dette, skulle berolige ham..

Xukui forstod stadig ikke hvad det var han snakkede om, men lige meget hvad! så ville han ikke have at sådan noget skete. Ikke mod Kazoya, nej!
Han trykkede sig mere ind til ham og nappede sig svagt i underlæben, imens han lukkede øjnene hårdere sammen.
"Jeg er ligeglad! det kommer ikke til at ske! så må du lave det om.." sagde han, uden at vide hvad det egentlig var han snakkede om, han ville bare have at Kazoya skulle forblive Kazoya.
hvad er det han snakker om..? hvilken pagt.. og hvorfor indgik han den.. og hvad er der med evigt liv..? det giver ingen mening.. Man kan da heller ikke leve når man dør! tænkte han forvirret, men for hver tanke kom han bare tættere og tættere på Kazoya.

"Mhm." lød det stædigt fra ham, og holdte ham fast.

Kazoya ser atter på Xukui.. hæver et øjnbryn, inden han slår en latter op..
en halvhøj, moret latter.
"Du har ikke den fjerneste idé om hvad jeg snakker om, har du vel?" spørger han moret mens han let nusser ham hen over hovedet.
Hvor er han kær.. Det dumme kræ<3 tænker han tilfreds..
Han bøjer hovedet en smule, og med en dæmpet, lidt kælen stemme, lyder det nogle lave ord fra munden med det sleske smil.
"Pas på du ikke udtaler dig for meget om noget du ikke kender til.. ellers så kunne jeg jo blive ubehagelig igen, ikke også?" han retter hovedet op, nusser ham let i nakken endnu engang.
Hvorfor spørger han ikke ind til det, hvis han er i tvivl?

"........................" Xukui fugtede sin underlæbe da Kazoya grinte, og derefter havde gennemskuet. Præcis; Xukui havde ikke den fjerneste idé om hvad han snakkede om. desværre. Han var lidt dum, og langsomt opfattende og skulle nogle gange have det ind med ske.
"Uhm... n...nej.." sagde han så flovt, og trykkede hovedet mere ind mod den andens brystkasse.
.. øv.. gennemskuet..

Xukui stivnede og begyndte at ryste nede i benene. Det var.. uhyggeligt den måde han sagde det på. virkelig uhyggeligt.
"Und..skyld.. men.. men .. der må ikke ske dig noget jo.." sagde han halvynkeligt, mest fordi han også blev skræmt af den der hvisken lige før.

Engang ville Xukui gerne have at der skete Kazoya en masse, sådan så han selv kunne slippe væk. Men.. ikke længere.. det var virkelig underligt.

Kazoya stryger ham over håret.
"Hvor kært.." siger han bare dæmpet.
"Jeg har ikke altid været en dæmon.." begynder han halvlavt.. Han begynder at forklare Xukui det nu.. for at få ham til at forstå.
"Engang var jeg et menneske.. et ganske almindeligt menneske.. men kone og børn faktisk.. Men jeg begyndte at komme op i årene.. så jeg solgte min sjæl til mørket, i bytte for evigt liv.. jeg ville have min familie til at gøre det samme.." han pauser sig selv.
"Men.." blikket glider ud af vinduet.
"... de nægtede, så jeg slog dem i hjel." han lukker øjnene en smule.
"Jeg var ikke mig længere.. Jeg fik en ny identitet på den måde.. et nyt navn, så ingen skulle kende mig og derved få magten over mig.." han ser ned på Xukui igen.
"Men det at sælge sin sjæl for evigt liv, har en endnu størrer pris.. Jeg kan ikke dø nu.. på ingen måde.. Jeg kan aldrig finde fred.. Derfor.. hvis mit kødlige og jordiske legme her dør, bliver jeg trukket ned i helvedes flammer, hvor jeg vil være fanget i al evighed.. Min race af dæmoner, minder meget om en hund.. eller en ulv... Men meget voldsom og grotesk.. Jeg har påtvunget mig min menneskelige form.. som jeg så ud før jeg solgte mig selv væk.. godt nok i en yngre alder.. hvem gider måske se gammel ud?" han ler ganske let igen..

Xukui var bare helt stille, han sagde ikke mere. Men sukkede lydløst.
... Kazoya..
Men nu spidsede han ører da Kazoya begyndte at fortælle.
Eh...? han missede let med øjnene, men gjorde alt for at forstå denne gang.

.. han havde engang en familie.. Han har været far.. men solgte sin sjæl? for evigt liv? hvorfor dog det..? Han lyttede til resten af fortællingen, og fik så et trist blik i øjet.
"Mhm.. det.. det var jo heller ikke smart.." sagde han lavt, efter at Kazoya var færdig med at snakke.
.. han slog dem ihjel...?
"Hvordan kunne du bare.. slå dem ihjel..?" spurgte han trist, og trykkede sig mere ind til ham, men nu var det da også umuligt at komme tættere på. "Det var din familie.." sagde han lavt.
-"Uhm.. det.. lyder bare så.. fjernt.. det lyder ikke rigtigt.. det .. [/i] han stoppede sig selv, han vidste ikke hvad han mere skulle sige, end et tie.

Kazoya stryger ham over håret.
"Jeg slog dem i hjel.. fordi de ikke adlød mig.." han sukker stille.
"Jeg kunne ikke kontrollere mig selv.. Det er svært at forklare... Men min psykke var smadret, og mit sind var mere dyrisk end menneske.."
igen glider hans blik ud af vinduet..
"Jeg ville give alt... hvis jeg kunne spole tiden tilbage.. Jeg har mange børn tror jeg.. efter voldtægter.. Men.. ingen af dem betyder noget for mig.. det er bare genstande som allgevel skal slåes i hjel før eller siden.. Kun de to jeg havde, betød noget..." han læner nakken mod karmen.
"Men sådan er det.. I starten slog jeg i hjel.. alt i min nærhed blev slagtet.. for jeg havde fået et nyt begær.. Først efter nogle hundrede år, gik det op for mig at hvis jeg bare forsøgte nok, kunne jeg kontrollere mig selv.. Det lykkedes at sige fra overfor mine instinkter.. Kun på grund af det, er jeg som jeg er i dag.. ellers var jeg forlængst forfaldet tilbage i mørket og levet som en hvileløs sjæl på evig vandren efter det lys, som ville være en umulighed nogensinde at se igen.."

Hvorfor fortæller jeg ham alt det..? tænker han.. en smule forundret over sig selv.. jovist har ganske få andre hørt lidt om hans fortid, men ingen har han sat sig ned og fortalt så åbenlyst til, som til Xukui.

Xukui stod bare og lyttede med. Uden egentlig at have noget at sige, eller komme med indfald. Hans hjerte hamrede af nervøsitet. Og af en eller anden grund.. følte han sig virkelig trist, på Kazoyas vegne.
.. Kazoya.. det er synd for ham.. han lukkede øjnene.
"På den måde.." sagde han lavt.

Xukui kiggede nu op fra sit skjul, op på Kazoya.
"Mhm.. Ja.. det ville da være rarest at spole tiden tilbage.." sagde han eftertænksomt, og gemte nu ansigtet igen.
.. urh.. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige..

"Men... men det er da godt du har lært at kontrollere dig selv.. så.. så du ikke var faldet tilbage til mørket og sådan.. " han nussede ham kort på ryggen. Xukui var virkelig flad for ting at sige.. og han var heller ikke den bedste til at trøste.. kun lytte.
"Mhm.. men.. så må du jo bare.. leve.. så godt som det er muligt.. ikke?" sagde han med et skævt smil, selvom Kazoya ikke ville kunne se det.

"Leve.." mumler han gentagende.
"Hvad vil det egentlig sige.. det.. at leve?" spørger han.
"Nogle siger at man skal gøre de ting man har lyst til.." han lukker øjnene.
"Men selv om jeg gør det.. så føler jeg ikke at det er et liv.. Der er ikke rigtig nogen mening med noget længere, når man har levet så længe som jeg har nu.." han pauser sig selv.
"Men nok om det.. det var da et deprimerende emne!" han stryger en hånd over Xukuis hoved.
"Blev du mæt?" spørger han så med et let skævt smil, som af en eller anden grund virker lidt udspekuleret..
Alt efter hvad Xukui svarer, har Kazoya en handlingsplan i sit hoved.. sit forskrugede og forstyrrede hoved.. Han er så uforudsigelig.. man ved aldrig hvad han gør

Xukui sukkede tungt til de næste spørgsmål. Ja, hvad ville det egentlig sige? Det Kazoya sagde, som andre havde sagt, det var jo også det han selv mente var at leve.. men han vidste ikke rigtig.
"Gøre de ting der gør dig glad.. og bliv lykkelig.. vel.." sagde han forsigtigt, og vidste ikke rigtig om det ville hjælpe på noget som helst.

Han sank en klump da Kazoya så nævnte at det var et sørgeligt emne og skød det til side. Han nikkede blot lige så stille. Og ville ikke tale mere om det, hvis Kazoya heller ikke ville. Han løsnede grebet om Kazoya, og trak sig en smule ud fra ham, hvorefter han skævede op på den andens ansigt, da denne spurgte ham om han var blevet mæt.
Xukui smilte skævt, og nikkede lige så stille, "Jaeh.. det blev jeg.." sagde han venligt, og kiggede så ned igen. Han lød ret.. udspekuleret?

"Det var godt!" Kazoya kaster sig ned fra karmen, ned over Xukui og vil sikkert få ham væltet i gulvet så han ligger ind over ham.
"mmmmhr... nu har jeg fodret dig..." brummer han lavt, lader et let nap finde sted i Xukuis øreflip.. én ting Kazoya ikke kan få helt væk, er de lange hjørnetænder... de vil blive der.. for altid.. Men ligenu skader de ikke Xukui.
"Hvad får jeg så af dig?" brummer han dæmpet, halvkælent ind i hans øre..
Hvad må jeg fååå <3 tænker han.. egentlig ikke spørgende overhovedet, mere som en konstatering at han altså SKAL have noget af Xukui