Samira lod ham endnu engang puffe til sig, og nu var det hendes tur til at tænke.
,,Hmm.. jeg ville nok.. ja det ved jeg ikke.. tænketid tak" hun grinede lid og puffede igen mens hun tænkte som en gal. Dø som ung? njaar..måske.. så havde man ikke nået at blive gammel og grim.. men på den anden side, en kujon, det var hvad hun var.
,,Et realistisk svar, ville være alderdom, et æddelt svar, altså en løgn, i kamp.." hun smilede skævt, og blev nu endnu engng sat i tænkeboksen.
,,Hmm.. jeg kan synge.. jeg kan.. dræbe.. og lidt forskeligt" hun smilede skævt, hun havde sagt "dræbe" som var det det samme som at sy, men det var nu engang sådan hun var.
,,Dine talenter er så? At kunne se når det er solopgang?" hun puffede ham blidt i ryggen, og grinede lidt.

Han lo da hun puffede ham. "Jada. Hm. Jeg kan lyve - om det er en god ting, må du selv vurdere. Jeg er en svækling, fuldtud afhængig af min magi. Og jeg kan.. Ja. Jeg kan faktisk ikke særlig meget." mumlede han, "Næste spørgsmål: Fortæl mig om... Ja - det sløve spørgsmål: Hvad er dine magiske evner så, hvis du har nogle? Jeg selv har kontrol over ild og glas.." mumler han og trækker på skuldrene.

,,Magiske evner? hm... det er nogle svæklinge kræfter jeg har.. jeg kan gøre mig usynlig. Men det er vel også ret nyttigt." hun smilede lidt. Undlod med vilje ikke at nævne det med at hun kune lave dyrelyde. Det var en så genneført ligegyldig og latterlig evne, at det ikke ligefrem var noget man pralede med.
,,Så du lyver..hmm.." hun smilte lidt skævt, måske lidt koldere end før. Nu stod solen nogenlunde højt på himlen, og hun var igen fuldt synlig, men stadig kold.
,,Nu går det så godt for dig med spørgsmålene..kom endelig med flere.." hun smilede lidt for sig selv.

"Usynlighed? Det er da en genial evne." kommenterede han. "Ah, jeg aner ikke hvad jeg skal spørge om. Jeg er helt igennem flad og tom fra spørgsmål." mumlede han og puffede hende i ryggen. "Det er din tur." mumlede han og smålo. "Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal spørgsmål."

Samira vendte sig helt om mod ham, hun var nødt til at spørge. Både fordi hun nok dybest set, ville vide det, og fordi hun ikke kunne finde på andet.
,,Kærlighed.." ja, sådan lød spørgsmålet der blev sagt med foragt, og for første gang siden de to mødtes, var hun fulstændig sig selv.
Fyldt med så megen had til den latterlig følelse hun aldrig kunne håndtere rigtigt, og aldrig kunne forstå fordi ingen havde lært hende noget om den.

"Uff, nu bliver det jo dybt gående. Nå - men jeg har aldrig rigtig haft den følelse for en andre end mine forældre og søskende, da jeg var barn. Jeg er ikke en person der kan elskes.. Så det svarer vel på alt." mumler han, og trækker på skuldrene. "Sådan er det, og sådan har det altid været. Det har jeg lært at acceptere." tilføjer han, og sukker kort. Han drejer hovedet, så han kan skimte hende ud af øjnkrogen. "Dig ? Samme spørgsmål."

,,Kærlighed, er ikke en ting jeg har megen kendskab til.. og det jeg har, er langt fra rart. Brændt barn leger ikke med ilden.." hun skævede op mod himlen, og den kolde vind fik hende næsten til at klapre med tænderne.
Selvom solen stod højt, og det lignede en varm dag, var vinden kold og ubarmhjertig herude hvor der ikke var meget den kunne ramme.
,,Bortset fra det, er jeg eler ikke en person der kan elskes.." hun vendte igen blikket mod ham. Det var sandt. Sidst en prøvede, forlod hun ham, uden nogen grund, og det selvom de vidst virkelig elskede hinanden.

Han så på hende, og betragtede hende lidt. "Det tror jeg nu ikke kan være rigtigt. De har måske bare været lidt uheldig." Han smilede opmundrende til hende. "Men det var da et trist emne." han sukkede kort og betragtede himlen igen. "Det er køligt, hva?" mumlede han, og tog fat om frakken, der blot hang løst over skuldrene. "Vil du låne den igen?" mumlede han og viftede lidt med frakken.

Samira så fristet på frakken, men valgte at ryste på hovedet. Han skulle ikke fryse for at hun kunne få varmen. ,,Nej..kærlighed, burde bare ikke eksistere.." Samira så koldt ud fra sig, havde ikke rigtig mere at sige til det emne. ,,Det lader til vi kun kan vælge tunge emner.."
Et lille skævt smil kunne svagt anes.

Han smilede selv, og hang alligevel frakken over hendes skuldre. "Nåja - Uden kærlighed, ingen mennesker. Kan man så sige." mumler han, og sætter sig til rette igen. Han nyder den friske luft og sidder blot med ansigtet imod himlen, afslappet. "Ja - det er svært at finde noget ordentligt at snakke om." mumlede han, og trak på skuldrene.

Samira så trodsigt på ham da han havde lagt frakken om hende, men sagde ikke noget, rejste sig bare stille op. I kort tid stod hun og så udover græsset, inden hun satte sig helt tæt op ad ham.
,,Når vi ikke har noget at snakke om.. så lad mig ligge lidt her?"
Hun sad med sin ryg op ad hans side, og lukkede stille øjnene. Igen nød hun duften fra ham, og hans frakke mens hun trak vejret stille og roligt.
Selvom hun ikke havde meget til overs for andre mennesker, var det nu rart at være tæt på en anden igen. Nu håbede hun så bare han ikke synes det var at komme for tæt på.

Han betragtede hende, imens hun lå op af sig. "Lig du dig bare der. Så vil jeg nyde de sidste minutter af solopgangen." mumlede han og pustede lidt til hendes hår. Han smålo lidt, igen. "Jeg håber jeg er blød nok." brummer han, og skutter sig kort. Han betragter himlen, der efterhånden er blevet lyseblå.
Tænk at jeg har siddet og snakket hele natten.
Han følte sig slet ikke træt. Tvært imod. Han følte sig temmelig frisk og vågen. Han nød den kølige luft imod ansigtet.

,,Jo du er okay.. kunne godt trænge til en gennembankning, men er ellers fin" hun smilte skævt mens hun lå med lukkede øjne og nasse på hans varme.
Solen ramte nu også hende, men hun vendte bare hovedet den anden vej så hun kunne holde øjnene lukket.
Det var ikke fordi hun var træt. Det var bare rart at sidde sådan.


(Nååår.. *at forestille sig det* XD )

( ^^ )

Han lo af hende. "Jeg trænger til at enten tage på, eller blive mørbanket. Simpelthen." mumlede han, og ulede hende i håret. "Hvis du falder i søven, så smider jeg dig i den nærmeste sø." mumler han, og strækker armene ud i hver sin vej.
"Nej, bare rolig. Jeg er ikke så ond. Vi kan heller ikke have at mine kommende undersåtter skal leve af forurenet drikkevand." mumler han drilsk. Derefter begynder han at pille ved hendes hår, og forsøger at flette det - hvilket ikke går så godt, så efter nogle forsøg opgiver han. "Hvordan kan kvinder klare at have så langt hår?"

(Fryser du i dit næste indlæg? *skule til mor*)

Samira lod ham pille ved hendes hår, og fnyste bare lidt af hans drilleagtigheder. ,,Fordi.. ja det ved jeg ikke.. Vi er vel vant til det.."
Samira havde ret så langt hår, det gik til omkring hendes lænd.
,,Og jeg falder ikke i søvn.. du er aaalt for farlig til jeg tøt der.." der blev lagt et godt ironisk tryk på "al" og hun smilede lidt for sig selv mens hun begyndte at hive noget mere græs op. Det var åbenbart ret sjovt.

( Klart - Fryys ^^ )

"Mah. Jeg kan være meget farlig. Stol du blot på det." mumler han, temmelig seriøs faktisk. Han smilede skævt og sukkede.
"Langt hår, det er sært.." brummer han kort og trækker på skuldrene. "Jeg håber du sover godt dér." småler han, og betragter hende.

,,Jeg sover ikke.." halvt om halvt sandt. En hel nat uden at have lavet noget, havde ikke givet hende energi. Og her sad man altså ret godt.
,,Jeg kan skam også være farlig.." det blav sagt under et gab, og lød derfor ret komisk.
,,Og langt hår er ikke sært..kort hår, det er sært.." det var en lidt utydelig mumlen fordi søvnen alligevel var på i hende, men hun nægtede at lade sig falde i søvn. Selvom han virkede god nok, og som han ikke ville skade hende, var han stadig en fremmed.
Samira kløede sig lidt i nakken, og lagde sig mere mere op ad ham.

Han smilede lidt til hende. Han betragtede hende. Han kunne godt se at hun var ved at falde i søven. Han smilede igen, og betragtede solen, der var oppe nu. Han sukkede, og kvælte et gab.
"Kort hår er da ikke sært." mumlede han, "men nok om det."

Samira mumlede noget hun ikke engang selv var sikker på hvad betød, og prøvede så halvhjertet at puffe til ham.
Alt i Samiras krop var træt, det var så længe siden hun havde slappet af, hun ikke kunne huske hvornår. Det var bare vidunderligt at kunne ligge uden nerver, og bare nyde ikke at lave noget.
,,Hmmm..." det lød som om hun bekræftede noget nogen skulle have sagt, men var mere et forsøg på at lave en tilfreds lyd.
De store øjne var lukket, og det sorte hår hang løst ned af hendes ryg, mens hun nød solen varme hendes normalt så kolde kinder.
Det var ikke meget sol man kunne mærke, når man nærmest var nattedyr.

Han betragtede hende længe. Han smilede for sig selv, af hendes puffen, og så ud over landet. Han forsøgte at undgå at bevæge sig, for ikke at "vække" hende. Han lyttede til hendes 'tale-lyde' og rynkede panden. "Javel ja." mumlede han og rystede på hovedet med et smil.
Han så på hende og mumlede drilsk: "Vi bytter om en time - jeg er også træt." han smilede og så ud over horisonten. Han forventede ikke noget svar - hun sov sikkert allerede.