Medusa kommer gående, søgende, som hun har gjort på det sidste.
Søgende efter sin broder.
Hun opdager næsten med det samme Rosie, og et kynisk smil breder sig på hendes uhyrelige læber.
Hendes elskede lange hår leger omkring hendes hoved, alt imens hun går målretten mod Rosie der sidder ved søen.
Hun når hurtigt hen til hende, med kniven legende med hendes lange sorte negle, en sædvane. Måske et kendtetegn?
En latter breder sig, først lavt, men bliver så højere og højere, og mere kynisk, i den stille nat.
Den kyniske væsens' latter bliver ved, alt imens hun iagtager den gravide kvinde,...

//Frys//

Rosie hører latteren og ser tydeligt medusa i mørket, hun rykker sig automatisk væk fra hende da hun ser mildt sagt sindssyg ud med kniven, men hun tvinger sig selv til at tage den med ro, med en dyb indånding og siger så roligt og venligt som hun kan,
"god aften?" hun siger ikke mere da hun prøver at få mere ro på sig selv og venter istedet på hvad hun vil hende?

Det mærkelige kvindemennsekes latter bliver kynisk ved, mens hun, stille og roligt stadig går mod pigen, uden nogen form for at have travlt.
Hendes latter svinder så hen da hun står en meter fra pigen, og nu står hun bare og smiler kynisk
'Godaften'
Svarer hun overlegent.
'Så mødes vi igen, frøken?'
Bliver hun ved, mens hun tager sin kniv op og leger emd den mellem hendes lange sorte negle,...

Rosie kigger bare på hende lidt, men kigger så op på himlen "jah det kan jeg se" svarer hun tilbage lige glemt sine manere da madamen tydeligvis heller ikke havde nogen, "men ville de vide noget om deres bror eller har de fundet ham?" hun kigger medusa i øjnene og stryger en lok gyldent hår væk fra ansigtet

Medusas smiler bliver bredere da hun nævner hendes bror.
'meget gerne!'
svarer hun, næsten ivrigt.
Hun kunne næsten ikke vente til at finde ham, og pine ham igen!
Hun tager nogle hurtige skridt hen mod Rosie igen, så hun nu står lige foran hende og ser kynisk ned på 'den lille pige'.
Hun betragter hendes store mave lidt, måske hun var en hore der var kommet ud for et uheld?,....

Rosie spekulere på om hun skal fortælle hvem babyens fader var, og svarer så "Jeg ved ihvertfald hvor han bor, men det er bare lang tid siden jeg har stødt på ham... sidst var.." hun stopper der og tænke rlidt igen, "tror det er ved havet et sted?" siger hun så mens hun kigger tænksomt ud i mørket

Hun smiler nu bredt, nu vidste hun nogenlunde hvor hun kunne finde sin broder.
Hun ændrer stilling, så hun nu står lidt mere afslappet mens hun med kniven renser hendes lange negle.
Lidt feminim måtte man jo være selvom man kom fra Helvedes Planet,.?
Hun står så lidt og betragter kynisk Rosie
'Hvor har de så fået maven fra, tøs?'
Spørger hun overlegent og en smule ligeglad, da hun egentlig kun spørger fordi hun ikke har andet at tage sig til,...

Rosie kigger lidt forlegent ned, "jeg må nok tilstå at det er din broder... men jeg har endnu ikke fortalt ham noget" hun kigger op på medusa igen og stryger sig over maven igen, spekulerende om det var godt hun fortalte det til medusa før random..

Medusa stirrer, hun er lamslået.
Hendes lange hår begynder at bevæge sig hæftigere, og det går nærmest helt amok.
På den måde afslører det hendes føelser, foragt, had.
Hendes kropsprog ændres fra lamslåethed til det der er nærmest had.
Hendes blik stirrer nu ondt på den lille pige.
Hore!
Tænker hun vredt.
Et skrig undslipper hendes læber, et skrig så højt og skingert at det gør ondt.
'Hvad bilder du dig ind??! Hvad er det du prøver at bilde MIG ind??!!'
Hun har mest af alt lyst til at angribe og dræbe pigen,...

Rosie går nogle skridt tilbage fra det rasende væsen, ja vil næsten sige sindsyge uhyre, hvis ikke Rosie aldrig så noget væsen som et uhyre, det var stik modsat hendes natur at kalde noget for et uhyre. hendes hjerte bankede hårdt omme bag brystet og gjorde sig klar hvis Medusa ville springe på hende eller andet, hun vidste ihvertfald at hun ikke kunne løbe særlig hurtigt med sin mave, så ville det være bedre at gemme sig i mørket, desværre var månen ikke gemt væk bag nogle skyer og skinnede blegt nede ved oasen, men hun kan ikke lade være med at svare tilbage alligevel, da hun ikke ville høre at hun prøvede at bilde folk noget ind! "Jeg siger skam sandeheden, og hvis de ikke kan tåle sandheden ville jeg foretrække at gå et andet sted så de kan rase færdigt" hun rankede stolt ryggen for at give sine ord bedre ud

Hun ser ondt på pigen.
Ingen skulle prøve at sætte hende på plads!
Hun begynder så pludselig at grine ondt.
'Så gå lille hore, jeg gider alligevel ikke slås iaften!'
Siger hun så kynisk.
Hun vender sig og begynder at gå derfra, med hendes lange hår livligt omkring hendes grønne hud.
Inden hun helt forsvinder i Mørket, vender hun hovedet, og ser direkte tilbage på pigen, ind i hendes øjne, med hendes selvlysende Øjne.
'Men tro ikke du slipper, tøs!'

//Out//

Rosie står stolt indtil Medusa forsvinder helt væk, og hun bliver slap i skuldrene, og hun kan mærke gråden i halsen, hun ligger beskyttende armene om maven og sætter sig på jorden, mens tårerne triller ned ad hendes kinder, efter et stykke tid rejser hun sig mat og træt i kroppen og går over mod en bunke løv, hun ligger sig blødt til rette og lader sin magi omslutte en masse planter og blade for at beskytte mod kulden og andre folk der nok ikke ville opdage hende med det samme da hun var gemt væk bag planterne..

//sover

En sagte galloperen hørtes i det fjerne, før lyden af hove mod sand blev en anelse tydligere, og man kunne nu og da også begynde at skimte en hvid hest med en kvindelig rytter, midt i al heden. Det var så varmt herude i ørkenen, at luften næsten flimrede for folk, men det var ikke noget man lagde mærke til mere, for mørket var allerede begyndt at snige sig ind på en.
Selvom mørket hurtigt faldt på herude, så kunne man alligevel ane den lyse aura omkring rytteren, da personen kom tættere på. Der var ingen tvivl om, at denne rytter var kvindelig, da hendes røde hår let dansede omkring hendes kønne ansigt, da hesten med et tilfredst vrinsk stoppede op. I en langsom bevægelse lod den hovedet glide ned til søen, idet den begyndte at drikke tørstigt og alt i mens dette skete, så rytteren sin chance til at hoppe elegant ned på den ene side af hesten, og klappe den blidt på halsen.
,,Dygtig, Bianca!" Roste Naíshca og hoppen svarede med et stilfærdigt vrinsk, idet den kort slog ud med hovedet. Hun lod roligt sit betragtende blik glide op på den smukke nattehimmel, og måtte konstatere at den aldrig var set smukkere fra et øde sted som dette.

Naíshca lod sig i et kort øjeblik ikke distrahere af at endnu en hest havde fundet vej ud i ørkenen, tilsyneladende i tvivl om hvor de havde bevæget sig hen. Først da hun kunne ane en grådig slupren sænkede hun blikket en anelse og fandt en dreng, vel omkring på hendes alder, ved søens kant. Hun måtte indrømme at han fik hendes tørsdt til at røre på sig, men hun beherskede sig for ikke at smide sig ved kanten og drikke mindst ligeså grådigt som den nyankomne. Hun forholdt sig hele tiden ved siden af hesten, for af en eller anden grund gjorde drengen hende ikke tryg, trods hans venlige tonefald.
Et lettere mistroisk smil gled over hendes læber, idet hun let bøjede hovedet som en hilsen, hvilket resulterede i at hendes røde hår gled over den ene skulder.
,,Godaften," Svarede hun ham automatisk, før hun let lavede et kast med hovedet op imod den mørke himmel, hvor stjernerne så småt var begyndt at dukke frem og begynde at funkle som små lys på en mørk baggrund.
,,Smuk aften, ikke sandt?" Spurgte hun, ligesom om hun manglede endnu en til at bekende det.

Naíshca lagde let hovedet på skrå, mens hun intenst betragtede ham fra top til tå, ligesom sugede alle detaljer til sig, i håb om at finde et eller andet mystisk over ham. Men hun fandt intet. Intet som virkede anderledes, men dog alligevel følte hun sig ikke specielt tryg i hans nærvær. Et eller andet hun ikke kunne sætte fingeren på.
Hendes røde hår dansede let omkring hende, og hun nød hvordan vinden legede med det og lod luften kærtegne hendes nøgne arme, trods den tynde t-shirt med den lillae kjole udenover. Hun klappede roligt hesten på halsen, blot for at finde et eller andet sted at lade sin hånd hvile.
,,En simpel aftentur." Svarede hun oprigtigt, idet et lille imødekommende smil gled over hendes rosarøde læber, dog uden at hun flyttede blikket fra ham. Hans muntre tonefald kunne næsten intet andet end at smitte af på hende, og fik hende for en tid til at glemme hendes liv på paladset - Sas, Ambriel og Raphael.
,,Hvad med denne herre?" Man kunne tydeligt mærke høfligheden i hendes stemme, da hun brød aftenens sagte stilhed, hvor intet andet end de stilfærdige bølgers sang trængte igennem.

Naíshca hævede let begge øjenbryn en anelse, så hendes grønne øjne blev mere fremtrædende i mørket. Det var kun hendes lyse aura der stod omkring hende som et svagt lys, som gjorde det mere muligt for ham at se dem. Hun overvejede lidt sit næste svar, og nu da hun ikke kendte ham specielt godt var det ikke en god idé at fortælle ham, at hun boede på paladset. Over alt i byen var der blevet sat efterlysninger op efter Lysets Krigere, og hun havde efterhånden hurtigt indset at hun måtte være mere forsigtig med hvor hun opholdt sig og desuden hvem hun holdt med selskab.
,,Ikke ligefrem. Jeg har fundet mig godt tilrette i et mindre hus i boligkvarteret, hvis du skulle kende stedet?" Svarede hun og placerede et lille oprigtigt smil over hendes læber, så han ikke skulle gennemskue hendes løgn. Hun håbede ihvertfald inderligt på, at han ikke skulle
Hun nikkede langsomt forstående, da han hentydede til den fordukne fisker. Nej, det var jo ikke ligefrem fordi man burde stole på disse mennesker. Hun trak let på skuldrene, før hun kvælte et lille grin og sendte ham derefter et smil.

Naíshca bemærkede hurtigt det lumske smil, selvom han prøvede at skjule det, og fik derfor ret i sine første indskydninger om ham. Han virkede ikke helt så venlig som han prøvede at være, men det var lykkedes godt for ham, måtte hun indrømme. Hun hævede let det ene øjenbryn, da han nævnte det omkring boligkvarteret. Hun tog sig ikke af hans gennemborenhed, at han prøvede at få hende til at knække sammen phsykisk, men hun virkede helt normal yderst, mens der dog hurtigt begyndte at vokse en urolighed allerdybest nede.
,,Jeg trængte til at komme lidt væk." Besvarede hun ham køligt. Hun holdt en lille tale pause, hvor hun let lagde hovedet på skrå og fulgte ham med øjnene, da han bevægede sig tættere på hende.
,,Oasen her er et oplagt sted at se stjernerne fra deres smukkeste side." Fortsatte hun og gjorde som ham; lagde armene over kors for at han ikke skulle komme alt for tæt på. Så der ligesom blev mellemrum imellem dem.
Hun vidste at han havde gennemskuet hende, men hvordan gjorde han? Hvordan kunne han vide, at hun var Lysets Kriger? Måske havde hun virket venlig, men det var der mange der var, og hun havde ikke sin specielle dragt på, som kendetegnede krigerne. Men.. måske var det hesten?
Hun lænte sig en anelse op af Bianca, nærmest for at søge tryghed hos hende, men hun vidste godt, at hesten ikke var til hendes hjælp trods hoppens stærke ben. Måske til flugt, hvis det blev nødvendigt, men det var der ikke tale om nu, for hun ville da først virke som en løgner hvis hun stak af herfra.
,,Lysets Kriger og løgn? Hvorfor skulle De tro, at jeg var Lysets Kriger? Hvis jeg var dem ville jeg holde mig langt væk fra Krystallandet og desuden åbne steder, hvor folk kunne færdes." Svarede hun og prøvede at lyde fuldstændig rolig.

Naíshca rankede let ryggen, da han nu ikke stod andet end få skridt fra hende. Hun kunne næsten mærke og høre hans åndedræt, da den uforudsigelige stilhed bød sig. Hun hørte vindens susen, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, da hun stod overfor en dreng, som tilsyneladende ikke ville hende det helt godt. Selvom hun næsten var mesteren selv i at lyve havde han gennemskuet hende, og det irriterede hende noget så grueligt, men hun måtte ikke give op nu. Hvad ville han ikke gøre, hvis hun tilstod at hun var Lysets Kriger? Hun var før blevet udsat for yderst perverse personer, men af en eller anden grund følte hun istedet, at han ønskede at angribe hende og så måske derefter føre hende til Midnatsborgen. Så var der én Lysets Kriger mindre.
,,Deres metoder taler åbenbart ikke sandt." Forsvarede hun sig med en kølig mine. Nægtede at overgive sig, og så det bedst ved at holde høfligheden på plads. Hans nærmere hånlige tonefald fik hende til at sende ham et skævt smil. Hun vidste at det var farligt i byen, men på en eller anden måde blev hun nødt til at opretholde freden, for hun havde ikke hørt eller set noget til de andre krigere af Lyset. Hvor var de?
,,Hvis De vil være så venlig, kunne De måske lade mig nyde denne aften, istedet for hele tiden at lade mig benægte at jeg er en Lysets Kriger. De har jo ingen beviser på det?"

Naíshca lod sig ikke gå på af hans stædighed for at bevise, at hun rent faktisk var Lysets Kriger. Lyttede til hans skuespil, til hans uskyldige stemme og hvordan han prøvede at efterligne hende. Hun himlede let med øjenene over ham, før hun let kneb dem sammen for at stille skarpere på hans ansigt og suge ethvert af hans udtryk til sig. Selv var hendes ansigt næsten udtryksløst, da hun stod helt ubevægelig over for ham.
Hun mærkede pludselig et tab af energi, som om nogen fejede benene væk under hende. Hun fik hurtigt til kende af hans evne, da han sluprede den til sig, som var hun et glas vand, hvorefter hun så hvordan han dannede et skjold omkring sig med hendes evne. Trods hans overtalende tone, og selvom hun næsten ikke havde mere tilbage på sin side, så gav hun ikke så let op. Hun var stædig og hun var klog nok til, at få snydt sig til at komme udenom det her. Hun manglede bare metoden, idéen til tricket.
,,Jeg har altid haft den evne." Konstaterede hun roligt. Selv før hun blev Lysets Kriger magtede hun evnen til at beherske energien fra lyset. Han kunne umuligt bruge det imod hende, for Lysets Kriger kraften var fuldstændig ens med den hun havde før hun blev kriger. Hendes kølige, grønne øjne nægtede at overgive sig.

Naíshca bemærkede hvordan hans skjold mistede farven og dermed forsvandt helt omkring ham, så han var fuldstændig ubeskyttet igen. Men hun havde ingen planer om at angribe. Hendes grønne øjne lå hele tiden og hvilede i hans, som for at lægge mærke til, hvornår han havde tænkt sig at gøre noget hun ikke ventede. Så hun ville være klar, hvis hans øjne lagde op til noget. Hun betragtede ham tavst da et smil gled over hans læber, tilsyneladende fordi han tænkte tilbage på nogle gode venner, indtil hans smil atter svandt da han vendte tilbage fra sine egne tanker. Hun vidste at han havde gennemskuet hende, men hun ville ikke indrømme det. Hun ville ikke. Det kunne godt være han allerede havde fundet ud af det, men det ville virke som et nederlag for hende, at hun blev nødt til at indrømme det over for hende. At han pressede hende så meget, at hun til sidst ikke kunne bære det på hendes slanke skuldre.
,,De kan tro hvad De vil." Svarede hun ham opgivende, før hun vendte blikket mod himlen. Den fik hende til at længtes hjem mod paladset, mod Ambriel og mod Sas. Ønskede at hun kunne lægge sig til ro i hans favn, men hun sukkede istedet og følte hvordan billedet blev væk for hende, da hun atter så på Taylor.
OOC: FRYS.