For en elver der havde evner direkte forbundet til skoven, så vidste Sibalghym tydeligvis ikke særlig meget om dem. Det var i hvert fald Útíradien konklusion som de noget usikre ord forlod Sibalghym.
Det kunne godt være at Útíradien ikke skulle forvente alt for meget ud af den skov eller Sibalghyms evner. Hvilket gjorde det mere overraskende at de overhoved var kommet så langt som de var.

"Jeg må vel spørge når vi engang kommer frem," sagde Útíradien bare i stedet for, et skjult suk i hans ord, og det var så lidt der den gik i stå for Útíradien. Hvis de ikke engang kunne snakke om det, hvad kunne de faktisk snakke om.

Så i stedet for lod Útíradien sig selv falde lidt ud, mens han bare sørgerede for at holde fast på Sibalghym og på hesten, så han ikke gled ned. Han var allerede ved at få ondt i røven, men det var ikke fordi han ville pointere det. Det hele gik trods alt i Sibalghyms tempo.
Og med mindre Sibalghym havde mere at tale om, så havde han det fint med at de tog resten af dagens tur i total stilhed.

Sibal havde så mange andre ting at gå op i, end hvad han måtte spise eller ikke spise fra skovene. Mørkelvere kunne heldigvis ikke dø af giftige svampe alligevel, men desværre betød det også, at der var så forbandet lang vej til en god koger.

”Det må du vel,” Han brød sig ikke om den følelse af, at hans selskab ikke virkede tilstrækkeligt for Útíradien. Han ville nok hellere sludre med en rigtig nørd, ligesom ham selv. Dem havde de så ikke så mange af, hjemme i I’endrith-klanen, hvor de fleste foretrak at spille med musklerne. De nørder, de trods alt husede, hjemme på borden, var lidt mere stille og uhyggelige i det. De arbejdede i skyggerne af borgens kroge, og foretrak at sidde med stjålne, ældgamle elviske bøger og hvæse ad folk der forstyrrede dem.

Turen fortsatte i stilhed videre. Sibal nynnede ikke, som tidligere, men var særligt på vagt overfor muligheden for fare, fordi de nærmede sig skovbrynet. På farten brugte han sine naturmanipulationsevner nærmest konstant. Han mærkede på hvert andet træ, for at lede dem på vej, eller spørge efter dyr i nærheden. For de havde jo hverken fået vådt eller tørt. På vejen stoppede Sibal op for at rive en gren af en tornet busk, som han gav til Útíradien, så han kunne bruge tiden fornuftigt og fodre sig selv og Sibal med bær.

Aftensolens orangegule stråler begyndte at trænge oftere igennem skoven, som de nærmede sig det åbne landskab. Sibal stoppede op og steg af den trætte hest, for at gå ud på det høje enggræs. Han spejdede ud, for at kigge efter eventuelle faresignaler.

”Kan du mærke det?” Spurgte Sibal tilbage ”Det åbne landskab.” Vinden rev i hans hår og tøj herude.

Útíradien kunne godt mærke at der var noget utilfredshed fra Sibalghym, men det var ikke som om at Útíradien kunne blive ved med at stryge Sibalghym med hårene. Bare fordi Sibalghym mente han gjorde en god ting, betød det ikke, at han ikke gjorde det mod Útíradiens vilje. Og ærligt så var der noget rart ved stilheden der sænkede sig over dem, hvor Útíradien kunne få lidt ro.

Han var dog noget forvirret, da han blev rakt en busk, og det var først med Sibalghyms insisteren, at det gik op for ham, at det var meningen at han skulle fodre dem begge. Han blev nødt til at være langsom og forsigtig som han forsøgte og i sidste ende, endte han nok med at give flere til Sibalghym end han selv fik, og hans hænder føltes lettere ømme, og han havde i hvert fald suttet blod fra et par af dem, som han havde stukket hårdt nok. Alligevel var der ikke en lyd fra Útíradien om den del af behandlingen.

Da de endelig stoppede var Útíradien både træt, øm og sulten, og generelt bare klar til at det hele skulle være overstået. Han mærkede Sibalghym kravle ned af hesten, men selv blev Útíradien siddende. Det var mere besvær at kravle ned, hvis Sibalghym ville videre med det samme.
Et lille gys forlod ham, som vinden hev i hans slidte klæder. "Det kan jeg," sagde Útíradien. "Krydser vi det i aften?" Han kunne ane at lyset havde ændret sig, og han var ret sikker på at solen var ved at gå ned af hendes interne tidsfornemmelse, der ikke plejede at være helt forkert på den.

”Ja, det tror jeg vi bliver nødt til. Lad os udnytte at vi kan rejse i mørket,” Lød det alvorligt fra Sibal, der begyndte at gå tilbage mod hesten og Útíradien. Hesten kunne godt bruge en pause, sikkert. Selv havde han behov for at strække sine ben lidt, og mon ikke også hans rejsefælle ønskede det samme? Han foretrak at Útíradien blev siddende på hesten, så de kunne komme afsted uden besvær, og som tilfangetager, kunne han jo beordre dette, true ham lidt mere, hvis det blev nødvendigt.

Han tog i tøjlerne. ”Du kan komme ned nu, hvis du har lyst,” Han tilbød ham en hånd, ved lige at puffe til hans let tilflåede fingre, for at lade ham vide, at der faktisk var en hånd der. Han var efterhånden ved at vænne sig til, at være omkring en blind.

Han kiggede spørgende op på det fraværende blik og var klar til at tage imod både ham og staven, hvis han tog imod hånden. Han ville tage ham under armene og løfte ham hurtigt ned, som et lille, dog højt barn.

Útíradien gav et lille nik fra sig som Sibalghym pointerede at de ville rejse når det var nat. Den del generede ikke Útíradien trods alt, selvom det føltes lidt for risikofyldt faktisk at tage denne rute.

Næst kom der dog en antydningen af en rynke, som Sibalghym tilbød ham at han kunne komme ned. Det virkede ikke som det bedste træk hvis Sibalghym gerne ville hurtigt afsted men måske... måske var det ikke helt mørkt nok til at de kunne tage afsted? Det var svært for Útíradien at dømme, da alting altid endte lidt med bare at være mørkt, så lige på det her punkt måtte han stole på Sibalghym.
Lidt tøvende tog han imod hånden. De næsten for tynde fingre af Útíradien mødtes Sibalghyms, som trods alt også var lange og slanke, men ikke nær så slemme. Og som var Útíradien let som ingenting, fandt han sine fødder solidt plantet på jorden. "Tak," sagde han stille, inden hans fingre lukkede sig ordentlig om staven igen, så den kunne hjælpe ham. Ikke at han forventede at de skulle gå langt.
"Jeg går ud fra at solen endnu ikke er gået ned?" spurgte han og vendte sit blik mod hvor han formodede var horisonten, mens han mærkede sin krop rette sig ud. Han havde ikke været så meget på farten i evigheder hvis han skulle være ærlig. Ikke siden han havde forladt klanen.

Sibal klukkede kort, men uden at det var for højlydt, for han talte faktisk dæmpet herude, hvor vinden kunne bære lyden af deres stemmer videre. Han havde leet, fordi det gik op for ham, at Útíradien heller ikke kunne andet end at gætte sig til tidspunktet. Mere sjovt var der ikke i det. Måske var det bare længe siden, at Sibal havde moret sig. Turen igennem skoven i dag, havde været meget kedelig.

”Præcis. Jeg skal nok holde skarpt øje på vores alles vegne,” Sibal holdt ikke den spinkle hånd særligt længe. Han overleverede den til tøjlerne på hesten, så Útíradien ikke behøvede at bekymre sig om andet end at følge med. Samtidigt tog han selv i tøjlerne og trak hesten med sig igennem græsset, som næsten nåede dem op til knæene. En gang imellem sænkede hesten farten, for at bide ud efter græsset. Sibal tillod det, men kun så længe at den ikke stoppede helt op, eller gik ind i Útíradien, der lignede en der helst bare skulle ligge ned og mades.

Som lovet, ville Sibal holde øjnene åbne. Da de nåede langt væk fra Amazonitskovene, var der en stigning opad. ”Vent lige,” Han slap pludselig tøjlerne, for at gå i forvejen. Han kom helt ned i knæ og sneg sig op langs bakketoppen og skjulte sig i græsset. Han kunne se en vej i det fjerne, hvor en hestevogn var på vej mod den nærmest landsby. Sibal trak sin bue fri og holdt en af hænderne i nærheden af pilekoggeret. Han spottede en middel aldrende bondemand med sin unge kone... eller måske var det nok en datter. Det var lidt svært at vide. Kvinden havde en lille sort gris på skødet, der havde et blåternet tørklæde rundt om halsen. Men han kunne også se at de havde vognen læsset med sække, formodentlig med mad.

”Uhh jamen dog. Lykken tilsmiler os endelig, Útíradien.” Sagde han ned i retning af ham og hesten ”Aftensmad.”

Útíradien tog imod tøjlerne med den ene hånd, mens den anden af hans hænder stadig holdt fast i staven, men det var ikke nødvendigt, når han blev trukket afsted som så. Faktisk en overraskende behagelig måde at blive ledt af, måtte han selv erkende. Bare ærgeligt at han ikke kunne regne med at hesten i sig selv ikke ville lede ham på vildfart.
"Jeg må stole på dit falkeblik," sagde Útíradien i hvad der kunne have været en drillende mine, hvis det ikke var fordi at det faldt lidt tørt på jorden, som om at han ikke selv havde nok humoritisk sans til at det kunne virke.

Han blev dog snart stoppet i at gå længere, fordi Sibalghym åbenbart havde fået fat i noget, og snart efter fik han svaret. Aftensmad. Ordet var nok til at Útíradiens mave til at trække sig ind, som om at den lige skulle bevise overfor ham, at den altså var meget sulten, nu når han kun havde fået spist en håndfuld med bær i dag.
"Hvilken form?" kunne han dog ikke stoppe sig selv fra at spørge. Man vidste aldrig med mørkelvere, og selvom han måske ikke havde nogen kvaler med menneskekød, så håbede han virkelig ikke at det var hvad Sibalghym havde i sinde.