For en elver der havde evner direkte forbundet til skoven, så vidste Sibalghym tydeligvis ikke særlig meget om dem. Det var i hvert fald Útíradien konklusion som de noget usikre ord forlod Sibalghym.
Det kunne godt være at Útíradien ikke skulle forvente alt for meget ud af den skov eller Sibalghyms evner. Hvilket gjorde det mere overraskende at de overhoved var kommet så langt som de var.

"Jeg må vel spørge når vi engang kommer frem," sagde Útíradien bare i stedet for, et skjult suk i hans ord, og det var så lidt der den gik i stå for Útíradien. Hvis de ikke engang kunne snakke om det, hvad kunne de faktisk snakke om.

Så i stedet for lod Útíradien sig selv falde lidt ud, mens han bare sørgerede for at holde fast på Sibalghym og på hesten, så han ikke gled ned. Han var allerede ved at få ondt i røven, men det var ikke fordi han ville pointere det. Det hele gik trods alt i Sibalghyms tempo.
Og med mindre Sibalghym havde mere at tale om, så havde han det fint med at de tog resten af dagens tur i total stilhed.

Sibal havde så mange andre ting at gå op i, end hvad han måtte spise eller ikke spise fra skovene. Mørkelvere kunne heldigvis ikke dø af giftige svampe alligevel, men desværre betød det også, at der var så forbandet lang vej til en god koger.

”Det må du vel,” Han brød sig ikke om den følelse af, at hans selskab ikke virkede tilstrækkeligt for Útíradien. Han ville nok hellere sludre med en rigtig nørd, ligesom ham selv. Dem havde de så ikke så mange af, hjemme i I’endrith-klanen, hvor de fleste foretrak at spille med musklerne. De nørder, de trods alt husede, hjemme på borden, var lidt mere stille og uhyggelige i det. De arbejdede i skyggerne af borgens kroge, og foretrak at sidde med stjålne, ældgamle elviske bøger og hvæse ad folk der forstyrrede dem.

Turen fortsatte i stilhed videre. Sibal nynnede ikke, som tidligere, men var særligt på vagt overfor muligheden for fare, fordi de nærmede sig skovbrynet. På farten brugte han sine naturmanipulationsevner nærmest konstant. Han mærkede på hvert andet træ, for at lede dem på vej, eller spørge efter dyr i nærheden. For de havde jo hverken fået vådt eller tørt. På vejen stoppede Sibal op for at rive en gren af en tornet busk, som han gav til Útíradien, så han kunne bruge tiden fornuftigt og fodre sig selv og Sibal med bær.

Aftensolens orangegule stråler begyndte at trænge oftere igennem skoven, som de nærmede sig det åbne landskab. Sibal stoppede op og steg af den trætte hest, for at gå ud på det høje enggræs. Han spejdede ud, for at kigge efter eventuelle faresignaler.

”Kan du mærke det?” Spurgte Sibal tilbage ”Det åbne landskab.” Vinden rev i hans hår og tøj herude.

Útíradien kunne godt mærke at der var noget utilfredshed fra Sibalghym, men det var ikke som om at Útíradien kunne blive ved med at stryge Sibalghym med hårene. Bare fordi Sibalghym mente han gjorde en god ting, betød det ikke, at han ikke gjorde det mod Útíradiens vilje. Og ærligt så var der noget rart ved stilheden der sænkede sig over dem, hvor Útíradien kunne få lidt ro.

Han var dog noget forvirret, da han blev rakt en busk, og det var først med Sibalghyms insisteren, at det gik op for ham, at det var meningen at han skulle fodre dem begge. Han blev nødt til at være langsom og forsigtig som han forsøgte og i sidste ende, endte han nok med at give flere til Sibalghym end han selv fik, og hans hænder føltes lettere ømme, og han havde i hvert fald suttet blod fra et par af dem, som han havde stukket hårdt nok. Alligevel var der ikke en lyd fra Útíradien om den del af behandlingen.

Da de endelig stoppede var Útíradien både træt, øm og sulten, og generelt bare klar til at det hele skulle være overstået. Han mærkede Sibalghym kravle ned af hesten, men selv blev Útíradien siddende. Det var mere besvær at kravle ned, hvis Sibalghym ville videre med det samme.
Et lille gys forlod ham, som vinden hev i hans slidte klæder. "Det kan jeg," sagde Útíradien. "Krydser vi det i aften?" Han kunne ane at lyset havde ændret sig, og han var ret sikker på at solen var ved at gå ned af hendes interne tidsfornemmelse, der ikke plejede at være helt forkert på den.

”Ja, det tror jeg vi bliver nødt til. Lad os udnytte at vi kan rejse i mørket,” Lød det alvorligt fra Sibal, der begyndte at gå tilbage mod hesten og Útíradien. Hesten kunne godt bruge en pause, sikkert. Selv havde han behov for at strække sine ben lidt, og mon ikke også hans rejsefælle ønskede det samme? Han foretrak at Útíradien blev siddende på hesten, så de kunne komme afsted uden besvær, og som tilfangetager, kunne han jo beordre dette, true ham lidt mere, hvis det blev nødvendigt.

Han tog i tøjlerne. ”Du kan komme ned nu, hvis du har lyst,” Han tilbød ham en hånd, ved lige at puffe til hans let tilflåede fingre, for at lade ham vide, at der faktisk var en hånd der. Han var efterhånden ved at vænne sig til, at være omkring en blind.

Han kiggede spørgende op på det fraværende blik og var klar til at tage imod både ham og staven, hvis han tog imod hånden. Han ville tage ham under armene og løfte ham hurtigt ned, som et lille, dog højt barn.

Útíradien gav et lille nik fra sig som Sibalghym pointerede at de ville rejse når det var nat. Den del generede ikke Útíradien trods alt, selvom det føltes lidt for risikofyldt faktisk at tage denne rute.

Næst kom der dog en antydningen af en rynke, som Sibalghym tilbød ham at han kunne komme ned. Det virkede ikke som det bedste træk hvis Sibalghym gerne ville hurtigt afsted men måske... måske var det ikke helt mørkt nok til at de kunne tage afsted? Det var svært for Útíradien at dømme, da alting altid endte lidt med bare at være mørkt, så lige på det her punkt måtte han stole på Sibalghym.
Lidt tøvende tog han imod hånden. De næsten for tynde fingre af Útíradien mødtes Sibalghyms, som trods alt også var lange og slanke, men ikke nær så slemme. Og som var Útíradien let som ingenting, fandt han sine fødder solidt plantet på jorden. "Tak," sagde han stille, inden hans fingre lukkede sig ordentlig om staven igen, så den kunne hjælpe ham. Ikke at han forventede at de skulle gå langt.
"Jeg går ud fra at solen endnu ikke er gået ned?" spurgte han og vendte sit blik mod hvor han formodede var horisonten, mens han mærkede sin krop rette sig ud. Han havde ikke været så meget på farten i evigheder hvis han skulle være ærlig. Ikke siden han havde forladt klanen.

Sibal klukkede kort, men uden at det var for højlydt, for han talte faktisk dæmpet herude, hvor vinden kunne bære lyden af deres stemmer videre. Han havde leet, fordi det gik op for ham, at Útíradien heller ikke kunne andet end at gætte sig til tidspunktet. Mere sjovt var der ikke i det. Måske var det bare længe siden, at Sibal havde moret sig. Turen igennem skoven i dag, havde været meget kedelig.

”Præcis. Jeg skal nok holde skarpt øje på vores alles vegne,” Sibal holdt ikke den spinkle hånd særligt længe. Han overleverede den til tøjlerne på hesten, så Útíradien ikke behøvede at bekymre sig om andet end at følge med. Samtidigt tog han selv i tøjlerne og trak hesten med sig igennem græsset, som næsten nåede dem op til knæene. En gang imellem sænkede hesten farten, for at bide ud efter græsset. Sibal tillod det, men kun så længe at den ikke stoppede helt op, eller gik ind i Útíradien, der lignede en der helst bare skulle ligge ned og mades.

Som lovet, ville Sibal holde øjnene åbne. Da de nåede langt væk fra Amazonitskovene, var der en stigning opad. ”Vent lige,” Han slap pludselig tøjlerne, for at gå i forvejen. Han kom helt ned i knæ og sneg sig op langs bakketoppen og skjulte sig i græsset. Han kunne se en vej i det fjerne, hvor en hestevogn var på vej mod den nærmest landsby. Sibal trak sin bue fri og holdt en af hænderne i nærheden af pilekoggeret. Han spottede en middel aldrende bondemand med sin unge kone... eller måske var det nok en datter. Det var lidt svært at vide. Kvinden havde en lille sort gris på skødet, der havde et blåternet tørklæde rundt om halsen. Men han kunne også se at de havde vognen læsset med sække, formodentlig med mad.

”Uhh jamen dog. Lykken tilsmiler os endelig, Útíradien.” Sagde han ned i retning af ham og hesten ”Aftensmad.”

Útíradien tog imod tøjlerne med den ene hånd, mens den anden af hans hænder stadig holdt fast i staven, men det var ikke nødvendigt, når han blev trukket afsted som så. Faktisk en overraskende behagelig måde at blive ledt af, måtte han selv erkende. Bare ærgeligt at han ikke kunne regne med at hesten i sig selv ikke ville lede ham på vildfart.
"Jeg må stole på dit falkeblik," sagde Útíradien i hvad der kunne have været en drillende mine, hvis det ikke var fordi at det faldt lidt tørt på jorden, som om at han ikke selv havde nok humoritisk sans til at det kunne virke.

Han blev dog snart stoppet i at gå længere, fordi Sibalghym åbenbart havde fået fat i noget, og snart efter fik han svaret. Aftensmad. Ordet var nok til at Útíradiens mave til at trække sig ind, som om at den lige skulle bevise overfor ham, at den altså var meget sulten, nu når han kun havde fået spist en håndfuld med bær i dag.
"Hvilken form?" kunne han dog ikke stoppe sig selv fra at spørge. Man vidste aldrig med mørkelvere, og selvom han måske ikke havde nogen kvaler med menneskekød, så håbede han virkelig ikke at det var hvad Sibalghym havde i sinde.

”Der er en mand og en kvinde i en hestevogn. Det ligner umiddelbart, at de ikke har nogle våben.” Sibal studerede videre og beskrev yderligere afstand og detaljer, der ikke havde den store betydning. ”Manden er dog ikke helt gammel.” Han regnede ikke rigtig kvinden for en han skulle holde særligt meget øje ved. Mennesker opdragede sjældent deres døtre til kamp. Der var nok ikke en Sidkanys gemt i hende der.

”Jeg tæller 5 okay store sække.” Informerede han fortsat og skævede om til Útíradien fra sit skjul på bakketoppens græsbund. ”Jeg tror roligt du kan komme med. Jeg skyder dem bare, hvis de angriber os.” Sibal hev demonstrerende ud i buestrengen, så det lød som en spillende lut streng. For ham var det her bare morskab.

Útíradien var til at starte med ikke super begejstret, da Sibalghym startede ud med at beskrive menneskene. Han havde hørt denne sang så mange gange før. Han var allerede mentalt parat på at skulle spise menneskekød igen efter så mange år uden. Det smagte jo sådan set fint, men det var som om at da Útíradien faktisk fik en samvittighed og lærte at mennesker var personer, så fik det lidt en bismag.
Men han nævnte ikke de tanker højt, og havde tydeligvis ikke behov for det, som Sibalghym snakkede videre om sækkene. Et enkelt øjenbryn hævede sig, men ellers foretrak han ikke en mine.
"Er du sikker på at det er sikkert? Det kan jo være at de ser at jeg ikke kan forsvare mig selv?" spurgte Útíradien. Han var ikke bange for Sibalghyms liv, men nok mere sig selv på det punkt. Sibalghym skulle nok overleve en gammel mand og en ung kvinde når han var opdraget som kriger.
Til trods for Útíradiens ord gik han ikke imod, hvis Sibalghym alligevel valgte at hive ham med.

”De skal ikke tro, at de kan overmande mig, bare fordi de er to mod én. Lad os prøve.” Sibal kravlede baglæns væk fra højen, indtil hans spise elverører ikke længere kunne afsløre at han var på lur. Han gik hen og satte sig op på hesten i en hurtig bevægelse. Så rak han ud efter Útíradiens stav og ville tage den fra ham, så han kunne hjælpe ham op på hesten igen.

”Så her er planen. Vi galoperer sammen hen foran dem. Du skal bare sørge for at se sur eller truende ud-” Han bremsede sig selv et kort tankefuldt øjeblik. Útíradiens ansigt udtrykkede for det meste pine og elendighed, eller allerhøjst små beskedne smil. Han var alt for blid til at skræmme nogen som helst, indså han hurtigt. ”Hvis du kan dække dit pandehår lidt for dine øjne, og måske trække hætten over hovedet, så opdager de intet.” Sibal hjalp ham med at ruske lidt i pandehåret, indtil det blev uglet lidt for sjusket til. Han glattede det dog blidere ud, for at det ikke skulle se for usselt ud. Så. Nu kunne man ikke se, at han blindt stirrede ud i luften.

Útíradien lod Sibalghym tage staven fra ham, med et lille nik til planen, selvom han ærligt ikke var sikker på det her overhoved var en god idé. Ville de ikke også bare alarmere hele området om at de havde været her?
Måske hvis de nåede at komme væk inden rygterne gik?
Der var en grund til at Útíradien ikke ligefrem selv var en kriger der skulle lægger planer for ting som disse, og han havde måske ikke den største tiltro til at Sibalghym kunne lægge kloge planer heller.

Han havde forventet at han ville blive hjulpet op, men det var åbenbart som om at noget havde stoppet Sibalghym, som han blev stille og han så begyndte at fikse hans hår.
Pandehåret virkede pludselig til at kilde ham lidt på næsen, som det blev skubbet ned foran hans øjne, og en lille rynke formede sig. "Ikke hvis du skræmmer dem godt nok," måtte Útíradien medgive, som han tog fat i sin hætte og tog den op. Den var stor og dyb, og gemte langt det meste af hans ansigt i en skygge, så det kun var det hvide hår og øjne der stod ud. "Bedre?" Det var lidt som om at hans tiltro til planen kun var dalende, til trods for sine ord. Måske han bare lige skulle se hvordan Sibalghym skræmte mennesker, nu når han kun havde set ham nederst i hakkeordenen i klanen.

Sibal kiggede op og ned ad Útíradien, nu hvor han havde trukket hætten over hovedet. Når man vidste hvem, der gemte sig derinde, var han ikke særlig skræmmende. Nej, han havde stadig en harmløst, måske endda nuttet energi over sig. Der var ikke meget gejst over at de skulle have et godt måltid aftensmad i aften, dog, men han så da meget mørkelvisk og mystisk ud. Det kunne ikke skræmme en mørkelver, men det alene kunne måske skræmme et par mennesker sent om aftenen.

”Perfekt,” Smilte han ondskabsfuld og tilfreds. Han greb ham nu med begge arme og løftede ham op foran sig, denne gang. Den ene arm tog han om ham, mens den anden greb tøjlerne. Med hælene klemt mod siderne af hesten og en mørkelvisk kommando, som hesten ikke helt forstod, men alligevel lystrede på, satte han den i trav op ad bakken. Han gennede yderligere på hesten, så den så småt begyndte at galopere af sted, så de kunne nå hen mod fronten af den langsomt kørende hestevogn forude.

Selvom Útíradien ikke kunne se Sibalghyms blik så sig, så kunne han mærke det, som han blev studeret. Han tænkte ikke at han så intimederende ud, udover det faktum at han nok nærmere lignede nok mørkt og mystisk, og så vidste man jo aldrig helt om det var værd at forsøge at tage op til en kamp.
Tydeligvis var det også godt nok som Sibalghym erklærede det perfekt, hvad end det betød i det her tilfælde, og bare samlede ham op som var han intet andet end et barn, og placerede ham på hesten.

Útíradien havde forventet at Sibalghym ville sætte sig selv foran, ligesom han gjorde sidst, men i stedet for mærkede Útíradien hvordan han satte sig overraskende varme krop bag sig, næsten som da de havde sovet. Et varmt kram, hvis ikke for det faktum at de var igang med at ridde mod et stakkels ægtepar der skulle skræmmes til at give deres ting. "Jeg skal bare sidde her?" fandt han sig selv spørge, bare for at være sikker.
Han forsøgte at få fat i noget han kunne holde fat i, men det føltes umuligt, så alt han kunne gøre var at klemme benene sammen og forsøge at holde fast som de red ud i mørket.

“Gør hvad du har lyst til,” Prustede Sibal, eftersom at de var I galop, og spændingen var for høj til at diskutere, hvad Útíradien skulle gøre eller sige. Sibal havde ikke en facitliste til ham, men der var tydeligvis ting han kunne gøre forkert, såsom at forsøge at flygte eller forsøge at redde de her mennesker, fra at få deres ting stjålet.

Som lyden fra Sibals stjålne hests hove kom højlydt gennem græsengen, og det langsomt gik op for vognens fører, som var manden, at nogen var på vej, hev han i hestens tøjler, for at bremse op. Sibal kunne se alting så klart som dagslys, men menneskemanden spejdede ud mod de mørke, høje skikkelser.

”Åh du mildeste!”
”Hvad sker der far?”
”Der er mørkelvere på vej lige imod os.”

Kvinden trykkede sin kælegris tættere ind til sig, og manden pressede hesten i gang, for at forsøge at flygte. Hurtigere end hvad Sibal havde set dem trille afsted før, hjulede de afsted i en rasende fart. Sækkene i vognen hoppede og skøjtede rundt bagtil.

Sibal vrissede irriteret og styrede hesten i retning forbi vognen, så han kunne forsøge at få dem til at stoppe vognen. Men på nuværende tidspunkt var parret af mennesker for forskrækkede, at de var villige til at pløje igennem, selv hvis Sibal forsøgte at blokere deres vej. Han spændte godt op i grebet om Útíradien, der ikke var stærk nok til at holde sig selv på sin plads, når det hele gik så stærkt. Det var først da de indhentede vognen, at han måtte slippe om ham. ”Hold godt fast!” Han rakte ud efter sin bue og en bil, som han spændte stramt op og sigtede mod føreren af vognen.

Det hele skete så hurtigt, og han kunne næsten mærke begejstringen bag ham, som om at Sibalghym var blevet lavet til lige netop det her.... og det var de jo trods alt også som mørkelvere.
Mest af alt ville Útíradien hellere være blevet tilbage, især som han følte sig slynget omkring på hesten, på en næsten kvalm måde. Han kunne ikke rigtig se hvad der skete af gode grunde, men han kunne mærke det. Han kunne mærke og høre hvordan lyden blev slynget rundt og det var farligt, og han havde ingenting at holde fast i, som kunne få ham til at blive.

Det var nok mest af alt instinkt der drev ham, der var jo ikke tid til at tænke. Ikke rigtig panik, men et ønske om at stoppe det, som gjorde at han lagde hænderne mod hinanden aktiverede hans magi, lige som han følte de var ved at ramle ind i vognen, selvom de nok ikke ville have.
Magien blev slynget ud som en bølge, lige præcis samtidig som han selv blev slynget af, som Sibalghym ikke længere holdt fast i ham, men magien havde sin vilje. Det var en bølge af rolighed, som fik menneske til pludselig at virke upåvirket og upaniske, som også hestene satte farten ned, som den ramte dem. Sibalghym burde også kunne mærke den, men det var ikke fordi Útíradien ligefrem kunne lægge mærke til det, som han rullede hen af jorden inden han stoppede. Hans vejrtrækning lidt tung og han kunne mærke hans krop værkede, men den virkede ikke... i stykker.
Bølgen af magi burde ikke holde nogen af dem hen i særlig lang tid, men forhåbentlig var det lang tid nok til at Sibalghym ikke behøvede at dræbe nogen. Hvis ikke han nu lå som en eller anden idiot på jorden, fordi han blev for rolig... men nej. Han var mørkelver. Útíradien havde trods alt forventning om at der var bare lidt modstand i det tykke hoved.

Drevet af sit eget had mod alt og alle, der ikke var af mørkelvisk afstamning, var han villig til bare at skaffe menneskerne ad vejen, som var de ligegyldige dyr. De skulle være stoppet, og så havde de måske fået lov til at overleve begge to. Men nu var Sibal opsat på at skyde manden et advarselsskud – hvis altså han kunne ramme. Hesteryggen var lidt usikker, når den var i gallop. Han mærkede bevægelse fra Útíradien foran sig. Han kunne nærmest se ud af øjenkrogen, at der skete noget der ikke måtte ske. Begge Útíradiens hænder slap taget om sadlen, og det lignede nærmest at han skulle til at bede en eller anden bøn.

Pilen blev sendt afsted, langt, langt fra målet. Den susede til vejrs, og Sibal så det ikke en gang. Han havde stadig et klodset greb om sin bue, men forsøgte at opgive alt, for at gribe Útíradien fra at falde fra hesten. Han fik revet i et af de flagrende klæder, men det var langt fra godt nok til at redde ham fra et voldsomt fald under høj gallopfart. Sibals ansigtsudtryk var chokeret og måbene. Han kiggede bare tilbage uden evne til at fatte hvad der lige var sket. Han så bare den anden elver tumle hen ad grasset, og til sidst ligge helt stille.

Han trak i tøjlerne af den løbske hest, der sakkede væk fra vognen af sig selv, når den ikke længere blev styret. ”Útíradien!?” Kaldte han forfærdet. Øjnene var overhoved ikke på vognen, der ellers var ved at stoppe. ”Utra!” Kaldte han igen, denne gang en forkortelse, der var lettere at kalde efter. Han fik drejet hesten og begyndte at ride tilbage mod kroppen. Et stykke væk svang han sig fra hesten og traskede hastigt hen for at bukke sig ind over ham. ”Hallo, er du død?” Han klappede ham en enkelt gang på kinden og kiggede ham oprevet an. Magien havde skam en effekt på ham, men havde gjort ham mere urolig for sin mørkelverbroder, frem for hævngerrig og blodtørstig, som havde været en altoverskyggende følelse i spændingens time.

Útíradien slog øjnene op som han mærkede Sibalghym klappe hans kind, ikke at han kunne se ansigtet der ikke kunne være langt fra hans eget. Hele hans krop værkede, men uden beklag satte han sig op. Han ville nok kunne rigtig mærke det når han skulle op og stå.
Men han virkede ubekymret om turen af hesten han lige havde taget. En anelse blod virkede til at trille fra hans pande, og farvede det hvide hår rødt, men det så ikke ud til at være en voldsom skramme af nogen art.

"Stoppede de?" spurgte Útíradien, da der var ingen grund til at svare på Sibalghyms spørgsmål. Han var jo tydeligvis ikke død, og hvis Sibalghym valgte at kalde ham Utrá, så var det jo hvad det var. "Jeg tror vi var tæt nok på at det burde have stoppet dem?"
Han kunne ikke høre nogen vogn eller hest der var på vej væk, så det havde lykkes, medmindre han var blevet slået ud i lang tid. For lidt var han da blevet slået ud. En rynke formede sig i panden på ham, selvom håret skjulede den godt nok til at Sibalghym nok ikke ville se den.

Okay, han var ikke død. Sibals røde øjne gled undersøgende rundt, for at tjekke om han var helt okay. Nu var han jo ikke læge, men den ranglede nørd måtte have slået sig noget så slemt. Han placerede begge sine hænder på Útíradiens kinder og tiltede hovedet til siden, så han kunne se omfanget af blodet, der havde farvet de hvide totter røde. Hans blik tætnede alvorligt.

”Hvad er det du siger?” Knurrede han lavmælt i vantro ”Hvad mener du med, at 'det' burde have stoppet dem?” Han mistænkte straks, at Útíradien måtte have gjort et eller andet, men han var forvirret over hvad, helt præcist. Han så sig nu om skulderen, og så at vognen stadig holdt stille.


Uden at vente på svar lagde han Útíradiens hoved forsigtigt ned igen, men rankede sig op og traskede forbi hesten og hen mod vognen. Så snart han kom tæt nok på, gik han dog forsigtigere nærmere. De to mennesker var blevet i vognen, og faderen holdt om datteren, som holdt beskyttende om grisen. De virkede rystede og bange, men de var ikke i direkte panik, som lige før. Sibal hævede et øjenbryn, og var næsten utilfreds over situationen. Hvad sker der her!? Han kunne se at pigen var ved at løsne en lille urtekniv fri fra sit bælte, og han gjorde et træt blik. ”Hvad er der i vognen?” Spurgte han dem på mørkelvisk ”I kan lige vove på at prøve på noget.” De forstod ikke hvad han sagde og gispede, da Sibal pludselig tog fat i kanten og hev sig selv op, så vognen gyngede.

Han gik hen og tog sin egen daggert frem, skar en af sækkene op. Det væltede ud med pelse, og han gjorde sig en meget misfornøjet mine.

Han sparkede til de resterende sække, irriteret. Ingen mad... Han pegede nu om på kvinden. ”Grisen” Befalede han. Men hans ord trængte ikke igennem. Det var først da han gestikulerede med kniven et kom her, at det gik op for kvinden, at han ville have hendes kæledyr.

”Nej!”
”Jo min pige. Hellere Marie end os-”

Sibal trådte nærmere. Kvinden med det brune flettede hår forsøgte at stikke ud efter ham med den lille urtekniv, men hun havde aldrig lært at slås. Og en kniv så lille, kunne ikke for alvor gøre skade på ham. Han undgik helt urtekniven, og daskede hendes hånd til siden og trak grisen ud af armene på hende. Faderen trak sin datter tilbage i armene, for at hun ikke skulle gøre for meget modstand. Men han kunne ikke gøre noget ved de sårede og vrede øjne, der kiggede tilbage mod Sibal.

Det var næsten nænsomme hænder der tjekkede ham, og hvis ikke Útíradien var klar over det var fordi han var Sibalghyms fange og hans kommende broder, så ville han måske kunne lægge mere i det end det.
I stedet for fokuserede han på det faktum at Sibalghym åbenbart ikke var god nok til magi til overhoved at opdaget at han og de andre var blevet påvirket af det. "Tjek dem inden det er for sent," sagde han inden Sibalghym gik tilbage over.
Útíradien håbede blot på at det gjorde morderlysten lidt mindre i Sibalghym også. Der var ingen grund til at dræbe folk der intet havde gjort, også selvom de var igang med at røve dem. Måske Útíradien burde have flere kvaler med det. Han vidste hvad de gjorde var forkert, men det var rigtigt nok at de skulle spise, og måske han havde lige reddet to liv. Det måtte tælle for no get i det store hele.

Mens Sibalghym tog sig af menneskene, begyndte Útíradien selv at komme på benene. Hans ene ben var helt klart beskadiget. Han kunne mærke at lægge vægt på den ikke ligefrem var god, og han kunne mærke resten af kroppen var ligeså forslået, men han kunne gå nogenlunde, og der var kun noget klistret blod et par steder.
Langsomt gik han i den retning han kunne høre Sibalghym og menneske larme fra, med en lille humpen i hans gang. Det lød til at magien havde virket på de fleste af dem. Hans gned sine hånd lidt mod hans fingre, hvor han vidste nogle af tatoveringerne langsomt var svundet lidt ind som om de aldrig havde været der. Diskret hvis man ikke vidste det.

Den unge kvinde begyndte at græde, som Sibal tog grisen med. Den hvinede i hans fremmede greb og sprællede med de små tynde ben. Den var virkelig ikke særlig stor. Mindre end en kat, men den kæmpede stædigt for at slippe fri, og foretrak sikkert sit yndlingsmenneskes favn. Men Sibal var fast besluttet på, at han og Útíradien skulle have et godt måltid, så snart de var kommet i sikkerhed for jægerspejdere og overmodige landmænd, der måtte lede efter dem.

Han forlod vognen og lod menneskene komme afsted, selvom det var en smertefuld afsked for dem, at miste kælegrisen Marie. Sibal sloges med at holde grisen i ro, som han bevægede sig tilbage mod Útíradien. Han forsøgte alle mulige måder at holde den på, men havde aldrig selv haft et kæledyr, som sådan. Den lod til at blive en smule roligere, som han forsøgte at lægge den med maven mod sit bryst og trynen over hans skulder, men selvom den var en smule mere komfortabel, gav den fortsat nogle spjæt og nogle utilfredse pust ud af de store, runde næsebor.

”Her er din stav,” Sibal nåede hen til Útíradien, og han trillede staven tættere på ham, ved at skubbe til den med spidsen af sin støvle. Hans blik var meget glødende og undersøgende på Útíradien lige nu. ”Så hvad handlede det der lige om? Nu bløder du og er halt.”