Solen stod stadig højt over byen og der var uden tvivl andet Cedric kunne give sig til, som for mange ville give mere mening. Ikke desto mindre var det altså inden for bibliotekets tykke vægge han befandt sig. Den unge byvagtsløjtnant bar endnu sin uniform, da han ikke havde fundet det nødvendigt at vende hjem forbi for at skifte til civilt og da særligt ikke, hvis nu der skulle opstå problemer senere på dagen. Han kunne trods alt ikke bare nægte at dukke op, hvis der var brug for ham og i det hele taget kunne han heller ikke finde på det. Heller ikke selvom der uden tvivl var mange, der ikke ville være overraskede, skulle han en dag blive væk. Det var forfærdeligt, at andre så sådan på ham og egentlig var det nok også lidt dét, der var hans motivation for at gemme sig lidt blandt de tusindvis af bøger. Han havde altid fundet en stor interesse i de skrevne ord og nok også langt større end i brugen af våben. Problemet var bare, at han aldrig havde fået lov at dyrke interessen i så høj grad som han gerne ville og nogle gange var han da også i tvivl om det nu også var noget han burde bruge sin tid på.

Nu var han allerede helt fortryllet af synet af de mange bogreoler. Det var langt fra første gang han befandt sig inde på biblioteket, men hver gang blev han lige betaget. Undersøgende strøg han fingrene henover ryggen på en bog, der så ud til at tilhøre meget gamle tider. Den var slidt og de guldtråde, der engang sikkert havde været umådeligt smukke i udsmykningen var både falmede og nedslidte. Nysgerrigheden endte med at tage over og med en elegant forsigtighed trak han bogen ud fra hylden. I det samme han havde fået den helt ud faldt en anden alligevel med og lyden af bogen, der ramte gulvet fik ham til at gispe. Han turde næsten ikke se ned i frygt for at den faldne bog også var gammel og skrøbelig.

Foråret var kommet til Hovedstaden, og selvom Archimedes ofte befandt sig indenfor bibliotekets mure, nød han at solen var begyndt at sætte sit præg på byen igen. Byen var livligere, og selvom en del forlod biblioteket til fordel for det gode vejr, så var Archimedes i godt humør. Turen frem og tilbage til biblioteket var mere rar og der var ikke så trykket en stemning indenfor.
Det var udover dette, en ganske normal dag. Den gamle satyr havde kysset sin kone farvel, før han havde begivet sig hen til sit arbejde på biblioteket, og havde hjulpet et par interesseret med at finde bøger, men ellers var det gået ganske let og enkelt. Han sørgede for at bøgerne stod rigtigt, og holde orden på tingene.

Der havde været ganske stille, da et tungt dunk kunne høres, ikke langt fra ham. Det lød utrolig meget som en bog, og Archimedes havde da også hørt sin del af bøger falde til jorden, mens han havde arbejdet på biblioteket. Alligevel måtte han lige tjekke, især fordi at de kunne ikke have at nogle af de gamle bøger blev ødelagt, og især ikke at hvem end der ødelagde dem fik lov til at løbe væk fra ansvaret.
De små korte ben, og stokken, gik så hurtigt som de endnu engang kunne klare, kroppen var jo ikke som den havde været, og så måtte man passe på ikke at overstrenge den. Nogen gange ville han ønske at hans krop ikke havde ældet så meget som den havde, men det var en del af at være gammel.
Han drejede omkring en reol, og så manden der havde tabt bogen og bogen der lå på gulvet. Det var en af de ældre bøger, men heldigvis ikke en af de aller ældste, så forhåbentlig havde den klaret faldet.

"Tilbage igen?" spurgte Archimedes med et glimt i øjet, da han genkendte byvagten. Det var alligevel ikke forfærdeligt mange byvagter der kom forbi, og de fleste kendte da til løjtnanterne. Desuden havde Archimedes altid været ganske gode venner med ordensmagten. Det havde nok noget at gøre med de 200 år han havde tjent Lyset.

Bogen han holdt i hånden, strammede Cedric grebet en smule om, for at være sikker på den ikke også skulle lide et fald. Uden at vide det med sikkerhed havde han en ret klar idé om, at den ihvertfald ikke ville kunne holde til det. I det mindste så det ikke ud til, at noget var slået løst fra den faldne bog, så han behøvede ikke se op igen med frygt i blikket, da han hørte en velkendt bibliotekars stemme. Det var ikke mange stunder man behøvede tilbringe på biblioteket for at bemærke den gamle satyr. Skønt Archimedes så absolut ikke var den første satyr Cedric nogensinde havde stiftet bekendtskab til, så kunne det unge menneske ikke undgå at føle sig en smule ærefrygtig over de store horn og den viden han havde om, hvor gamle de kunne blive.

Han nikkede som en hilsende gestus og sendte da også satyren et af sine sædvanlige smil. Høfligt og imødekommende. "Det ser sådan ud," kommenterede han da også ganske ærligt inden han så bukkede sig ned for at samle bogen op. "Det er ikke mange bøger jeg får at se i vagtkvarteret," lo han mildt og stillede midlertidigt den gamle bog fra sig, for lige at tjekke den anden igennem for skader. Ikke at han var nogen ekspert og Archimedes ville med garanti lettere og bedre kunne finde ud af det, men han ville gerne give det gode indtryk, at han gik op i det. Ikke at han ikke gjorde, men som altid ville han bare gerne være sikker på at blive forstået som han ønskede. "Jeg tror ikke der skete noget. Bøgerne står så tæt her," forklarede han i en undskyldende tone og trådte nærmere satyren for at række ham bogen.

Det var ikke en unormal reaktion mod den gamle satyr. Det var de færreste satyrer der i sidste ende, endte med at besidde så store horn som Archimedes besad. Og det var endnu mere usædvanligt inde i byen. Typisk trak satyrerne sig tilbage ud til skovene, når de blev så gamle. De havde det vidst med at blive lidt nostalgiske og sentimentale. Ikke at Archimedes ikke var blevet det, men Hovedstaden var blevet hans hjem efter alle disse år, og siden hans kære hustru var enig med ham, så var de blevet boende. Deres børn og børnebørn var da heller ikke blege for at komme og besøge dem, så alt i alt var livet godt for den gamle satyr.

En lille latter kom fra satyrens mund. "Nej, det kan du nok have ret i. Vi ser generelt ikke specielt mange byvagter heromkring, med mindre der er ballade," indrømmede han med et smil, og funklende øjne. Han var ganske vidst gammel, men han havde godt nok ikke mistet livsmodet.
Han tog roligt imod bogen som Cedric gav ham. Han var ganske rolig omkring om bogen var skadet eller ej, for selv hvis den var, så havde Cedric ikke prøvet at løbe væk fra det. Det i Archimedes' øjne var ganske mindeværdigt. "Det sker når man ikke er ekstra forsigtig. Men vi kunne nu godt bruge et par reoler til," sagde han. Bøgerne var tætte nogen steder, men det var bare fordi at der befandt sig så meget viden disse steder, og dronningen mente at det skulle være offentlig tilgængelig.

Han studerede bogen nøje. Det var svært at se om skaderne var nye eller gamle, og Archimedes' øjne var da også efterhånden en smule gamle. Han sagde ikke rigtig noget mens han blev ved med at kigge på den. "Jeg tror at den er i orden," indrømmede han så til sidst og kiggede igen op på den højere mand.

"Det kunne jeg forestille mig," svarede Cedric nikkende, velvidende at det langt fra var alle byvagterne han delte interessen for litteratur med. Man kunne nok også sagtens argumentere for, at han burde have så rigeligt andet at tage sig til i sin fritid end at læse og der var med garanti også beskæftigelser hans far hellere så ham brugte tiden på. Han havde bare ikke tænkt sig at rette sig efter det og indtil videre havde han altså også kun oplevet det være en fordel, at han rent faktisk besad en viden, der strakte ud over hvordan et sværd skulle svinges eller en pil skydes afsted.

"Har I midlerne til det? Jeg lægger gerne et godt ord ind." Med oprigtighed i både blik og stemme sagde han ordene til bibliotekaren. Om han rent faktisk ville kunne finde krystaller til at give biblioteket vidste han ikke, men han kom trods alt af en familie, der vægtede rigdom højt og derfor besad en del. Selvfølgelig var det ikke sikkert at det overhovedet var økonomien, der var et problem for biblioteket. Der var nok nærmere pladsen med alle de bøger, der stod samlet. Det var fantastisk.

En smule nervøst så han til mens Archimedes nøje kiggede bogen efter. Da det så lød, at den ikke så ud til at have lidt skade, måtte Cedric ånde lettet op. Ja, det var bare en bog, men visse af dem var i sandhed uerstattelige. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke mængden af slægtsbøger," sagde han så, ikke hentydende til bogen bibliotekaren stod med eller hylden de stod ved siden af, men derimod til en af reolerne han tidligere havde kigget på. Det var mest af alt bare småsnak han forsøgte at lukke op for, men snak om slægter og slægtsbøger i særdeleshed kunne nemt være interessant. Ihvertfald for ham.

Archimedes kiggede noget overrasket på den begejstrede byvagt, og lo så blidt. Det var nu venligt af ham at tilbyde sin assistance på at få flere reoler til biblioteket, men det ville måske også være lidt svært at klemme dem ind et sted. Desuden var de i svære tider, så det gav mening at krystallerne blev sat af til vigtigere ting end at sørge for at alle bøgerne stod fremme her på biblioteket.
"Det er venligt af dig, min dreng. Men pengene er bedre givet ud andre steder i disse tider. Desuden har vi noget plads mangel, men vi kan næppe udvidde biblioteket, så vi må gøre godt med hvad vi har," forklarede Archimedes. Det kunne derfor også til tider være svært at finde de bøger man ledte efter, fordi de var blevet gemt væk, for at give plads til nogle andre bøger.

Den gamle satyr lod hans hånd glide lidt over det slidte bogomslag. Der var virkelig bare noget ved gamle bøger. "Ja, vi har en del bøger der er blevet doneret af de adelige familier. Nogle af dem er originaler, men andre er dem er også bare kopier af deres originale slægtsbøger."

//Inaktiv