De Salte Sprøjt var i igen fyldt til bristepunktet. Det var den tid på aftenen på den luskede lille kro, og endnu en gang var Jerome i fuld gang med at snyde adskillige af de andre krogæster for deres krystaller. Han sad med en vindende hånd i et kortspil på dette tidspunkt, da én af hans spillekammerater pludselig rejste sig, hidsigt. "Du snyder!" hans anklage fik andre til at kigge hen mod bordet. Der var delte meninger: Jerome havde gjort sig gode venner med krofatter og mange andre herinde ved at købe øl til dem op til flere gange, men så var der den anden halvdel af kroens gæster der konstant tabte til ham, og de rejste sig nu op.
"Jeg har godt hørt om dig, Cunning. Du er en værre snydepels! Og en pirat har jeg også hørt!" hans modstander i kortspillet var dobbelt hans størrelse, så da en knytnæve fløj igennem luften og uforventet landede i Jeromes ansigt, blev han skubbet hårdt tilbage i stolen, der væltede bagover. Han lå et par sekunder og tog sig til sin blødende næse, lettere overrasket, og dog stadig ikke, da manden hev fat i hans kravetøj og trak ham op til sig. 

"Hvad har du at sige til dit forsvar?!" Jerome fik tørret blodet væk fra sin næse og smilte høfligt mens hans intense blik begyndte at kigge på manden, lidt for indgående. "Jeg vil hverken give dig ret eller modsige dig," manden blev naturligvis forvirret, hvilket havde været Jeromes plan. Han teleporterede en smule op i luften, nok til at da manden der holdt fat i ham, ikke havde fast grund under fødderne, slap han i ren og sker panik, før han ramlede ned igennem bordet. Øl sprøjtede ud over det hele, og Jerome teleporterede tilbage sekundet efter, mens kaos hurtigt efter brød ud i den luskede kro. Næver fløj rundt sammen med al inventar og Jerome måtte dukke sig op til flere gange som han ledte efter bunken af krystaller der før havde været på bordet.

Det var ikke ofte de befandt sig i disse farevande. Faktisk havde Madeleine aldrig haft den store kærlighed til syden, på grund af den ulidelige varme der oftes omfangede landet. Men desperate tider krævede også desperate træk - selvom Madeleine ikke anså Balthazar for nogesinde at gøre noget desperat. Han var præcis så rolig og beslutsom som han hele tiden havde været igennem de måneder hun havde befundet sig på piratkongens skib. Et skib hvor hendes mund aldrig på samme måder havnede i problemer - befriende.

Men selvom Madeleine elskede livet på havet, elskede at strejfe på skibet og svømme i havet, så var der også sine fordele ved at være i land. Chancen for at finde sig et krus øl - hvor godt eller dårligt det sprøjt end måtte være gæret - en god omgang kortspil eller endda hvis man var rigtig heldig, en slåskamp, var alligevel højere når man befandt sig blandt landkrabberne. De kære væsner.
Madeleine løftede krusset mod sine læber, da stemningen blev langt mere hård og fjentlig. Hun løftede roligt et øjenbryn og så mod bordet. Mandens anklagende stemme hang i luften som et tydeligt angreb, men den blev ikke kun mødt med positive følelser. Nogen erkendte sig gennem kropssprog enig med den højtråbende herre, mens mange andre gik i forsvar over sådan en anklage.

Madeleine blandede sig ikke i hvad der foregik, men satte blot krusset fra sig, lyttende. Cunning var åbenbart snydepelsens navn. Hendes brune øjne fandt frem til netop den mand, der forholdte sig roligt. Ja lige indtil at han fik en solid knytnæve i ansigtet. Uvilkårligt skar Maddy en let grimasse.
Det endte med at hun rystede smilende på hovedet. Hans måde at tale på gjorde ikke ligefrem at han fik mindre tæv. Faktisk opilede det den anden.

Som scenariet udspillede sig på en noget anderledes måde end hvad der kunne forventes, måtte selv Maddy se sig imponeret og underholdt. omend en smule gnaven over øllet der nåede i hendes retning, dog var krystallernes flyven rundt i lokalet også anlægning til større virvar. Folk sprang afsted, enten mod krystallerne eller mod hinanden. Han forstod virkelig at danne en afledning. Maddy hoppede ned fra stolen og samede en håndfuld krystaller op som var nået i hendes retning. Ikke at hun manglede, men morskaben der kunne udfolde sig var simpelthen for fristende til at ignorere hele den her forestilling. HUn lod en af krystallerne glide hen over sine fingre, legende, mens hun flyttede øjnene mod de steder dene Cunning dukkede op, såfremt hun kunne se ham.

Jeromes plan var gået lidt i baglås. Alle krystallerne lå i små bunker omkring på gulvet og da han teleportede hen til én af bunkerne var der allerede én, som var godt i gang med at snuppe dem. Han klaskede manden i ansigtet med sin hånd og mens denne tog sig til ansigtet, forskrækket, tog han krystallerne for snotten af ham og teleportede endnu en gang væk. Mens han stak bunken af krystaller i sin lomme, snublede han ind i endnu en mand. Denne væltede ned på gulvet ved siden af en ret så smuk kvinde, og manden kunne ikke andet end at smile bedugget. "Sikken skøn ungjomfru.." mere nåede manden ikke at sige, før han blev trukket væk ved foden af en tredje. Jerome satte sig på hug ved siden af kvinden med sit stadigt intense blik. Han tørrede endnu en gang blod væk fra sin næse før han sendte hende et reserveret, men skævt smil. Hun virkede kæk, som hun lod krystallen danse rundt mellem sine fingre. Han kunne lide det.

"Nyder du forestillingen?" hørte han sig selv spørge, før han hamrede en albue i skridtet på en mand der forsøgte at trække ham væk. Manden faldt omkuld, klynkende, og Jerome skubbede ham endnu længere væk med sin fod, ind i de andre der var godt i gang med at slås. Han så én komme væltende mod kvinden og sendte hende endnu et smil. "Hvis jeg var dig," sagde han, mens han med en lidt skjult gestus med hånden pegede. "Så ville jeg flytte mig... Sådan cirka... Nu," selv rykkede han sig hurtigt ud af vejen for manden, men han var ikke sikker på om han kunne sige det samme om kvinden, for der var stadig kaos over alt omkring dem.

Manden Cunning så ud til at have hænderne fulde med at dukke op og forsvinde igen forskellige steder i krostuen i et forsøg på at få opsnust alle de forskellige krystaller han nu engang syntes at have tabt i spil eller måske vundet – hvad end der nu i realiteten var foregået ved det bor der havde udløst selve slagsmålet. Madeleine bakkede et halvt skridt tilbage som en mand faldt ene foran sine fødder. Hun så ned på ham, en smule uinteresseret inden han blev trukket væk. Hun så i stedet på denne mand der havde startet hele balladen med morskab i blikket, mens krystallen stadig bevægede sig rundt mellem sine fingre.

Madeleine smilede, med et let grin der antydede at selv hans spørgsmål morede hende. ”Hvad er der ikke at nyde? Kort, slåskamp og krystaller” svarede hun kækt tilbage og holdte en af krystallerne frem, inden den gled tilbage ind i hånden og kom tilbage på ruten omkring sine fingre. Han løftede hånden pegende mens han talte, noget der naturligvis fik hende til at kigge tilbage. Et godt valg, selvom han advarede, var det rart at selv at vide hvad der foregik. Hun flyttede sig undtagen med det ene ben som manden snublede hen over og faldte til jorden med et ordentligt raballer. ”Ej, jeg så dig slet ikke” svarede hun drillende. Tiden virkede dog til at være til at smutte fra ravagen. ”Nå, men rart at møde dig her uroskaber, men der er begyndt at blive lidt for trængt herinde” svarede Maddy med et glimt i øjet, inden hun kantede sig væk bag nogle andre for at komme hen til hoveddøren. Stadig med krystallerne i hånden. Hun nåede til døren, ud på den anden side og undgik en knøs der kastede sig hovedkluns ind af døren for at deltage i løjerlighederne.

Kaosset begyndte rigtigt mens Jerome havde den korte samtale med den kække kvinde.  Han kunne lide, hvad han så, og havde bestemt ikke tænkt sig at lade hende bare gå, så idet hun begyndte at kante sig væk, mod døren, teleporterede han hurtigt rundt efter sine ting og til sidst uden for, ved hestetruget, hvor han havde efterladt en terning på jorden. Nå, den var tilsyneladende ikke blevet taget endnu! Han samlede den op, kastede den op i luften en enkelt gang og puttede den derefter i lommen. Armbrøsten hvilede han hen over sin skulder, da han fik øje på kvinden fra før og et lille smil trådte frem i hans mundvige. Han trådte hen til hende og sendte hende et af sine intense blikke.

"Herude er der vidst ikke så trængt. Og desuden har du sparket min nysgerrighed i gang, så hvad hedder du mon?" Jerome var typisk forholdsvist direkte med de fleste, og det var så også inklusive hende her. Han fandt hende spændende, hun virkede lidt som hans type - typen der snyder og bedrager og har det godt med det - og han manglede flere folk i sin vennekreds. Folk der var hans type.

Madeleine så efter den unge knøs der havde kastet sig ind i kampen og kunne ikke undgå at smile muntert og ryste let på hovedet af ham, alt imens hun bakkede. I det hun vendte sig stod hun pludselig ansigt til ansigt med manden fra før. Hun stoppede brat, med en let forskrækkelse hun hurtigt pakkede væk bag et neutralt ansigtstræk mens hun så på ham. "Du er sgu ikke så lidt nysgerrig!" svarede hun, dog med en munterhed i stemmen og en hånd hvilende på hoften.

"Maddy - og Du? Eller går du kun under navnet Cunning?" hun havde hørt navnet blive nævnt inde på kroen, inden det for alvor var gået vildt for sig. Hun lod krystallen der stadig havde lagt i hendes hånd, glide ned i lommen, uden så meget som at snyde det. "Hvis det er okay med dig, vil jeg gerne ligge afstand til kroen - de har det sgu med at blive så nærtagende når de opdager at man har stjålet dem hudløse" pointerede hun, uden egentlig at vente på tilladelse begyndte hun at gå videre ned af gaden - dog var hun ikke modvisende overfor hvis han havde tænkt sig at følge efter. Selskab var altid meget spændende, men han kunne lige vove at stikke sine lange tyvefingre ned i hendes pung!

Jerome opdagede hurtigt at kvinden blev en smule forskrækket, selvom hun var god til at skjule det. Meget god. Jerome var bare også god til at opfatte folks tics, så dette blev også opfanget. Han kunne ikke undgå at smile skævt over hendes kommentar.
"Nysgerrighed er mit mellemnavn," kommenterede han før han bukkede for hende i sjov manér.
"Du kender mit efternavn?" hans omdømme måtte efterhånden være stærkt, og det havde han ikke noget imod. Han fulgte efter hende da hun begyndte at gå. "Nærtagende? Det ville kræve, at de opdagede hvem der gjorde det," som han sagde det, kastede han nonchalant en krystal op i luften og greb den igen.

"Jeg har mange navne. Cunning.. Snydepels.. Kortbøjer.. Charlatan," for hvert ord blev hans øjne lidt mere intense. Han sendte hende et blik, næsten granskende. "Men de er blot kælenavne. Mit rigtige navn er Jerome. Cunning blev tilføjet.. Senere.. Jeg gætter på at du godt ved hvorfor? De fleste der kender mit efternavn, ved hvem jeg er," et glubsk smil dukkede op på hans læber. "Og hvad jeg laver."

Maddy kunne ikke undgå at smile underhold som han bukkede dybt for hende. Alt kunne ske i disse gader så ingen bemærkede den noget aparte opvisning andet end Maddy der fik et drilsk glimt i øjet. "En af spillerne nævnte det" hun måtte desværre briste boblen med at det et navn hun havde hørt ude i byen, men det var naturligvis også ganske sjældent at hun befandt sig på land. Der var alt for kedeligt og ligegyldigt på landjorden efter hendes smag.

Maddy smilede roligt og rystede let på hovedet af ham i en morende mine. "Jeg kan næsten ikke gætte hvorfor" svarede hun drilsk tilbage. Jo det var tydeligt hvad han levede af og når han ikke fik tæsr på kroerne måtte han vel være tilstrækkelig god til det. Han virkede ikke som om han var ved at gå til at mangel på krystaller.
"Nå charlatan, skal en ny kro afprøves eller har du bedre ting at bruge din tid på?"

Jerome tog det ikke så tungt da hans bobbel blev bristet og hun nævnte at hun havde hørt hans navn på kroen. Men det betød stadig, at hun havde lært hans tilnavn uden at han selv havde sagt det til hende. Selv det var godt nok for ham. "Ærgeligt. Og her troede jeg at mit ry kom mig i forvejen," han lod som om at han var skuffet, men det gik hurtigt tilbage til det skæve smil.
Han kunne ikke lade være med at grine af hende over den drilske kommentar. Han kunne lide hende, hun var hyggeligt at tale med.

"Tjah.. Jeg har fået min mængde af krystaller tror jeg.. I hvert fald for i aften. Hvad med at jeg spenderer resten af aftenen med dig? Og nej, jeg mente det ikke på den måde," hans latter var mere klar nu, hvor det gik op for ham, hvor meget han kunne blive misforstået.

Madeleine grinede lavmælt og rystede på hovedet af ham. "Tror du skal få dig et større ry før det når mine øre" svarede hun og smilede skævt tilbage til ham.
Det var faktisk en ganske underholdende samtale at holde sig. Sorgløs var nok det ord hun ville vælge at bruge om Jerome skulle hun beskrive ham. Humoristisk og ikke bange af sig hellere. Han virkede ganske enkelt som typen der tog en dag af gangen og de goder der fulgte med, eller også skabte han goderne selv.

Maddy grinede højlydt over den kommentar, munter og uden nogen som helst antræk til fornærmelse. "Løb munden af med dig, Cunning?" spurgte hun muntert og lod en hånd hvile på hoften. "Hvad siger du til en omgang kortspil og øl - og du kan live vove på at snyde! Så kommer du ufrivilligt med på havet et par måneder skulle jeg gribe dig i det" og nok ikke en rar rejse. Maddy kom ikke med tomme trusler, men så igen - det var ikke sikkert hun opdagede det alligevel hvis han snød hende. Hun var ikke ligefrem fattig længere.

Maddys latter smittede og Jerome skævede mod hende ved hendes spørgsmål. Måden hun udtalte hans navn på, tiltalte ham og han kunne faktisk ikke lade være med at vippe med et øjenbryn af hende.
”Måske løb munden slet ikke af med mig, nu jeg tænker over det,” jokede han grinende. Hendes trussel fik ham til at smile bredt. Han ville ikke have noget imod at stikke til havs med hende, han savnede faktisk næsten livet som pirat, så for ham var det sgu ikke så meget en trussel.
”Det ville ikke være første gang jeg er til havs et par måneder. Den her mand er en gammel pirat,” forklarede han, pegende mod sig selv med et skævt smil forplantet på læberne. ”Desuden skal du fange mig i det først. Men jeg vil gerne drikke øl og spille kortspil med dig, og for at vi på bølgelængde.. Hah.. Bølge.. Ahem, så lover jeg at jeg ikke snyder. Og hvis jeg gør, så lover jeg, at jeg vil spendere hele morgendagen i en kjole og udelukkende tale med en meget voldsom læspen,”

Og med de ord fulgte han Maddy hen til sit eget midlertidige hjem. Han gad ikke flere kroer for i aften.