Den tredje plage var overstået, men var hurtigt blevet erstattet af en fjerde; et ualmindeligt mørke og en frygtelig kulde. En skarp kontrast til den bagende varme, der normalt lå over oaserne. Det første stykke tid havde det regnet. Til at starte med havde regnen været fantastisk, men så var den også blevet en pestilens, og jeg havde gemt mig i Thal Elor.
Nu er regnen dog endelig stoppet og jeg har udnyttet det til, at bevæge mig ud til Oaserne. Et af mine yndlings steder. Det er bare ikke helt lige så hyggeligt, som det plejer. Jeg slænger mig op ad en palme, men ikke engang skyggen af palmen kan ses. Det er alt for mørkt til skygger. 
Et dybt suk forlader mine læber, og jeg holder den tykke kappe endnu tættere omkring mig. Temperaturen er allerede faldet voldsomt, og jeg må trække benene sammen under mig, for også at holde dem varme. Egentlig burde jeg vel bevæge mig tilbage i ørkenelverbyens sikkerhed, men af ren stædighed bliver jeg siddende. Ikke om plagen skal holde mig fra at nyde mit Oasernes skønhed. 
Mit blik glider ud over den lille sø foran palmen; frossen. Den er frossen. 
Men i det mindste er magien tilbage, og jeg kan mærke kraften komme tilbage lidt efter lidt. Ikke fordi at der lige frem er nogle her, hvis tanker jeg kan læse. 

Hans rejse gennem ørkenen var langt køligere end forventet - selv med den Fjerde Plage's kulde.
Nok var der koldt, og nok havde det i det kolde nord været muligt at fryse ansigtet af på ti minutter... men at der ligefrem var frostvejr i ørkenen, som ellers normalt var som en stor, gylden stegegryde... det var bare mystisk.

Og det skulle opleves...!

Han havde befundet sig i ørkenen i et par dage nu, hvor han bare var vandret rundt uden at møde noget som helst levende... det var nærmest som om ørkenen var død.
Eller rettere... mere død end normalt.

Det havde dog ikke stoppet ham, og Zane var ivrigt trasket videre for at nyde synet af den golde, iskolde og meget mørke ørken.

Nu, efter et par dage omgivet af sand og nogle få krystalformationer her og der, var han endelig nået til noget nyt: en oase.
Måske dette ville vise sig at være et godt sted at slå lejr?
Under alle omstændigheder, bevægede han sig hen over sandet og ind i den mere frodige oase.

Han nåede kun et lille stykke, før hans trænede blik fik øje på skikkelsen, som sad under en palme og skuttede sig.
Interessant... det første levende væsen han havde set i flere dage...

Zane trådte længere ind i oasen, uden frygt for at afsløre sig.
Han var trods alt gemt godt væk i den store, sorte kappe med den dybe hætte, som skjulte alt bortset fra hans særprægede, svagt lysende lilla øjne...

Absolut stilhed, absolut stilhed overalt. Kun vinden kan engang imellem høres, og det er ikke engang rigtig larm. Jeg puster langsomt ud, for derefter at trække endnu en møghamrende kold omgang luft ind igen. Endnu engang trækker jeg kappen tættere om mig. 
Pludselig brydes stilheden - i hvert fald i mit hoved, for en tanke lyder. Interessant, siger tanken. Forvirret ser jeg mig omkring i oasen, for at finde tankens ejer. Personen - eller væsenet - kan ikke være langt væk, for ellers havde jeg ikke kunne høre det. 
I første omgang ser jeg intet andet end mørke, mørke og mere mørke. Men så, lige dér midt i mørket lyser et par lilla.. øjne? Jeg læner mig let fremad og prøver at fokusere på skikkelsen, som ejer de lilla øjne. Men kun lige omridset af en større person er tydeligt.
Med skepsis i mit blik betragter jeg skikkelsen, som kommer nærmere. "Hvem der?", spørger jeg roligt. 

Det skeptiske blik fra kvinden fik ham til at smile ganske let under hætten... Skepsis gav langt mere mening end hun vidste i denne situation, grundet hans race.
Sortelvere... sadistiske, ondskabsfulde væsener... det var da i hvert fald sådan de fleste så dem!

Zane stoppede op og betragtede hende, som hun sad der og frøs i den unaturlige kulde.
"Blot en rejsende," sagde han, og tilgiv at jeg stiller det samme spørgsmål. Hvem er det, der sidder herude mutters alene...?"
Hans stemme var rolig og virkede oprigtigt interesseret.
Hun var jo trods alt den første person han havde set i et stykke tid...

En vind blæste pludselig igennem oasen og greb fat i hans hætte.
Legende med skæbnen som var det helt ufarligt, eller blot spændende, lod han den blive skubbet ned, så kvinden foran ham kunne se hvad han var...