Rubinien. Et land hvor den intense sol fik det gyldne sand til at stege, og hvor kun de mest velforberedte rejsende vovede sig ud - ihvertfald når man talte om den enorme ørken, som sikkert havde kradset livet ud af utallige rejsende...

Lige i disse dage var tingene dog meget anderledes.
Hvor solen før havde været en nådesløs dræber, uden reelle muligheder for at søge ly, havde plagen fra Kzar Mora nu taget over, og dermed henlå den majestætiske ørken i et køligt mørke.

Dermed var det heller ikke længere nødvendigt at tage de samme forholdsregler - hvilket gjorde Zane's rejse gennem sandhavet en del nemmere.

Som sædvanligt rejste han til fods, iklædt sit typiske rejsetøj: En lang, sort kappe, en grå tunika med sorte skinddetaljer, gode, solide bukser samt et par gode vandrestøvler i læder og handsker ligeså.
En dyb hætte skjulte hans ansigt, og det eneste man rigtig kunne se i dens gabende mørke, var hans unaturlige, lilla øjne...

Med raske skridt begav Zane sig igennem ørkenen, egentlig ikke så meget i søgen efter noget specielt... men mere i søgen efter hvad end skæbnen havde at byde på.

Bellas dage her på det sidste havde været forvirrende. Hun havde mødt Nagendra den venlige halv elefant der nu arbejdede for hende i hovedstaden, men hun var faret vild da en sandstorm havde ramte og hun ved hun under en lille dynge af sand der kun lige ikke kvalte hende til døde grundet en gruppe rubiner i sten der var formet til at give hende ly.

Hun trådte ud i mørket der selv havde ramte Rubinien og skubbede sandet væk under hende til hun igen stod på sandet. Hun var jo ingen ordinær kvinde. Hun var Isabella Rouge. Ingen lille sandstorm skulle holde hende fra at trave videre, især ikke efter den var over.

Hun vandrede nogle timer indtil hun mærkede det. Hendes sjette sand sparkede ind, men det var ikke Nagendra, det kunne hun klart mærke. Hvilken idiotisk og klart selvmorderisk person ville dog færdes ude i ørkenen på et sådanne tidspunkt hvor mørket kunne camouflere næsten alle.
Bella lod sig stå et kort øjeblik og hendes hage søgte mod himlen. Hun mærkede i hendes ekstra sans. Sortelver? sagde hun stille ud i mørket. "Interessant" tænkte Bella til sig selv. Hendes interesse for individet voksede eksponentielt og hun satte i løb mod personen.

Hun kunne ikke se personen i det næste kvarter, men stille kunne hun se en sillouhet på horisonten. Hendes lange frakke spredte sig ud og gjorde hende langt større end hun faktisk var da en kold vestlig vind ramte hende. Hendes sværd lå stadig i deres skeder men hun travede godt afsted mod sortelveren der nok allerede havde set Bella som en stor skygge på horisontens bue.

Inaktivt / Afsluttet