Vulkanen var på mange måder Topalis-øens kendetegn. Sharanna kaldte Topalisfolket den på deres gamle modersmål, Sharas Hjem. Dens stejle sider rejste sig i øens midte, og plantevækster var i årenes løb begyndt at krybe op ad det imponerende bjerg. For stammefolket, der boede på øen, havde det altid været et symbol på en kraft og magi, der ikke kunne tæmmes, selv om vulkanen ikke havde været i udbrud i mange århundreder..

Siden Dragernes tilbagekomst for mere end 3 år siden, havde der ofte været røg fra vulkanens flade top. Det var ikke noget, der havde bekymret de lokale videre. Vulkanen hørte til gudinden Sharas domæne, og hvad hun ønskede, var uden for de dødeliges magt.
Bønnerne til gudinden havde været mange, efter tørken havde ramt, for selv de frodige, tropiske omgivelser der udgjorde Topalis-øen, havde mærket den dæmoniske plage. Planterne i den eviggrønne paradisskov var ved at falme, og manglen på regn havde efterladt Topalisfolket tørstige og desperate.

December var kommet uden den store ændring i vejret, men noget andet var begyndt at gøre Topalisfolket urolige. En række af ubehagelige jordrystelser havde ramt øen, og de blev voldsommere for hver gang, det skete. Samtidig havde røgen, der steg op fra vulkanen ændret karakterer: den var blevet mørk og taget til i mængde, så ingen længere var i tvivl om, at der var sket en ændring i bjergets indre.
Der blev dog for alvor først sat panik i stammelandsbyen, da en af kvinderne en tidlig morgen snublede skrigende ud af sin hytte. "Jeg har set Døden komme. Guderne vil straffe os!" Råbte hun og pegede op mod den rygende vulkan. Kvinden var seer, og da magien havde været forsvundet siden tørkens begyndelse, anså man synet for at være sent fra Shara.

Denne tråd er især beregnet til de stammefolk, der leve på Topalis-øen, men hvis man har karakterer, der er rejst dertil, er de naturligvis også velkomne til at deltage i tråden.

Det var nok ikke ligefrem det mest velredte hår Savannah havde, da hun pludselig blev forstyrret i at gøre sig mere 'anstændig', af en af husets slaver der havde været ude for at finde vand. Med store forskrækkede øjne forklarede den unge knægt angst om hvad seeren havde set, om hvordan røgen fra vulkanen var blevet mørkere.
Isvøbt den første, den bedste kjole hun kunne finde trådte hun barfodet ud af hytten og så op imod vulkanen, hvis røg ganske rigtigt var blevet mørkere, mens flere folk søgte mod havet, var enkelte også panikkent på vej imod hende, spørgende efter hvad de skulle gøre.

Savannah havde først måbet lidt ved synet, derefter beordret slaverne til at finde så meget vand, tørret kød og rødder som de kunne bære og derefter tage til havnen, inden hun selv hastigt strøg ind i hytten, gribende tæpper og noget mere tøj til at dække over sin hud, med sig. Et par sko blev det da også til at træde i, selvom de nok ikke var de kønneste. Hun stolede på at Olympus allerede var ude blandt folket til at kunne hjælpe dem yderligere, men tog sig dog stadig ikke nogen chancer.
Iført tøj der nu dækkede størstedelen af hendes hud, fór hun med lange skridt ned mod byen hvor den urolige stemning blandede sig mellem småbørns vrælen.
Olympus. Hvor i gudindens navn var Olympus? De flammende øjne så sig omkring, inden hun kom en gruppe i møde der søgte om råd og hjælp til hvad de skulle gøre.
For Savannah var der kun et at gøre: Søge i bådene og ud på havet.. For med røgskyen så mørk som den nu engang var blevet, var det højest sandsynligt et tegn på at gudinden var vred, vred på et eller andet hendes tilbedere måtte have gjort, eller ikke gjort.
Med en påtaget rolig mine, begyndte hun at dele ud af tæpperne blandt folkene og forklaret dem hvad hun gerne så at de gjorde, forhåbentligt ville hendes husbond ikke blive negativ over hendes valg..