Caiside havde haft en normal dag for to uger siden, men sammen med hans unge drenge venner havde han drukket sig under bordet og de havde taget en tur ud af skoven og var blevet splittet op. Han var alene og med hans evner indenfor stedsans var han faret vildt. Han valgte derfor at det klogeste var at vælge en retning og bare fortsætte i den. Men nu da han havde gået en god to uger og indset at Lindeskoven ikke normalt har bjerge og floder som her begyndte han at undres over hvor han egentligt var.

Han kløede sig i håret og gik ned til en lille flod der nær var udtørret. Det virkede ikke som vandet i sølvfloden og da han tog noget af det for at drikke det kunne forskellen smages. Han gjorde et lille hop da han synes det smagte betydeligt anderledes. Selv luften her føltes forkert. Den var tør og hed, ikke som i Lindeskoven var hans lille hus lå nær den varmekilde som gjorde det til et bekvemt sted at bo.
Han bevægede sig stille ned af floden som han hele tiden stillede sig selv spørgsmål om hvor han var. Hans taske begyndte pludseligt at bevæge sig og Meles vågnede op og kiggede på ham som om han havde glemt at vække hende, og det havde han måske også. Han havde ikke forstået dyrene de sidste mange dage og det ikke til at forstå hvorfor.

Meles kravlede op på hans skulder og satte sig det som en lille kappe om hans skulder og noget af hans ryg. Han gik dog bare videre om mumlede hele tiden om hvordan han ikke var sikker på at det var den rigtige vej hjem. Han satte sig pludseligt brat ned på bredden af den næsten døde flod og tog Meles ned til sin side og begyndte en samtale med hende som hvis han stadig forstod hende. "Er vi gået rigtigt? Altså jeg mindes ikke disse bjerge eller den dårlige vand i Lindeskoven. Altså selv ham manden vi gik forbi før han var klart ikke en elver!"
Han lod sig falde om på sin ryg og tog fat i noget af græsset og fik fingrene i en lille blomst han tog i håret. Meles blev ved med at skubbe ham for at få ham videre, men han var træt af at gå for nu og havde valgt at græsset her klart var blødt nok til en lille lur. Han tog derfor Meles ind i et kram hvor hun fandt sig bekvemt og de tog en lur.

Der havde før tørkenen været floder så langt øjet rakte i Azurien. Et frodigt land, hvor luften altid var lidt fugtig. Et idealt miljø for Sasha, men desværre var det ikke sådan længere. Mange af floderne var tørret ind, og hvad der før havde været store brusende floder, var næsten ikke mere end vandløb nu om dage. Dette gjorde Sasha ked af det, for selvom hun var bange for vandet, så var hun naturligt draget til det.
Men den tørre luft gik også ud over den handicappede kvinde. For selvom hun ikke var klar over, så havde den fugtede luft gjort at smerterne i hendes ben da holdt sig på et minimum, men nu når luften var tør, ville det svare til at hendes fiskehale tørrede ind. Benene der sad sammen var tørre end normalt og de gjorde ondt. Det var bedre når hun sad ned, og hvis hun tog det roligt kunne hun godt bevæge sig rundt.

Idag var en af de dage hvor hendes far ikke havde taget hende med ned til Lazura. Det var nok også bedre, som hun var vågnet op med virkelig ømme ben. Men efter lidt smertelindrende creme, som hendes far havde fået skaffet, gik det lidt bedre, og hun begyndte at bevæge sig udenfor. Hun var ikke meget for at blive i den lille hytte hele dagen, men hun gad ikke engang at prøve at tage fiskegrej med. Der var ikke en chance for nogen fisk i floderne mere.
Hun gik ikke specielt målrettet, men hendes øjne fangede pludselig noget lidt længere væk. Der var en der lå og sov på græsset, som om at han ikke havde noget bedre sted at være. En ting var at Azurien generelt var meget fredelig, så det var ikke usædvanligt, men det der var en satyr, så meget vidste Sasha til trods for at hun aldrig havde set en. De var ikke normale her i Azurien.

Hun gik langsomt nærmere og nærmere, det tog et godt stykke tid, da hun ikke ligefrem kunne tage store skridt, og stoppede så op, da hun kun var en enkelt meter fra ham, og kiggede ned på ham og hans dyr. De så da godt nok fredelige ud. Hun kunne næsten ikke være bekendt at vække dem, selvom hun var nysgerrig.

Som en fremmede kom nærmere og nærmere vågnede Caiside stille og roligt. Hans øjne åbnede sig langsomt. Hans øjne mødte den fremmede der havde kommet tættere på end han havde forventet. Dog vågnede han stadig bare som om intet i verden var bedre end blot at ligge her i den fredelige natur af Azurien på dette tidspunkt. Den fremmede virkede ikke truende og havde jo bare gået hen til ham på en dejlig solskinsdag. Det var ikke tit det var så varm og dejligt for Caiside og selvom folk talte om Tørke kunne han nu meget godt lide det, men Meles havde andre meninger.
Meles vågnede som Caiside begyndte at rejse sig fra græsset for at sidde op. Hun skyndte sig at løbe under Caisides arm og her lå hun og stirrede ud på personen der var kommet dem nær. Cas gabte og spurgte da "Goddag, er det ikke en dejlig dag?" og tog så blomsten ud af sit hår som han havde lagt der til at starte med. Den tog af med vinden og han fulgte den med øjnene kort som han nu sad på kanten til det der burde havde været en flod.

Oh, hans øjne var virkelig blå. Mere blå end nogen andre øjne hun nogensinde havde set. Det var næsten til at blive fanget i dem, men hun formåede at ryste lidt på hovedet, så hun ikke blev helt fanget. Der var virkelig så mange yndige mænd hun havde mødt på det seneste, det var svært at holde sit hjerte i bero. Og denne mand så også ganske fredelig ud.
"Meget," sagde hun med et lille smil på sine læber, selvom hun savnede regnen en del. Hun var virkelig vant til mere vind og vand end der var i øjeblikket, men den store sol var nu aldrig en dårlig ting at være omkring, og siden at vinteren ikke rigtig var slået ind, så behøvede Sasha kun at have støvler, nederdel, og en enkelt lille jakke over sit tøj. Mere behøvede hun ikke for at holde varmen, selvom de var langt nord på.
"Jeg har aldrig set en satyr i disse egne, hvad laver du dog her?" spurgte hun nysgerrigt, men blev stående. Når hun stod op, så var hendes bens deformiteter ikke ligeså tydelige. Der dækkede hendes nederdel det værste. Men hvis hun satte sig, så blev det pludselig meget tydeligt at der var noget galt. Ikke fordi at Sasha lukkede af når der blev spurgt om det. Det var en del af hende, som hun ikke kunne undgå. Hellere forklare det end ikke at få nye venner.

Som Cas sad der på kanten og fik svar på hans spørgsmål blev han glad for at høre hun selv også kunne lide det. Det varmede altid hans hjerte at folk var positive, også selv det måske for nogle kunne virke for varm. Der var jo altid en positiv side til tingene, at han var faret vild var der nok også en til. Han skulle bare finde ud af hvad.
"Jeg har ikke set en satyr i disse egne, hvad laver du dog her?" kom det fra den fremmede. Han aede Meles under hagen mens han kiggede over på den fremmede "Jeg havde det sjovt med nogle venner og farede vild" han grinede en smule som han sagde det. Det virkede bare så surrealistisk at han var så langt hjemme fra... Dog for at være ærgerlig viste han hellere ikke helt præcis hvor han var blevet af eller hvor her var.

"Hvor er her egentligt? Jeg farede vild nær Lindeskoven" han rejste sig op og tog Meles med sig op. Hun kravlede lidt rundt i hans arme og løb så op til hans skulder for at holde fast der og lægge sig som en form for levende dyrekappe igen. Han smilede hen til den fremmede for selv at fremstå venlig. Førstehåndsindtrykket var jo vigtigt.

En ting var at fare vild, men Azurien havde bakker og bjerge omkring sig. Det var ikke ligefrem nemt at vade forvildet herind, og alligevel havde denne her satyr faret vild hele vejen herover. Ikke nok med det, så var han fra Lindeskoven. Sasha gjorde store øjne af dette. Hun var måske ikke den bedste til geografi, men Lindeskoven havde været bragt op et par gange af sin far, som fortalte om andre elvere... Lindeskoven var uger herfra? Hvordan farrede man vild så slemt.
"Du er kommet lidt på vildfart herude. Vi er rimelig meget... Nordøst fra Lindeskoven vidst. Jeg er ikke helt sikker på hvor det ligger, men det ligger vidst syd for Hovedstaden, og vi er Nord for Hovedstaden," indrømmede Sasha. Det var sådan lidt svært at orienterre sig i et land hun aldrig havde begivet sig rundt i, og ikke engang set rigtige kort af. Hun var en simpel fisker og det samme var hendes far, der var ingen grund til at vide hvor tingene lå... andet end Aquarian. Den by havde hun en god ide om hvor lå, trods hun aldrig ville se den.

Caiside gjorde store øjne som han hørte han pludseligt var nord for hovedstaden. Han begyndte dog en smule at grin og kløede sig lidt i nakken som han da kiggede over på Meles "Jeg sagde jo vi skulle være gået til højre ved den lille landsby for to dage siden" sagde han som en spøjs joke til hende. Det kunne næsten ses på grævlingen at den grinte og nærmest forstod ham, blot en skam at Caiside ikke selv kunne forstå Meles længere...

Hans lukkede sine øjne og kiggede hen mod damen der stod lige hvor solen kom en bagfra hende. Han smilte og fortalte hende med en udstrakt hånd "Nå ja, men jeg hedder Caiside. Men hvis jeg er så langt væk fra alting, hvorfor er du så helt herude alene? Er du også faret vild?" hans stemme var nysgerrig men dog blød. Han prøvede ikke at tvinge hende til at svare og skyndte derfor at få sagt "Altså hvis jeg må spørge" mens han kløede Meles en smule under hagen.

Det var lidt interessant at se hvordan satyren interagerede med sit... kæledyr? Sasha kiggede i hvert lidt undrende på dem, men med et blidt smil på læberne. De så ud til at være gode venner, og hun undrede sig over, om han måske kunne snakke med dyr, men hun kunne jo ikke være sikker. "Mit navn er Sasha," sagde hun og tog hånden i et fast håndtryk. I det mindste var hendes arme da ikke påvirket af det samme som hendes ben var.

Siden hun ikke så nogen grund til at blive stående mere, tog hun plads på græsset. Hendes ben var så udstrakte de kunne være, og selvom nederdelen gemte det værste af hende deformiteter. Man kunne dog stadig se de lidt lumpede ben mellem støvlerne og nederdelen, for ikke at sige at hendes ben virkede som om de vendte lidt forkert.
"Jeg bor ikke så langt herfra, og hvis du forsætter.... hvad der burde være floder, så ender de alle sammen ud i Azursøen, hvor byen Lazura er," svarede Sasha. For hun kendte trods alt geografien i Azurien. 

Nu da Sasha sad ned var det en del nemmere at se hende. Hun var en interessant pige. Hendes hår var kridhvidt og hendes øjne brune. Men der var noget over hende...
Meles kiggede med skulende øjne over på hende og undersøgte hende med et blik der let kunne ses køre op og ned af hende som den lille grævlings hoved fulgte med øjnenes bevægelse. Dog smilte Cas til hende. Han nød at hun havde sat sig ved ham og fortalte ham at hvis han fortsatte med at gå på den vej han ellers ville så ville han blot fare mere vildt. "Hvad vej går man så for at komme til Lindeskoven herfra?" spurgte han med sin rare stemme.

Hun aede hurtigt Meles på hovedet og førte sin hånd over dens øjne og ned. Han reagerede med et nik til den og den nikkede tilbage. Han forstod at Meles havde tjekket efter om Sasha var en af Meles foretrukne. Meles kunne føle om folk havde elver eller satyr blod i sig, men eftersom tørken havde berøvet selv Meles for hendes kræfter føltes alle blot som værende det i Meles øjne, dog var det næsten givet efter synet af Sashas ellers pæne øre. Han smilede blot til hende da og ventede var.

Det var lidt nemmere når man var nogenlunde i øjenhøjde, og Sasha elskede som sagt at snakke med fremmede, så dette var bare nemmere. Desuden, hvis folk ville gøre skade på hende, så var det ikke fordi at hun havde en bedre chance når han stod op.
Stemmen var rar. Det var virkelig sådan en stemme som Sasha ville elske at lytte til i timevis. Nogen stemmer var virkelig bare bedre at lytte til, og hun ville næsten vædde med at det ville være helt betagende når han fortalte historier. Heldigvis blev hun da ikke helt opslugt i sine egne tanker, men hørte hvad han sagde.

Hun kiggede sig lidt rundt, med de øjne som næsten altid så ud som om at de kedede sig lidt, for at være sikker på at hun orienterede sig rigtig. Hvis hun havde ret i at Lindeskoven lå sydvest fra Azurien, og det var nord... hun sad lidt og overvejede det, men pegede så over sin skulder, men uden at rykke sig for meget fra sin plads. "Den vej, tror jeg... Jeg er dog ikke helt sikker," indrømmede hun, med et undskyldende smil. "Men det kan da ikke være rart at tage den tur nu om dage. Der er vel ligeså lidt mad andre steder i landet?" 

Som den Sasha pegede i retning af Lindesoven kiggede Caiside i retningen. Floden gik ikke den vej, men der var dog et bjerg i horisonten. Hvordan ville han komme hjem tænkte han. Hun havde jo ret. Ingen mad ville være at finde ud over den smule Meles ville kunne finde, og det var ikke meget. Han var allerede sulten og måtte snart igen finde et eller andet at spise, så de måtte nok snart finde en måde at få mad.

"Det rigtigt. Det har jeg ikke rigtigt overvejet," svarede han med et kækt smil. Han kløede hans hovedbund som han tænkte på hvordan han ville klare rejsen. "men det finder vi nok ud af, ik'?" sagde han med et opkvikkende blik på hans dejlige rejse kompagnon Meles. 

Sasha kiggede lidt bekymret på Caiside. Bare at finde ud af? Det kunne da ikke være så nemt at overleve i naturen. Især nu når tørkenen havde ramt hele landet for alvor. Sasha mærkede så nok tørkenen lidt mere kraftigt end visse andre, men dette var stadig ikke noget hun var helt klar over endnu.
"Du er godt nok optimistisk, selvom du er i den anden ene af landet," sagde Sasha så og lagde hovedet på skrå som hun kiggede på Caiside. "Er Lindeskoven så fantastisk at du bare må tilbage?" spurgte hun nysgerrigt. På nuværende tidspunkt ville hun ikke bare tilbyde ham husly hos hende selv. Det var ikke fordi de havde et specielt bånd og Sasha kunne ikke bare tilbyde sådanne ting til fremmede. Hun måtte tænke på hende og hendes far først. Men satyren interesserede hende.

Cas kiggede op mod solen og nød dens varme lys for en stund mens han lyttede til Sashas talen. Som hun var færdig med at spørge "Er Lindeskoven så fantastisk at du bare må tilbage?". Hans blik faldt hen over Sashas skulder og hen til hende igen. "Nej, men jeg har familie og venner der," På hans lagde Meles sit hoved for at prøve at få hans opmærksomhed igen, men det gav han hende ikke lige nu. "venter på mig. Men jeg er nok på det her lille eventyr af en eller anden grund". Han kiggede forundrende på Sasha men hans stemme var klar. Han var ikke i sorg, men det at rejse tilbage, selv uden mad, var noget han ville gøre for dem han elskede. Hans hus var jo i skoven sammen med alle hans venner og hans familie.

Det ville klart være hårdt at komme derhen og sikkert ville der ikke være meget mad at finde. Men folkenes nåde måtte vel kunne hjælpe. Han ville selvfølgelig aldrig bruge hans situation til at få mad hos folk der ville havde ondt af ham. Han var klar på at skulle klare sig hjem alene med Meles. En hård rejse, men sikkert med sine goder og lektioner på vejen.

Ja selvfølgelig hans familie, men Sasha havde nu håbet at høre lidt mere om Lindeskoven. Det var begrænset hvad fiskerne i Azurien kunne fortælle hende om stederne udenfor Azurien. De var ligesom hende. De bevægede sig ikke så langt, og hvis de gjorde var det ud på havet, og så mange ting kunne de ikke fortælle om havet.
"Det kan jeg selvfølgelig godt forstå," indrømmede hun blidt og flettede sine fingre lidt sammen, mens hun kiggede på Caiside. Kunne hun egentlig tilbyde ham noget? Det var synd hvis han ingen mad havde og måtte tage hjem, men samtidig var det begrænset hvor mange ressourcer hun selv havde. "Hvis du har lyst, kan det være at jeg i mindste kan give dig husly en nat eller to, indtil du finder ud af hvad du gør." Kom det så endelig fra Sasha's mund. Det var det bedste hun kunne tilbyde på stående fod. Det kunne være at hendes far valgte at Caiside også kunne få noget mad derhjemme. Men hvem vidste?

Caiside kiggede forbløffende hen mod Sasha. Det kom lidt bag på ham at en sød pige som hende ville tilbyde ham ly for nogle nætter så han kunne finde ud af hvad han skulle gøre for at komme hjem igen. Hans blik gik hen på Meles der nikkede forstående til ham og han var enig med dens nik.
"Det ville være med husly Sasha. Det er et tilbud jeg ikke kan modstå" sagde han smilte til Sasha. Han glædede sig faktisk til at se hvordan de levede her i Azurien hvor han åbenbart var end uden at havde opdaget det drastiske skift i geografiske faktorer. Han kunne ikke lade være med at grine en smule og så var han nød til at spørge "Hvordan mon jeg ende helt heroppe. Måske var der en mening med det."

Caiside hoppede og stod nu fast på jorden. Han rakte sin hånd ud til Sasha for at ville hjælpe hende op og stå "Jeg har aldrig været væk fra Elverly men jeg er spændt på at se hvordan en rigtig by ser ud. Vil du ik' vise vejen?"

Smilet gjorde nok Sasha lidt blød i knæene. Det var virkelig et smil der fik hele hans ansigt til at lyse op, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han mente hvert et ord af hvad han sagde. Ikke nok med det, så var det jo også kun rigtig godhjertet folk der kunne smile sådan.
Hun tog glædeligt imod hans hånd med en svag lyserød farve i kinderne, men at få hende på benene, viste sig at være lidt sværere. Hun havde ganske vidst kræfter i armene, men hendes ben, skulle lige foldes rigtigt for at hun i det hele taget kunne komme op, men til sidst lykkedes det da også. "Undskyld... mine ben..." mumlede hun lettere forlegent. Hendes ben var jo ikke ligefrem optimale. Hverken til at komme op eller gå med.
Hun rømmede sig så. "Men.... vi bor dog ikke i byen... men jeg kan vise dig derned i morgen hvis det er?" tilbød hun så. De ville kunne gå derned sammen med hendes far, selvom der ikke var meget at fange i Azursøen for tiden. Men derfor skulle de stadig forsøge. 

Caiside så på hende med det samme smil som før. Han synes hun var virkelig rar, selv mere end hans mor som ellers havde gjort alt for ham han nogensinde kunne forvente. Men hende her, Sasha, hun var bare det og mere. Hun inviterede ham hjem, hun snakkede med ham som om de havde talt langt længere og han kunne godt li' tanken om at blive vist rundt et sted han ikke kendte og lære det at kende med en person han faktisk også ønskede at kende mere til.
"Det lyder som en strålede ide" han kiggede i hendes øjne og selv med besværet det havde været at få hende op at stå vidste han ingen tegn på at det var ham et problem. Han havde det fint med at nogen havde brug for lidt ekstra hjælp for ikke alle var født med en satyrs friske ben par.

"Problem med benene? Det okay. Jeg har selv et problem med min albue." sagde Caiside blødt til hende og strakte så sin arm der skabte en lille knæk lyd i hans albue. Det var ikke et faktisk problem han havde, men han følte at hvis han skabte en form at sympati for hende så ville hun havde et mindre problem med at fortælle ham og hendes. Så følte hun jo hellere ikke at hun var alene om det mente han. 

Sasha slog øjnene lidt ned. Det kunne godt være at det var kommet hende lidt bag på at det var en satyr hun havde mødt, men han var tydeligvis stadig en prins på den hvide hest. Han var jo nærmest drømsk! Eller nærmest behøvede man nok ikke engang at tilføje på det. Han var bare så rar omkring det, og selvom folk ikke normalt vidste hvad de skulle sige omkring hende, når det kom til hendes ben, så turde han ikke joke med det. Det varmede Sashas hjerte.

"Vi har vidst alle vores små skavanker," sagde hun blidt med et lille grin, og begyndte så langsomt at gå over mod der hvor hun boede. Det var ikke ligefrem en lang vej til hytten, men det kunne være langt når man gik så langsomt som Sasha gjorde. Hendes ben gjorde ikke så ondt som de kunne heldigvis, men det tørre vejr havde stadig sat sig i hendes ben, så de værkede lidt som de gik.

Caiside kiggede mod retningen Sasha gik og han kunne ikke lade være med at smile hele vejen. Der var noget fortryllende over Azurien i forhold til Elverly. Måske var det bare fordi han ikke rigtig havde været så meget ude før, men mens Meles løb i noget af det halvt døde lange gule græs så grinte han lidt af hende som de gik.
Under turen kunne havet ses fra en høj de kom til. Caiside kunne ikke gøre andet end at kigge mod dets smukke blå bølger og lade tankerne blive til drømme. Han tog svagt fat i Sashas hånd for at signalere et lille stop, men han glemte at tage hånden væk. Hans fingerspidser var alt det rørte, men for nogen var det også for meget, men ikke for alle.

Han følte en trang til at lære mere om Azurien, se mere af den og opdage den. Men han kunne ikke bare gøre det alene, så tankerne om at se den med Sasha som guide gjorde ham lykkelig. "Er hele Azurien så smuk...?" sagde han som hans blik var fanget af havets brusende vand.

Der var noget over det uskyldige ved at Caiside rakte ud for at tage fat i Sashas hånd, som gjorde at hun et kort øjeblik glemte at trække vejret. Det fik hende dog også til at stoppe, hendes øjne var fæstnet på deres hænder, indtil han begyndte at snakke, og hun tog sine øjnene væk fra hænderne, og kiggede op på hans smukke ansigt.
Hun tog en dyb indånding, inden hun overhoved kunne tænkte på at svare ham. Hvem end der endte med ham, måtte da ende med at være heldig. Især med som han stod der og var noget af et syn. "Det er smukkere," sagde hun og tænkte tilbage på hvor smukt det var før tørkenen. "Inden tørkenen er der floder så langt øjet rækker, græsset er også grønt, og der er små vandfald når man kommer op til bjergene. Det er smukt," svarede hun. Nu var der bare vandløb, og græsset var gult. Det har var ikke det smukke Azurien hun var vant til. Forhåbentlig kom vandet snart tilbage.