Angelica var ikke sortseer. Tvært imod, hun så altid en udvej, en fordel og en løsning på sin vej ligemeget hvad hun foretog sig. Lige nu var hun da også ved at forsøge at finde en af disse tre ting, mens hun sad og lod blikket glide hen over gøglerne, danserne og præsterne der vimsede om på tribynen og omgivelserne dertil. Der var ikke lige så meget gang i hovedstaden længere, som før pesten havde ramt dem. Angel selv måtte da også hurtigt se sig ramt af den noget så belastende sygdom, selvom taget i hende langt fra var stærkt endnu. Hun havde feber og svag hosten, intet mod hvad hun havde set i de små gader. Men det var alt sammen sortsnak! Ikke noget hun skulle bryde sin tanker om nu. Nu var det løsningens time, hvor lang tid det end måtte tage.

Dronnings lovliggørelse af dæmonblod havde skabt stort begejstring og tændt op for lykken i byen igen. En fordel og gjorde også hovedstaden mere komfortabel at befinde sig i! Men pladsen var trængt og Angel kunne ikke sidde i helbredelseshuset hele dagen og vente på en afvisning, fordi de ét var løbet før for dæmonblod for dragen eller to, at hun ikke var af vigtig nok status i byen til at komme først. Måske hun bare skulle skaffe noget selv, og hvis hun blev opdaget, søge om tilgivelse? Eller stikke af.
Angels øjne blev distraheret af en trio af dansende piger som vimsede rundt om hinanden, grinende og prisende for Isari og hendes helbredelse. Angel fnøs og smilede skævt, ja ja, Isari skal da have credit for den her. Klart. Langsomt rejste hun sig og begyndte at vandre lidt rundt med hænderne begravet i sine lommer.

Normalt ville man aldrig se Florence ude i gaderne på denne tid. Tiden hvor solen stadig viser sit ansigt. Dog var skyggerne lange nu og det var let at holde sig i skyggerne af bygningerne, hvilket også var det hun gjorde næsten så tæt at det så helt besynderligt ud. At folk kikkede på hende var det sidste hun bekymrede sig om, hun var blevet sendt ud fra helbredelses teltet og ud i byen for at hente et par af præstinderne som var hernede da de havde efterhånden brug for alt den arbejdskraft de kunne få. At afvise sådan en simpel opgave ville nok have vækket en underlig mistanke blandt de andre nonner og præstinder så Florence havde nikket og påtaget sig opgaven. Selvom hun nu fortrød det når hun skulle gå igennem smågader og omveje for at undgå de værste oplyste områder.
Da hun kom til tribunen sænkede hendes skuldre sig af skuffelse over de manglende præstinder hun søgte. Hun kunne selv mærke pestens tag i hende efter hendes arbejde og hun kæmpede for at få pusten igen inden hun begav sig videre rundt i sin søgen.

Angel fokuserede på alt og ingenting. Hun gik mere eller mindre rundt i sin egen verden og lod blikket glide rundt fra person til person. Nogen var stadig syge, nogen fortravlede, og andre dansede glad rundt uden tanke for dem som endnu ikke havde modtaget en kur. Angel deriblandt. I denne by var hun ingen, og hun var ikke syg nok til at blive båret direkte til kuren. Det var vel bare at vente.

Blikket fandt frem til en kvinde, som vandrede noget underligt rundt for at lede efter noget eller nogen. Hun så træt ud, træt som mange gjorde i disse dage. Træt og måske endda også ret syg. Hun trak i hvert fald vejret mindre naturligt. Da de ikke længere var så langt fra hinanden, både på grund af at Angel let var vandret i den retning og kvindens søgen åbenbart havde ført hende imod Angel, sendte hun et lille skævt smil "Er du okay?" normalvis interesserede hun sig ikke synderligt for andre menneskers ve og vel, med mindre hun kendte dem. Tiderne havde dog ændret sig, og man måtte nogle gange handle efter hvordan man ønskede andre behandlede en, og vandrede Angel rundt med en ubehagelig vejrtrækning, ville hun nok ikke efterlades helt og ladent til sig selv.

/afsluttet/dead