Jadelyn styrede forsigtigt den brune vallak efter mylderet af mennesker, heste og kreaturer, og alverdens andre væsener, der tilsyneladende alle søgte mod samme destination. Det var sandsynligvis også tilfældet, eftersom en handelskaravane nordfra, skulle ankomme med nye varer netop denne morgen, hvilket var hvad der havde drevet Jade hjemmefra på ryggen af naboens hest. Hun manglede maling til sine malerier og hendes pensler kunne også godt trænge til at blive skiftet ud. Og hun vidste, at hvis hun ventede med at anskaffe sig nye, til karavanen nåede hendes hjemby, ville de bedste pensler og mest klare, spændende farver allerede være væk.
Den kraftigt byggede brune hest, der var uerfaren med al den asen og masen, dansede fnysende afsted under hende, på trods af hendes beroligende klap på halsen i ny og næ. I det mindste skabte dens rappe hove en respektfuld afstand blandt de mange fodgængere.
Efter hvad der syntes en evighed, men egentlig blot var en mil eller to gennem byens travle gader, mundede gaden ud og afslørede en stor plads, hvor handlende allerede var i fuld gang og varer alle alle slags skiftede hænder konstant. En krydret duft fra de mange madboder ramte hendes næsebor, da optoget foran hende langsomt opløstes, i takt med at der blev mere plads forude.
Jade red langsomt afsted langs udkanten af pladsen, mens hun spejdede efter et sted at tøjre hesten, så hun kunne gå på opdagelse, uden at være bekymret for at ride nogen ned. Hun strøg et par vildfarne hårlokker, der havde løsnet sig fra hendes lange, mørke fletning, væk fra ansigtet og forsøgte at spotte et sted, der solgte det hun skulle bruge, mens hun endnu havde fordelen ved det overblik, hestens højde gav hende. Hun vidste, at lige så snart hun stod på sine egne fødder, ville det være noget nær umuligt at finde rundt.

Ja karavanerne var kendt for at bringe alskens spændende sager til markedspladsen, men ingen mere fascinerende end den kraftigt dekorerede, kortbarberede kvinde der sad ganske komfortabelt ved siden af kusken til en af vognene - i hvert fald hvis man spurgte hende selv. Nærmest obligatorisk arrogance til side, var den logi hun havde købt på den sydgående karavane ganske ydmyg - ikke fordi Priscilla ikke havde råd til bedre. Rejsen var ikke planlagt, men som så megen anden dæmonisk handlen motiveret af ren kedsomhed, og der havde da været et vist simpelt underholdningselement i at måtte gå til hånde. Desuden havde det tilsyneladende indsmigreret hende mere hos karavanefolkene end havde hun blot været en betalende passager og snart havde hun solgt et par tatoveringer.
Når det var sagt var hun alligevel lettet over at nå frem. Hun takkede for rejsen og lod sig så forsvinde i menneskemængden. Fordi hun intet specifikt formål havde med sin tur, tillod det hende en helt anden åbenhed. Hun slugte folkene med kølige blå øjne mens hun søgte.. Til trods for de ganske.. bogstaveligt befriende rødder, var Priscilla en kunstner først og sidst og kroppene omkring hende var på en gang et objekt og et lærred. En bod med farver og pensler fangede hendes opmærksomhed og hun drev så stille derover og slikkede diskret sine læber - hun kunne godt fortære en anden billedkunstner, de var så inspirerende.

En ledig tøjrpæl dukkede op og den unge kvinde sad af i en smidig bevægelse og bandt hesten dertil med en håndfuld knuder hun havde afluret sømændene på havnen i Belzera. Egentlig ville en enkelt sikkert have vejret nok, men hun ville ikke risikere at miste naboens hest fordi hendes knude gik op, og desuden ville synet af de mange knuder muligvis afskrække en mulig hestetyv. Desuden var hun ikke helt sikker på hvilken knude hun skulle vælge.
En kraftig brise tog folks stemmer med sig og lagde en dæmper på den sædvanelige larm. Desuden havde pesten mærkbart reduceret antallet af besøgende på markedet, enten fordi folk var syge, eller fordi de var bange for at blive det.
Andre igen var draget til markedet, i håb om at finde en kur, eller noget der kunne hæmme sygdommen, og mens Jade begav sig ned langs karavanen, bed hun mærke i de adskillige gadesælgere, der smuttede ud og ind mellem folk og med smiskende miner præsenterede små flasker med rødlige og violette væsker, og sære, tørrede urter for de forbipasserende.
Jade skar en grimasse og tog et lidt fastere greb om remmen på sin skuldertaske, mens hun holdt udkig efter den spraglet malede karavanevogn, hvor hun plejede at købe sit malergrej. Inden længe stod hun foran vognen hun søgte og den lille vævre mand, der ejede den. Der var heldigvis ingen kø, muligvis igen på grund af pesten og alt det andet der foregik i landet for tiden.
Der gik et øjeblik, før det gik op for handelsmanden hvem hun var. Hun havde trukket en laset bredskygget hat ned over hovedet for at beskytte sin øjne mod den bagende sol og sandkornene, som vinden bragte med sig fra ørkenen. Da det endelig gik op for ham, hilste han dog hjerteligt på hende. Hverken han eller Jade var specielt opmærksomme på kvinden der hang ved boden hjørne, med en attitude, der mindede umiskendeligt om en doven kat i en vindueskarm, der havde fået øje på en fugl udenfor.

Som Priscilla nonchalant slentrede over mod malerboden, var det svært at sætte fingere på hvad der gav hende en snert af umenneskelighed. Måske var det hendes klæder, maskulint prægede med bukser og vest, måske hendes bemærkelsesværdige frisure eller de farverige tatoveringer der dækkede store dele af hendes bare arme - smaragdgrønne slanger så detaljerede at man næsten kunne sværge at de bevægede sig under huden. Det var ikke et udtryk uset på kvinder, men sjældent på lave, slanke, ubevæbnede skikkelser. Og alligevel var der noget, om ikke truende, så i hvert fald en anelse alarmerende ved hendes absolutte frygtløshed som hun banede sig vej igennem mængden af mennesker. Hvis man havde holdt øje med hende, havde man måske nået at se det glubske, rovsdyrslignede blik før det blev pakket ind bag et imødekommende grin. Nej det der fik den figurative dråbe til at løbe over den dæmoniske opførsel, var ironisk nok en bogstavelig dråbe.. eller manglen på samme. Ja, Priscilla havde klaret sig årevis i menneskenes rige, så det der ultimativt afslørede hendes dæmoniske herkomst ikke hvad hun gjorde, men hvad hun ikke gjorde. Skønt solen bagte nådesløst ned, tænkte hun ikke på at skygge sig for øjnene og hendes nydelige, hvide hud var fuldkommen fri for sved.
"Skal du male et landskab..?" Spurgte hun nysgerrigt og skævede til de farver pigebarnet stod og udvalgte sig. Nogle ville måske se hendes dus som ubehøvlet, men med dæmonindens unikke historie, kom høflighed ikke naturligt til hende. Ældre dæmoner fandt hende flabet men i denne instans var det pakket ind i et skælmsk glimt i øjet og et charmerende smil.

((Beklager ventetiden))