Newby 09.04.2016 15:31
Jadelyn styrede forsigtigt den brune vallak efter mylderet af mennesker, heste og kreaturer, og alverdens andre væsener, der tilsyneladende alle søgte mod samme destination. Det var sandsynligvis også tilfældet, eftersom en handelskaravane nordfra, skulle ankomme med nye varer netop denne morgen, hvilket var hvad der havde drevet Jade hjemmefra på ryggen af naboens hest. Hun manglede maling til sine malerier og hendes pensler kunne også godt trænge til at blive skiftet ud. Og hun vidste, at hvis hun ventede med at anskaffe sig nye, til karavanen nåede hendes hjemby, ville de bedste pensler og mest klare, spændende farver allerede være væk.Den kraftigt byggede brune hest, der var uerfaren med al den asen og masen, dansede fnysende afsted under hende, på trods af hendes beroligende klap på halsen i ny og næ. I det mindste skabte dens rappe hove en respektfuld afstand blandt de mange fodgængere.
Efter hvad der syntes en evighed, men egentlig blot var en mil eller to gennem byens travle gader, mundede gaden ud og afslørede en stor plads, hvor handlende allerede var i fuld gang og varer alle alle slags skiftede hænder konstant. En krydret duft fra de mange madboder ramte hendes næsebor, da optoget foran hende langsomt opløstes, i takt med at der blev mere plads forude.
Jade red langsomt afsted langs udkanten af pladsen, mens hun spejdede efter et sted at tøjre hesten, så hun kunne gå på opdagelse, uden at være bekymret for at ride nogen ned. Hun strøg et par vildfarne hårlokker, der havde løsnet sig fra hendes lange, mørke fletning, væk fra ansigtet og forsøgte at spotte et sted, der solgte det hun skulle bruge, mens hun endnu havde fordelen ved det overblik, hestens højde gav hende. Hun vidste, at lige så snart hun stod på sine egne fødder, ville det være noget nær umuligt at finde rundt.
Krystallandet