Mange anså det som at være dumdristig og alt for overmodigt at ansætte en halvork til at udføre arbejde. Specielt som enhver mistænkte ham for at være en snigmorder i forklædning. Delvist korrekt. Ronugak lagde ikke skjul på at han tog arbejde som blev ham tilbudt, hvor beskidt det end måtte være. Medanien var dog af den mere fredelige del af verden. Her ansatte almindelige bønder ikke halvorker til at slå naboen ihjel, fordi hunden gøede om natten og vækkede dem. Nej, folk havde mere respekt for hinanden, i hvert fald så de ud til at være mere glade for hinandens selskab en man så andre steder i landet.

Egentlig irrelevant taget alt i betragtning, men rart at mord ikke var en normal ting i gaderne. Måske i det skjulte, men ikke åbenlyst som i Rubinien eller tusmørkely. Sydmænd og vampyrer, Ronugak var ikke sikker på hvad var værst for at være brutal ærlig.
Med en lavmæld grynten fik halvorken løftet den større høballe ned fra kæren og gjorde klar til den næste. Herren som havde ansat ham, foretrak menneskekraft, men måtte indse at langt de færreste var udholdende nok til at klare tung last en hel dag. Der blev også holdt skarpt øje. Altid var der minimum to øjne fæsnet til hans skikkelse. Først havde det været herren selv, senere blev det de andre beboere i området som næsten stoppede deres eget arbejde for at se på den grønhudede mand som arbejdede ufortrøden videre. Han var vant til blikke af mistillid, afsky og frygt. Ronugak kunne ignorere det meste.

Fabian havde taget syd på for at besøge sin familie. Se hvordan de havde det og sådan. Uheldigvis glemte han altid at tænke på hvor meget sådan en tur påvirkede ham, når han var væk fra sin familie. Turen havde været lang, men han havde fulgtes med en der gav ham et lift for et par gange i høet, hvilket havde været fint. Men ligeså snart han havde været hos sin familie blev han hurtigere og hurtigere frustreret, fordi de snakkede om at han skulle få et 'rigtigt' erhverv. Det gjorde ham dog også seksuelt frustreret og nu havde han fået nok. Hans højre hånd var ikke nok for at få løsning for dette problem. Han måtte finde en sex partner og det skulle være nu.

Han havde derfor taget til byen for at lede efter sådan en. Han ville helst noget andet end et menneske, men hvis han blev meget mere frustreret måtte han jo ty til det. Det viste sig dog hurtigt at det nok ikke blev forventet. Ud af øjenkrogen opdagede han noget grønt der bevægede sig. Hans sanser for orkere var blevet bedre over årerne og han vendte sig om og så en muskuløs mand. Tydeligvis ikke en hel ork, men tæt nok på at Fabian's mund næsten løb i vand. Hvem skulle have troet han kunne være så heldig, især i Medanien.

Med faste skridt gik han mod sin forhåbentlig kommende sex partner. "Så hvad siger du til at du dropper dit arbejde og vi går et lidt mere privat sted hen?" spurgte han da han kom tæt nok på at orken kunne høre ham, og hans øjne, der nærmest skinnede af lyst, gled op og ned af den veltrænet krop. Han var nok også godt udrustet, lige noget for Fabian, og han ville ikke engang prøve at opkræve penge, fordi han var så seksuelt frustreret.

Det var ikke ligefrem fordi der var varmt udendørs. Alligevel bar halvorken intet på overkroppen, da arbejdet holdte ham rigeligt varmt ved at løfte og kaste ned fra kæren.
Ronugak løftede den anden sidste høballe op, som en anden mand kom gående imod ham. Der var noget over den måde han gik på, fastheden og ligefrem. Han ønskede kontakt. Ronugak forholdte sig nærmest lydløst og selvom han havde set den anden mand, sagde han intet.
Først da der blev talt til ham. Ord der fik hans øjenbryn til at løfte sig ganske ganske lidt, dog alligevel i svag overraskelse. Ligefremhed, ingen skjulthed. Hvad han imidlertid mente med privat sted og hvorfor, var for halvorken direkte uforstående.

Ronugaks øjne fulgte mandens øjne ned af ham selv et kort øjeblik, før han kastede høballen ned. Hele mandens udskråling, fremgangsmåde og endda anderledes udseende end de andre vagte nygerrighed. "Hvorfor?" der var ingen fjentlighed eller irritation i hans stemme over at være blevet afbrudt, men uforståelse for hvorfor nogen tog kontakt til ham. Stort set alle som halvorken mødte på sin vej, der ikke ejede samme racesammensætning, var bange og påpasselig overfor ham. Og så kom dette menneske med et nærmest hungrende blik mod ham. Hvad det så end måtte betyde. Ronugak tog fat om den sidste halmballe, og skubbede den ud mod kanten, en smule fraværende, da han stadig holdte de rødlige rolige øjne på manden.

Fabian kunne mærke blikke på ham, siden han havde været den eneste der trodsede mennemængden og gik direkte hent il halvorken. Men han var ligeglad, lige nu havde han kun øjne for det pragtfulde dyr der stod foran ham. Han var vant til at håndtere orkere, så egentlig kom det ikke som sådan en stor overraskelse at orken ikke var klar over hvad han mente. De forstod virkelig ikke hints, og Fabian prøvede på ikke at blive for frustreret over det, men det var lidt svært, når han allerede var så seksuelt frustreret som han var.

Han tog en dyb indånding, før han åbnede munden for at sige noget mere. "For at vi kan lære hinanden at kende lidt mere intimt," sagde han og trådte tættere på orken. Hvor ville han gerne røre. Men nej, han var alligevel ikke en der gjorde noget mod hans partners vilje. Hvis han ikke kunne få orken i kanen, så måtte han jo finde et normalt menneske, men det ville være en skuffelse efter at have fundet sådan et pragteksemplar.

Vitterligt ingen ide havde han, efter at manden var kommet nærmere, og selvom hans skills til at tale med andre var blevet bedre, var han dog en halvork af meget få ord. Han forstod hvad der blev sagt til ham, men kunne sjældent svare i de større vilde sætninger, mest fordi han ikke havde lyst.
Manden fortsatte med at være lige på overfor ham, til trods af de mange og lange blikke han fik sig tildelt af befolkningen omkring ham.

Havde der været ondsidet over fremmødet, var Ronugak allerede blevet angrebet. Mennesker var sjældent listige omkring en enkelt halvork hvis de ønskede kamp. At lokke væk fra menneskemængden ville i mange tilfælde sænke menneskets chance.
Med alle de tanker i hovedet, skubbede Ronugak til høballen med sin fod, til den faldte over kæren og ned til de andre. "Okay" Få ord. Det var Ronugak i en nødeskal. Ingen grund til at følje op med unødige ord. Mest af alt var han faktisk nysgerrig efter hvad mennesket dog ville, selvom ordet intim virkede som et ord han havde hørt før. Det havde en velkendende klan, men han huskede ikke helt tydeligt hvad det betød. Herren som havde ansat ronugak kastede en pose med mønster, som betaling for arbejdet. Han kunne vælge og blive og hjælpe den næste kvægbonde med at bære høet hen til stalden for flere skillinger, men han så ud til at have staldkarle nok til, at selv hvis han fik penge ud af det, var det begrænset.
Ronugak trådte ned fra kærren og så en smule ned, da halvorken var en snert højere end manden foran sig. Han skilte sig virkelig ud fra de andre! Spørgsmålet Hvorfor, hang stadig i ham, men han spurgte ikke igen. Han fandt vel ud af hvorfor når han gik med manden. Ingen grund til at spørge så.

Fabian kiggede afventende på orken og et smil spredte sig over hans læber da han endelig hørte et okay. Manden var tydeligvis ikke af mange ord, men det kunne den prostituerede egentlig godt køre med. Ingen problemer der, så lang tid at han fik hvad han kom efter. "Kom med," sagde han roligt og begyndte at gå ind mod byen igen, men hurtigt begyndte de at gå af små gader, hvor husene alligevel formåede at skygge for det meste, indtil de nåede en blindgyde, hvor ingen vinduer var ud til, og solen næppe nåede. Et fint sted at få en hurtig omgang, og så var der også prospektet af at måske blive opdaget. Det gjorde det alligevel lige lidt mere spændende.

Nu når de var alene, kunne Fabian mærke blodet pumpe hurtigere i hans krop, og han rakte ud for at begynde at løsne orkens bukser. Hvis han stadig ikke var klar over hvad han var gået med til, så ville han da finde ud af det nu. Forhåbentlig. "Hvis du fortrækker at gøre det med en kvinde, så skal du bare sige til," sagde han, men hans blå øjne var tydeligt fokuseret på bukserne og der hvor der tydeligvis lå det der endelig skulle få tilfredsstillet Fabian efter flere dage hvor han havde manglet det.

Det gjorde manden smilende at han gik med til at følge med til. hvad var det. Mere intime omstændigheder.
"intim.. jeg har hørt ordet før.." faktisk var det ikke noget han valgte at tænke synderlig meget over. Det blev mere et træk på skulderen og så lod han det ligge. Ronugak fulgte med ind i byen. For hvert drejning opdagede han nye ting, selvom hovedet ikke flyttede sig meget fra sin position i at kigge lige ud. Faktisk at kigge på manden foran sig. Han så ikke dårlig ud, men Ronugak huskede ikke at havde haft tanker i den retning angående mænd. Mest af alt fordi.. mænd rent biologisk for overlevelse kun tænkte på kvinder.. Selvom tankerne mere spillede sig ud i jeg mand, du kvinde

Halvorken drejede med rundt om hjørnet og stoppede op og kiggede med lidt mere bevægelse i hovedet på gyden. "Gyde.. hvorfor er vi i en gyde.. hvad i al himmelens navn vil han have ud af at fragte mig til en gyde.. der er ingen mennesker, intet af værdig.. måske han har brug for hjælp til et eller andet.. ansættelse til et eller andet mærkeligt arbejde.." Ronugak var en stille mand, men tankerne stod stort set aldrig stille på ham.
Mandens hurtige vending og tag i Ronugaks bukser, fjernede det hidtil fuldstændig neutrale udtryk og erstattede det med et overrasket. Han var rent faktisk stivnet af overraskelse. ".. Intimt.. Got it.." brikkerne faldte i hvert fald på plads. Blikket der var blevet ham mødt og ivren for at få ham med. Nu faldte spørgsmålet bare endnu engang. "Hvorfor?"

Halvorker var normalvis absolut ikke tiltrækkende for mennesker.. Ikke hvad Ronugak kendte til, og selv hvis de var, plejede der at være mere frygt til stede. Det kunne man roligt sige ikke var til stedet over dette.
Ronugak rynkede brynene, stadig uden at flytte sig. Hey, det var ikke generende hvad der foregik, så hvorfor bakke væk.. "Jeg forstår ikke hvad du mener." mest af alt forstod han ikke mand der var interesseret i en anden mand konseptet, af den ene årsag at han aldrig nogensinde havde hørt om det før. "Du er en mand, ikke en kvinde.."
Det mest tydelige i Ronugaks øjne var at han var undrende. Ikke afvisende, ikke fordomsfuld over hvad der skete eller hvorfor, men han forstod simpelthen ikke hvorfor.. Han kendte kun til at være sammen med kvinder, intet andet havde faldet ham ind før - selvom det da langsomt begyndte at gå op for ham at det måtte finde sted, udfra mandens ivren i hvert fald.

Fabian kiggede endelig op på orkeren foran ham og ligeså stille forandrede hans former og hoved sig til noget blødere, og bryster der strammede voldsomt mod skjorten han havde på. "Jeg kan blive lige hvad du vil have, fortrækker selvfølgelig min egen krop," sagde han, hans stemme var også en smule mere feminin, nu når han var i denne krop. Han foretrak altid sin mandlige krop, men han kunne sagtens opnå stor nydelse i en anden form. Og det havde han tænkt sig at opnå i.

Han forvandlede sig dog tilbage til min mandlige form, mens orken kunne bestemme sig og fik da også åbnet bukserne, kunne han da ikke lade vær med at slikke sin læber en enkelt gang. Ligesom han havde gættet. Orkere skuffede ham da virkelig ikke når det kom til størrelsen. Og kvinderne var nu altid dejlig voldsomme, hvis man fik fat i en af dem. Der var massere af grunde til hvorfor Fabian var så glad for samleje med orkere.

Stemmens forandring for ikke at tale om kroppens som undergik forandring til kvindelige former, træk og blødhed. Overrasket og facineret af udviklingen, løftede Ronugak også et øjenbryn. Det satte da også gang i andre processer og se formerne presse mod det mandige tøj. Processer som ikke blev stoppet af at han forvandlede sig tilbage til sin naturlige og oprindelige skikkelse. "Nice..". Mandens skjulte anmodning om at blive i sin foretrukkende krop, eller skikkelse, alt efter hvordan man så på det blev modtaget med at Ronugak stadig bar det skæve smil på læberne, som var blevet fremkaldet af afsløringen af mandens noget så unaturlige, og dog praktiske evne.

"Du må være lige hvad du lyster" brummede han anerkendende. Hey, Ronugak stilte ikke mange krav generelt i sin hverdag, og det samme galt øjeblikke som disse.
Det var en komplet uvant situation som havde bragt en del forvirring til orkens mangfoldige tanker. Men alt i alt, selvom det var en mand foran ham som betragtede orkens mandom med hvad der orken kunne gætte sig til måtte være en form for begær, var dette en fysisk udfoldelse. Og det var noget Ronugak forstod sig på, selvom situationen stadig var direkte uvant. Orken krævede dog ikke at blive holdt i hånden hele vejen, og at prøve sig frem var oftes hvad der skulle til.

En smule voldsomt - at glemme mennesker måske var mere skrøbelige end orker, skubbede han manden op imod muren bag ham og så derefter ned på ham, med det skræve smil fortsat på læberne. Mandan vidste hvad han gik ind til, og tilsyneladende var han begejstret for det - ikke noget Ronugak havde tænkt sig at beklage sig det fjerneste over. Han tog fat i skjorten på ham, og fik den åbnet alt andet end nænsomt - ignorerede tydeligt hvis den skulle gå i stykker af håndteringen. Tankerne var der ikke længere mange til stede af. De var heller ikke nødvendige i denne sammenhæng.

Fabian var glad for at høre at han måtte være lige hvad han ville, for der opnåede han alligevel mere nydelse. Måske var det fordi han ikke kunne kopiere en tro kopi af en kvinde krop, eller også var det bare fordi at mænd bare havde nemmere ved at opnå den nydelse. Ikke en tanke han tænkte ofte dog, for ofte var det lige meget. Og især i denne her situation.

Den kraftige håndteringen af ham, gjorde det modsatte af hvad de fleste ville opleve. Han nød det, det her var grunden til at han elskede orkede, og han kunne da også godt mærke at han var ved at blive ganske stiv i hans bukser. Hans blå øjne var nærmest hellere ikke blå mere ved hvor meget hans pupiller havde udvidet sig af lyst.
Det faktum at hans skjorte blev ødelagt, var han totalt ligeglad med, dog tog han en lille bøtte op fra en af hans bukselommer inden bukserne også blev flået af ham. Han kunne udvidde sig som han ville, men alting gik altså bedre med lidt smørrelse.

Mand eller kvinde. Ronugak satte sig som regel ikke på at have en foretrukken type, selvom et område var uprøvet. Men uprøvet ville området ikke være længe, hvis ting ellers gik som regnet. Ikke engang hvis nogen skulle opdage dem ville det sætte mange hindringer. Ronugak selv havde da før set folk få stillet deres kødelige lyster i en gyde eller sidegade, hvor han da fint valgte bare at gå videre og lade dem. Det skulle han ikke stå i vejen for. Derfor havde han da også fuldt ud tænkt sig at ignorere samtlige som ville opdage dem - såfremt det skete.

Håndteringen af ham gik egentlig ganske som det plejede at gøre. Der var ikke megen forskel på køn på det punkt, selvom tøjet havde det med at afsløre hvor godt det gik når det var en mand man havde med at gøre. Bøtten der til gengæl blev taget frem, fik sig først et undrende blik, der gled en smule over i forståelse. Ronugak var ikke vant til det, men han forstod hvad det skulle bruges til, i hvert fald efter at lade et par tanker vende sig i knolden. Mænd havde sjovt nok ikke samme indgang som kvinder, og krævede derfor lidt assistance. For Ronugak var et hul et hul, men han kunne smøre løs hvis han foretrak det.

Fabian tog noget af cremen ud af bøtten og begyndte at glide sine fingre ind og ud af hullet for at få det smurt godt og også udvide lidt. Han var dog ikke så omhyggelig, før han tog fat i Ronugak's lem og smurte det godt ind også, så glidningen ville gå let, selvom der nok ville være lidt trangt. Men det var nu bare en vidunderlig smerte og han kunne ikke vente.

"Jeg er parat," kom det fra Fabian og hans øjne var mørke med lyst. Nu var orkens tur til at bestemme hvordan resten skulle foregår for Fabian var villig og klar til at blive gennempulet af en stor dejlig orker. 

Ronugak betragtede hvad manden gjorde, med faktisk ret stor nysgerrighed. Hvad der foregik fik ham også til at kunne huske næste gang noget i denne retning skulle finde sted. Hvis noget som dette nogensinde ville finde sted igen. Ronugak vidste det ikke, men bekymrede sig egentlig heller ikke om det.

Lige nu lå hans hovedfokus på det svulmede lem som var klar og parat til at mærke nydelsen ved at presse sig ind i manden foran ham.
Imponerende nok havde Ronugak ventet tålmodigt, trods trangen til at mærke nydelse var steget voldsomt på ganske ganske kort tid. Den lille sætning var nok til at orken med sin ene hånd pressede Fabian tilbage mod muren, i hvert fald en smule, mens han med den anden tog fat om sit eget lem og pressede op præcis det sted som ville tilbringe ham allermest nydelse.

Han var ikke langtsom, og gav egentlig ikke den anden voldsom meget tid til at vende sig til den nye størrelse som bevægede sig indeni ham, andet end ved første stød. Herefter greb egoismen over og Ronugak fuldte sin egen bevægelse for nydelse, hvilket var hårdt og krævende. Med en hånd holdte han håndt fast i mandens skulder, og den anden hans hofte, mens han fortsatte med at støde hårdere og hårdere, som pulsen steg og vejrtrækning blev mere krævende.

Der var noget ved den primale lyst, som bare gjorde det for Fabian. Hvordan orkere ikke tænkte over at tage hensyn, men bare hamrede ind i en. Hvordan deres stærke kroppe anstrengte sig om dette ene formål, og Fabian elskede hvert et sekund af det.
Han var kun i et kort sekund bekymret for at denne her ork ville være blid, da Ronugak så pludselig ikke holdt tilbage. Fabian lænede sit hoved tilbage mod muren, og hans mund hang lidt åben, mens han fingre og negle nærmest borede sig ind i de muskuløse skuldre.

Det var hårdt. Det var brutalt. Det var alt hvad Fabian drømte om. Det gjorde en smule ondt, for han havde ikke fået mulighed for at justere, og selvom hans magiske evne ville kunne hjælpe ham en smule, så gjorde han intet for det. Nej han vil mærke det hele. Hvordan Ronugak gled op og ned i ham. Føle hvordan han blev fyldt op med orken.
Hans ben spændte sig lidt mere om Ronugak's krop og han prøvede at møde Ronugak's stød, men det var svært når hans krop føltes som gele og han var presset mod en mur.

Ronugak havde ikke i hensigt at vise hensyn, for han mente ikke at det var hvad den anden gav udtryk for at ønske. Der var ingen indvendinger som han havde givet sig løs til den egoistiske side og blot gjorde præcis hvad han havde lyst til at gøre. Det fortsatte i hårde stød, så dybt ind han kunne komme, mærkende hvordan det tryggede om lemmet, givende hans krop nydelse.
Hans vejrtrækning blev dybere, hårdere og mere koncentreret omkring at holde hans muskuløse krop i gang, og presse til. Præcis hvorfor den anden nød denne hårdhændende håndtering var lidt en gåde, specielt fordi han var et menneske. Mennesker var så små og følsomme, slet ikke vant til orkernes hårdhed. Og alligevel. Manden virkede som om at han ikke kunne få nok af det, så halvorken fortsatte. Pressede den anden mod muren, hårdt og nådesløs, som han fortsatte sin bevægelse. Spørgsmålet var, skulle han vente til den anden var tilfredsstillet, eller blot bare tage for sig og stoppe når han selv følte at han havde fået det ud af mødet han behøvede. Det spørgsmål kunne besvares senere.

Det var måske startet ud med en blid håndtering fra Fabians side, men som han mistede sig i akten, begyndte hans negle næsten at bore sig ned i orkens ryg, som han holdt fast, som var han ved at falde. Dette var dog ikke tilfældet. Mellem halvorken og muren, gjorde det svært for ham at falde ned, og hvis man kom forbi ville man dog nok sige at Fabian ikke var i en særlig god position. muren var ru mod hans ryg, og med de ryk der blev lavet i ham, rev muren hul på hans hud på ryggen, men Fabian selv var i den syvende himmel.

Hans hæle blev boret ind i halvorkens ryg, som han pressede sig tættere, og prøvede at møde de hårdere stød. Hans egne støn blev mere og mere febrilske, som han ville have mere. Han overvejede ikke engang at halvorken måske ville blive færdig før ham selv. Sådan nogle logiske tanker var der ikke i ham, som han tog det store lem ind i sig.
"Mere... Hårdere..." blev der stønnet ud mellem læberne.

Manden nød det. Ronugak var ikke i tvivl, skulle der komme en gående forbi, ville de langt fra være i tvivl om at det som foregik mellem de to lige nu, var til stor nydelse og kun det. Neglende der borede sig ind i den hårde grønne hud, der dog var en smule mindre hård en fuldblods orker, gjorde at Ronugak kom men en brummende lyd, der let fremvidste de spidse gule tænder. Det gjorde ikke ondt, det gjorde noget andet, noget han tolkede som en god ting.
De stødende bevæggelser tog til i fart, som den andens hæle nærmest borede sig fast i hans læn og ryg, og hans vejrtrækning blev hårdere og dybere.  At gøre det hårdere kunne godt blive en prøvelse, men han kunne i hvert fald give mere i noget tid endnu. Han fortsatte som en stærk hingst, der arbejdede hårdt for at fuldføre en mission. Om den anden nåede nogen forløsning af dette var ham nærmest ligegyldigt, trods han havde eftergjort ønsket og forsøgt at gøre det hårdere og hårdere, som farten satte sig op. Snart. Snart ville han selv modtage betalingen for sit hårde arbejde. Det som han ville opnå, om den anden var klar eller ej. Hans brummen blev stærkere, mere krævende, nærmest aggressiv. Det var et tegn til at tilfredsstillelsen snart var i hus, og den anden enten skulle finde en måde at gøre sig klar, eller finde sig i at Ronugak blev færdig først.

Selv Fabians vejrtrækning var ved at lyde forpustet. Det var ikke hver dag at man fik lov til at tage en orke, eller en halvork for den sags skyld. De hårde stød fik bare Fabian til at stønne højere og højere og han var tættere og tættere på at komme. Han ville så gerne blive ved, men han ville også så gerne have den søde forløsning, så han endte med ikke at kunne stoppe sig selv fra at tage sin hånd hen til sit eget lem. Det var svært at egentlig få en rytme med at køre sin hånd op og ned af sit eget lem, men det var ikke så nødvendigt. Det krævede ikke lang tid, før et meget højt støn kom fra ham, og hele hans krop stivnede og klemte sig sammen om halvorkens lem inde i ham, mens han kom. 

Ronugak fortsatte sine hårde og nådesløse bevægelser indtil det sidste. Han tog ikke megen notice af den andens ve og vel, men ud fra hvad han trods alt kunne høre, var det ikke ligefrem lyde af smerte og ubehag der kom fra manden han havde presset op imod muren med råstyrke, der kunne strække sig til at forbipassende nemt kunne få overbevisningen om at dette ikke var ganske meningen.
Som altid bragte det en muskelstramning i hele kroppen, som forløsningen meldte sig. Han begravede sine negle i mandens bløde hvide hud, som et højt støn af nydelse forlod ham. Derefter slappede kroppen af, som var alt anspændthed i kroppen forsvundet ud på en gang og gjort ham sagelig. Han trak sig ud af manden foran sig og tog bukserne op på ny. Som altid virkede ord overflødige for halvorken, hvis vejrtrækning han lod være svar nok, for ikke at tale om det selvtilfredse lille skæve smil der var at finde på sine læber. Det var altid rart at få forløsning ud af kroppen og det var sjældent folk mælte sig frivilligt når man var af den grønhudede art. Han klappede den anden bag i med en rug hånd, inden han fik sat sine benklæder ordentligt på plads. "Find mig endelig hvis du ønsker en tur mere" svarede han brummende med sin dybe stemme, og gjorde an til at bevæge sig end af gaden. Med mindre manden ønskede at komme med flere indskydelser.

Fabian følte at han var i himlen. Han var øm på den gode måde og stod da også lidt og svajede på jorden, som hans ben var svage. Han fik dog fundet sine bukser og trukket dem på igen, og var faktisk noget overrasket som han hørte orken faktisk sige nogle flere ord.
"Det skal jeg da nok helt bestemt," kom det kække svar fra Fabian og tog en dyb indånding for at prøve at få styr på hans vejrtrækning igen, men det var svært efter sådan en god omgang.

Selvom han måske godt kunne have taget endnu en omgang lod han orken gå, for derefter selv at efterlade gyden. Nu var det værste blevet tilfredsstillet, og han måtte jo nok hellere komme tilbage til sin familie, selvom de udentvivl ville stille spørgsmålstegn til den måde han så ud på.