Makoto var netop kommet ud af skoven og på vej hjem, men det gik en smule langsomt for han havde et skadet bagben efter en kamp mod et skyggemonster i Mørkets skov's nat. Han hoppede så vidt det var muligt på 3 ben og undgik at støtte på benet som var bundet ind i en blodig bandage. Han måtte hjem, men prognoserne for turen så ikke gode ud. Han måtte holde mange hvil og bruge muskelgrupper han ikke var vant til at bruge. Han besluttede sig for at støtte på det skadede bagben alligevel. "nhhgg.." brummede han ud mellem sammenbidte tænder og gik alligevel et par skridt før han hev benet til sig igen og stod stille på ny.
Et uvejr var på vej og de mørke skyer trak hen over landet. Det blæste en del og småregnede i små irreterende dryp. Ikke mange var ude på sådan et tidspunkt og da slet ikke omkring mørkets skov. Han frøs og han var beskidt og det lignede på grund af mudderet på hans krop at hans pels havde samme farve som jorden under græsset. Forhåbentlig så ville regnen tage det værste snavs inden han nåede hjem til værtshuset i Madianien.

Leona sad på ryggen af sin pony, der trofast bar hende hvor end hun ville det, hendes røde kappe var slynget om hende, men den var stadig en smule fugtig og kold efter hendes fald tidligere i dag. De blålilla øjne var ikke så opmærksomme som, de burde være, men hun måtte koncentrere sig et kort øjeblik for at skabe et tæppe af varme om hende, der forhåbentligt ville tørre hendes kappe og kjole lidt samtidig med den varmede hende. I det øjeblik det tog fik ponyen øje på noget og stoppede op. Længere fremme på landevejen var en anden rytter og hest. Hendes pony vrinskede til den fremmede og Leona tog lidt fastere i tøjlerne for at sørge for den ikke fik nogle gode ideer, som at gå hen til den fremmede. Vinterens klare luft gik den lige til hovedet.. Hun aede den kort, inden hun fortsatte sin gang og håbede ikke den fremmede rytter ville vise yderlige interesse i hende og ponyen. Det sidste hun havde brug for i aften var, at blive bestjålet..

Makoto så ned mens han haltede afsted, men hørte pludselig hovslag længere fremme. Han så op og det viste sig at være en rytter på en pony. Han smilede glad. Måske var det en som kunne hjælpe Kentaueren. Han humpede vedkomne i møde og forsøgte at gå så normalt så muligt trods skaden i benet. "hey ^^" smilede han og stoppede op ikke langt fra vedkomne. Ponyen var stoppet op og det passede Makoto ganske godt. "Hvor er i på vej hen?" spurgte han. Hvis han var heldig skulle de samme vej og han kunne låne hendes pony og støtte sig til den.

Leona blev en smule overrasket, da det gik op for hende, at det hun troede var en rytter faktisk var en kentaur.. Hvor spændende. Hun glemte af og til at der var andet end mennesker her i verdenen.. Det var ikke fordi hun havde noget imod dem, nej hun fandt dem ganske interessante! Ponyen stod stille og hun smilede venligt til den fremmede. Han virkede ikke til at være en fare eller en del af det der var sket i og ved hovedstaden. "Hej" Hendes stemme var lige så uskyldig som hendes blålilla øjne, der søgte den fremmedes. "Ingen steder, vi vandre bare rundt indtil hovedstaden er et nogenlunde roligt sted igen.. Hvor er du på vej hen?"

"Medanien." svarede Makoto straks da han blev spurgt. "Det kan være i også skal den vej?" spurgte han og håbede på at de kunne følges. "Ser du.. jeg har fået en skade af et af mørkets væsner som angreb mig, og jeg kan ikke støtte fuldt på mit ene bagben. Så jeg håbede lidt at du ville følges med mig så jeg kunne støtte mig til din pony." forklarede han lige på og hårdt med en blød stemme og et venligt smil. "jeg ejer desværre ikke noget så jeg kan ikke engang give dig noget for det... desværre" måtte han beklage til sit forslag som han lige havde fortalt om.