Kirana var ikke sikker på at hun nogensinde ville vende sig til at sidde på en drageryg. Det var noget af det mest spændende og gruopvækkende hun længere havde oplevet og til trods for den lette sindstilstand omkring højder, begyndte det nogle gange let at snurre som de brød skyerne på deres hjemrejse til hovedstaden. Den hovedstad hvor hendes liv var og var blevet udlevet. Her hvor hendes familie og venner befandt sig. Som muren og bygningerne tårnede op i horisonten var det også dem hun tænkte på og så for sig. Dem der bragte et varmt smil på hendes læber, som hun lænede sig trygt ind mod Hargins ryg. Hun var endelig hjemme.

Og hjemme blev hun også holdt i mange timer, som forklaringen skulle udføres. Glæden, frustrationen og tårerne havde flydt ud i hjemmet, som hendes forældre havde lagt blikket på deres afdøde datter, genopstået fra døden. Som de havde klynget hendes spinkle krop ind til sig, mens de store hvide englevinger syntes at være langt mere i vejen end nogensinde før. Kira var lykkelig for at se dem, men ligeledes også bange. Hun vidste hvad konsekvensen for at vende hjem kunne være. Indespærring. En indespærring hun ikke ville overleve.
Kira var ikke sikker på hvordan, eller hvor mange forskellige argumenter hun i grunden måtte bruge før hun slap ud af de alt for beskyttende klør. Måske var det ærefrygten for hvorfor hun var tilbage. Hvordan hun havde fået de hvide vinger og hvad de betød. Folk blev sjældent benådet og sendt tilbage til livet efter Kile havde taget sjælen til sig. Kira vidste endnu ikke hvad hendes opgave var, men hun vidste der var en.

Denne opgave blev lagt tankemæssigt på is. Hun havde andet at tænke på. Hun havde folk at finde frem til. Folk hun havde savnet inderligt og som hun ønskede at finde igen. Hendes første tanke faldte på barndomskammeraten, som altid havde en tendens til at falde i unoder på alle tidspunker af døgnen. William Thurston. En varmhjertet knægt som for første gang i al deres tid som venner, ingen ord kunne sige som hun stod foran hans dør. Mundlam, forvirret og lettet. Følelserne der skinte igennem. Kirana var begyndt at overveje hvor mange mennesker hun i det hele taget havde haft en indflydelse på. Haft en plads hos og som hun på en eller anden måde havde betydet noget for. Noget du ikke tænker voldsomt over i live, men som kommer til dig, som man vender tilbage. En person blev også nævnt ved hendes besøg, som også længe havde været i englens tanker, selvom hun ikke havde regnet med at høre navnet der. Isadora.
Den kære og yngre barndomsveninde som var så langt fra hvad Kiras personlighed lå, men stadig et varmt og dejligt menneske og med en stor betydning. Det var også derfor at Kira nu stod foran den store trædør hun var blevet guidet til og bankede roligt, men fast på.

Tiden havde føltes stillestående for Isadora de sidste mange måneder siden Will og hun havde nedkaldt alverdens løfter om død og ødelæggelse - ikke så bogstaveligt dog - ved at liste ud i mørket sammen. Hun havde været holdt i så kort snor at det havde været kvælende, men værst havde været at hun vidste hun nok havde fortjent det. Timerne i etikkette var blevet flere. I det hele taget var tiden med undervisning blevet øget for at fylde så mange timer som muligt ud. Kalligrafi, husholdning, historie, dans og musik. Alt det var forståeligt, men efter de første to uger havde hendes mormoder overrasket hende ved at tilføje fægtning og selvforsvar til timerne også. Det gav Isadora mulighed for at brænde den indestængte energi af, men også for at holde sine færdigheder vedlige.
Hun havde også lange samtale med sin mormoder om de forskellige adelsfamilier, deres alliancer og holdninger. Uhyrligt interessant, men også tydeligt forberedende hende på det næste skridt i hendes liv. Ægteskabet. Ikke at det blev nævnt højt med mange ord, men hun vidste det lå hendes mormoder på sinde at få hende afsat til et godt parti.

Isadora selv havde ikke så travl og slet ikke fordi den hun helst ville tilbringe tid med var faldet noget så grusomt i unåde. Ikke at det havde forhindret hende i at mødes med Will i haven ved palæet i skjul af buske og under begrænset overvågning af hendes livvagt. Denne havde holdt sig på afstand og selv i skjul for de to unge, men Isadora havde vidst han var der. En sikkerhed på mange måder, som hun kunne acceptere.
I dag sad hun også i haven og læste. Foråret var endelig kommet og solens stråler dansede ned gennem de lyserøde blomserblade på kirsebærtræet. Selv var Isadora klædt enkelt i frostblå kjole med flere skørter end hun fandt praktisk. Bogen var en beretning om krystallandets første tid og skovelvernes opbygning af deres nuværende hovedby, Elverly.

Som det bankede på hoveddøren lukkede hushovmesteren op og stod for en gang skyld mundlam og ramt af chok ved synet af den unge dame udenfor. Han chok fraholdt ham fra at sige noget, men blot holde døren åben og vise Kirana ind, for det var ingen ringere end hende. Som han lukkede døren bag hende var det som om lyden af det solide træ der gled sammen fik vækket ham en smule mere til live. "Frøken Kirana, Isari velsigelse at se Dem iblandt os igen." Det var mere følelse end han nok nogensinde før havde udvist overfor den unge dame. Så slog han ud med hånden, før han begyndte at gå i den retning. "Den unge lady sidder i haven i dag." Uden at sige mere ledte han vejen til døren derud og gav derefter den unge pige den rette retning med en håndbevægelse.

Isadora så op fra sin bog som skridt nærmede sig hende. Så rynkede hun brynene for der var noget velkendt og samtidig fremmed over dem som hun ikke kunne placere. Længere nåede hun ikke, før en umulighed rundede hjørnet af hækken ind til hendes lille oase af fred under kirsebærtræet og ved siden af havedammen. En umulighed der fik hende til at tabe bogen og rejse sig. "Kira?" Det havde været for hurtigt hun rejste sig og for stort et chok. Anden grund kunne hun ikke finde til at verden gik i sort, som hun meget ukarakteristisk besvimmede.

Som døren blev åbnet, blev dens åbner mødt med et varmt og venligt smil som det første. At se folks overraskelse og næsten åndeløse tilstand når de genkendte hende, var ved at være normalt efterhånden, men alligevel ikke noget man kunne vende sig til. Hans stilhed var dog et af de nemmeste ting for hende at håndtere. Hun forstod deres stilhed, og deres forskrækkelse. Kira blev vidst ind med en håndbevægelse, men alligevel lykkedes den kære mand at begynde at tale som han havde lukket døren bag hende. "Tak, Sir." smilet blev ikke mindre ved hans ord og hendes taknemmelighed var også at se, både over hans ord men også fordi han vidste vej frem til den endelige destination. Nemlig Isa.

Uden tøven fulgte hun efter som hun endnu engang takkede hushovmesteren. Den varme sol ramte hende som det første og fik hende til at blinke let og endnu engang blive markant opmærksom på sine vinger. Hun var ikke helt sikker på om man nogensinde vendede sig til at de var der.

At se Isa igen bragte stor glæde og et voksende smil. Dette falmede dog markant og blev nervøst og bekymret som det var meget tydeligt hvor chorkeret at Isa var. Dette var en af de mere uheldige ting der kunne ske. Og som forudset i løbet af de sidste par sekunder, faldte Isa mod jorden i besvimet tilstand. Kira bed sig i læben og satte i løb derhen sammen med flere af de ansatte i huset. "Jeg troede at du var den mest standhaftige af os to." hviskede hun roligt, som hun satte sig på græsset, mens diverse begyndte at vifte for at give hende luft, hende vand, og endda få hende hjulpet op i en mere siddende tilstand. Det sidste hjalp Kira med til, for at hun var sikker på at Isa ville se hende som noget af det første, og ikke bilde sig selv ind at hun havde solstik og dermed få endnu et chok når hun ville se Kira igen. Det var unødvendigt at sige, at Kira efterhånden havde prøvet dette et par gange.

Mørket skilte sig hurtigt igen og slap Isadora tilbage til virkeligheden. I en tilstand hvor hun lå ganske ubehageligt på jorden, men ikke længe. Hænder fandt vej til hendes arme og til hendes liv og som hun blinkende forsøgte at få samling på sig selv og de myldrende tanker for den umulighed der havde sendt hende under fandt hendes blik den selv samme igen og blev der.
Kira sad ved siden af hende i græsset.
Resolut og måske en smule for hurtigt igen fik Isadora sig bragt ordentlig op at sidde. Det svimlede kort for hendes blik, før hun lukkede øjnene og tvang sig til at trække vejret dybt og roligt. Korsetter gav måske en flot figur, men de var bestemt ingen fordel at falde sammen i.

Med vejret nogenlunde under kontrol åbnede hun forsigtigt øjnene igen. halvt i forvisning om at det kun ville være bekymrede tjenestefolk der omgav hende, men endnu engang findende veninden siddende der og se småbekymret på hende. "Du kom tilbage?" Så brød et varmt og glædestrålende smil frem på hendes læber og lyste hendes grå øjne op, som hun rakte ud og greb den andens hænder i sine. "Du kom virkelig tilbage!"

En fugtig klud blev i det samme duppet mod hendes tindinger og gjorde Isadora opmærksom på de bekymrede tjenestepiger der stadig sværmede om hende. Hun lod blikket glide over dem, før hun med en håndbevægelse forsøgte at vifte dem væk. "Jeg har det fint. Jeg havde nok blot siddet for længe stille til at rejse mig så hurtigt. I behøver ikke blive ved med at se sådan på mig." Hendes ord mødte ikke den store forståelse, men den ledende af pigerne viftede de fleste af de andre væk før hun og en mere af pigerne satte sig på bænken nærved og begyndte at sy.

Isadora vendte blikket en smule opgivende tilbage til Kira, hvorefter hun med meget dæmpet stemme hviskede. "Er du lige kommet tilbage? Hvordan tog dine forældre det?" Hun gjorde et lille ophold, som hun så undersøgende på sin ældre veninde og så forsigtigt spurgte. "Ved du hvorfor du fik lov at komme tilbage?"

At se Isadora tilbage i korset og adelsfrøken tøjet var rent faktisk lidt af en overraskelse. Det var ikke ligesom første gang, efter mange år adskilt, hvor hendes tøj havde været tydeligt præget af at være strejfet omkring i landet. En ting som Kira nok aldrig helt lærte at forstå, og dog alligevel svagt havde misundet. Det havde ikke været nemt. Men det var adelslivet bestemt heller ikke når først man havde prøvet tilværelsen uden regler.

Et varmt smil brød tydeligt længere frem på Kiras læber, som veninden lod nyheden synke bedre ind og rent faktisk se at det ikke var et minde der forstyrrede synet. Kira nikkede bekræftende og gav venindens hænder et blidt klem "Ja, jeg kom tilbage! men jeg frygter at jeg allerede er gået glip af frygtelig meget" svarede hun varmhjertet, og fjernede først blikket fra veninden som tjenestepige med en fugtig klud fangede Kiras opmærksomhed.

Endnu engang kom Isa's stædighed til syne, som hun let fejede tjenestepigernes sværmen om sig lidt væk, med at sige hun var okay. Noget der ikke faldte i den perfekte jord, men til sidst havde sin indvirkning til sidst, og pigerne begyndte at gå tilbage fra de to veninder. Kira havde under hele scenariet måtte bide sig tungen for ikke at fnise, og sad nu mere med et smil på læben der afslørede at det morede hende.

herefter startede de forventede spørgsmål, en efter en. Kira lod hende tale færdig før hun valgte at svare. Det var nemmere ikke at afbryde når spørgsmålene først begyndte at strømme. "Jeg må bekendtgøre at jeg kom tilbage for nogle uger siden. Jeg valgte at tage til Dragorn hvor jeg vidste Hargin befandt sig. Han af alle folk, havde nok mest brug for at se mig og jeg ham. Han bebrejder stadig sig selv for min død." at være hudløs ærlig i denne situation var det nemmeste, dertil var det Isa! Kira huskede ikke at havde skjult noget for hende før. "Jeg vendte derefter tilbage til mine forældre, der forsøgte at indespærre mig af frygt for at jeg skulle tages fra dem igen.. Som du kan se, er mine overtalelsesevner overfor dem, forbedret gevaldigt." afsluttede hun næste spørgsmål, og så derefter længe på Isa. Eftertænksomt og alligevel ubeskrivelig rolig og affunden med hele situationen. Hun kiggede væk fra venindens øjne og hen over det grønne græs inden hun sukkede let. "Intet konkret. Kun at der er en grund, som endnu ikke er gået op for mig endnu" forsøgte hun at forklare. Det var selvfølgelig rart at vende tilbage, men spørgsmålet hvorfor, var og blev altid i hendes tanker. Man blev ikke sendt tilbage for ingenting.

Isadora vedblev med at smile og holde fast i Kiras hænder, mens hun afsøgte den andens ansigt for de forandringer der var indtræffet siden venindens tilbagevenden. Det var ikke de store ændringer, men små og diskrete. En beslutsomhed og vilje skinnede tydeligere frem, som varmen for hendes omgivelser gjorde det. Som var essensen af Kira forstærket og forædlet. Så blinkede Isadora dog let overrasket, men nåede ikke mere før de blev afbrudt af den fugtige klud. Noget hun fik viftet væk, før hun atter tog Kiras hænder i sine.

Som hendes blik fandt tilbage til veninden måtte hun sukke let. "De behandler mig som var jeg lavet af glas!" Så skar hun dog en grimasse og sænkede stemmen til en hvisken der ikke nåede de to der havde sat sig lidt der fra for at holde øje med dem. "Når de ikke lige husker min mormoders advarsler om mine 'usømmelige' tendenser..." Et skævt smil fulgte, før hun reelt svarede på hva Kira havde sagt før hun fik pigerne på afstand. "Du ved da at alt det sjove sker når du ikke er der til at holde øje med mig?" Skønt hendes tone var drillende var det også tydeligt hvor meget Isadora havde savnet sin lidt ældre og langt blidere veninde.

Så tog spørgsmålene dog over, men efter de første holdt hun inde for at Kira også havde mulighed for at svare. Noget der fik Isadora til at smile med lidt mere varme i det skæve smil. Selvfølgelig havde Kira opsøgt Hargin som det første. Selvfølgelig fandt han hendes død som værende hans skyld. Isadora gav hendes hænder et klem. "Hvordan tog han det? At se dig igen?" Hun kunne forestille sig hvor stort et chok det måtte have været for ham og hvor skyldig han måtte have følt sig. Så måtte hun dog le dæmpet. "Det kan jeg se ja! Meget imponerende!" Hun smilede stadig til den anden skønt det var faldet ned til et mindre et der bare hang på hendes læber. Det var svært at gøre andet, skønt hvart svar kun gav anledning til flere spørgsmål i Isa's sind. "Flytter du ind hos dine forældre eller vil du se om du kan få dit eget sted?"

Isadora nikkede let, som hendes blik gled væk fra veninden og mod hendes selvudnævnte anstandsdamer. "Så må vi bare vente og se." Hendes tanker svævede kort om mulighederne, før hun lod blikket finde tilbage til Kiras ansigt og hun gav hendes hænder et klem. "Har du snakket med Will endnu?" Det var en gnist af hemmeligheder i hendes blik som hun sagde det.

Kira bed sig diskret i læben, for at opretholde facaden om ikke at grine let af sin veninde, og hendes tydelige ubehag og irritation ved at blive behandlet som en pocelændukke. Hun havde aldrig været glad for at folk så sådan på hende. Forståeligt, taget alt i betragtning, men stadig noget Kira havde levet hele livet med, og stadig måtte finde sig i på hjemmefronten og alle andre hun stødte på mere eller mindre. Kira var ikke glas heller, men mere i den retning, end Isa. Kira hævede smilende et øjenbryn og så morerne på veninden. "Du mener vel alt det sjove som i sidste ende er hvad der får dig i problemer?" I sin barndom, hvor Isa havde været mest tilstede, var det altid balladen som havde skinnet igennem som morkskaben og denne hang ved som voksen. Med mindre man så på balladen hun igennem tiden havde set sin anden kammerat gå igennem. Alligevel kunne Kira ikke undgå at tænke, at mængden nok omtrændt var den samme, blot med forskellige udfald. William havde været pakket mere ind i sikkerhed end Isadora nogensinde havde været, efter forsvindelsen fra de andre adeliges blikke.

Kira grinede lidt nervøst og måtte sinke blikket som hun bed sig i læben. Emnet Hargin havde som regel altid den indvirkning på hende. "Jeg vil sige at han tog det meget pænt." startede hun ud som den lyserøde streg banede sig frem. "Han startede ud med at tro at han drømte, forvirret og så nægtede han mere eller mindre at give slip derefter." af en aller anden årsag kunne hun ikke med det samme få nævnt at der havde været et kys indvolveret. Men ud fra tilstanden som Kira i øjeblikket sad i, med den lyserøde farve voksende, var der ingen tvivl herom at det var indtruffet ved mødet. Og et del gange siden også.
Kira trak let på skulderne og kunne tydeligt ikke bestemme sig til hvad hun skulle svare til netop dette spørgsmål. "I dette øjeblik har jeg valgt at være ved mine forældre. I hvert fald indtil en anden mulighed åbner sig. Jeg elsker dem, og ønsker at gøre dem glade, men noget trækker.. Trækker mig væk fra de vante rammer jeg hadve før. Noget der tvinger mit sind til at indse at forandring er nødvendig." det var det bedste svar hun kunne give på stående fod og hun vidste at et sted for hende selv blev nødvendigt. Nervøsiteten for at gøre det var dog stadig malet i hele hendes eksistens. Hun var ikke ligefrem en rammebryder normalvis.

Nævnelsen af kammeratens navn fik hende til af smile varmt og se undersøgende på Isadora med et klimt i øjet. "Det har jeg. Han havde svært ved at finde ud af hvad han skulle sige eller gøre. Men kære, hvordan tror du ellers jeg fandt frem til dig?" spurgte hun og gav Isadoras hænder et klem tilbage. Nok vidste hun ikke præcis hvad der foregik, men det var tydeligt at de kendte hinanden, specielt som Isadora selv havde bragt manden på bane. "Såå.. lad mig høre" hendes stemme gik til det mere lavmelde, for at skabe lidt mere hemmelighed over deres samtale, end hvis hofdamerne kunne høre med. Der var ingen tvivl om at de lyttede med ørerne på stikker for at følge med i hvad der foregik.

Isadora hævede med påtaget chokeret øjenbrynene ved Kiras ord, men kunne ikke holde en munter glimten fra at gennemsyre sit blik. "Jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om!" Det var så langt fra sandheden som det kunne komme, men hun slog det hen med latter og munterhed af flere grunde. Mest på grund af dem der sad og gjorde deres bedste for at lytte med, men også fordi det kun var blevet værre med alderen og Kira endnu ikke kendte til det værste - alt efter hvad Will havde fortalt altså.
Deres snak havde da også tiltrukket sig nogle lettere sigende blikke fra den ledende af pigerne på bænken. Noget Isadora ignorerede, skønt hun havde bemærket sig det. At tale i fred var en ting hun savnede at gøre hjemme og noget hun havde troet muligt når det var med en veninde og ikke en mand.

Så smilede hun let til Kira, som hun lyttede opmærksomt. Det havde været et chok for dem alle at miste Kira, men værst af alle havde det ramt ridderen der skulle have beskyttet hende. Som hun mod sine forældres vidende havde været sammen med. "Så alt i alt en del bedre end jeg..." Isadora kunne ikke lade være med at sige det, før hun gav venindens hænder et fast klem. "Men jeg forstår ham godt. Du må ikke gøre sådan noget, søde." Alvoren var tilbage i hendes blik. Om hun mente at kaste sig ind foran en trænet kriger eller dø var dog ikke til at sige. Nok mest begge dele.
"Er han her i byen med dig?" Hun kunne ikke lade være med at spørge som farven steg den anden op i kinderne. Et lidt unfair spørgsmål måske, men bedre end hvad de derefter kom ind på. Det var både rart og ubehageligt på en gang for Isadora kunne se forandringen i Kira tydeligt som denne talte. Forældrenes bur af forventninger ville ikke være stort nok for Kira længere. Hun skulle have plads til at strække vingerne. Bogstaveligt talt. "En grund til du er her nu?" Isadora mente tydeligvis ikke i haven med hende, men i live igen. At der var en grund til at Kira var hentet tilbage. Det havde hun hørt der altid var.

Så måtte Isadora dog le dæmpet. Selvfølgelig. Det kunne hun havde sagt sig selv. At svare mere krævede dog en lille ændring i deres omgivelser. "Jeg håber ikke du har svært ved kulde..." Som hun sagde det, slap hun Kiras hænder og lod sine synke ned til græsset. Uden at tage blikket fra den anden kaldte hun sin magi frem og lod kulden sprede sig ud fra sig. Hun hørte et gisp fra bænken som en kupel af is voksede op fra jorden og lukkede sig over de to pigers hoveder og indesluttede dem totalt i sit glimrende indre.
Isadora smilede som hun holdt fast i sit lille værk. "Nu kan vi tale frit." Med det lod hun smilet få rigtig fat, skønt glimtet i hendes grå øjne var ren ballade. "Jeg tænker du gerne vil høre hvordan vi mødtes? ... og endte i problemer sammen?" Det sidste kom med underspillet tone, som skulle det være en umulighed for nogen af dem nogensinde at komme i problemer selv.

At holde masken, selvom hun forsøgte, var en umulighed for Kira som Isadora begyndte at forsvare sig selv ganske forståeligt. Et varmt og stort smil prydede hendes læber, mens hun trods alt tilbageholdte grinet. Ikke noget med at få hende afsløret alt for meget. Friheden var ikke stor blandt familien, og Isadora var heller ikke havnet i et frit område, ville Kira mene. Hun huskede venindens bedstemoder fra år tilbage, og huskede hende som en hårdhåndet og meget pligtopfyldende dame. Det var ikke ligefrem der man ventede at få den største frihed.

Kiras blik vendte sig ned til jorden, som hun sukkede svagt og nikkede. Hun havde fået at vide mange gange at hun ikke måtte skræmme folk! Specielt ikke på den måde. Og dette havde været den værste skræk der var gået igennem alt for mange hun holdte af. Specielt når troen om at døden var endelig hos de fleste var stærk. Kira havde ikke ventet at komme tilbage. Havde ikke set det som nogen mulighed, og havde alligevel været rolig i det sidste øjeblik. Tænkte hun overhovedet i det sekundt, på alle dem som ville blive påvirket? Det gør man sjældent.
Kira blev revet tilbage til virkeligheden igen og nikkede "Ja indtil videre er han. Men jeg ved aldrig hvor længe han bliver eller hvad der kan ske." der kunne komme meget uventet op, og med mørket så langt fremme i skoen var det blot et spørgsmål om tid, før at hun måtte indse at uroen i maven aldrig ville gå væk. Hun vidste at han kunne foresvare sig selv, men skrækket for at noget gik galt var der stadig. Fyldte langt mere end godt kunne være.

Kira smilede roligt og nikkede svagt. "Ja." det var faktisk næsten det eneste hun vidste, og vidste ikke hvad hun ellers mere skulle forklare. Kira vidste hun var kommet tilbage af en grund, men ikke hvilken. "Det eneste jeg ved er, at jeg tog afsted for tidligt. Derfor blev jeg sendt tilbage. Hvorfor og for hvad, er stadig sløret." med de sidste ord rynkede hun let på brynene. Hun kunne mærke en forandring. Frygten for at skade folk med sine evner var slumret væk. Det var som om at hele roen havde frembragt at hun havde styr på det. At hun ikke længere behøvede frygte noget af det som de kunne frembringe.
Kira løftede let et øjenbryn og så undersøgende på veninden, mens et smil stadig var tydelig. Hvad end Isadora fandt på så vidste hun at det til sidst frembragte et rysten på hovedet. Hun kunne bare mærke det.
Ganske ret havde hun. Som isen voksede imponerende hurtigt og elegant frem om dem, givende dem et lille æg af beskyttelse, voksede smilet og en let rysten på hovedet kom frem. "Du ophører aldrig med at forbløffe mig!" Det var smuk, imponerende og også umådelig praktisk, da de nu ikke behøvede snakke kodet og tilbageholdent i deres samtaler. "Ja tak!" at de var endt i problemer sammen var ikke noget der undrede hende! Hun kendte Will og hans fortrinlige evne til at udfordre skæbnen lidt for voldsomt. Isadora var ikke meget bedre, men måske mere trænet i at komme ud af dem igen. Det ville uden tvivl blive en spændende og hovedrystende fortælling!

"Det gør ingen af os. Det er lidt hvad gør livet interessant." Isadora smilede til den anden og klemte så hendes hænder let. Hun var så uendelig glad for at have Kira tilbage. Et lille under hun aldrig havde troet skulle ske, men som hun håbede ville holde. Det gjorde de nok alle. "Men du må se at nyde den tid I har fået givet. Hvert et øjeblik nu er jo lidt ekstra." Hendes smil vaklede kort, men fandt hurtigt sin plads på hendes læber igen. Noget det havde fået lettere ved siden hun havde mødt Will og han havde holdt et der, så snart han var i nærheden - eller i hendes tanker.
Tanken om Will afledte hende kort, som Kira også virkede til at lade tankerne flyve. Det svar der kom fik dog den yngre kvinde til at nikke eftertænksomt. Det gav glimrende mening - skønt det var lidt for tåget til Isadoras smag. Det passede dog glimrende til hvad hun havde hørt om engle, så svarene ville nok komme med tiden. "Så lad os glæde os over du er tilbage og lade fremtiden være fremtiden." Hvad end det var ville det vise sig når tiden var inden og til da ville Isadora have fornøjelsen af at se Kira vokse ind i sin nye sikkerhed.

Isadora lod blikket glide rundt på kublen af is, før hun lod det finde Kira igen med et varmt smil. "Det er en frygtelig praktisk ting at kunne... og du skal glæde dig til at se det når jeg lader den smelte." Hun havde aldrig gjort den slags uden at kontrollere processen og lade isen funkle med alle sine krystaller i solen. Så gled smilet skævt over ivren i den andens stemme og glimtet i dennes øjne. "Jeg var næsten lige kommet til byen, da jeg blev passet op af en fulderik i en bar. Will valgte at blande sig og med vores fælles evner for diplomati fik vi hurtigt det hele til at udvikle sig til et slagsmål." Hun gjorde et lille ophold og smilede uskyldigt til Kira, før hun fortsatte.
"Will greb fat i mig og flyttede os til gyden bag kroen - hvilket desværre hurtigt blev opdaget og han måtte tænke hurtigt..." Hun skar en grimasse og smilede skævt til Kira. "Og du kender jo Will, når han skal den slags..."

Kira var vant til den beskyttende og trygge boble ved sine forældre og derfor havde hun aldrig rigtig turde opfatte som det uventede som noget interessant. Selvfølgelig havde ting opfanget hendes opmærksomhed, som eksempelvis Hargin. Havde hun ikke været ude af boblen og ladet livet røre sig, havde hun aldrig mødt ham. Et spinkelt smil kom frem, men kunne ikke overdøve bekymringen for ham. Hun kunne vel ikke være så heldig at han vendte tilbage til hende, hvis døden skulle indtræffe.
Kira nikkede lidt mere afslappet og tog en dyb indånding. Hun kunne ikke styre alt og måtte leve livet som det udformede sig. Hun var her kun på lånt tid og vidste endnu ikke om det var muligt at blive kaldt 'hjem' til de dødes verden. Desuden havde hun et mål med at være her. Hvad det i princippet var, var hun endnu ikke spor sikker på.

Evners forskellighed, faldte nemt og hurtigt i Kiras interesse. Det var alt sammen imponerende og hun glemte tit at fokusere hvor hvor meget hun i virkeligheden selv var i stand til. Det var altid mere spændende at se andres evne som normalvis altid var markant forskellige fra hendes egne.
Et stort smil af fascination var derfor også at finde på hendes læber, og smillet blev ikke mindre som samtalen blev ledt over til Will og Isa's første møde.

Kira rystede næsten ubemærkeligt på hovedet med et stort smil på læben. At Will havde blandet sig var absolut ikke noget der kom bag på hende, og skam heller ikke at de var endt i slagsmål. På så ekstrem kort tid, af hvad det lød til!
"Oh nej. Will har aldrig været særlig elegant når tankerne skal være hurtige!" ivren efter at høre hvor og hvordan de kom væk fra gyden af, og hvordan dette var endt galt, for det var det! "Lad mig gætte - noget gik gruligt galt med hvor han ville 'hen'" Kira kendte udemærket til Wills teleporteringsevne og havde også måtte lide under den i sin barndom og få chok uden lig og mage når han var dukket op ud af ingenting med sit selvtilfredse smil over at fået Kira til at hoppe i forskrækkelse.

Isadora tog morende Kiras reaktioner ind som hun fortalte om sit første møde med Will. Det var så tydeligt at veninden alt for godt kendte til dem begge to og kunne forestille sig hvor let de hver især havde kunne få alting til at udvikle sig. Så måtte hun dog smile skævt. Et smil der hurtigt blev til en kort dæmpet latter. "Hvordan kunne du dog gætte det?" Hun smilede stadig som hun gjorde en lille pause. Hendes manglende forståelse for og tryghed ved Wills evne den aften havde nok også spillet en smule ind i at det var gået som det var. Fortroligt sænkede hun dog stemmen, mens hun muntert holdte Kiras blik. "Springvandet ved templerne virkede som et sikkert sted at sprange til... langt fra hvor vi var, velkendt for Will og jeg... helt i sikkerhed...."

Hun ventede til forståelsen ramte den anden før hun grinende bekræftede. "Så der stod vi så i vand til knæene..." Det havde været et ret mindeværdigt møde. Som det næste også havde været på sin egen måde. Muntert fortsatte Isadora med at fortælle om den flygtende leg over markedspladsen hun havde haft med Will, før hun stoppede op og smilede til Kira. "Det var lige efter vi mødtes igen tror jeg... og lige før jeg opsøgte min mormoder..." Et møde der havde været en temmelig blandet oplevelse for at sige det mildt. Lidt mere afdæmpet fortalte hun videre om midsommerfesten og deres afsløring af deres status for hinanden - og den endnu være afsløring af dem i haven hånd i hånd.. og faktisk stående en del tættere end det, da Wills mor i selskab med hendes drage var slået ned på dem.

"Det var dog intet imod den ballade vi fik efter du... gik bort..." Den gamle smerte kom frem i hendes grå øjne som hun sagde det, men der var et lettet smilen nedenunder til at bløde det op, som hun også knugede Kiras hænder let.

"Jeg kender jer!" den skinbare sandhed. Kira kendte både Will og Isadora, selvom tiden med Isa var blevet minimal i deres tidligere ungdom efter episoder med mørkets og lysets evige kamp mod hinanden. Det betød selvføgelig ikke at Kira ikke kunne huske den tid! for det kunne hun tydeligt.
Kira slog sin hjerne ind på lokaliteten. Det var en smuk sted som hun huskede det. Men fortællingen var holdt munter og med et specielt glimt i øjet, og der gik derfor heller ikke alt for lang tid før et større og morerne smil voksede frem over Kiras læber, inden hun begyndte at grine mens hun rystede opgivende på hovedet. Selvfølgelig! "Ham Will, ved lige hvordan man skal gøre et godt indtryk!" svarede hun med perlende latter i stemmen, selvom der stadig blev holdt nogenlunde lavmælt toneleje, for selvom de lige nu ikke talte for andre end hinandens øre, vidste man aldrig hvem der lyttede med på morskaben.

Kira holdte sig til nogle gange at ryste lidt opgivende på hovedet, uden helt at mene det, mens smilet aldrig forlod hende. Der var sket så meget hun slet ikke havde opfanget, og endda også i tiden hun havde været væk. Den tid hun endnu ikke helt var sikker på hvor lang havde været. Kira fik fortalt det kun var omkring to uger, men ud fra alt det som var sket, virkede det som langt mere! "Wauw.. I er en god blanding af både uheldige og heldige. Jeg gad hjertelig gerne havde set din mormor og så sandelige også Mrs. Thurstons udtryk ved jeres mindre udflugt til haven" Kira blinkede hurtigt til Isa og kunne tydeligt forestille sig situationen. Og hun var glad. Måske var det ikke den største glæde at hendes to venner blev afsløret tæt på hinanden, når det ikke er særlig acceptablet i det adelige cirkler, men Kira var alligevel ovenud lykkelig for at de havde fundet end glæde i hinanden. Om den var vedvarende eller blot for en stund viste tiden, men som det lød indtil videre, fungere det meget godt, på trods af komplikationerne.

Smerten der voksede frem i de grå øjne ved omtalelsen af Kiras egen meget tidlige død, var nok til at Kiras grønne modtog samme udtryk af smerte, men af en anden grund. Hun følte med dem hun havde efterladt, og aldrig gættet at det ville havde haft så stor en indvirkning. Med et trøstende smil, gav hun Isas hænder et betryggende klem. "Jeg har vagt en del påstyr ved min pludselige... forsvinden... Men hvordan kunne I dog få ballade over lige netop det?" spurgte hun en anelse undrende og nysgerrigt. Hvis hun kendte blot en af dem korrekt, var de højst sandsynligt stukket af fra opsyn. Gerne for næsen af nogen, hvis deres held også kom til udtryk.