Det havde taget nogle dage for Maralinda at få lokaliseret biblioteket på Midnatsborgen. At der havde været et havde hun på intet tidspunkt været i tvivl om, men at finde det og ikke mindst skaffe sig adgang til det havde været en anden sag. Viden var trods alt magt og ikke alle på borgen var fundet lige egnede til at kunne komme i besiddelse af lige den magt der var at opsnuse i de gamle bøger. Noget Maralinda så udmærket forstod. Det var trods alt den hun var på jagt efter. I hvert fald en del af den.
Så hun var smuttet med en kriger ind og var blevet glemt derinde.
Det var så ikke ligefrem det største bibliotek hun havde snuset rundt i, men så afgjort et af de mere interessante. Ingen af bøgerne var opdigtede historier, samlinger af digte eller noder. Måske var der enkelte af dem derinde, men så var de gemt godt. Hvad hun derimod fandt var alt hvad hjertet kunne begære om miksture, gifte, væsner og historie. Krystaller havde deres egen sektion, som muligheder med og udvikling af mentale krafter havde det. Også forhørsmetode, taktik og forbandelser havde deres pæne samlinger, men efter de første to timer derinde havde hun ikke set skyggen af den bog hun ledte efter.

Hun lukkede bogen hun lige havde bladret i og stillede den eftertænksomt tilbage på hylden, mens hun fordybet i overvejelser så videre hen langs bogryggene. Hendes grønne kjole var plettet af støv, som det også sad på hendes hænder og i en stribe hen over hendes ene kind. Hun virkede dog ikke til at have bemærket det.
Slet ikke som hendes blik stoppede ved en ny bog i rækken og hendes finger landede på toppen af den øjeblikket efter. Som hun trak den ud gled et forventningsfuldt smil frem på hendes læber og hun sank ned at sidde med bogen i skødet på den trappestige hun havde slæbt hen til reolen. Det var ikke den bog hun ledte efter, men den kunne bestemt også bruges! 'Underkuelse og tilretning af slaver.' - så lovende en titel!

Ikaris var ikke på biblioteket ofte, faktisk var det uhyre sjældent, at hun befandt sig her, netop grundet hendes manglende evne til at læse almindeligt krystaliansk, men det havde ikke været noget problem så vidt, hun levede ved sværdet, hendes boglige kundskaber var oftest uhyre ligegyldige. Nu befandt hun sig her alligevel, ikke fordi hun søgte en bog, men fordi hun skulle aflevere den amulet hun havde fået fra Beon, de befandt sig i en ekstra rum der krævede adgang via. biblioteket. Mørkelverens metalbeslåede støvler larmede overdrevent som hun passerede forbi de mange støvede reoler, i hendes hånd hvilede den magtfulde magiske genstand mens et nøglebundt fast slog imod den ene lårplade.
Ikaris' gang stoppede brat som hun fik øje på pigen i en af de mange rækker med bøger, hun havde ikke set hende på borgen før og hvad hun vidste af, var der ingen der havde unger rendende. De pupilløse orange øjne hvilede på tøsen et øjeblik, inden hun vendte sig med fronten mod hende, ligegyldigheden var overvældende fra det høje væsen, så kneb hun øjnene sammen og trådte et skridt frem.
"Hvem er du?"
Elverens stemme var rå og hæs, den var toneløs og emmede af dem mørkelviske accent fra det grove kantede sprog. "Du skal ikke være her!" Ikaris flyttede sig ikke længere, det var som regel ikke nødvendigt for hende, da de færreste følte for at sige hende imod, desuden forekom hun så bestemt, at der slet ikke virkede til at være nogen form for diskussion.

En del af kunsten i at være hvor man ikke burde være var at virke som om man havde ret til at være der. Noget Maralinda havde ganske god erfaring med fra andre steder end det bibliotek hun lige nu befandt sig i. Desværre var biblioteker ikke de letteste steder at lade som om man måtte være når man så ud til kun at være et barn og hun havde da også skjult sig når skridt hørtes de første timer.
Den sidste bog hun havde fundet havde desværre brudt den opmærksomhed hos hende og i stedet sad hun håbløst fordybet i bogen, da tunge skridt fra alt andet end lette støvler lød. Maralinda så op fra bogen, men kun for at se en kvindelig mørkelver stoppe op for enden af de reoler hun sad imellem og så var det for sent. Noget hun slet ikke var i tvivl om som kvindens i forvejen ikke alt for venlige udtryk lukkede til og hun ændrede retning direkte hen mod Maralinda.

Modvilligt lukkede pigen bogen sammen uden at tage blikket fra den imponerende skikkelse. Øjnene var umulige at aflæse, mens følelserne var alt andet end det. De slog mod Maralinda som en bølge og fratog hende troen på at bruge dem til noget fornuftigt. Ligegyldighed sammen med beslutsomhed var ikke til at arbejde med.
Så i stedet strøg hun tilsyneladende nervøst over bogens læderbind, som hun fandt et lille charmerende smil frem. "Jeg er Maralinda." At svare virkede trods alt som hendes bedste mulighed til hun havde fundet ud af hvad kvinden var og hvor langt denne havde tænkt sig at gå.

Så gled et øjenbryn i vejret på pigen og smilet gled skævt. "Siger hvem?" Hun blev siddende på trappestien og så op på kvinden. At hoppe ned ville ikke give hende nogen synderlige fordele, mens hun sendte et budskab ved at blive siddende. Måske et lidt provokerende et, men hun havde stadig ikke helt fundet ud af hvem på borgen hun kunne provokere skadesfrit og hvem hun burde gå til med forsigtighed.

De fleste mennesker ville uden tvivl falde pladask for Maralindas smukke øjne, hun var et kønt barn, sikkert, men det var ikke noget Ikaris så, hendes fanatiske tilgang så et brud på reglerne og det sad og stirrede direkte på hende. Jovist havde de fleste på borgen adgang til biblioteket, men Maralinda havde ingen uniform og Ikaris havde ingen ordre modtaget fra højere steder, dermed havde ungen ingen ret til at være her. Elveren hang i en rolig men sikker bevægelse amuletten ved bæltet inden hun trådte endnu skridt imod pigen.
"Det siger reglerne Maralinda og nu siger jeg det også!"
Roen over elveren var slående, på trods af at Ikaris hvade lært fra barns ben, at man aldrig skulle undervurdere et væsen, uanset alder eller udtryk, så havde hun kontrol over situationen og hun havde stoppet tøsen i hvad hun nu havde gang i, sagen var nu bare, at det eneste hun kunne gøre var at tage pigen til Ethelihn, hun havde begået en forbrydelse,, så var det op til Generalen at beslutte hvad der skulle ske med tøsen. Når alt kom til alt havde elverne endnu tendens til at glemme, hvor ulydige menneskebørn var, hun kunne huske det fra dengang hun havde trænet Morgoth, det havde været noget helt andet end i undergrunden hvor hun kom fra, hvor eventuel ulydighed udløste piskeslag eller værre, allerede fra man var gammel nok til at stå.
"Du kommer med mig, du kan vælge at gå selv, eller blive slæbt!"
Der var ingen ændring hos den endnu unge elver, ikke engang en ansigtstrækning blev trukket, hun var som hugget i is, men hendes bestemthed var ikke til at tage fejl af, i Ikaris verden var der ikke en tredje mulighed. Elveren gav et enkelt vink med hånden i hendes retning, hendes bevægelsesmønster var brat og hendes holdning var rank, en ting der skræmte mange af de andre soldater, der var ingen der vidste hvad der foregik under de hvide lokker.

At kvinden hængte amuletten i bæltet og derved frigjorde sine hænder var næppe noget godt tegn. Maralinda fulgte bevægelse, som hun ikke kunne lade være med at sende amuletten et nysgerrigt blik, før mørkelverens skridt fremefter tvang hendes blik tilbage op på hende. Havde denne virket ligegyldig før, så gjorde hun det ikke nu. Maralinda var gået fra ubetydelig til noget andet og langt mindre fordelagtigt for pigen. Hun kunne mærke det hos den anden så meget som høre det i den kølige stemme.
Hun kunne dog ikke lade være med at lægge hovedet let på skrå og se udfordrende op på mørkelveren. "Og?" Hun havde virkelig aldrig været god til det med regler andre satte for hende og lige de her dage mindre end nogen sinde.

Alligevel mærkede hun den andens beslutsomhed underminere hendes forvisning om egen sikkerhed og det fik hende til efter et øjeblik mere at blikke og så slå blikket ned til bogens omslag, før hun satte den tilbage på plads i reolen. Køligheden slog mod hende sammen med de næste ord. Det fik hende til at tøve med hånden på bogen, før hun sukkede opgivende og slap den helt. "Der er ikke en tredje mulighed?" Hun troede det ikke, men at stille spørgsmålet var en nødvendighed for hende, for hun gjorde aldrig bare som der blev sagt. Ikke hvis det ikke rigtig passede hende.
At provokere kvinden til handling var dog næppe til hendes eget bedste, så hun rejste sig fra trappestien og hoppede ned på gulvet. Stående der var hun endnu mindre i forhold til den høje mørkelver. Hun tøvede da også med at komme over til denne og så bare afventende og en smule varsomt på hende. "Hvor skal vi hen?"