Klokken havde ikke været mere end ti den formiddag da Catherine trådte ind af døren på ”Svinet”. Folk havde ikke afsluttet nattens strabadser og der var stadigvæk godt gang i krostuen, der blev diskuteret og grinede højlydt og flere mænd sad rundt omkring i hjørnerne og sov deres brandert ud.
Hun lukkede døren bag sig og traskede over til baren hvor tjenere og bartendere havde halv travlt med at sørge for nattens sidste gæster og de nye fra morgenstunden. Catherine kiggede på Elaina som var en af de unge på arbejdet den morgen og fik bestilt et krus mjød og noget ordentligt mad.

Hun satte sig på en af barstolene og tog et kort frem fra hendes inderlomme og bredte det ud på baren og nær studerede det. Det var ikke noget laset eller revnet kort, men forholdsvis nyt slags, som viste Krystallandet i sin helhed, samt handelsruter og andre ruter som flittigt bliver brugt på havet rundt om det store land.
Eliana kom efter noget tid hen med både mad og mjød og kvik som hun var, kom hun hurtigt med et nysgerrigt indirekte spørgsmål; ”Det et kort over Krystallandet?” Catherine kiggede op fra kortet ”Du er ikke helt dum, hva barn?” Hun smilte til pigebarnet og kunne godt forstå nysgerrigheden, men det var ikke noget hun behøvede, ikke fordi at det er ulovligt at have et kort over landet, nok mere det at det indeholdte ruter og ikke mindst fra stjålet fra et af lysets Dronning’s krigsskibe. Hun pakkede det sammen, bare så pigen ikke kunne nær studere kortet, men lod det ligge fremme på bordet. ”Ja, det er bare et kort over Krystallandet, det er meget godt at have på sig når man er kaptajn” Hun prøvede at få det hele til at virke så naturligt, og ikke som om at hun var på ”Svinet” for at erhverve ny besætning til hendes skib, hendes plan lykkede da også og Elaina smuttede videre for at betjene andre.

Hun rullede igen kortet ud og tog en stor tår af sin mjød og satte den fra sig igen.

Tula kommer brasende ind af døren, så den knalder op i væggen bag sig. Alt, som hænger på væggene, omkring døren, ryster og er lige ved at falde ned, men Tula fortsætter ind, uden at lukke døren, da det kraftige smæk, slår døren tilbage til lukket. Hun fortsætter, op til baren, mens hun halv råber gennem rummet. "Elaina! Rom!" Hun kommer så ofte, på kroen, at hun kender til de fleste ansatte og gæster. Den stakkels pige, får et helt chok og skynder sig, at fylde et krus op, på automatik. Da det går op for hende, at det bare er Tula, slapper hun hurtigt af igen. "Du skal altså lære, at vente med dine bestillinger, til du faktisk står i baren!" Vrisser hun irriteret, af Tula, mens hun rækker kruset, med rum, ind over baren. "Jaah jaah" Tula vifter ligegyldigt med hånden, mens hun hælder rommen i sig.

Efter nogle sekunder, banker hun kruset i bordet og er nærmest ved at spytte rommen ud, på kvinden der sidder ved siden af hende.
"Der kan man bare se. Catherine Hagerty. Hvad bringer dig, på disse kanter?" Hun får hurtigt øje på kortet, men nævner det ikke, selv om hun er ved at springe efter, at vide hvad hun laver med det. Et trænet øje, spotter hurtigt, at det er et kort, fra det royale.
Tula og Catherine, er ikke veninder, men gamle rivaler, før Catherine blev kaptajn. De har sejlet på hvert deres skib og er af og til stødt på hinanden, på havet, dog aldrig på land. Men selv om, at de altid har været rivaler, har der aldrig været et personligt problem mellem dem.
Det er mange år siden, at de sidst er stødt på hinanden, så Tula er spændt på, om Cathrine kan huske den hende. - Drengen, som viste sig, at være en pige i forklædning.

Catherine rev en luns af hendes brød og tog et par bider og skyllede det ned med en slurk af mjøden. Hun ænser ikke de mange mennesker som kommer og forlader stedet. ”Svinet” er et af de mest velbesøgte steder i Hovedstaden, og derfor kommer og går der rigtig mange mennsker og det var ikke fordi at Catherine havde alt for mange venner i byen, men hun kendte dog flere. Hun lagde dog mærke til en ung kvinde, som kom brasende ind af døren og gav sig selv en del opmærksomhed ved at råbe til den unge tjener.

Catherine rettede sin opmærksomhed mod maden endnu engang men måtte dog kigge op igen, da den unge kvinde havde sat sig ved hendes side og åbenbart kendte hendes navn. Hun kiggede på hende og fundere over hvem hun var og hvor hun kendte hendes navn fra, men Catherine havde lavet meget i hendes fortid og mange kendte hendes navn, indtil det slog hende; ”Tula, det må man sige. Det er meningen at du skal drikke rommen, ikke spytte det ud eller få det galt i halsen” Hun kiggede op og ned af pigen; ”Det er længe siden at man har set noget til dig, eller nu har jeg ikke været i landet nogle år, så det er nok derfor at vore veje ikke har passeret hinanden”. Catherine vidste ikke at det var i Hovedstaden at Tula holdt til, men hun ville være en fantastisk overstyrmand at have med på skibet. De to har jo haft rivaleri fra fortiden og de har begge været højt rangeret på hver deres skib. ”Hvad siger du til endnu et togt?” Catherine kiggede på kvinden, tømte hendes krus og ventede på hendes svar.

Hun kunne ikke lade være, med at små grine, da Cathrine nævnte, at rommen skulle drikkes, ikke spyttes med. Men ikke på en uhøflig måde, mere lidt flovt. Hun havde haft en lang dag, så hun havde ikke lige tænkt over det. Lige siden, at hun forlod Logan og hans crew, har hun ledt efter et skib, at blive en del af. Men når man har været kaptajnens højre hånd, i så mange år, vil man ikke acceptere mindre, fordi man kender sit værd.

Tula, havde savnet, at sejle på det salte hav - så da Cathrine spurgte, om hun ville med på et sidste togt, var hun lige ved at falde ned af stolen, af glæde og overraskelse. De to kvinder, havde aldrig haft et personligt problem med hinanden, men hun havde bestemt ikke lige forestillet sig, at blive inviteret med, på et eventyr.
"Hvad har du i tankerne?" Hun lød interesseret, men også tilbageholdende, hvilket Cathrine burde være forstående overfor. Selv om, at hele hendes krop skreg ja, efter at komme afsted, måtte hun alligevel høre mere om det, før hun bare kastede sig ud i det.

(Sorry, at det ikke er så lagt.. Havde skrevet et godt og lagt indlæg, men blev logget ud, så da jeg udførte, blev det hele slettet og jeg måtte starte forfra. Men kan selvfølgelig ikke huske det hele, så den er bare blevet kort.)

Catherine smilte også selv over hendes egen halv dårlige joke omkring rommen. Hun henvendte igen sig til den unge tjener og fik to glas rom til dem. Hun tog det ene og fik skubbet det andet over til Tula. Catherine vidste godt at Tula havde forladt Logan og hans skib og at hun derfor var uden skib og arbejde og derfor var hun klar over at sådan et tilbud lød godt i Tula’s ørere.

”Jeg ved at du har forladt Logan og crewet og derfor er uden skib og jeg ved at du var hans højre hånd på skibet og det er også samme rang du skal have hos mig, jeg er sikker på at vi nok skal blive et godt makker par på det salte hav” Hun tømte glasset med rom og kiggede på kortet og skubbede det over mod Tula,

Hun lænede sig ind over kortet og begyndte at tale lavmældt; ”Kortet her viser flere forskellige handelsruter som flittigt bliver brugt til og fra landet, og jeg overhørte en af de royale nede ved havnen, at der inden så længe ville være en royal fregat på vej. Et af de helt store skibe, med op til 50 kanoner i to niveauer, men så stort skulle dette ikke være. Omkring 30 kanoner på et niveau, det er bestemt bedre end halvtreds. Skibet har et stort lastrum og skal levere en masse til landet og ikke mindst Dronningen, altså vi snakker guld, tobak vi kan sælge på det sorte marked, metal, våben, og andre ting som vi enten kan sælge eller reperere skibet med. Mit skib, som kunne blive vores, er ikke så stort som vores mål men det er godt oprustet og vi næsten lige så mange kanoner, både front og sidelæns, så vi kan angribe dem bagfra eller komme op på deres side og angribe” Hun tog en kort pause og fik bestilt endnu en rom og tømte glasset, nærmest som hun havde fået det.

”Når skibet så er er godt modtaget er meningen at vi sejler op på siden og går ombord på den royale fregat og begynder vores jagt på rigdomme og kæmper mod dem som kommer imod os. Det lyder selvfølgelig nemmere end gjort, men det skulle kunne lade sig gøre”

Hun kiggede på hende, lænede sig tilbage og smilte; ”Det eneste vi mangler nu er så bare en besætning”

(Det gør skam intet, det er heller ikke fordi at jeg skriver de længste svar :) )

Det undrede hende ikke, at Cathrine vidste, at hun havde forladt Logan. Ved livet som pirat, er det nemt, at tilsmudse sig rygter og nyheder. Der havde helt sikkert været en del om, hvorfor hun pludselig forsvandt, men det rørte hende ikke.

Tula tømte sit krus med rom og tog imod det nye, som Cathrine skuppede over til hende. Hun smilte og større end hun selv fornemmede. At hun, endelig, havde fundet en, som kendte hendes værd, tændte en ild i hende, efter at komme ud på havet igen.

Hun blev en smugle overrasket, over at Cathrine bare begyndte at snakke om sine planer, uden at have fået, et endeligt svar fra Tula, om hun ville være en del af det. For Tula, var det et stort tegn på tillid og var ikke et sekundt i tvivl om, at Cathrine fortjente hendes loyalitet.
Mens Cathrine fortalte om sine planer, sad Tula med rommen til munden og lyttede spændt, som et barn, der fik læst en spænnende historie. Men pludseligt gik det op for hende. Var Cathrine klar over, at Tula var magisk? Hun vidste selv, at Cathrine, ikke havde nogen evner, men kunne ikke mindes, at hun nogen sinde, havde brugt sine evner, mod Cathrines skib. Hun vidste, at hendes evner, kunne give dem store fordele, men om Cathrine ville tage hende ind, vidste hun ikke. Nu var det mange år siden, at hun havde været en del, af et crew, men hun huskede, at det ikke var så populært, blandt de ikke magiske pirater, at have magiske væser ombord. - Men mon ikke tiden havde ændret sig.

Tula kiggede Cathrine i øjnene, da hun selv kiggede på Tula. Hun følte sig en smugle nervøs, men også ivrig, på samme tid. Selvfølgelig, ville hun gerne sige ja, til Cathrines tilbud, det var lige, hvad Tula havde gået og ventet på. Men hun vidste ikke, om hun skulle sige noget om sine evner, eller lade være. Hun var også en dygtig kriger, uden sine evner, så hun ville ikke være en byrde, med det var hun klar over, at Cathrine vidste.
"Jeg er klar, til endnu et eventyr, med dig Kaptajn, men på din side! Hun lød stolt, da hun endelig fik hendes største tanker sagt. Hun tænkte, at det nok ikke var nødvendigt, at nævne noget. Det måtte briste eller bære. Når de først kom ud på havet, kunne intet ikke magisk væsen gøre hende, så hun var ikke nervøs.

Catherine var glad for svaret som hun fik. Catherine var klar over at Tula kunne blive en rigtig god højre hånd og en vigtig brik i togtet. Catherine kendte hende fortid på havet og selvom de aldrig havde mødtes i kamp, men kun når deres skibe havde passeret hinanden havde der altid været noget over Tula som havde imponeret Catherine, så at få hende med i Crewet havde været en lille sejr i sig selv. Med Cathrines taktiske kunnen og navigering og Tulas krigerisgegen så kunne det ikke gå galt.

”Jeg er glad for dit svar, Tula. Det bliver et spændende eventyr vi skal ud på. Har du nogle input til planen, eller noget andet? Bytte vi får ud af det kan vi jo altid tale om, men guldet for vi jo bare delt i mellem os og besætningen” Hun kunne se hvor spændt og ivrig Tula var for at komme i gang, et godt tegn på at Tula var det rigtig valg til jobbet. Hun pakkede kortet væk og lagde det ind i hendes inder lomme, som intet af det de lige havde snakket om var hændt. ”Jeg har nogle få mænd i crewet som er i gang med at gøre det sidste klar på skibet. Proviant, ammunition og våben og andre fornødenheder skal være klar til afrejse”

Selvom Catherine vidste noget om Tulas fortid igennem rygter og hvad hun ellers havde hørt, så var der stadigvæk spørgsmål som hun gerne ville have svar på, men om dette var tidspunktet at slynge dem ud var hun lidt usikker på. Der var spørgsmål om hendes tideligere liv før pirateriet og ikke mindst spørgsmål om Logan og bruddet med hans crew og skib. Hun vidste at hun var grunden til at Logan bar det grimme ar i ansigtet, men hvad grunden nøjagtigt var, det var hun ikke sikker på. Måske var det også et ømt punkt. Catherine fundere lidt omkring spørgsmålene, men lod dem ligge i hovedet til et andet tidspunkt og i stedet tænkte hun på at bringe et andet spørgsmål op. Catherine vendte sig om på stolen så hun kiggede ud mod den larmende kro og hvilede albuerne på baren; ”Hvad gør egentligt at du er vendt tilbage, hvor længe har du været i byen, siden bruddet med Logan?”

Tula tømte det sidste Rom, som var i kruset, ud i en mundfuld og skuppede det fra sig, ind over baren, mod tjeneren. "Jeg er virkelig taknemmelig, for at du vil tage mig ind i dit crew, det betyder mere, end du kan tænke dig." Hun smilte, stort, til Cathrine. "Men om jeg har en tilføjelse, nej, jeg kan ikke få bedre, end at mærke bølgernes vuggen under mig, høre det salte vands brusen og mærke vinden i håret." Hun var stille et øjeblik. "Der er dog nogle ting, som jeg mener, kunne være til nytte." Hun var igen stille, mens hun bare kiggede på hendes hånd. Hendes øjne blev helv hvide, og en lille bold af tåge, samlede sig i hånden på hende. Efter lidt tid, forsvandt tågen igen og Tula's øjne blev atter lysegrå. Hun så afventende og lettere nervøst, på Cathrine. Det var ikkedet eneste, som hun ville vise, men hun ville ikke smide hele bomben, med det samme.
Med vilje, undgik hun derved, at skulle svare, på hendes sidste spørgsmål, for øjeblikket. Hun vidste, at det nok skulle blive bragt op igen.

Catherine smilte over hendes taknemmelighed og hun var enig i Tula’s mening om at komme tilbage på havet. Selvom det ikke var længe siden at Catherine havde været ude på åbent hav, så savnede hun det allerede for der var virkelig ikke noget bedre end at mærke bølgerne bruse omkring skibet, se de store dyr som frit levede i det store vandt rundt om Krystallandet og ikke mindst den friske luft som befandt sig over det klare vand. Når man som de to piger har levet det meste af deres liv på åbent hav så er der ikke meget som føltes bedre.

Hun kiggede spændt, måske med en underlig følselse i maven, alt der var nyttigt kunne bruges, men tanken om hvad det kunne være var en underlig følelse. Men da den lille tåge bold viste sig i hendes hånd lettede bekymringen sig fra Catherines sind og kom i tanke om tågen som før havde vist sig når de havde passeret Logans skib, det var så grunden til det. ”Nååh, så du er magiker, det var en side at dig som jeg ikke helt var klar over. Men ja, det er da helt sikker en nyttig ting at have med sig. Hvad er dine kræfter, du kan lave tåge, men er der mere i det?”
En følelse af nysgerrighed og andre forskellige følelser bredte sig igen i hendes krop. Catherine selv har aldrig haft noget imod folk med magi, i denne situation er det jo klart en fordel, for hvis man kan fange det royale skib i en tyk tåge, så er panikken hurtig at se hos mandskabet, men Catherine var spændt på at hører om der var mere i det end tågen, men hun vidste hvordan man før i tiden så skævt på folk med magi, ligesom at piger på et skib kunne bringe uheld og der var en chance for at folk i besætningen stadigvæk bar de meninger, men så kan de jo bare ikke være en del af besætningen.
Begge piger var tro over for havet og dets guder, så tanken om noget vand magi begyndt at strejfe hendes tanker.

Tula blev utrolig lettet, da også den del af hende blev accepteret, men det var også den lette del, at fortælle. Hun kiggede lidt rundt, for at se om nogen så deres vej. Først da hun fik bekræftet, at alle andre sad, i deres egen tåge, så hun tilbage på Cathrine. Langsomt, tog hun en daggert op, fra støvlen, og satte den så til hånden. Hun smilte småt og bankede daggerten i hånden, så den blev sprættet op, fra midten og ud til fingrene. Men i stedet for at bløde, blev håndens udseende til vand og samlede sig selv igen. Først da den var hel igen, lignede det en menneskehånd igen.
"Jeg er et med vandet." Hun lagde hovdet på skrå og så på den spand vand, som tjeneren lige havde sat fra sig, længere nede i baren. Vandet, som var i spanden, "kravlede" op fra spanden, hen af gulvet, op af disken og op til Cathrine.

Catherine vidste at der var et eller andet da Tula begyndte at kigge sig omkring og hun blev noget fasineret da hun hamrede dolken ned i hånden og at det ikke var blod der kom ud men vand og det healede igen på den måde. Det var en utrolig magi at rende rundt med og det kunne helt sikkert godt bruges på skibet.
Hun så undrende på Tula da hun begyndte at se konceteret ud og hun opdagede at det var spanden hun koncentrede sig om, men hvad hun skulle forvente vidste hun ikke. Men hun måtte da spærre øjnene op endnu en gang da vandet begyndte at bevæge sig op ad spanden og hen over gulvet.
Hvis der var andre som så det, og det kunne man næsten ikke undgå, ville de sikkert tro at de var blevet skøre eller havde fået alt for meget at drikke, men Catherine smilte da vandet lå i en fast boble foran hende.

”Det er helt sikkert nogle vilde kræfter du render rundt med Tula, det er slet ikke noget du skal være bekymret over, jeg vil kun være glad for at have den smule hjælp som det giver med på skibet. Du skal nok blive en rigtig god hjælp at have med”

”Magi er selvfølgelig en ting som der er blevet set sort på blandt pirater, men det er en ting der skal stoppe nu, i hvert fald på vores skib” fik hun sagt i en venlig tone.

Hun rettede henvendelse mod Elaina og fik bestilt to glas rom, men om bestemt sig da hun skulle til at helde op. ”Elaina, bare held op og lad flasken stå” hun smed et par mønter på bordet og pigen heldt op, tog pengene og lod flasken stå.

Det gjorde straks Tula mere rolig, da Cathrine "accepterede" hendes evner og mente, at de ville komme til gode. Tula havde frygtet, at hun ville trække sit tilbud tilbage, men hun følte alligevel, at hun blev nød til at sige noget. - Cathrine, vidste hende trods alt en stor tillid, selv om de ikke kendte hinanden og der gjorde, at Tula følte sig nødt til, at vise den samme tillid.
"Jeg er seriøst glad, for at du stadig vil have mig. Jeg blev bare nødt til, at få det frem"

Tula tog selv sin "pung" frem og lagde nogle mønter frem.
"Jeg kan ikke lade dig betale det hele."

Ron havde ikke haft nogle særlig gode dage på det seneste. Det var selvfølgelig ikke ligeså slemt som det havde været før i tiden med hensyn til at skaffe penge ved at spille, men hun kunne næppe regne med at folk fik medlidenhed med hende mere, da hun efterhånden var vokset op, og det var hårdt på hendes pengepung. Hendes ryg gjorde en smule ondt efter de utallige nætter hun havde brugt på at sove på gaderne eller bænkene hun havde fundet til natten.

Hun havde endelig bestemt sig for at komme et sted hen hvor hun kunne få lov til at sidde lidt ned og slappe af, selvom hun virkelig ikke havde mange penge tilbage. Så hun havde nemt fundet Det Halve Svin, og havde egentlig ikke regnet med at der stadig ville være den mængde mennesker der var. Hun var glad for at hun ikke umiddelbart lignede en der ikke burde være der, og efter at have tænkt et øjeblik, synes hun egentlig ikke det var så slemt at der var mennesker i kroen, måske kunne hun endda slippe afsted med ikke at købe så meget, hvis overhovedet noget, hvis de havde travlt med deres andre gæster.

Hun smuttede let og hurtigt gennem døren og fandt et sted at sidde nær en væg, hvor hun slog benene op og tog sin sitar på sit skød. Hun spejdede ud over kroen, samtidig med at hun sad og spillede nogle melodier, siden hun ikke regnede med at det ville forstyrre nogen som helst, da folk alligevel larmede herinde.

Chaterine var enig med sig selv om at magi kunne ville være en god ting at have med på det åbne hav, for hun var ikke helt sikker hvor stærkt modstanderens skib ville være når de endelig nåede destinationen.
Hun lagde sine mønter i lommen igen, ”det er selvfølgelig i orden, hvis du ikke mener at jeg skal betale det hele. Penge skal vi nok få igen” Hun smilte til Tula og tog en tår af hendes drik.

Larmen var blevet stærkere hen ad aften, klart når folk blev mere fulde. Så har folk det med at snakke højere. Men det var rart da en ung pige smuttede igennem hele lokalet, næsten uset, og satte sig hjørnet og begyndte at spille hendes musik på sin sitar. Længe siden at hun har siddet stille og nydt roligt musik, og selvom larmen var høj, kunne hun med sine lukkede øjne lukke den ude og nyde den stille sitars lyd.
Hun tog endnu en tår af hendes drik og fik fat i den unge tjener og fik hende til at komme med noget mere mad. Det var lige det hun trængte til.
Hun kiggede over på den unge pige atter en gang og tankerne omkring hende på skibet gjorde entré i hendes hoved. Det kunne være rart med noget underholdning, nu hvor de alligevel skulle sejle et par dage, og der for det meste er meget stille på havet, med mindre de ville rende ind i en storm.

Hun kiggede på tjeneren da hun kom med maden. Stegt lammekød med grønt og lidt brød til. Kødet var stegt hårdt på det ydre, men lyserødt og saftigt inden i. Hun tog et stykke kød op med fingrene og tog en bid.

Hun åbnede tjenerens hånd og lagde to mønter i hendes hånd og bedte hende om at give dem til den unge musiker. Hendes blik fulgte den unge tjener da hun gik over for at give musikeren hendes mønter.

Der bredte sig et sikkert smil, på hendes læber, da Chaterine nævnte, at de med sikkerhed, ville komme i nærheden af penge. Det var, for hende, endnu en beskæftigelse på, at eventyret var på vej.

Tula's evne over luften, gjorde det muligt for hende, at blokere lyden, så den ikke var alt for generende. Men i en vane, af være alene, havde hun ikke skænket det en tanke, at gøre det samme, for hendes nye kaptajn.

Hun sad med ryggen til døren, men bemærkede straks ændringen i luften, da døren blev åbnet. Den friske luft, blandede sig, med den varme og svedige lugt, af alkoholfyldte væsner, som for mange timer, nogle dage, siden, burde have begivet sig hjem.
Hvem der kom ind gennem døren, var hun ligeglad med, lige til personen startede med at spille. Hun mindes ikke at have hørt noget lignende, og sad derfor afslappet og drak af sit krus.
Først da Chatrine sende penge til musikeren, gik det op for hende, af hun ikke kunne høre musikken helt så godt, som Tula kunne. Hun kiggede et øjeblik på Kaptajnen, så hun kunne se, at der ikke var fare på færde, men at det var Tula, som var på spild. Langsomt, ville lyden af larm, blive reduceret og Chatrine vil kunne høre den fremmedes musik, som var hun lige ved siden af.

Efter at have kigget kroen igennem et par gange, stoppede hun med at kigge rundt og egentlig bare fokuserede på sin sitar og de få mennesker der sad i nærheden af hende, så hun lagde ikke rigtig mærke til piraterne der sad et stykke fra ehnde. Det var rart endelig at have sine ben oppe og sidde nogenlunde behageligt. De fulde mennesker omkring hende ignorerede hende fuldstændig, som om hun var usynlig, men hun havde set et par af de meget fulde mennesker der prøvede at svaje til musikken, og var overbevist om at manden der tidligere havde siddet ved siden af hende havde prøvet at synge med, kort før han var blevet trukket ud af formodentlig hans hustru.

Da hun så en af tjener komme over mod hende, var hun på nippet af at bare løbe ud af kroen, da hun sad i kroen og havde ikke købt noget og måske var musikken forstyrrende, hun var ikke sikker på hvad man måtte herinde, siden hun sjældent trådte herind. Hun var overrasket da tjeneren rakte hende to mønter, og et kort øjeblik stoppede Ron med at spille for at tage imod dem. "Hvem er de fra?" spurgte Ron tjeneren og tjeneren nikkede mod de to pirater. Ron kiggede meget overrasket på dem, men så smilede til dem og tog mønterne ned i sin lille pung, før hun begyndte atter at spille. Hun synes det var lidt af et under at de overhoved havde haft mulighed for at høre hende gennem larmen.

Den unge musiker så lidt forundret ud da Catherine kiggede på hende, da hun fik mønterne overrakt. Det var måske lidt svært at hører musikken, men Catherine kunne godt ane den unge kunne spille ov var klar over at det var noget hun havde gjort længe, og var god til det og at hun ville passe godt ind på hendes skib, som en del af besætningen. Hun skulle måske have lidt våben træning, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke være sikker på, hun kendte jo ikke musikeren og havde faktisk aldrig set hende før i byen, men nu var det jo heller ikke meget at hun var tilstede i byen.

Hun tog hendes krus og rejste sig fra stolen og nikkede til Tula, om hun ville med eller ej, var op til hende selv. Hun kunne mærke alkohollen i hendes krop efter alle de krus og var lidt usikker på benene, men ikke mere til at hun efter havde stået lidt ikke mærkede så meget til det. Hun tog endnu en slurk og gik hen mod den unge musiker for bedre at kunne hører hendes musik. Hun fandt et bord tættere på hende og satte sig godt til rette med kruset ved hendes hånd. Hun pegede efter en af tjeneren, og da hun kom hen, sagde hun ”Kan jeg få fyldt dette op og et ekstra krus med indhold?” Hun kiggede på tjeneren som satte et ekstra krus fra sig og fyldte begge godt med hendes kande. Hun kiggede atter hen på musikeren og ventede på at deres øjne skulle mødes, hun pegede derned efter på det ekstra krus og fik mimet, at når hun havde tid kunne hun komme over og sætte sig.