Ithilwen havde haft svært ved at koncentrere sig de sidste mange dage. Hun kunne ikke helt sætte ord på hvorfor. Men Wen bevægede sig ned det sted, hvor hun hovedsageligt befandt sig for at samle sine tanker. Nemlig sølvfloden. Dog som hun nåede frem, kom hun i tanke om den sidste hændelse ved floden og en svag rødmen steg kort frem i hendes kinder, selvom det rolige og glade smil var det mest fremtrædende. Hun slog tankerne ud af hovedet og forsøgte at koncentrere sig for en gangs skyld, selvom hun havde fri og burde slappe af. At slappe af, var dog ikke noget som Ithilwen var særlig god til!
Hun nåede ned til breden, og tog roligt sine hansker af og sukkede. Okay, det var et stykke tid sinden hun havde trænet sin vandmagi. Ikke fordi det var nødvendigt, da hun kendte den så godt som sine egne lommer, men hun var nødt til at tjekke om hendes konscentrationsevne havde en indvirkning. For havde det det, så kunne det godt give problemer senere.
Hun løftede sine hænder op og vandet rejste sig fra floden og lige op. Unaturligt for vandet, og det afslørede også tydeligt hendes evne. Hun dannede en stor kugle af vand, og lod resten falde tilbage i floden, hvorefter hun begyndte at lave denne kugle af vand om til andre former og konsistens. Noget der alt i alt gik meget godt, men hendes konsentrationsevne var også okay i øjeblikket, selvom der ikke skulle meget til at distrahere hende.

Det var en fin dag at flyve i. Den lette legende vind, som dansede over himlen, og legede drillende med de små skyer i de høje himle. Det var dog ikke der at en bestemt vind tog hen, selvom at det var fristende, blot at drive rundt med vinden. Den legende vind havde nemlig også søgt ned mod jorden, og denne del ville gerne lege i de høje kroner mellem grenene på de store stolte kroner. Urúvion fløj med vinden ned til Elverlys træer, hvor Sølvfloden skar igennem som et bånd over jorden.
Mens Urúvion næsten usynligt legede i træernes kroner, kom han i nærheden af en elverkvinde, der koncentrerede sig meget om vandet i floden. Han var stoppet op i et af træerne på en god afstand. Vinden dansede fortsat som den altid havde gjort. En svag kluklatter kom fra denne skikkelse af luft. En hvid og gennemsigtig skikkelse, der mindede om en sky, der blev kastet rundt af en vind i en bestemt form. Han sprang fra grenen og fløj ned mod elverkvinden, mens en drillende latter kom fra ham. Den var klokkeklar og lidt rugende. På kort tid standsede han over sølvfloden helt tæt op af vandkuglen. Enkelte farver dansede nu og da over hans krop, så det virkede til at han havde en hud nu og da. Når farverne kom over hovedet og ansigtet kunne man se at han havde et drilsk smil over de luftige læber. Han svævede langsomt i cirkler omkring vandkuglen, så længe den blev hængende der.

Ithilwen havde stået meget koncentreret i sin egen verden, men hørte dog en ukendt, men ikke ligefrem faretruende lyd kommet et sted fra træerne. Hendes øre bevægede sig lidt, og hun drejede hovedet en smule for at skæve i retningen af hvor lyden kom fra. Men hun så ikke noget. Kun vinden der legede rundt i træernes toppe, som vinden jo altid gjorde. Det virkede dog anderledes, selvom Wen ikke kunne sæt ord på hvorfor det virkede anderledes. Lidt tøvende, vendte hun hovedet tilbage mod den store kugle af vand, som bevægede sig rundt i luften, men havde nær tabt den, da latteren lød i vinden og denne gang var langt mere tydelig og hun kiggede forskrækket rundt, mens vandkuglen svævede lidt mere skælvende og ukontrolleret, grunden hendes manglede koncentration mod emnet. Hun kiggede forvirret og ikke mindst forskrækket mod den hvide sky kastede sig rundt i luften og ned mod jorden, og tydeligt så ud til at havde en bestemt form, som den kom hende nærmere, men dog alligevel standsede over sølvfloden, hvor den begyndte at tage mere form, og rent faktisk lignede en menneskekrop nogle steder. Dette var dog meget flyvsk og ikke noget konstant. Dog bemærkede hun tydeligt det drillende smil, og selvom hun var forvirret forholdte den store vandkugle sig i luften, som hun rystede hovedet lidt, for at være sikker på at det ikke bare var indbildning. Hun havde hørt om dem, læst om dem, men aldrig selv set en før. Et lille skævt smil kom frem på hendes læber, som hende øjne fulgte ham i hans rolige leg rundt om vandkuglen. ”Gwaihir” sagde hun hviskende, som hendes øjne fyldte ham. Han var så sandelig en del af luften og elemental, så meget kunne hun se. Kuglen begyndte dog ganske stille og roligt, at nærme sig ned til vandets overflade, indtil den igen rørte og blev et med floden igen. Faktisk vidste Ithilwen ikke rigtig hvad hun skulle sige til ham. Hun følte sig meget privilegeret over at havde mødt en som ham, selvom der kun var gået ganske kort tid. ”Goddag.” fik hun dog alligevel sagt, og smilede, mens hun mentalt tog sig opgivende til panden rystede svagt på hovedet. Goddag. Var det virkelig det bedste hun kunne finde på.

((Gwaihir betyder Vindherre på Elvisk))

Elverkvinden ville ikke være i tvivl når luftelementalen vendte sit blik mod hende. Godt nok var han langt fra lige så fast i sin form som andre væsner, men han havde en mere eller mindre konstant kropsform, så hovedet vendte sig mod hende, mens farver af og til dækkede hovedet og nogle klare blå øjne så direkte mod elverkvinden.
Han gled stille over vandet, og ekstra krusninger blev dannet på flodens overflade, der hvor hans fødder næsten rørte vandet. Resten af vinden havde lagt sig fuldstændig. Selv træerne hviskede ikke, da ikke en vind rørte sig for øjeblikket. På kort tid var det som om næsten alt lyd var standset, bort set fra flodens stille rislen og fugles syngen. Det var som om vinden holdt sit vejr og afventede elementalens vink til at fortsætte. Da hans krop nåede over jorden, lod han sig glide helt ned til jorden, og fødderne rørte jorden. Græsset omkring ham svajede svagt, men det var det eneste græs der bevægede sig. Resten var gået i stå med resten af vinden. Han lo drillende til elverkvinden, men stemmen blev båret af sted på en anden måde end almindelige stemmer. Det var som om den dansede og endte med at komme frem fra alle mulige steder, og ikke kun fra ham. "Du leger med vandet? Har du spurgt om lov?" spurgte han. Stemmen var drillende, men der lå noget ildevarslende i hans sætning, og når man i nogle sekunder kunne se farverne i ansigtet kunne man se at der var langt mere alvor i ham, end hans leende attitude foregav.

Ithilwen betragtede hvordan alt så ud til at holde stille, som han lod sig ramme ned over græsset. Vinden var en del af ham, og lige nu lydte den tydeligt det mindste. Det var et forunderligt syn, at vinden var helt stille, og kun hans bevægelser frembragte små briser. Hun blinkede lidt med øjnene som han stilte hende et spørgsmål. Til trods for hans drillende attitude, mærkede hun også tydeligt hans alvor. Elementaler var en del af elementerne, og tog derfor ikke let på udnyttelse. Ithilwen anså ikke sig selv for at udnytte naturen, men derimod holde sig i et med den. Hun havde evnen til at tvinge vandet ud af den oprindelige form og væremåde, men ikke noget hun gjorde for at gøre vandet ondt eller andet natur for den sags skyld. ”Jeg har ofte forsøgt at tale til vandet. Men vandet svare mig aldrig. Derimod kan jeg mærke hvorvidt hun ønsker eller tolerere min indblanding. Så nej, jeg har ikke spurgt om lov. Men de få gange, vandet har bedt mig stoppe, har jeg fulgt hendes guiden og ladet hende være.” svarede hun roligt, som hun kiggede på ham. Det var jo sandheden. Vandet talte ikke direkte til hende, men den modvilje eller generelt hvis den opførte sig anderledes end hun ønskede den, plejede at betyde den enten ville drille eller ønskede at blive ladt alene. Og det fulgte hun, på bedste vis. ”Hun betyder meget for mig.” tilføjede hun, som hun kiggede ned på det blanke vand og lod et smil ramme hendes læber, som tydelig viste at Ithilwen faktisk holdte af dette natur, ligesom alt andet natur, men vandet altid havde været noget særligt for hende.