Dorín var taget ind til hovedstaden, som han tit gjorde. Denne gang var det for at sælge de skin som han havde tilbage fra at været ude at jage og skinnet var derfor restproduktet. Han kunne få en god pris på skinnende, selvom det var det som gik under råvare. Dertil var han jo rimelig selvforsynende med alt andet, så pengene var som regel ikke noget problem. Det var da også derfor at han havde valgt at tage ned til Svinet, en rimelig stor kro som Dorín tit havde været på efterhånden, det var vel blevet stamstedet? Underordnet var det, for Dorín trængte virkelig til at drikke efter hvad han havde været igennem. Han tog stadig engang imellem stadig til armen som Morrygan havde helet for ham. Det gjorde ikke ondt længere, faktisk kunne han intet mærke af forskel, men han tænkte stadig på det engang imellem.
Dorín gik ind af den store krodør og følte sig allerede meget lille, eftersom alle mændene var tårnhøj, men det eneste Dorín gjorde var at ryste lidt på hovedet af det. Han var dværg og han var godt tilfreds. Han gik hen til baren og fik sig en mjød af den bekendte herre bag disken og bestilte noget mad, inden han gik ned og satte ved et bord og tog en slurk. Der gik ikke mange minutter før en bekendt kom forbi og snakkede lidt løst med Dorín inden han gik videre. Der var let fyldt derinde i aften, men der var en virkelig god stemning i aften, og der så ikke ud til at være nogen slemme typer derinde i aften. Hvor heldig kunne man være.

Det var først senere på aftenen, at endnu en lavstammet mand dukkede op i døren på kroen. Han havde et stort smil plastret på læberne og var ikke bange af sig, som han højlydt hilste på folk der sagde hej til ham.
Der gik ikke længe, før dværgen trådte hen for at bestille noget mjød. Det var jo klart det bedste man overhovedet kunne få. God, stærk mjød! Han kastede en krystal op til kroejeren og fik en skål mad med sig, som han vendte sig rundt for at finde en plads.

Det var åbenlyst, at denne dværg ikke bare var hvilken som helst. Til trods for sin afslappede påklædning, så var blå ikke en farve de fleste havde råd til, og hans tunika havde netop denne farve. Vesten uden over var sort og i bæltet hang en stridshammer, fyldt med dværgeruner, derudover et enkelt tegn. Lysets krigere bar det på deres våbenkofter og nogle valgte også at få det indgraveret i deres våben. Hargin Ragnarsson var én af disse. Hans ringe højde betød intet, for folk vidste godt hvor han gik og gjorde fint med plads.
Som han kiggede sig omkring efter en god siddeplads, faldt hans blik på en herre, hvis race var ganske umiskendelig. Nok havde manden ikke helt så meget skæg, men hans bygning sagde det hele. Trods han ikke kendte dværgen, var det hans bord, han gik hen til, hvor han stillede sine ting fra sig, smilende.

"Jeg går ud fra, at det er i orden jeg sidder her, med en landsmand!"

Sagde han, højt, for at overdøve de andre mennesker herinde.

"Mit navn er Hargin, hvad er dit?"

Dorín havde siddet lidt for sig selv og havde fået sin tallerken med mad. Han var iklædt det sædvanlige. Han var ikke videre iøjefaldende. Han havde et typisk dværgeudseende, til trods for det manglende store skæg, men derudover var man ikke synderligt i tvivl. Der var kommet en ældre herre hen til Dorín og begyndte at snakke pelse, det var ikke så unormalt, da det efterhånden var godt kendt enkelte steder i byen at han kom med skin når han havde noget til overs. Der gik lidt tid inden han vendte tilbage til sit eget selskab og efterlod Dorín tilbage. Det varede dog ikke længe, før han hørte en mandelig stemme tale højt for at overdøve mængden af mennesker og derved skabe sig kontakt. Han så op og så på sin meddværg, og smilede til ham. ”Du er mere end velkommen, min ven.” svarede han og gjorde et gestus mod stolen overfor ham. ”Dorín. Rart at møde dig Hargin.” sagde han med et smil og rakte hånden frem for at give han et varmt håndtryg. Det var ikke så tit at Dorín havde mødt andre dværge, og slet ikke nogen som på samme måde var faldet til, som det var tydeligt at Hargin havde. ”Det er ikke så tit man møder Dværge her i de større byer. Hvor kommer du fra?” spurgte han nysgerrigt og tog en bid brød.

Hargins smil blev bredere, da lands landsmand med det samme tillod ham at sidde der. Han tøvede ikke med, at slå røven i sædet og tage en god slurk af den mjød han havde købt sig. Dværgen præsenterede sig som Dorín og da han rakte en hånd frem, rakte Hargin selv ud og trykkede ham på næven med et kæmpe grin over hele ansigtet.

"Og lige så rart at møde dig, Dorín,"

Svarede han, mens han fik sat sig bedre til rette. Hans fødder kunne knapt nå gulvet fra den stol han sad på, hvilket aldrig var særlig sundt for ryggen, men heldigvis havde han en bedre stol i sit eget hjem ved Krystalpaladset. Det gik nu nok, at denne kro var bygget til størrelsen af de fleste andre racer.

Doríns spørgsmål fik nostalgien til at fylde Hargins sind og hans ellers så store smil falmede let ved tanken om det bjerg han og hans familie, samt en masse andre dværge havde boet i. Han elskede den dunkle belysning. Nok var der sol og græs og store træer herude, men det var stadig intet i sammenligning med det mørke og det guld man kunne finde inden i et stort bjerg.

"Fra bjergene i norden. Hvad med dig, Dorín? Jeg har ikke set dig deroppe før, så hvor er du fra?"

Spurgte dværgen, med oprigtig interesse.

Hargins håndtryk var præcis sådan som Dorín huskede sine landsmænds håndtryk, en smule mere hårdføre, men samtidigmed med en helt anden velkommenhed end han nogensinde havde mødt hos andre væsner. Derfor voksede Dorín smil også og trykkede hånden tilbage.
Stolene, generelt møbler, var ikke lige lavet til deres størrelse, hvilket var forståeligt nok når man tænkte på hvor mange forskellige racer som var at finde i hovedstaden, for ikke at sige hele Krystallandet, og dværge var ikke den overdrevende vægt i raceblandingen der var at finde lige netop i denne storby, så derfor var møblerne også derefter. Dorín selv var høj af en dværg at være! Næsten halvanden meter, hvilket kunne være et meget stort særsyn indenfor dværge, og selv han, ligesom Hargin, kunne ikke nå jorden på disse stole. Dog generede det ham ikke rigtig, da han ikke havde i sinde at skulle bosætte sig på stolen i evigheder, så han overlevede nok at bruge den nogle timer.
Dorín forstod udmærket hvorfor Hargin falmede lidt i sin positive udstråling. Det var som regel et ømt emne at komme ind på hvor en dværg kom fra, hvilket kunne bringe minder op omkring hvorfor han ikke længere var der, eller bare generelt minder om hvordan der var. ”Hvis jeg ikke tager megen fejl, tror jeg faktisk at jeg har en granfætter oppe i Norden. Jeg selv kommer fra Andrath bjerget, som ligger i Mørkedalen.” svarede Dorín med et smil. Han var tydeligt ikke nær så tæt knyttet til sit hjembjerg som Hargin. Jo, han savnede sin familie, savnede det let dunkle og de store åre af guld i bjerget. Men han havde fået en forkærlighed for naturen og skoven som han nu boede i. Dertil var det nu skadede forhold til hans forældre også med til at sætte en bremse på at rejse hjem igen.