Det havde været et svært valg ikke at tage Isis direkte ind på sit eget værelse, hvor alle hans ting var lige ved hånden, men at hun skulle befinde sig i en fremmeds soveværelse ville måske blive for meget af et chok for kvinden, så han bar hende i stedet ind på værelset lige ved siden af, hvor han forsigtigt lagde hende på sengen.
På vejen op til værelset var adskillige tjenere kommet til, og der var sendt bud efter en læge, efter vamt vand og en klud, noget rent tøj og en enkelt var sendt i forvejen for at tænde lys og tænde op i pejsen. Nu stod George ved siden af sengen og så bekymret ned så skikkelsen i den, der var så svag. Isis havde gledet ud og ind af bevidstheden på hele turen dertil, og han var dybt bekymret, hans massive krop nu en væg mellem sengen og væggen bag ham. Han pakkede hende ikke ud af jakken, der lå om hende, for der var ikke meget stof tilbage i kjolen, hun bar, og han ventede blot på, en tjenestepige kom til med en slåbrok.
Da pigen kom, lukkede han øjnene fast i og holdt Isis forsigtigt, mens pigen klædte hende af og puttede hende i slåbrokken, der forsigtigt blev lukket om hende, mens silkestoffet smøg sig om hendes krop. Så lagde han hende forsigtigt ned igen og tog imod vaskebaljen og kluden en anden tjener kom med, før han forviste dem fra rummet og satte sig på sengekanten hos hende. Han vred kluden op uden et ord og begyndte så meget forsigtigt at vaske hendes ansigt og hendes hænder. Han kom til halsen bagefter og tog et nærmere kik på biddet, nu lyset var stærkere. Eller.. biddene. Der var to. Han rynkede brynene alvorligt. Det var uden tvivl en vampyr, og han var nødt til at få gjort et eller andet, så da sårene var nogenlunde rene, rejste han sig og trak i en klokkestreng.
En strengt udseende midaldrende mand dukkede snart op i døren og så afventende på George.
"Yano, kvinden her er blevet overfaldet af en vampyr. Ud fra biddets størrelse og tændernes placering vil jeg sige en mand - muligvis såret. Find ud af hvem han er og rapporter til mig!" Georges stemme var myndig og fast, og han gav sin kammertjener koordinaterne hvor, han havde fundet hende, og manden bukkede respektfuldt og trak sig tilbage. Så vendte han tilbage til sengen og stillede sig ved siden af den for at betragte hvem - eller hvad - det var han havde reddet. Bestemt ikke et menneske, men det rørte ham ikke. Han havde som sagt haft mere end rigeligt at gøre med forskellige slags væsner efter sin ankomst til Krystallandet, og at møde en ny slags forskrækkede ham ikke længere.
Hans skikkelse vågede stor og fast ved hendes side, hvor han stod med hænderne foldet bag ryggne og et alvorligt blik. Der var ikke mere, han kunne gøre for hende lige nu, og han måtte blot tålmodigt vente på en ordentlig læge til at efterse hans behandling af hende.

Isis havde hele vejen tilbage kæmpet for at holde sin egen vægt, så George ikke skulle arbejde hårdere end han allerede havde gjort, på trods af hendes elendige tilstand var hun ikke i tvivl om, at han var træt efter at have syet hende sammen.
Efter de første kilometer havde hun dog overgivet sig og var sunket hen i en form for dyb søvn, det var også mere fristende at være der, for der var smerterne næsten væk og bekymringerne blev skubbet til side til gengæld for et stort sort hul i intetheden.
Da hun mærkede den våde klud i hendes ansigt åbnede hun svagt øjnene, og sendte så det mest venlige smil hun kunne præstere til George.
Hun havde ikke længere sin kjole på, men noget af langt blødere stof hvilkede imod den blå hud, på trods af smerterne var helt forfærdelige var den silkebløde fornemmelse faktisk ganske rar. Forsigtigt fugtede hun læberne, og lod så blikket glide rundt i lokalet hun lå i, inden hun rynkede brynene lidt og vendte så hovedet mod George "Hvor er jeg?" spurgte hun så med en rallende hæs stemme, hun havde endnu en trykken for brystet når hun trak vejret, hvilket ikke var så underligt taget i betragtning af hvad hun havde været igennem, men så man bort fra det havde herren foran hende gjort et fantastisk stykke arbejde.

Da han så hende komme til bevidstheden og se op på sig, smilede han blidt ned til hende.
"De er i mr. Cassa Novas palæ i værelset ved siden af mit, så jeg kan hente hvad end der bliver nødvendigt. Der er en læge på vej for at tilse Dem ordentligt," forklarede han venligt og stillede sig så bare til at se på hendes ansigt. Han kom i tanker om, han hellere måtte sørge for, hun fik noget væske, og med et lille buk gik han mod døren.
"Jeg er straks tilbage," lovede han og skyndte sig ind til sig selv efter et glas med vand.
Som lovet var han snart tilbage, og han satte sig på sengekanten ved hende og lagde en hånd under hendes nakke for at støtte hendes hoved, mens han løftede det op og satte glasset til hendes læber.
"Her, drik lidt vand," bad han hende og vippede glasset let, så vandet berørte hendes læber. Hans stemme var varm og blød som fløjl, og hans blik var blødt og bekymret, mens det hvilede på hendes mund, så han kunne koncentrere sig om at give hende hvad hun havde brug for af væske og opmærksomhed.
Når hun var færdig med at drikke, ville han stille glasset på gulvet og forsigtigt lægge hende ned igen.
"Har du meget ondt?" spurgte han dernæst bekymret, klar til at lave endnu en omgang laudanum til hende, hvis hun skulle have brug for det.

Isis nikkede bare da han nævnte hvor hun befandt sig, hun anede det stadig ikke, hun anede ikke hvem Cassa var, eller hvor hans hus lå. Et kort øjeblik overvejede hun om en menneskelig læge kendte nok til havfolket til ikke at falde død om når han så hende, George havde heldigvis taget det meget pænt, faktisk overraskende pænt.
Da George gik så hun bare langt efter ham, hun havde ikke rigtigt lyst til at være alene, man vidste efterhånden ikke hvad man kunne støde ind i, og takket være hende store vædderhorn kunne hun ikke rigtigt ligge anderledes end på ryggen, dog gik der ikke længe før George kom tilbage. Da han holdt hendes hoved kæmpede hun sig en anelse op at sidden med en anstrengt grimasse, på trods af at han havde reddet hende fra at dø langsomt i en gudsforladt skovbund brød hun sig ikke om at kun kunne se et loft.
"Tak!" sagde hun så til ham med et stort smil, eller rettere, så stort som hun nu kunne få det, sårene gjorde stadig ondt, men hun havde ikke i sinde at spise flere urter, ikke fordi hun ikke værdsatte at han gjorde det for hende, men hun havde aldrig rigtigt været vant til det og desuden følte hun ikke, at hun kunne komme helt i kontakt med kroppens naturlige forsvarssystem, da nogle af hendes sanser ville være bedøvede.
"Jeg hedder Isis!" sagde hun så med den rustne stemme, hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til ham, hun var næsten helt forlegen over at han havde samlet hende op på den måde, normalt var dybhavsfolk ligetil med alting, men når man færdedes mellem menneskene som Isis gjorde kunne hun ikke rigtigt gøre andet end at tage lidt af deres adfærdsmønster til sig. "Jeg er overrasket over at jeg ikke fik skræmt livet af dig!" mumlede hun så med en tynget stemme, hun kunne ikke holde ud at skulle sidde og kigge på ham der havde reddet hende, uden at sige et ord, derfor fik hun en samtale igang, så han heller ikke skulle sidde og undre sig over hvad det var han havde hevet op fra en kløft.

Da hun satte sig op greb han hurtigt fat i puderne på sengen og trak i dynen, så det hele dannede støtte for hende, så hun kunne sidde behageligt uden at anstrenge sig. Så rejste han sig igen fra sengen for ikke at sidde faretruende nær hende og stod og betragtede hende med et roligt, men bekymret blik.
"Det var så lidt," svarede hans dybe, mandige stemme hende med den samme blødhed som hidtil. At hun valgte ikke at svare på hvor ondt, hun havde, fik ham til at rynke brynene let. Men han respekterede hendes valg. Da hun i stedet præsenterede sig, bukkede han høfligt for hende og smilede lidt bredere.
"Sir George Gallagher, miss Isis. Jeg håber De har det lidt bedre?" Hun talte do gigen, og smilet voksede sig skævt og temmeligt charmerende uden han selv vidste besked med det.
"Jeg lader mig ikke skræmme så let! Jeg må indrømme at være en smule overrasket, men i grunden mere nysgerrig! Jeg har mødt en del væsner på mine ture rundt i landet, men aldrig en helt som Dem." Og han kunne remse en hel del op, hvis det skulle være, den klassiske havfrue, keidraner, kitsuner, kentauere, elvere, dæmoner og vampyrer og nogen han end ikke kunne racens navn på ... En fra eller til gjorde ikke det helt store, og han var vant til at se lidt af hvert. Hvad end hun var, så var han ikke skræmt!
Der var stilhed lidt tid, mens han tænkte over hvor meget han kunne presse hende med spørgsmål lige i øjeblikket, før han besluttede at det måtte vente. I stedet valgte han at spørge om noget helt andet;
"Er der noget, jeg kan gøre for Dem? Skaffe Dem? Jeg har allerede sendt min kammertjener ud for at finde ud af hvad, der skete med Deres overfalder, og lægen er her nok snart, men i mellemtiden er jeg Deres ydmyge tjener." Han smilede, men der var ikke glimtet af morskab over hans ord, og det var tydleigt, han tog hele sagen inklusive det at lege ydmyg tjener, meget alvorligt. Han stod igen med hænderne smalet bag ryggen, en meget rolig og myndig stilling, på trods af hans hænder med den lille signetring var gemt ad vejen for synet. Han stod stødt på begge ben, der var samlet næsten helt og med afsindigt rank ryg og bare betragtede hende. Han havde ikke givet sig selv meget tid til at fundere over hvad, hun var, men han var da nysgerrig. Dog vidste han, det ikke nyttede noget at begynde at gætte, for han ville ladrig kunne ræssonere sig frem til noget fornuftigt alligevel, og han ville ikke presse på med sine spørgsmål, hvorfor ham blot ventede til hun skulle få det bedre.

Isis blik flakkede lidt rundt i lokalet, hun havde nok aldrig været et sted der var så udsmykket før, hun havde altid været fascineret af menneskenes bygninger, ikke nok med at de kunne holde det meste vind og vejr yde, så gjorde de også en kunst ud af at udsmykke deres levesteder. Jovist, det gjorde havfolket da også, den éne gang hun havde haft et menneske helt nede hvor hun boede havde han nær faldet død om af fascination, men på overfladen var det noget helt andet.
"Tja, jeg tror at alt som der ikke involvere 'døende i en gudsforladt skovbund' er bedre. Men jeg har det bestemt meget bedre end da du fandt mig!" sagde hun så og smilede skævt. hvor Isis kom fra titulerede man ikke folk med De og Dem, af samme grund brugte hun dem ikke, selvom det i nogle kredse af menneskene var ilde set, men hun havde ikke i sinde at lave om på sig selv eller sin kultur.
Hun rømmede sig diskret da han tilbød at hente hvad som helst til hende, hun var aldrig i sit liv blevet serviceret på den måde. Hun kunne stadig smage den metalliske søde smag fra blodet og blev så enig med sig selv om, at måske spørge om noget. "Hvis det ikke er for besværligt ville et glas frugtsaft nok ikke skade, men ikke hvis det er for besværligt!" Sagde hun så, hun havde fået frugtsaft én gang på overfladen og havde været helt vild med det, men hun havde ingen idé om hvor svært det var at skaffe, og hun havde ikke i sinde at være en yderligere belastning for George.
Da han nævnte at de havde sendt folk ud efter vampyren spærede hun øjnene op og rystede så på hovedet "Nejnej, lad ham være, han er stor og hurtig. Der er ingen der skal ofre sig selv fordi jeg var uforsigtig. Han er ikke normal oven i hovedet som jer andre, hvis han først vil have hævn skal han nok få det!" gispede hun så ihærdigt, så hun måtte tage sig til såret i brystkassen, med en smertefuld grimasse, måske ville nogle flere laudanum blade i virkeligheden ikke skade.

Han så smilende til, mens hendes blik flakkede rundt over lokalets interiør. Det var i alt fald et sted han kunne være stolt af at bo, væggene udsmykket med kostbare tapeter, malerier hængende på væggene og et stort, indrammet filigran-spejl hang på den ene endevæg. Sengen hun lå i var en himmelseng klædt i purpur og silken svøb sig rundt om hende. Der var også en sofa i samme nuance og et skrivebord med en udskåret stol, samt et højt skab. George bemærkede dårligt selv indretningen længere, så forvendt var han.
"naturligvis er det det," lo han let, hans latter mild og rund, "jeg hentydede til svimmelhed, smerter og udmattelse." Han veblev at smile venligt. Det fornærmede ham ikke, hun sagde du til ham; det var han så vant til diverse væsner gjorde, men han vedblev selv med sin egen formelle tiltale.
"Frugtsaft? Ja, naturligvis." Det var et godt tegn, og han lod hænderne komme frem fra sin plads bag ryggen, hvor han holdt dem begge op, den ene over den anden, og en plante, besynderligt udseende, voksede op fra hans hånd. Den voksede og voksede, indtil en lille frugt kom til syne, og så gik vokseværket over i den i stedet. Den blev større og større, dens farve et væld af grønne og gyldne nuancer, dens overflade noget i retningen af et græskar, og han lod den vokse til lidt over en håndslængde, før han plukkede den af sig selv med en lille grimasse og absorberede planten igen, før han gned sin håndflade let. Herefter brækkede han toppen af og afslørede en klar, gylden væske i midten af den hule frugt. Dens smag ville være sød og rund mod tungen, dne ville varme ned gennem halsen, og aromaen den bredte i rummet var ubeskriveligt vidunderlig. Det var hans eget bryg, meget nærende og vitaminfyld, meget sundt, og han havde intet imod at dele sin specialitet med hende. HAn rakte frugten ned til hende og ventede på, hun skulle tage den.
Hun nåede dog at tale inden, og han lagde en hånd på hendes skulder og trykkede hende blidt tilbage i puderne for at få hende til at slappe af igen, mens han tyssede på hende.
"Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget overilet, vær ikke bange for det, miss Isis," forsikrede han hende roligt for, "Men jeg ønsker at vide hvad, der er sket. De er ikke den eneste, han har overfaldet, så meget kan jeg forsikre Dem for, og der må sættes en stopper for ham, selvom jeg ærligt skal indrømme, jeg ikke selv har i sinde at gøre noget. Det vil blive meldt til byvagterne og andre rette myndigheder, og så må de overtage sagen, som det passer dem. Jeg forsøger blot at gøre deres arbejde lettere, men slap kun af, ingen vil ofre sig for at fange ham!" Hans stemme var rolig og blid og ekstremt overbevisende og lokkende, mens han igen holdt frugten ned til hendes hænder.
"Alt er under kontrol," lovede han hende smilende.

Isis kunne ikke lade være med at blive fascineret over Georges evne til at gro ting på den måde som han gjorde, sidst hun havde fået serveret frugtsaft var på en kro, hvor det var serveret i glas, slet ikke så eksotisk som den måde hun fik serveret det på nu, selvom det måske var lidt underligt at spise noget der havde groet fra hans hånd, men Isis havde aldrig været kræsen, og lod sig derfor ikke mærke med det. Dog tog hun ikke imod frugten før han havde forsikret hende om, at intet ville gøre noget overilet med vampyren, og at de mere professionelle ville tage sig af sagen.
Derefter tog hun forsigtigt imod den underligt udseende frugt, hun havde aldrig set noget lignende, sådan noget havde de ikke under vand, er var frugter jovist, men de fleste af dem var hårde og melede og ikke noget der mindede om saftige, og det var på trods af at de troede under vand.
Ihærdigt tog hun en tår af frugten, den var sødere end det hun før havde fået, det var ikke beklageligt, hun havde ikke spist siden, tja, hvornår fik hun sit sidste måltid? For et døgn siden? Halvandet, måske to? Hun kunne ikke huske det, men om ikke andet var hun sulten nok til at spise på trods af smerterne.
Dernæst skævede hun til George, hvor ville hun dog ønske at han ville sætte sig ned, på trods at hans bløde beroligende stemme fik hun næsten stress af at han stod op, mens hun bare lå dér lang som hun var.
Kort fugtede hun læberne med spidsen af tungen mens hun faktisk gav sig tid til at tænke over, om han havde nogen nymfe eller lignende i familien, siden han kunne få hende til at slappe af på den måde han gjorde.
"Det startede for en uge siden, eller deromkring.." startede hun med den ru stemme, og vendte så de store gule øjne op imod ham "Jeg var i skoven og var faret vild, jeg skulle tilbage til havet inden jeg løb tør for tid på overfladen. Pludselig er der noget der overfalder mig bagfra, det eneste jeg mærker er bare en skrækkelig smerte ved halsen. I panik tager jeg fat i vedkommende der angreb mig, og slyngede ham foran mig.. Jeg kan ikke huske det præcise forløb, men jeg forvandler mig i hvert fald hurtigt til min oprindelige form, jeg er stærkere sådan ser du, og så får jeg gjort ret godt kål på ham.." sagde hun så og holdt en pause mens hun ømmede sig diskret "Hvis du ikke har regnet det ud, så er jeg fra dybhavsfolket.." sagde hun så med et lille gisp efterfulgt af et smil, hun anede ikke om han overhovedet havde hørt om hendes race, hendes erfaring var, at menneskene troede at alle havfolk var de fjollede lavvandsfolk som lignede menneskene væsentligt mere end Isis gjorde.
"Jeg slap fra kampen med nogle stik i den ene skulder, det gjorde ondt, men heldigvis ikke slemt nok til at jeg ikke kunne komme til havet og blive healet af vores vise.." Forsigtigt strøg hun den ene hånd over det ene kraveben, hvor to mørke ar var til at skimte hvis man kiggede efter. "Jeg kom op på land igen før idag, jeg skulle til byen. Pludselig var han der og jeg kunne ikke forvandle mig. Selvom jeg prøvede at stikke af var han meget hurtigere end mig, og ja, vi kom op og slås og så fandt du mig nogle timer senere!"
Sådan afsluttede hun sin fortælling og skævede så til George i håb om, at han ikke var stået totalt af i hendes noget stakåndede og anstrengte tale

Han bemærkede slet ikke det fascinerede udtryk i hendes ansigt, mens han voksede frugten frem, han var så vant til den slags. Han var bare glad for, det ikke havde været mere besværligt at skaffe til hende.
Med et skævt smil betragtede han hende smage på den, tilfreds med udtrykket på hendes ansigt.
"Er der andet, jeg kan gøre for Dem?" spurgte han blødt, nærmest som forsøgte han at lokke nogle ønsker ud af hende, hvad var præcis hans intention. At hun slappede af i hans selskab skyldtes nok mere hendes egen udmattelse end noget andet, men George var selvfølgelig ikke truende på nogen måde andet end med sin fysiske størrelse.
Han lyttede til hendes fortælling, mens smilet forsvandt til fordel for et eftertænksomt ansigtsudtryk.
"Jeg er glad for, De fik kål på ham den første gang," sagde han roligt og tiltede så hovedet en anelse. "Dybhavsfolket? Hvor ejendommeligt," mumlede han dernæst og ofrede hende et svagt smil. "Det lader til, jeg skal opdatere min viden om de forskellige racer her til lands. Jeg er ikke selv herfra go har lidt svært ved at følge med nogen gange." Han sukkede let og slog ud med begge hænder, før han samlede dem bag ryggen igen.
Hun fortsatte, og han lyttede videre, igen alvorlig.
"De er djævlens yngel, de vampyrer," sagde han med et godkendende nik til hendes fortælling. "Jeg skal gøre mit til at få presset på for at finde ham." Der var ingen grund til at fortælle hende hvor aktivt han ville gå ind i dette selv. Han var stærkere end man umiddelbart skulle tro, og han var træt af folk så ham som et skvat. Men naturligvis holdt han sin rolige maske uden at vise nogen af disse følelser og tanker for hende.
I det samme bankede det på døren, og en tjener åbnede den og trådte halvvejs indenfor.
"Healeren er her, sir George Gallagher," blev der sagt, før han bukkede, og George gik frem med freemstrakt hånd, da en mand kom til syne i døren. De trykkede hinandens hænder, og George satte ham mumlende ind i situationen, så Isis ikke kunne høre hvad, der blev sagt. Dernæst vendte han sig mod hende med et blidt smil.
"Jeg vil vente lige udenfor indtil healeren har taget et kik på Dem og gjort sit til at hjælpe Dem." Det var af ren og skær høflighed, for han vidste, healeren måtte tage et kik på hendes krop, som han ikke ønskede at se - både for hendes og for hans eget omdømmes skyld. Han gik hen og greb i dørhåndtaget for at lukke sig ude på gangen.

Isis rystede på hovedet da han tilbød om der var andet han kunne gøre for hende, hun var efterhånden kvikket en smule op, selvom det fysisk for hende føltes som om en hel hær af heste havde trampet på hende, men det var nok det faktum, at hun faktisk kunne trække vejret nogenlunde igen uden at der kom blod med op, der havde gjort den største forbedring.
"Mhm, jeg er bare ked af at jeg ikke fik ram på ham anden gang. Jeg kan ikke forstå hvordan han kunne overleve det, jeg gennemborede ham med en stor issyl!" sagde hun så med et forurettet blik og et lille fnys, før hun kom til at tænke på, at den slags måske lød ret voldsomt for en herre som George.
Diskret lod hun den ene finger glide langs kanten på frugten hun havde fået af George, hun lod sig ikke mærke med at han ikke kendte til dybhavsfolket, det var der alligevel mange der ikke gjorde, de troede at havfolk var små smukke damer med muslingeskaller på brysterne og et stort lillat hår, sådan var virkeligeheden altså ikke, ikke i Isis' hverden i hvert fald.
Da George skulle til at at rømmede hun sig kort "Nej vent!" sagde hun så og kiggede på Geo som helbrederen trådte ind, hun syntes alligevel nok at hun havde haft nok med mennesker at gøre hun ikke havde mødt før, og George bragte sådan en beroligende adfærd at det ikke kunne andet end at smitte af.
Godt nok skulle han så se hende nøgen, men den eneste det gjorde noget var vist George selv, Isis var trods alt vant til at leve uden tøj på og i en kultur hvor man gloede hvis der var noget der var værd at glo på

Han nikkede roligt, accepterende at han ikke kunne gøre mere og lyttede så bare til hendes ord.
"En issyl," mumlede han og skrev sig det bag øret. En såret vampyr var endnu farligere, og han blev pludselig en smule bekymret for, hvad han havde sendt sin kammertjener ud til; en englænder uden magiske evner og uden nogen indlevelse i den verdend er var Krystallandet. En lille rynke samledes mellem hans bryn. Så det var måske lige så meget dét blod, han havde lugtet som hendes, tænkte han og var i grunden godt tilfreds med, vampyren var stukket af.
"De er sejlivede, miss Isis," forklarede han, "Men måske har De alligevel haft succes. Han flygtede i stedet for at færdiggøre Dem, og dét alene er et tegn på, han var hårdt såret. Hvis vi er heldige kommer min kammertjener tilbage og fortæller om et lig i skovbunden. Under alle omstændigheder vil der nok være et blodspor, han kan følge og finde ud af hvor han er løbet hen, hvilket vil gøre pågribelsen af ham nemmere. De skal ikke bekymre Dem, vi vil få fat i ham!" Hans stemme var rolig, mild og overbevisende. Havde det lydt voldsomt for ham, havde han ikke vist nogen tegn på det, og det var nu heller ikke fordi han ikke havde set værre end det! Han ahvde selv forurettet en hel del skade i tidens løb uden at ville det, og han havde hjulper flere mennesker i en lige så slem knibe som Isis var i.
Det var ikke fordi George havde den slags fantasier om havfolk, han vidste knapt de eksisterede. Han havde set Cassi på et tidspunkt med en hale ligge i vandet, men hun havde stadig haft sin kjole på. Så i hans verden var havfolk heller ikke helt i den beskrivelse.
Da han hørte hendes stemme, mens han stod ved døren, vendte han sig spørgende rundt og så på hende, en smule forundret.
"Ja?" spurgte han roligt uden at vide hvad, hun ville have ham til. Han blev dog stående med hånden på dørhåndtaget klar til at gå derud så snart, hun havde sagt hvad hun ville, så healeren kunne gøre sit arbejde.

De blå lokker virede let om hornene da hun rystede på hovedet "Jeg tror desværre bare jeg har heldig, et par timer mere og så stod jeg nok ikke til at redde!" sagde hun så, med den rå rungende stemme og sendte ham så endnu et af de skæve smil, der forsvandt i endnu en anstrengt grimasse.
Roligt fulgte hun den ankomne helbreder med øjnene, normalt var hun vant til at alting blev klaret med urter, én gang havde hun oplevet en elver som havde helbredt hende med berøring, men lige nu vidste hun ikke rigtigt hvad der skulle til at ske.
Hun vendte roligt de store gule øjne imod George "Har du ikke lyst til at blive?" spurgte hun så og så næsten bedende på ham, var der én ting hun ikke havde lyst til var det at være alene med et ukendt menneske, godt nok kendte hun ikke George, men han havde trods alt reddet hendes liv, og besværet sig for at få bakset hende på plads i en eller andet slotslignende bygning hvilket var rigeligt til at vinde hendes tillid.
Godt nok tænkte hun ikke på at menneskene havde nogle andre normer når det kom til påklædning, men Isis var langt fra blufærdig, og blev det nok aldrig alligevel.
Lidt anstrengt løsnede hun slåbrokken som tjenestepigen havde klædt hende i, og kæmpede så halvt om halvt for at få den af, så helbrederen kunne se på hende, godt nok var hun ikke blufærdig, men det faktum at hun dårligt kunne få tøj af selv slog hende næsten ihjel, det var uudholdeligt at være så ynkelig som hun var nu.

Til hendes første sætning nikkede han bare accepterende. Det var jo sandt, men han havde ikke lyst til at tage ordene i sin mund. De var for hårde og lugtede langt væk af endegyldig død og overgivelse. Han havde været alt for tæt på disse ting alt for mange gange i sit liv, og bare at skulle have det over sine læber den dag i dag overfor kvinden på sengen, var for meget for ham.
Healeren var nået hen til sengen og så på hende, og ved hendes ord så tiggende, det skar ham i hjertet lukkede han døren og gik hen til vinduet, hvor han stillede sig med ryggen mod hende idet hun begyndte at løsne slåbrokken. Han havde ingen intentioner om at se på hende, før hun var klædt på igen.
Helbrederen hjalp hende af med slåbrokken med forsigtige, blive hænder og så alle sårene efter, lod fingrene glide mumlende over dem for at fremskynde healingen og pakkede hende så ind i slåbrokken igen. Det hele udført med professionel, stoisk ro, altimens George høfligt blev stående med ryggen mod hende og så ud i mørket, som hans egne mørke øjne forsøgte at gennemtrænge. Han stod en smule stift med benene næsten samlet, hænderne over hinanden bag ryggen og de brede skuldrer trukket stolt tilbage. I grunden ikke anderledes end hans positur på gulvet, mens de ventede på healeren, men han var dog det mere stiv og ukomfortabel, mens han forsøgte at skyde tankerne væk om hvad, der skete lige bag ham.
Helbrederen lyttede så til hendes åndedræt, kikkede hende i halsen og på bidene i halsen og mumlede for sig selv.
Efter endt undersøgelse gik healeren hen og lagde en hånd på den muskuløse Georges skulder, så George drejede hovedet halvt mod ham.
"Sårene ser fine ud, men der må ikke gå betændelse i! De skal renses to gange dagligt, indtil healingsprcessen har taget ordentligt over om nogle dage. Hun skal genvinde kræfterne, have masser af væske, lokkes til at spise, men ikke for tung mad, og hvis hun får brug for.. andet... Så giv hende det. Hun mangler meget blod og vil være svag den næste tid," sagde han mumlende, så det ikke var sandsynligt Isis kunne høre det, og George nikkede roligt og tog afsked med ham, før han vendte sig mod sengen.
"Du er hos en god mand, der nok skal sørge for, du bliver helt rask igen. Sig det til ham, hvis du har brug for noget, lyst til noget, og tag den lidt med ro de næste par dage. Du vil komme dig, men det var meget tæt på, og du har været meget heldig!" sagde han mildt og så meget alvorlig ud. "Farvel, og send endelig bud efter mig igen, hvis jeg kan gøre noget." Og så forlod han dem, og George vendte sig roligt om mod hende igen, nu hun igen var tildækket. Han smilede roligt til hende og betragtede hende med et opmærksomt, årvågent blik, der indtog hver eneste lile detalje af hende for at se hvordan, hun havde det.
George havde passet syge og døende før, og det generede ham ikke at gøre det igen, men han vidste til hvort stort besvær den, han passede på, kunne føle sig, og følte sig forpligtet til at gøre det klart for hende, hun ikke var nogen byrde.
"Jeg skal med glæde se efter Deres behov de næste par dage, mens De kommer Dem, De må end ikke begynde at tro Dem selv til besvær for mig," sagde han oprigtigt med et varmt smil, "Det er De på ingen måde, og jeg vil gerne følge dette til dørs så at sige. Så alt, De kunne tænke Dem, skal De blot lade mig vide." Han bukkede høfligt og stillede sig så igen med hænderne bag ryggen omkring en halv meter fra sengen med hænderne bag ryggen. Han stod så tæt på, hun ville kunne nå ham, hvis det var det, hun ville, men han vovede sig kun så nær af hensyn til, hun ikke skulle behøve at dreje hovedet så meget for at se på ham. Hun skulle bare ligge og slappe af, den lille stakkel.

Isis smilede stort da han besluttede sig for at blive, smilet afslørede hendes eget tandsæt der ikke var helt ulig vampyrenes, bortset fra at hun havde otte spidse hjørnetænder i alt, bidet var ganske enkelt konstrueret, så det var lettere at fortære fisk under vand, selvom det skræmte en del uforstående mennesker, af samme grund var det sjældent man så hende smile sådan, men George fik hende til det.
Da helbrederen hjalp hende af med slåbrokken gav hun et par enkelte knirkende lyde fra sig, men prøvede ellers at holde lav profil indtil han var færdig med undersøgelsen og ligeledes klædte hende på igen. Da han gik over og mumlede noget til George prøvede hun ihærdigt at lytte med, men hun kunne ikke overskue det og faktisk var hun alligevel ikke sikker på om hun ville høre det.
"Tak!" Sagde hun til helbrederen da han gik fra rummet og igen så hun så over på George, denne gang med et mere uroligt blik "De næste par dage? Jeg .. Jeg kan kun være i menneskeform ét døgn fra nu!" sagde hun så, og bed sig kort i læben "Jeg kommer jo til at skræmme livet af alle når jeg skifter form!" fortsatte hun uroligt med et utrygt blik. Nogle mennesker havde fundet hendes naturlige udseende meget fascinerende, men langt de fleste blev skræmt for livet af de mange horn og transparente vinger, da hendes race var så sjælden på land.
"Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun så, og spærrede øjnene lidt op, hvis det var én på hele landjorden hun ikke ville skræmme, så var det i hvert fald George, så det var nok bedst hvis hun kunne forberede ham så meget som muligt, ja måske endda hvis han helt kunne slippe for at se hende i hendes oprindelige form.

George bemærkede det besynderlige smil uden at vide hvorfor der var så mange skarpe tænder, men han kunne konkludere, det måtte være en del af racens ejendommelige udseende. Så havde han ryggen mod hende og ventede blot så rolig, han nu kunne få sin krop til at være.
Da han igen stod med fronten mod hende og healeren var gået, talte hun igen, og han kunne se problematikken. Han smilede beroligende til hende, meget blidt og meget forsigtigt.
"Kan De overleve på landjorden i Deres anden form?" spurgte han og var praktisk anlagt, "Ellers skal jeg sørge for at få opstillet de rette foranstaltninger inden da, det burde ikke blive et problem." Hendes kommentar om at skræmme livet af alle, fik smilet til at vokse sig skævt og ganske charmerende.
"Folkene her er vant til at se lidt af hvert, og jeg selv er ikke sart! De kan måske overraske mig, men skræmme mig gør De næppe!" Han følte en stærk trang til at sætte sig på sengekanten og forsikrende tage hendes hånd, men han afholdt sig fra det og blev stående - havde ikke lyst til at indvadere hendes intimsfære mere end han allerede havde gjort det. Hendes sidste spørgsmål varmede ham en del om hjertet, for det om noget fortalte, hun stolede på ham. Måske ikke så underligt igen, men følelsen var alligevel velkommen.
"Hvad De skal gøre?" spurgte han blidt, "De skal koncentrere Dem om at få det bedre og overlade alt andet til mig. Om så De bliver til en tohovedet søslange, skal jeg ikke vige fra Deres side." Det var ment i spøg, det med søslangen, men resten af det var nu alvorligt nok. Nok en gang ønskede han at sætte sig ved hendes side og berolige hende med en let berøring i stedet for kun med sine ord, men han blev stående ret op og ned med hænderne bag ryggen og tøjlede impulsen. Det var ikke passende opførsel overfor en der ikke kendte ham bedre. Han overvejede at hente en stol hen og sætte sig for at fastholde den høflige afstand mellem dem, men hun skulle i så fald til at dreje hovedet for at se ham, og det kunne blive besværligt med hendes horn og med sårene på hendes hals. Hvis hun skulle kunne se ham havde han således kun to valg; sengekanten eller at stå op, og da han ikke under nogen omstændigheder ville gå så tæt på hende igen uden mindst hendes tilladelse, blev han stående. Hun havde været udsat for nok uden at skulle mærke en foruroligende varme fra et menneskes krop mod sig også. Det havde hun allerede mærket alt for mange gange i dag, og han ville ikke byde hende mere. At skulle smøre hendes sår sånere måtte overlades til en kvindelig tjener lidt senere, da det nok ville føles knap så forkert på hende som hvis han gjorde det. Ikke at han var hårdhændet og uforsigtig, snarere tvært imod, men at have en mand til at trække sine hænder over sin krop på den måde... og desuden ville slåbrokken være nødt til at blive fjernet for, det kunne lade sig gøre, og han var ganske simpelt ikke i stand til at se på en afklædt kvinde. Den eneste kvinde han nogensinde havde set nøgen var Flora, og hun havde været dækket af et tykt lag pels, så det ikke helt kunne regnes for det samme. Men Isis var ikke tildækket på nogen facon under slåbrokken, og han vidste, han ville ende som en lille ksoledreng, hvis han først skulle til at se hende sådan.

Isis nikkede roligt da George spurgte hende om hun kunne leve på landjorden i sin oprindelige form "Jae, men det er tilsyneladende ikke særligt vellidt!" sagde hun så og skar en grimasse. Isis var heldigvis velsignet nok til at hun havde to tage i sin menneskeform og to dage i sin havform på land, inden hun var tvunget til at vende tilbage til havet, nogle af de ældste havfolk havde sågar forsikret hende om, at hvis hun kunne blive bedre til at kontrollere sin evne ville hendes tidsinterval kunne blive strukket, til at opholde sig i menneskeform flere måneder. Sådan var det dog ikke nu, fire dage, så var dét det.
"Jeg får bare skæl. Og horn. Og vinger. Og hale. Og og noget der minder lidt om sten og metal på arme og torso, men som har en rustningslignende effekt, så jeg ikke bliver tygget ihjel af hajer!" remsede hun så op og kunne ikke lade være med at grine hæst over sig selv, et eller andet sted var det måske ikke så underligt at menneskene var bange for hende.
Efter at hun havde betragtet George et stykke tid, tog hun til sidst forsigtigt fat i hans hånd, og trak ham så ned at sidde på sengekanten (?) dog ganske symbolsk, så hun ikke overanstrengte sårene. Det var umådeligt tydeligt at han stod og trippede og ikke rigtigt vidste hvad man skulle gøre af sig selv og ikke satte sig af ren og skær maner. "Ja altså, hvor jeg kommer fra er vi altså ikke så kropsforskrækkede!" sagde hun så, og sendte ham endnu et af de små smil, menneskene var meget forsigtige med ikke at kigge for meget eller tale over sig, det var så tydeligt, især for én som Isis, der dagligt på landjorden tog folk i at stå og måbe over hendes udseende, men så snart hun vendte blikket mod dem fik de travlt med at lade som ingenting.

Hendes ord beroligede ham, og han stoppede øjeblikkeligt den planlægning, han havde været i gang med i hovedet for at smile beroligende til hende.
"Lige nu vil det altså blive sådan, og hvis nogle af tjenestefolkene generes af det, skal jeg personligt give dem en opmgang prygl!" George lignede ikke typen, der gav nogen prygl, men hvis folk var uhøflige eller direkte undskabsfulde, veg han ikke tilbage fra at gøre vedkommende opmærksom på deres fejl - på den ene eller den anden måde - og han var derfor ganske alvorlig i sin udtalelse. "Og hvad mig selv angår, skal De ikke være bekymret, miss!" Han smilede beroligende og lyttede så interesseret til hendes opremsning af sin forvandling.
"Intet af det lyder skrækindjagende for mig," forsikrede han hende for, "Jeg er mere bange for, jeg vil blive meget interesseret i at studere Dem." En lille latter undslap ham, før de sank hen i tavshed, og han blot betragtede hendes ansigt.
Han mærkede pludselig hendes hånd gribe om sin og trække i ham, selvom det ikke var hårdt. Han var ikke helt klar over hvad, hun havde tænkt sig; måske havde hun ondt, måske ville hun have ham til at gøre noget? Han trådte derfor nærmere og blev i grunden en smule overrasket, da hun hev ham ned mod sengen, hvor han en smule utilpas, selvom han skjulte det godt, satte sig på kanten af sengen, så der stadig var godt fyrre centimeter mellem dem. Han hvilede nærmest på kanten af den massive himmelseng, men så ud til at holde balancen glimrende. Hendes kommentar fik et skævt smil frem på hans læber.
"Jeg ved ikke om jeg ville sige kropsforskrækkede ... Det er mere en form for respekt af et andet væsens private rum," forklarede han og håbede, hun ville forstå det. "Jeg synes allerede, jeg har indvaderet Deres nok for i dag." Smilet voksede sig bredere og dækkede lige over på begge sider af ansigtet nu, mens han så ned på hende med rolige øjne.
At folk på land var sådan; ikke ville tages i at stirre, deres omtanke i at tale, var han nok mere vant til end hun var. Han værdsatte faktisk den omtanke de fleste mennesker fra naturen besad, og han var selv en meget stor del af det. Han talte aldrig, med mindre han havde overvejet modtagelsen, stirrede aldrig, lige meget hvor fristende et syn så var, og han gik ydermere til den - for nogen - yderlighed at afholde sig fra fysisk kontakt, der ikke var opfordret, og selv hvis opfordret, skulle der meget til, før han rørte ved et andet væsen. Selv et håndtryk holdt han sig fra og bukkede i stedet respektfuldt. Det var en ensom og isoleret tilværelse, og mange gange længtes han efter at mærke en anden i sin nærhed, men for ham var det naturligt, og ønskede han sig fysisk nærhed, kunne han finde sig en hustru. Der var ikke meget andet at gøre i hans verden, og derfor var det med ambivalente følelser, han mærkede hendes hånd, der stadig holdt om hans. På den ene side var han glad over at mærke et andet væsen, noget han havde manglet meget på det sidste, og alligevel var han usikker over, om ikke han brude trække sig fri og afholde sig fra at røre hende mere end nødvendigheden bød. Og så igen; hvis det gav hende en hvis tryghed... Det var forvirrende, meget forvirrende, ja, og hans hoved arbejdede på højtryk for at finde en passende løsning på sin nuværende situation. Ikke at han lod sig mærke udadtil, for mange års øvelse havde gjort ham til en mester i at skjule sine følelser og tanker, men indvendigt rasede en mindre storm.
Til sidst valgte han at lade deres fingre hvile mod hinanden indtil hun selv trak den væk eller nodvendigheden bød det. Et enkelt øjebliks svaghed og overmandet af et stærkt behov for at have fysisk kontakt til en eller anden havde knækket ham.
Han forsøgte at lede sine tanker væk ved at tale:
"Hvordan har De det nu?" Hans stemme lød meget bekymret, og hans blik gled mod de steder, hvor silkeslåbrokken var plettet af hendes blod og sårene lå inde under.
En lille ide puslede i hans baghoved, hvor den i grunden havde rumsteret siden han fandt hende, og nu kom den en smule til orde. Han burde kunne udnytte sine evner, burde kunne tillære sig nok om mediciner og deres virkning til at kunne kombinere de to ting og skabe nye plantearter med helbredende effekt. Tanken var tiltalende, meget endda. Det ville kræve lang tids studier - måske årevis - men han vidste dog nok om sår og deres healingsprocesser til at kunne forsøge sig der først. Tanken om hvordan han ville blive nødt til at teste sit produkt, tiltalte ham dog ikke. Han ville være nodt til at gøre det på sig selv. Derfor måtte han først volde skade på sig selv, have en modgift klar i tilfælde af, hans medicin ville vise sig at være giftig, og først da ville han kunne indtage produktet og teste dets effekt. Det ville blive et helvede af en process, men når han tænkte på hvad, han kunne opnå ved det ... Hvor mange liv, han kunne ændre! Og næste gang han fandt en døende kvinde, ville hav måske have mere at tilbyde hende end bare smertestillende. Tankerne optog ham et øjeblik, mens hans blik var fæstnet mod en særlig stor blodudtrækning fra såret ved hendes ribben. Til sidst kom hans tanker dog tilbage til nuet, og han drejede blikket tilbage på hendes ansigt, afskyende sig selv for at have siddet og set sådan på hende.

Isis fugtede kort læberne og trak så på skuldrene, godt nok var det ikke fordi hun lå et sted med vild gennemstrømning af personale, men hvis ført én så hende i sin oprindelige form ville rygtet sikkert løbe som en steppebrand og være spredt i løbet af ingen tid "Arh ja okay, det er ikke altid let at have sådan et udseende heroppe. Det første menneske jeg nogensinde mødte virkede bar fascineret, siden da har det taget til med ubegrundede angreb og falske anklager!" Knurrede hun så småbistert med en opgivende attitude, det var efterhånden ikke længere nogen fornøjelse at komme op på land, men når man først havde oplevet solen kunne man ikke rigtigt undvære den, og overfladens skønhed kunne ikke måles med noget som helst andet.
Roligt kiggede Isis ned på deres hænder, han holdt så utroligt blidt at man næsten skulle tro han havde ondt, det var dog ikke tilfældet, kun kendte efterhånden ret godt til menneskenes manerer og opførsel.
"Ooog virkelg? Er det så af samme grund at i klæder jer i flere lag tøj?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at grine, men stoppede kort efter da sårene havde en lidt anden tilgang til humor. Isis havde aldrig forstået den menneskelige påklædning, den første mand hun havde mødt på overfladen havde næsten faldet død om på grund af hendes naturlige nøgenhed, og havde pakket hende panisk ind i hans kappe til hendes store forundring. Senere fandt hun så ud af, at det åbenbart var en normal ting at være pakket ind.
Alt den tanken fik ledt hende ind i et helt andet emne, der fik hende til at rynke brynene med et bistert udtryk "Jeg kan næsten gætte mig til, at min kjole ikke overlevede, hm?" Spurgte hun, og kendte nogenlunde godt selv svaret, hun havde set kort på den inden hun tumlede ned ad skrænten med Lorgath, og allerede dér så den ud til ikke rigtig at være til at redde. Tanken fik hende til at give et lille suk fra sig, den kjole havde kostet hende en masse besvær, først havde hun samlet en masse perler fra muslinger, dérefter tog kvinden ikke perler som betaling, da hun havde mistænkt Isis for at være en eller anden nymfe som snød folk til at tro at det var den ægte vare, og så snart Isis ville være væk ville hun sidde tilbage med en bunke træspåner, hvilket jo var absurd, da Isis slet ikke havde evner i den henseende. Dernæst havde hun måtte betale en meget skeptisk mand for at købe den til hende, og efter første gang hun havde haft den på var den så så godt som ruineret.
Georges spørgsmål fik hende ryste tankerne af sig og vende de gule øjne mod ham "Jeg har det bedre, nu kan jeg trække vejret. Det dunker og svier dog noget så forfærdeligt!" Sagde hun så, ganske ærligt, og lænede hovedet kort tilbage på den store pude, hendes mave kommanderede hende til at spise noget, men lysten var der bare ikke og så ikke rigtigt ud til at komme "Måske kunne jeg godt spise nogle flere af de der blade!" sagde hun så, og overgav sig til tanken om at kunne slappe af i stedet for at have så forbandet ondt hele tiden

Hendes ord gjorde ham trist og flov på sin races uvidenhed og skeptisme, og hans bryn rynkedes beklagende.
"Det gør mig ondt, det skal være sådan. Jeg ved hvor ondskabsfuldt mennesket er overfor andre racer. Min hustru - tidligere hustru - havde det samme problem. Det ændrede sig med tiden, da folk blev mere vant til at se hende, men jeg har haft nogle indædte kampe på hendes vegne adskillige gange ... Selv er jeg udlænding og meget anderledes end krystalisianerne, og jeg har haft mine egne problemer også." Han sukkede og rystede let på hovedet. "Så jeg forstår Dem bedre end De tror, og jeg kan kun beklage den hovedløse behandling af Dem." Og han beklagede oprigtigt. Forhåbentligt ville hun ikke tænke lige sådan om ham, som om mange af de andre fjolser. Han ville i alt fald aldrig angribe hende eller komme med anklager på baggrund af en anden race.
Hendes næste ord og den lille latter kaldte dog smilet frem igen, et skævt et af slagsen, og han løslod sine øjenbryn fra deres forkrampede sammenkrækning.
"Flere lag tøj," summede han med et drillende smil, "JEg tror mere det oprindeligt skyldtes kulde og vejrets uforudsigelighed, og igennem århundrederne er det blevet kotume at gå klædt sådan ... Det vil nok få Dem til at le, men jeg føler mig temmelig ufuldstændig uden mit kravat på." Han kluklo let og lod den frie hånd glide op til sin hals, hvor skjortes oprejste krave afslørede hans adamsæble. Han var så vant til det varmende stof omkring halsen og ned over brystet, og slvom han stadig havde skjorte, vest og jakke på foruden et par solide ridebukser, følte han sig halvvejs afklædt. Men han havde skullet bruge det ude ved skrænten for at fjerne hendes blod og hvad han nu ellers havde lavet, han huskede det knapt.
Ved snakken om hendes kjole blev han en smule mere alvorlig, men han fastholdt smilet, mens han så på hendes ansigt.
"JEg har allerede sendt den af sted til reperation, og er det ikke muligt, vil en ny mage til blive fremskaffet. Den vil være her før De er klar til at tage nogen steder, så jeg har kontrol over situationen." Det havde ikke en gang været nødvendigt for ham at give ordren til tjeneren, der kendte ham så godt efterhånden, og det var bare blevet gjort, da hun var blevet afklædt. Han fugtede kort læberne ved tanken om hvordan han havde måttet skære stoffet op i siden for at kunne komme til, men han var hurtig til at skubbe tanken fra sig igen. Hvor meget besvær kjolen havde kostet hende at skaffe, var han ikke klar over, men det var intet problem for ham at få den repareret eller erstatet. Han ejede en del af en kjoleforretning, som han havde skudt penge i, da de var tæt på at gå konkurs for nogle år siden. Det var den butik alt Snodrias tøj var kommet fra, samt det han havde udstyret Flora med i sin tid. De var altid klar på hans mindste vink derinde, og de skulle såmænd hurtigt have kjolen klar, da hans ordrer altid kom i første række.
Så så hun på ham igen og svarede på hans spørgsmål, og han smilede svagt, selvom det var falmet en smule.
"Det er godt at høre, og jeg skal straks gå i gang!" Han løftede hånden og kreerede blade på en lille plante, som han plukkede af med fingrene på samme hånd for ikke at slippe hende, og snart lå fire blade der, mens stilken forsvandt. Hun havde allerede noget at skylle ned med, så han rakte dem bare op til hendes mund, så hun kunne tage dem med tænderne.
"Hvis det ikke er stærkt nok," kommenterede han, "kan jeg nok brygge noget sammen der virker bedre." Han var rimelig velbevandret i smertestillende og havde før med stor succes skabt størkere midler end laudanum. Men for nu var det det eneste, der var lægegodkendt, og derfor gav han hende det i stedet for sine egne små fidlerier.

Isis rodede lidt med frugten hun havde fået af George som nu var tom for saft. Så trak hun på skuldrene "Tja, sådan tror jeg desværre alle racer er, uanset hvor de er fra!" sagde hun så og sendte en tanke til da hun havde slæbt Ray med ned på bunden af havet, og hendes bror nær havde flået ham i stykker. Dette nævnte hun dog ikke for George, hun ville ikke belemre ham med hendes egne familieproblemer.
"Og så du er gift?" sagde hun så og sendte ham et lille smil, og havde tydeligvis ikke været opmærksom da han understregede det i datid, hun tænkte mere på om hans kone ikke ville blive jaloux over at han var her med hende, Isis var af natur selv et væsen med stor følelsesmæssig bredde, deribland jalousi, det var meget nærtliggende, men hun havde aldrig rigtigt fundet nogen hun kunne være jaloux over eller på, ganske enkelt fordi hun valgte at lalle rundt på overfladen i stedet for at søge efter en mage i havregi.
Kort rystede hun på hovedet og grinede så "Haha, neej, jeg tror bare det er fordi i er sarte!" sagde hun så, og sendte ham et sarkastisk smil, hun kunne slet ikke sætte sig ind i dét der med at det var underligt ikke at have tøj på, ja, hun gjorde store øjne da George fortalte at han følte sig underligt tilpas uden. "Meget kan man sige om jer mennesker, men i har altså nogle sjove vaner!" sagde hun så ganske alvorligt og fugtede så læberne.
Da snakken faldt på hendes kjole kløede hun sig kort på den ene arm, og hævede så diskret et øjenbryn "Nejnej, du skal slet ikke gøre dig så meget besvær med den, jeg, jeg køber bare selv en ny, det skal du ikke døje med, du har allerede haft besvær nok med mig!" sagde hun så, mere eller mindre panisk, hun brød sig ikke om at være til besvær, og slet ikke for en som George, der i forvejen havde behandlet hende så godt.
Forsigtigt tog hun imod bladene og tyggede dem lidt anstrengt, hun var slet ikke sulten og hendes apetit var helt ødelagt, men hun fik dem ned med lettere besvær "Jeg tror bladene er rigeligt!" sagde hun så, og sendte ham et lille smil, hvorefter hun gav hans hånd et klem