Carolina er selv overrasket over, at det rent faktisk lykkedes hende at slippe fri fra hans greb, og derfor når hun, på trods af, at hun normalt er hurtig til at reagere, ikke at opfatte at Xander skubber hende, men hun når at tage fra med hænderne mod muren, så hun ikke slår sig. Derefter vender hun sig hurtigt om, men det er for sent. Xander står allerede tæt foran hende, og hun vil på ingen måde kunne slippe udenom ham - hans vinger er stadig slået ud, og disse favner bredt. Hurtigt ser hun, om hun kan smutte mellem hans ben, og hun ser op, for at se, om der er noget, hun kan springe eller hive sig op på - men forgæves.
Hun kan ikke rigtigt fokusere på noget, og lige pludselig føler hun sig meget kold. Det var hun nok i forvejen af vinden, der barskt blæser, men den kolde, og en smule klamme fornemmelse, der dukker op i hende, fortæller hende, at der ikke er meget at gøre. Hun er nødt til at tage konsekvensen og se, hvad der sker ... Det kan jo være, der sker noget uventet, men hun forventer ærlig talt ikke, at Xander
ikke vil blive endnu mere gal. Hun må fokusere. Må fokusere.
"Hvordan skal jeg sige det her?" spørger hun så mod Xander, egentlig mest som et retorisk spørgsmål, som hun ikke forventer hjælp til. Hun finder alt det mod frem, som hun kan præstere, og ligger så sine spinkle, kolde hænder på hans skuldre med en meget blid bevægelse - overhovedet ikke truende - hun håber, at hans forhåbentlige overraskelse over hendes blide, næsten kærlige bevægelse vil paralysere ham lidt. Bare et øjeblik.
"Jeg ved ... ingenting. Overhovedet ingenting. Aner ikke, hvem kvindemennesket er," siger hun så, og fjerner lige så stille og næsten ubemærkeligt sine hænder fra hans skuldre igen. Hun gør sig klar til at løbe igen, hvis det værste skulle ske, selvom hendes krop er udmattet efter jagten inden.
Carolina Floros
Be kind to me, or treat me mean
I'll make the most of it, I'm an extraordinary machine