Normalvis bevægede Ik’iss Ahss sig ikke i nærheden af store folkemængder. Bitre erfaringer frarådede hende på det. De færreste havde forståelse for et væsen som hende; En kvinde skabt af selve luften. Et fænomen, der ikke var hverdagskost for Krystallandet med mindre man er af den berygtede elementalrace. Et vigtigt krav indenfor denne race er dog, at ens fødsel er skabt af to andre elementaler. Et faktum, der gjorde det umuligt for hende, at være en del af denne race. Hendes race var skabt ved et uheld og gjorde at hun formentligt var den eneste af sin slags. En forventning, der gjorde hende utrolig tung om hjertet på det grundlag, at hun ikke kendte til sin egen levetid. I princippet kunne hun være udødelig. Hun havde spurgt sin skaber Sheára, da hendes indflydelse ved den magiske kamp lå til grund for hendes allerede enorme levealder; Dog kendte denne mørkelver ikke engang svaret på trods af sin kolossale visdom. At være udødelig i en verden, hvor man er den eneste af sin slags, indbød ikke til et liv i lykke og derved levede hun op til sit navn. Hun valgte derfor ofte, at holde sig på betryggende afstand af den menneskelige racer. De var ofte beriget med utrolige evner og i en mørk tid, som den der omringede Krystallandet i dette øjeblik, var det umuligt, at forudse krystalisianernes reaktion ved hendes tilstedeværelse. Som en sikkerhed for sig selv var hun sjældent sammen med mere end to intelligente skabninger på samme tid. Intet havde endnu kunne tæmme hendes krop eller sætte sit mærke på hendes næsten gennemsigtige hud, men hendes sind var omskifteligt og hun måtte beskytte sig mod sin egen sårbarhed. På trods af alt dette lod hun sin skikkelse svæve ganske langsomt hen over klippernes robuste ydre imod en folkesamling. Hun snoede sig af sted mellem klippefremspringene uden risiko for at gøre skade på sig selv. Hendes hjerte hamrede, da det var flere århundreder siden at hun havde vovet denne handling. Det var musikken, der tiltrak hendes rytmiske sjæl. Det var længe siden, at hendes ører var blevet udsat for så skønne melodier og hun ønskede, at betragte de festlige lejligheder tæt på. At der var så mange krystalisianere tilstede skræmte hende, alligevel kunne hun ikke modstod instrumenternes lyde. Hun gjorde et stort nummer ud af ikke, at blive opdaget. Hendes tilstedeværelse kunne skræmme forsamlingen og ødelægge de smukke toner; Menneskerne kunne vælge, at flygte eller angreb. Ved sidst nævnte tilfælde ville hun selv være nød til, at flygte. Hun var ikke skabt til at kæmpe. Det var imod hendes natur, imod hendes tro, imod hendes personlighed. Indtil videre var det muligt for hende at holde sig skjult og hun var kommet ganske tæt på festens deltagere og musikanterne. Hendes blik var fæstnet ved disse mænd med instrumenter, mens hun lyttede til de muntre toner; Særligt en mandlig skabning havde fanget hendes blik. En ganske høj, men smalskuldret fyr med et hår af samme farve som hendes øjne. Hudfarven var gylden og hans smil var fængende, nærmest magisk. Aldrig havde hun set så smuk en mand med elegante bevægelser og klædt i blåt samt en hvid skjorte. Hun var som troldebundet ved synet af denne prægtige mand.

Ik’iss Ahss nød krystalisianernes umiddelbare begejstring ved sangens afslutning. Hun vidste ikke hvad sikkerhed, at det var denne race der herskede på denne plads, men racen var generelt dominerende i Landet af Krystal og efter hvad hun kunne tyde af deres adfærd samt deres menneskelige ydre, forventede hun at have ret. Hendes fokus var dog så langt fra placeret på hele forsamlingen, da en enkeltes udstråling havde krævet al hendes opmærksomhed. Han havde elegant som en ridder fra svundne tider løbet et mindre pigebarn på benene igen. Han dansede som en elverkonge til et maskebal; Fortryllende og vant i disse omgivelser. Uden at en eneste bevægelse var klodset eller falmende. Det var på ingen måde uprøvet. Ikke engang violens toner døde ved hans helteaktion; Den spillede videre uden stop – uden at være påvirket af hans manglende skulder, hage og arm som denne slags instrumenter normalvis behøvede for, at kunne begejstre sit publikum med dens toner. Han var vendt tilbage til det svævende instrument straks pigen viste tegn på glemt smerte, men nu havde han rejst sig. De andre musikanter fortsatte nu uden hans skønsang som så ihærdigt havde kaldt på en duet. Ingen havde haft modet, heller ikke hende selv, til at besvare hans ord og den muntre melodi udviklede sig blot til, at have karakter som en folkevise, da den større folkemængde alle sang i kor. Sangen var standset ligesom manden i de pragtfulde klæder. Han så i hendes retning uden at hun kunne forstå hans blik. Ingen følelser kunne tydes på denne afstand på trods af dette følte hun en skælven løbe igennem hendes vægtløse krop. Han måtte have opdaget hende. Denne teori blev kort efter bekræftet, da ynglingen satte frem i rolig gang mod hendes skjulested. Hun flyttede sig straks længere ned af klippevæggen og gemte sig bag et klippefremspring, der mest af alt tonede frem i naturen som dræbende skarpe spyd stukket ned i jorden for, at holde fjendtlige på afstand.
Manden, der så ud til at være ad finere pryd end resten af den festglade folkesamling, talte til hende fra kort afstand. Han havde bemærket hendes tilstedeværelse; Hvorledes var hende endnu ukendt. Han talte ganske lavmælt, muligvis fordi han ikke var sikker på, at nogen befandt sig indenfor hans rækkevidde. Hun holdte sig fortsat skjult, idet hun håbede (og forventede), at han ville opgive forsøget så hendes iagttagelser kunne fortsætte. Hertil havde hun dog fejlbedømt ham, for kort efter hun havde tænkt tanken til ende lød hans stemme ganske nær hendes øre; Det lød så tydeligt, at hans stemme måtte havde lydt på indersiden af hendes hoved. Tonelejet var bestemt, men selve stemmens klang var blød som den fineste silke. Forespørgslen eller nærmere ordren om at vise sig for ham, splittede hendes sind. Hun ønskede ikke, at han skulle tro hun var fjendtlig, da det var så langt fra hendes natur. Modsat ønskede hun ikke, at træde frem med det ydre hun besad, da hun formentlig ville blive betragtet som så fremmedartet, at hun kun kunne være til fare for krystalisianerne på pladsen. Desuden havde hun mere forfængelige grunde som hun ikke ønsker, at dele med andre. Af ren nervøsitet lød hun sin hånd glid op til hendes ansigt og hvis hun havde været ejer af en synlig mund, ville hun have bidt negle som en genert skolepige. Mest på grund af hun var usikker på, hvor tydeligt han kunne mærke hendes nærhed, lod hun sin hvide silhuet vise sig for skabningen med de sensuelle træk. Hun gemte sine hænder på ryggen med ansigtet ydmygt vendt mod jorden. ”Jeg vil Jer intet ondt. Hverken Dem eller forsamlingen på pladsen.” Hendes stemme var glasklar. ”Min tilstedeværelse skyldes ene og alene musikkens toner.”

Tiden stod stille i de sekunder hans stemme lød mod hendes trommehinder. Den kærtegnede hendes øregange uden, at tage hensyn til hendes følsomme sind. Aldrig havde hun mødt et menneskeligt væsen med så guddommelig smuk stemme. Ikke sært at hans stemme havde bølget så let over forsamlingens ved fællessangen for få øjeblikke. Et talent han formentlig var opmærksom på og kunne anvende til, at gøre hvilken som helst kvinde blød i knæene. Hun truer knapt nok, at betragte ham på nært hold. På afstand havde hans ydre været tryllebundne. Tæt på ville alle detaljer fremstod klart for hendes blik. Aldrig havde hun følt et menneske være så tiltrækkende og fængslende på trods af et manglende kendskab. Ofte dannede hun sådanne meninger med længerevarende bekendtskab eller ligefrem venskab, hvor personligheden således forbedrede ydret. Denne mand kendte hun intet til; Aldrig havde hun set ham før eller hørt hans stemme. Ikke engang hans navn var blevet tildelt hendes viden - trods alt dette følte hun en dybere samhørig med ham straks hun var kommet frem fra sit skjul bag klippens fremspring.
En fjendtlighed var ikke, at spore i hverken hans tale eller kropssprog. Denne handling overraskede hende ikke, men alligevel blev hun forundret over hans tilbud om at deltage i festlighederne. Nervøsiteten steg i takt med, at hun løftede sit sky blik. Hendes dybtsorte øjne mødte hans brune blik. Han var bjergtagende; Hverken mere eller mindre. Hun følte, at hendes åndedrag blev besværet blot ved, at betragte ham på kort afstand. Hun ville have følte svedige håndflader, hvis hun var ejer af kropsvæsker eller andre former for temperaturudsving. Det næsten svimlede for hende i et kvart sekund over hans venlige ord og det prægtige smil. Hans aura var unik og bestod af glød hun aldrig havde set magen til før. Aldrig ville hun føle angst i hans selskab; Denne følelse havde fyldt hende ved første øjekast, da han var blandt musikanterne. Han udstrålede en ro der forsikrede hende om, at han var ren og god. De opblussende følelser var overvældende for en kvinde, der aldrig før havde følt forelskelses greb om sit hjerte og hun kunne af denne grund ikke definere sin sindstilstand som andre ville kunne gøre det med lethed. Hun mærkede en ukendt gnist i sit indre, da hun langt om længe truer møde hans blik. Som et stearinlys der blafrer i vinden, truede denne gnist med at blive slukket, da han vente siden til hende. Hun frygtede, at han ville gå. Hun havde forholdt sig tavst indtil nu, men så det som en nødvendighed, at hun måtte tale, hvis hun ikke ønskede, at blive forladt på denne klippeside. Hun blev febrilsk og måtte kæmpe med nervøsiteten om, at holde sit toneleje roligt; Om det lykkedes kunne kun den fantastiske yngling vurderer. ”Jeg ønsker ikke, at være en forstyrrelse for Jer. Men mit ydre kan misfortolkes af selv de mest renhjertede.” Hun var bange for at deltage. Det var mange år siden, at hun havde gjort sådanne ting og der havde det være blandt familie og kendte stammemedlemmer. Aldrig med vildt fremmede. I virkeligheden var det flere århundrede siden, at hun havde haft så mange mennesker omkring hende. Det kunne ikke undgå at skræmme hende, selvom hun ikke ønskede at stoppe bekendtskabet med den hjerteknusende skønne mand. Ikke allerede. Hun kendte jo ikke engang hans navn. Hun sukkede forbitret i sit oprørske sind.

Situationen havde for få øjeblikke siden været utænkelig for den følsomme skabning, men nu stod en enestående mulighed åben for hende; At hun kunne begå sig som et almindeligt menneske. Hans ord spredte en varme i hendes indre som blot var det pure tankespil, idet hun ingen temperaturer kunne fornemme. Hverken indeni eller udenpå. De smigrende ord holdte hende dog fra at svare, for hvordan kunne tiltale sådanne ord korrekt. Hans behandling af hende – de varme ord og tillidsfulde smil – var uvant, selvom hun mindede sig selv om, at dette var standard for hans vedkommende; Ikke om en yndling som han ville se til hendes side - det misfoster hun nu engang var og altid ville være – ingen grænser måtte han have; Hvilken som helst kvinde ville smelte ved synet af hans blændende smil og hjertevarme. Han kunne vælge og rage. Hun måtte beskytte sin bløde skal mod sådan et nederlag ved ikke, at melde sig til at kæmpe om hans dunst. Formentlig var han allerede afsat til en billedskøn jomfru af adelig slægt. Intet mindre ville kunne være tilfredsstillende for en mand af hans karakter. Disse formaninger i hendes stille indre var allerede på dette tidlige stadie en pinefuld sandhed. Hun truer ikke, at lade lykkefølelsen rase i hendes sind; Hendes skæbne var, at være født til ulykke. Det ville denne kønne fremmede ikke kunne eller være interesseret i at ændre på. Dog dannede hans ord grundlag for en idé; *Som hånd i handske.* Dette ordvalg ønskede hun at leve op til. Hun tvang blikket fra den unges sensuelle træk og lød det glid langsomt hen over den muntre forsamling. De kulsorte øjne fandt hvad de søgte; En kvinde der passede til den alder hun følte hun var ejer af og et udseende (som hun forventede) der var fornemt nok til at kunne tilfredsstille ynglingens blik. Håret var af halvt længde i forhold til hendes eget og flad som var det glattet med et strygejern. Kurverne var mere uskyldige end hendes egen voluminøse barm og næsten sygelig smalle talje. Kvinden var højere end Ik’iss selv. Næsen var elegant formet og øjnene smukke. Læberne var fyldige og krævede opmærksomhed af sine omgivelser. For Ik’iss var alt muligt at kopiere udover øjnene, munden samt kvindens farver. Efter få sekunders nærstudiering, efterlignede hun kvindens ydre; Hendes facon, former og klæder. Kjolen var skåret lige over barmen og gav derved udsyn til en diskret kavalergang. Alt hvad der manglede, var en tiltrækkende mund, da denne forblev usynlig. Skikkelsen var endnu præget af den gennemsigtige hud og hvide silhuet, men hun var tilfreds med sin forvandling som ikke krævede så meget som, at en eneste muskel behøvede, at bevæge sig i hendes krop. Indvendigt smilede hun storslået til den smukke herre, idet denne formskiftning var til ære for ham. Hans efterfølgende ord såede dog tvivl i hendes sind. *De behøves ikke at gemme Dem.* At tyvstjæle en anden kvindes udseende var et skjulested for det ydre hun var blevet tildelt ved sin fødsel. Han kunne tage hendes forvandling ilde op trods hendes ønske om, at fremstå behage for hans blik. At påtage sig andres skikkelse faldt hende så naturligt, at hun ikke længere advarede sine omgivelser om transformationen. Hvordan denne fremmede ville reagere var hun usikker på efter hans sidste ord, men da han rakte sin hånd frem mod hende priste hun sig lykkelig over, at hende kløer var gemt væk ved forvandlingen. Hun ønskede ikke, at lægge sin hånd i hans. Hun havde lidt nederlaget ved, at hendes hånd gik igennem ufattelig mange gange, i stedet truer hun vise sin forvandlede hånd for hans blik. Hun kendte intet til de telepatiske bølger han havde ladet omslutte sin hånd. Hun ville blot undgå, at vise sine mangler overfor denne skønhed. ”Det er for mig umuligt, at røre massive genstande.” Et stik af sorg over denne kendsgerning vældede op i hende og ville muligvis kunne strejfes i hendes toneleje. Desuden gav det hendes blik udtryk af forlegenhed, da hun allernødigst ønskede, at takke nej til denne gestus. Der fandtes få ting hun hellere ville end at lægge sin hånd i hans. Men det var en umulighed, som han naturligvis ikke kunne vide på forhånd. Alligevel smertede det hende, at hans hånd snart ville glide ned langs siden.

Ynglingens blik hvilede naturligvis på Ik’iss Ahss efter forvandlingen. Hun havde ikke forventet andet. Det var vanskeligt at skjule, at hun havde håbet på denne reaktion. En rettelse af denne tanke var nødvendigt; Hun havde ikke håbet på præcis den reaktion hun modtog, idet han blik virkede mere imponeret over hendes evne end hendes nye udseende. Af endnu ukendt grund ønskede hun inderligt, at hendes udseende interesserede den unge skønhed. Hendes kærlighedsliv var så godt som ikke eksisterende, da hun ikke havde oplevet andet end en smule sværmerier for et par mandlige væsner igennem de sidste mange hundrede år uden gengældelse af hendes interesse. Aldrig havde hun oplevet de oprørske følelser som denne mand plantede i hendes sjæl ved dette korte bekendtskab. Hun vidste ikke, at dette kaldtes en spirende forelskelse. Hendes elverforældre havde intet forklaret hende om denne del af livet, da ingen af dem havde forventet, at dette kunne blive aktuelt for kvinden der var født til ulykke. De ønskede ikke, at stikke hende blår i øjnene eller yderligere smerte ved opdagelsen af, at ingen ville kunne elske hende samt at ingen kan modtage hendes kærlighed. Hun besad ikke evnen til at berøre sine omgivelser; Hun ville aldrig kunne kærtegne ens mands krop ved at lade sine fingre glide ned langs hans side. Hun ville blot glide igennem ham som et andet åndevæsen, hvis en mandlig skabning nogensinde ville finde behag ved hendes kløer mod hans hud. Når folk ved uheld havde gået igennem hendes hvide silhuet var de blevet omgivet af kulde. Dette ville formentlig også ske, hvis det blev hende en mulighed, at kærtegne et andet levende væsen. Disse tanker havde cirkuleret i hendes indre på få sekunder, mens hans rosende ord havde lydt i hendes ører. Hun tog komplimenten til sig; Forstået som om han var tilfreds med det nye udseende hun havde påtaget sig. Det gjorde hende glad. Hun ikke så meget som følte et stik af skuffelse over at måtte skjule sit originale udseende. Det var en naturlighed for hende. Hun følte sig bedst tilpas på denne måde; At skjule sit virkelige jeg som omverdenen. Den hvide silhuet var selvfølgelig ikke mulig at maskere og hun svævede altid få tommer over jorden, men hendes transformationer var nu stadig til stor tryghed for hende.
Næste handling fra den pragtfulde mand satte hendes tankevirksomhed på standby. Alt stod stille i det sekund hun følte hans hånd lukke sig om hendes. Musikken døde, menneskemængden og klipperne forsvandt. Alt hvad der var tilbage i hele Krystallandet var hende og manden ved hendes side. Alt forsvandt som efter en altødelæggende tornado. Hun kunne ikke andet end at nyde følelsen af hans hånd i hendes. Hendes hjerte galopperede, mens hun forsøgte at fremstamme disse ord: ”Dette er umuligt. Jeg må drømme.” Hans stemme kælede igen for hendes øregange, men hun opfangede ikke ordenes betydning. Hun vovede ikke at røre en eneste muskel i sin hånd – i frygt for, at det ville ødelægge dette fortryllede øjeblik. Hun sugede blot til sig med følelsen af hans huds fordybninger og blødhed. Varmen kunne hun ikke modtage, da hun ikke kunne mærke temperaturforskelle. Hun tvivlede dog ikke et øjeblik på, at han besad en varme som en brændeovn. Hun var ikke ked af, at hun ikke kunne fornemme denne varme. At hun holde hans hånd var mere end hun kunne spørge om. Snart vendte hun tilbage til virkeligheden. Hun bemærkede de skarpe hugtænder i hans mundvige; Smilet smittede, selvom hun ikke magtede at videregive det til sine omgivelser. Hun smilede stille i sit indre. Hans efterfølgende ord ødelagde nu al koncentration og hun mistede sin efterligningen af kvinden, men hans kompliment kunne hun ikke modtage. Det var for overvældende. Helt magisk. ”Mit ydre har altid skræmt og skabt grimasser. Aldrig har det modtaget rosende ord. Af denne grund har jeg valgt, at beskytter jeg mine omgivelser ved at skjule mit udseende. Så godt som det er mig muligt. Det er blevet en naturlighed for mig.” Hendes sætning var forkortet på grund af de blussende følelser han skabte ved sin berøring af hendes hånd. Hun følte ikke at hun kunne tale rent. Hun fulgte med hans skridt; Nærmest hypnotiseret over den vidunderlige følelse af hans hånd i hendes. Aldrig før var det sket. Det kunne være umuligt ifølge hendes skabere.

Ynglingen med de nydelige træk førte hende ned til forsamlingen på pladsen. Han slap ikke hendes hånd et sekund, alligevel hamrede hendes hjerte smerteligt i hendes bryst som hvis hun skulle ofres til blodtørstige ildbetvingere. Hun følte sig som et skræmt dådyr, når det blev fanget i en lyskegle. Hun var fanget af hans greb i hendes hånd. Intet pres var at fornemme i hans håndtering af hende. Han havde blot et ønske om, at få hende til at deltage i festlighederne som havde tiltrukket hende til dette sted. Hendes rytmiske sjæl havde gjort krav på, at nyde musikken tæt på. Hun var bukket under for fristelsen. Nu befandt hun sig i Paradiset med Isaris, Lysets Gudinde, smukkeste skabning. Uden tvivl håndformet af hende personligt. Et væsen, der var indhyllet i mystisk, da hun endnu ikke kendte til hans navn. Hun havde ikke selv fået præsenteret sig; Hans person havde været for overvældende. Hun glemte sine maner og lod sig blot tillidsfulde blive ført af sted.
Ik’iss’ ydre tiltrak sig opmærksomhed. Hendes store frygt. Flere af menneskemængdens muntre deltager standsede i en bevægelse, for at lade sit blik hvile på hende. Straks følte hun nervøsiteten stramme om hendes hals og hun tog et fastere greb i den unge mands hånd. Selv vendte hun blikket mod gulvet og ønskede at imitere en mus, for at forsvinde væk i dens hule. Dette ønske nåede ikke at blive opfyldt, før en småpige nærmede sig. Hendes reaktion skræmte Ik’iss. Ganske unødvendigt viste det sig, da pigen lyste op i et mægtigt smil og brød stilheden: "Mor! Hendes øjne ligner stenen i din vielsesring." Et suk undslap Ik’iss’ usynlige læber og en lettelse løb igennem hendes sensitive sind, da selskabet igen påtog sig den løssluppenhed der før havde præget glæden ved denne fest. Igen lød mandens stemme nær hendes øre. Ved at være skabt af luft, som omringede dem alle, besad hun en ufattelig hørelse. Hun forestillede sig hvordan hans ånde måtte føles mod hendes hals. Hun gøs ubevidst ved tanken og smilede stort i sit indre. Hun ville ønske, at hendes smil kunne bringes videre til verdenen. At hun kunne vise denne smukke mand, at hans ord glædede hende. Hun tolkes nemlig hans ord til, at hun befandt sig i Drømmeland. Den mest vidunderlige drøm hendes ubevidste nogensinde havde opfundet. Den drømmen splittede hende også; Hun ville fortsætte uden stop. Aldrig forlade sit nye bekendtskab. Dog vidste hun, at hun måtte vågne, for ikke at såre sig selv unødigt. At blive konfronteret af virkeligheden, når hun vågnede, kunne blive umenneskelig hård og kun forværre hendes depressive sjæl. Før hun nåede at påbegynde et forsøg på at vågne, træk manden med de tillidsvækkende øjne af sted med hende. Han viste hende vej hen til musikanterne og magien blev brudt; Han slap hendes hånd og vendte sin opmærksomhed mod hans spillende kammerater. Ingen sorg var at spore hos kvinden af luft. Hun blev ikke bitter over hans interesse fandt et andet fokus. Det var forståeligt, at hun ikke længere var spændende. Hun glædede sig blot over det øjeblik hun havde rørt hans hånd. *Jeg har rørt et andet menneske.* Tanken var svimlende for sylfiden.
Musikken satte i gang og hans yndige violin kunne igen høres. Hun lod sin timeglasform vugge i takt med den smukke melodi, mens hendes tanker var et andet sted. Hun bemærkede ikke de kræfter hendes mandige ledsager igangsatte bag hendes ryg, mens hun betragtede de dansende krystalisianere. Overraskende for hende, fordi hun på forhånd havde accepteret en afvisning, henvendte han sig igen til hende. Violen spillede igen uden hans tilstedeværelse. Hans hånd fandt igen vej til hendes og lod hendes kløer hvile over hans slanke fingre. Han kyssede hendes håndoverflade. Det føltes som om et lyn slog ned i hende. Strømmen fik hendes hjerte til at banke hård og skærpede alle hendes sanser. ”Hvordan er det muligt?” Lød hun forundret og følte hvordan lykkens tårer pressede de sorte øjenæbler, for at få fri passage ned af hendes næsten gennemsigtige kinder. ”Jeg må drømme.” Gentog hun for at berolige sig selv. Hun måtte ikke forvente noget. Det måtte være en lumsk fælde, for at prikke til hendes sårbarhed. Hun måtte vågne, men hun ville ikke slippe ham. Han opfyldte alle hendes ønsker til en partner. I hvert fald på overfladen. Det var overvældende. Skræmmende. Magisk. Smilet var lykkeligt og umuligt at slide af hendes ansigt. Hun nærmede sig ham med et skælvende åndedrag. Hun lagde armen på hans skulder og stillede sig tæt op af hans kraftige overkrop. Hun modtog hans tilbud om en dans ved at indtage danseposition. Den holdning hun havde lært, at et par indtog ved dans med hinanden. Naturligvis havde hun aldrig før prøvet denne form for dans. Hun blev pinlig opmærksom på sine egne nøgne kurver, da hun følte sin barm ligge mod stoffet på hans brystkasse. Før havde hun ikke tænkt over det, men hendes bevidsthed kredsede nu om hvordan hendes nøgne figur mon blev modtaget hos denne mand. Hun mødte hans blik, mens tårerne lå klar. For første gang siden deres møde på klippefremspringet stillede hun spørgsmål til den fortryllende yngling. ”Hvad er Deres navn?” Hun måtte vide det. For evigt ville hun kunne mindes dette bjergtagende væsen og tiltale ham korrekt.

Igen bemærkede hun hans lethed på et dansegulv. Han var kendt i dette miljø og måtte have svunget mange kvinder rundt igennem hans levetid. Hun kunne ikke undgå at føle et strejf af jalousi over, at hun ikke havde mødt denne pragtfulde mand før. En urimelig grund at bygge jalousi på. Skæbnen bestemte hvornår mennesker skulle mødes. Hun kunne ikke tillade sig, at brokke sig over fordelingen, men følelsen var ganske menneskelig og en yderst kvindelig egenskab som mange før hende formentlig også havde følt. Det skyldtes hans udseende, særligt den guddommelige udstråling som han besad samt de fascinerende øjne.
Endelig kom hans navn til hendes kundskab. Hun følte et suk trykke i hendes bryst; Tilpas over at kende hans navn. Navnet mindede hende om en historie hun havde fået fortalt ved et af sine stammeophold hos de forskellige elvere. Manden var kaldt Casa Nova. Han var en kvindebedårer, en Don Juan. Beretningen fik hende endnu engang til at smile bredt og hendes kulsorte øjne mødte forsigtigt hans. Hun kunne også forestille sig denne skønhed som kvindetilbedere. Han havde det ydre som det krævede. Dette kunne skabe yderligere misundelse, men i dette øjeblik lod hun det glide forbi uden at fæstne sig ved det. ”Jeg er døbt Ik’iss Ahss.” Hendes kryptiske svar skyldtes, at det for hende var ligegyldigt hvilket navn han ønskede at tiltale hende. Blot det at han viste hende interesse og betænksomhed var mere end hun havde oplevet i umindelige tider. ”På old-elvisk betyder det: Født til ulykke.” Tilføjelsen var muligvis malplaceret, men hendes spinkle og usikre forsøg på at opretholde en samtale. Det kunne også være en påmindelse til sig selv omkring lykkefølelsen, som herskede i hendes sind i dette øjeblik, ikke hørte hjemme i hendes vægtløse krop.
Ud af øjenkrogen bemærkede hun hvordan folkemængderne diskret trak ud til siden, for at gøre plads til dem som dansede par. Dette øjeblik var det smukkeste hun nogensinde havde oplevet. Hun gøs af lykke og lød sig rive med melodiens toner. Hun slap sit blide greb om hans skulder og trække sig et stykke væk fra ham, for derefter at dreje rundt om sig selv under hans anden arm. Derefter trykkede hun sig tæt ind til hans muskuløse overkrop og lagde hånden tilrette på hans smalle skulder. Igen blev hun opmærksom på sine nøgne former, da stoffet kærtegnede hendes slanke mave. Det kilede ganske let og fik hende til at le af glæde over denne magiske dans som ikke burde være muligt. Hendes enorme hårpragt levede sit eget liv og lod sig strække ned lang hendes ene side, for at bevæge sig rundt omkring hans ryg og hofter.

Ik'iss overvejede ikke hvordan hun måtte være at danse med. For hende var dette et magisk øjeblik som hun havde drømt om siden sin skabelse. Det var blevet hende forklaret, at dette aldrig ville kunne lade sig gøre. De havde tilmed lavet forsøg med hende. Hver enkelt stamme med hver deres formål. Nogle ønskede at hjælpe. Andre havde mere egoistiske grunde som kun blev fremlagt i det skjulte. Alle eksperimenter gav de samme resultater; Hun var ikke skabt til kamp, idet hun ingen håndgribelighed besad. Hun kunne ikke lukke sit greb om et sværd eller en bue til affyring af pile. Hendes angreb ved hjælp af sin luftbetinging var vanskelige at udvikle. Dette kunne både Sheára og Tsalokath skrive under på. Begge havde gjort deres ypperste for at fremprovokere hendes altødelæggende kræfter. Det var lykkedes dem. At spille på hendes følelser var vejen frem, men det nedbryd Ik'iss langsomt. Hendes personlighed var domineret af godhed, hvilket var til stor ærgerelse for de to mørkelvere. Med en krop skabt af luft gik alt igennem hende uden at skade hende. Intet våben eller nogen former for kamphandling kunne påvirke hendes vægtløse krop. Kun ild var hendes svaghed. Hun veg blot fra Ildens sønner og døtre i disse stammer. De var få, da elvere ofte udvikle andre evner. Derudover havde Nethor givet Ik'iss Ahss en svaghed; Fløjtens toner som krævede hendes tilstedeværelse om hun ville det eller ej. Ved tre fløjt kunne hun aldrig holde sig væk. Hun måtte opsøge vedkommende der havde fløjtet. En svaghed, der aldrig måtte blive opdaget af onde magter. Det kunne blive hendes nederlag. Det havde hendes højtelskede Eyasha forklaret hende. Navnet bragte minder frem og et ønske blev sendt af sted. *Gid du kunne se mig i dette magiske øjeblik og forklare mig hvordan det kan være muligt.* Tanken blev sendt til himlens skyer, selvom besad visheden om, at hun aldrig ville modtage et svar.
Ynglingen ved navn Cassa Nova dansede som en gud. Elegant som ingen anden og med en omsorg for hendes velbefindende. Hun følte hans hænder omkring hendes hofter ved hans løft af hende. Hun fik lyst til at flyve til vejrs og skrige sin glæde ud, men hun ville ikke forlade sine Drømmes Prins. Dette kunne ikke være virkeligt, derfor måtte hun suge til sig med minder om denne oplevelser. For altid skulle hun huske følelsen af hans stof mod sin hud. Aldrig ville hun glemme lyden af hans stemme. For evigt ville set af ham blive lagret i hendes bevidsthed. Denne dans var nu hendes lykkeligste minde. Han var manden der havde brudt naturloven og rørt ved hendes hvide silhuet. Hans tilstedeværelse som var så nær kunne ikke undgå at påvirke hende. Hendes hjerte hamrede af lykke og ønskede inderligt, at han blev påvirket ligeså. Hun forventede det ikke. Hans øjne havde fået en bedrøvet glans ved hans sidste år. Hans læber udviklede en tankefuld mimik. Hun fik lyst til at kærtegne hans kind, skubbe en hårlok til side og ligge sin kølige kind mod hans. Hun ville befrie ham fra alle tunge byrder, der måtte have overtaget hans sind i dette øjeblik. Men hvordan vidste hun ikke. Hun betragtede blot hans ansigt med et lykkeligt blik, mens tårerne lydløst trillede ned af hendes kinder. "Hvordan kan jeg takke Dem for denne oplevelse?" For ham var det formentlig standard og flere piger ventede nok på deres tur til at trykke sig ind til hans dansende favn. For hende var det ufatteligt. Men hun ønskede ikke at opholde ham, kede ham eller på anden måde være en forstyrrelse for ham. Hun måtte snart sige tak for dansen og trække sig tilbage. Der fandtes bedre selskab for ham.

Omgivelserne forblev fortryllende, hvor menneskemængden omkring dem blot var en tåge i Ik’iss’ bevidsthed. Hun følte sig nærmest bedøvet ved hans berøring. Hun kunne ikke undgå ønsket om, at hun påvirkede i samme grad, men hun tvivlede stærkt. Hans kropssprog og ansigtsudtryk tydede ikke til at opfylde hendes håb om gengældte følelser. Dette mindede hende om, at hendes følelser var forkerte. De burde ikke fandtes. Hun skulle beskytte sig mod denne form for ønsketænkning, for hvem skulle nære stærkere følelser for et misfoster som hende? Aldrig ville eller skulle det ske. Hun var født til at skabe ulykke omkring hende selv. Dette var blot en drøm. Det var den eneste realistiske forklaring på, at han havde evnen til at ligge sin hånd omkring hendes slanke talje. Om han ville bemærke skælven, der løb igennem hendes krop eller han blot ville give hendes luftige krop skylden for denne bevægelse, var uvist. Det var dog en umulighed, at undgå dette fysiske tegn på hans tilstedeværelse. Hendes sind var splittet af ukendte følelser og dette kom til udtryk på forskellige måder, hvor hun kun bemærkede halvdelen selv. Alt var nyt for denne uerfarne luftskabning. Hun havde altid kun betragtet livet på afstand og derved aldrig blevet bekendt med følelseslivet der følger med dette liv. Formentligt ville det tage flere år før hun nogensinde ville få sat ord på disse uopdagede følelser, der herskede i hendes sind, hvis det nogensinde blev forklaret for hende. Hvem hun skulle betro sig til, anede hun ikke. Hun havde mistede de af hendes forældre hun følte sig tættest knyttet til. Sheára og særligt Tsalokath var ikke væsner man delte følelsesmæssige oplevelser med. Ikke engang hendes højtelskede Eyasha havde beskrevet disse følelser for hende. Hun betragtede den spirende forelskelse af denne grund som samhørighed og venskab. Andet kendte hun ikke til. Endnu. Grunden til denne samhørighed var hende ligeledes ubevidst. En forklaring på dette ville formentlig komme, hvis Cassas tatovering på ryggen blev bragt til hendes kundskab. Dog fandtes der ingen sammenhæng mellem blottelse af tatoveringen og disse festlige omgivelser. Ik’iss Ahss ville formentlig aldrig få vingerne at se. Disse tanker plagede dog ikke hendes tankevirksomhed. Hendes opmærksomhed var optaget af hans ord; Hvorledes kunne han vide, at hun smilte? Hun ejede jo ingen mund. Hun skulle til at bede om en forklaring, da hun blev sat på stengulvet igen. Ingen ord kom over hendes læber, før han selv forklarede sig. Hans ord fyldte hende med en usigelig varme. Aldrig havde hun været så lykkelig. Aldrig ville hun glemme denne stund. ”Jeg troede mit smil var skjult for omverdenen grundet min manglende mund. Det har altid været til stor sorg for mig.” Ordene var taknemmelig, men hendes blik undrende. Det ufattelige fortsatte. Havde drømmen givet hende en mund? Smilte hun i virkeligheden? Straks lod hun hånden føle sig frem efter læber i hendes ansigt. Intet kunne hun fornemme. Det var blot en illusion. Noget han blot ønskede og fantaserede?
Melodien standsede. Hans favn blev trukket væk fra hende og han bukkede galant. Et smertefuldt tag klemte om hendes hjerte. Dansen var forbi. Han ville snart slippe hende. Hun sukkede sagte og fulgte efter ham; Grænsende til hypnotiseret af hans skønhed. Kort efter slap han hendes hånd. Hun ville forlade ham, for at slippe af med de afmattende følelser. Igen talte han og hun smilte ved lyden af hans stemme. ”Musikken er blevet mit lys i mørket. Jeg nyder ofte at synge – når jeg er alene.” Hun lagde særligt tryk på de sidste ord. ”Men hvorledes mine evner er indenfor dette område ved jeg ikke.” Igen overvejede hun sine muligheder; Skulle hun forlade denne yndige skabning eller lade sig føre videre af drømmenes magt?

Hun slog blikket ned – stadig i tvivl om hun skulle forsvinde udover klippeafsatsen eller ej – genert over hans smigrende ord. Han kunne se, når hun smilte. Det kunne han virkeligt. Drømmen blev mere og mere fantastisk for hvert øjeblik. Hun følte sig helt menneskeligt i hans selskab; Hun skræmte ham ikke væk af skræk. Hun kunne stå ham nær. Hun kunne føle hans skjorte mod hendes næsten gennemsigtige hud. De kunne danse så tæt, at romantikken fyldte luften og fik hendes hjerte hamre af lykke. Drømmen krakelerede blot en anelse i hjørnerne ved, at hans følelser eller påvirkning af hendes tilstedeværelse ikke var åbenbare for hendes blik. Dette kunne have to grunde; Enten skjulte han dem for hende og han selv eller hendes følelser var ikke gengældt. Hun forsøgte, at overbevise sit hjerte om den sidst nævnte grund. Hendes bevidstheden godkendte forklaringen, men de ukendte følelser strittede endnu engang imod. "Mit anderledes ydre har tidligere skabt skræk og rædsel blandt mine omgivelser – og derved ødelagt mulighederne for at bemærke trækkene i mit ansigt. Ingen har før gjort mig opmærksom på dette. De skal have tak for at have bemærket det samt sagt det højt." Forsigtigt rettede hun blikket op, for at tage hans guddommelige ansigt i udsyn. En ganske komisk fysisk følge på grund af hendes usædvanlige substans; Igen blev pusten slået ud af hende ved det utrolige faktum, at denne fantastiske mand talte til hende. At han overhovedet bemærkede hendes eksistens var ufatteligt.
Ik'iss Ahss – den ensomme – ville afslå hans tilbud om, at dele en sang med folkemængden, da hans forklaring om de tilstedeværelsens grund til, at samle sig lød for hendes trommehinder. Hun sukkede af ren glæde over denne idé for, at skabe et lys i en mørk tid for disse mennesker, der enten led voldsomt eller klarede sig lige på grænsen af fattigdommen. Hendes blik søgte boderne. Her blev der byttet på kryds og tværs, andre hjælp de som få penge havde og alt vidnede om en utrolig menneskelighed mellem folket. De havde ligeledes været åbenhjertet nok til, at kunne modtage et misfoster som hende i deres forsamling uden at rynke på næsen. Det var mildest talt imponerende. Det var forståeligt, at en så renhjertet som Cassa befandt sig på dette sted.
Han tiltrak igen hendes opmærksomhed i det øjeblik, hvor hun havde overvejet at glide nemmere på disse boder. Igen anmodede han om en sang. Af ren nervøsitet forsvandt hver en linje – som kunne minde om en sang – fra hendes bevidsthed. Intet dukkede op. Alt var forsvundet. Hun ville ikke skuffe ham. Hun ville imponere ham. Men hvordan? "Jeg kender ingen melodi som denne forsamlingen vil kunne nyde. Ofte er mine toner inspireret af naturen og derved kommer teksten for ad sig selv." Dette undskyldte hun sig med og håbede, at han i stedet ville berige omgivelserne med hans kønne rust. Igen slog tanken ned i hende; Hun måtte væk, før det blev umuligt for hende at leve uden. Nervøst så hun sig omkring.