Det er lidt før midnat i paradisskoven, mørket har lagt sig, himlen er mørk men uden skyer man kan ikke engang se månen. To engle der har fulgt et spor af bemærkelsesværdige fjer, fandt frem til denne lille lysning, hvor de valgte at hvile for natten. Eleniel og Hîniel havde netop lige landet og begge havde fundet sig en træstup at sidde på.

Eleniel så sig roligt men eftertænksomt omkring. Det var som om hun kunne fornemme noget ville ske, men hun var ikke klar på hvad. Hîiniel, tror du ikke at vi snart finder ham? spurgte hun sin søster, som sad på en træstup ved siden af hende. Hun havde fundet sin bue og en pil frem. Man kunne aldrig vide hvad eller hvem der måske kunne lure i nærheden.

Hîniel, som sad på en træstup ved siden af sin søster Eleniel, kiggede på hende og smilede bekræftende. Jo da. Selfølgelig finder vi han snart. Vi har jo snart været hele skoven igennem. sagde hun roligt. Hun så hvordan Eleniel fandt sin bue frem, samt en pil. Jeg tror ikke der er noget at være utryg overfor. vi er da vist helt alene her.? fortsatte hun med samme stemme, men da hun sagde det sidste, vat det mere ment som et lille spørgsmål.

Tunge vingeslag lød over trætoppene fra den store skov i Tusmørkedalen. Den enorme skov husede mange væsner, men langt venligere end dem der levede i Mørkets Skov. Han havde lige været ude på en patrulje og det var gået ud over en flok landevejsrøvere der prøvede at overfalde en lille familie der var i gang med at flytte. Deres lille søn var lige blevet ramt af en dolk, inden han var kommet forbi og reddet dem, men det var ikke voldsomt, men drengen var også syg. Det var langt værre. Hans feber var brændende og han kunne knap nok stå. Han var både svimmel og havde ondt i hovedet. At også blive skåret i gav ham ikke lige frem flere kræfter, men Voronwë fik hurtigt helet knægten for både sygdom og sår, hvorefter han stadig var svag efter sygdommen, men han fik liv i sine øjne og farve i kinderne igen.
Han fløj nu over Paradisskoven i sin sølvskinnende rustning. Han havde draget sværdet og det dryppede af blod. Han var blevet overfaldet af Mørkets Krigere, fordi han var imod dem, men han var jo heller ikke mod dem. Hvert faldt ikke direkte. Han havde slået et par stykker ihjel, så han var nok ikke rigtig blevet bedre venner med Mørkets Lord. Han var nok i langt større fare nu end han var for et par dage siden. I starten var de ligeglade med ham, men det var som om at de begyndte at frygte ham mere og mere. Han var jo kun en enkelt person.
Hans rustning skinnede i månelyset, men enkelte steder var rustningen plettet af frisk blod. Over det ene øje var der blod, men intet sår. Det var helet for lang tid siden. Safiren i hjelmen skinnede blåt som en lille stjerne. Månelyset blev reflekteret mange foldigt i den slebne sten, og det kastede det frem og tilbage i stenen.
Han fløj ned mellem træerne og landede til sidst nede på skovbunden. Hans sanser var alle knivskarpe, og musklerne var spændte. Han kunne ikke vide sig sikker om natten. Ikke nu efter kampen, så han slappede ikke af, selvom han nok snart fik behov for at hvile.

(Jeg undskylder for mit sene svar, men har været syg de sidste par dage...)

Eleniel skærpede sine sanser og opdagede at en anden engel var i nærheden. Hun kiggede på sin søster, Hîniel, og fangede hendes blik. Jeg tror det er ham. Kom, vi kan måske finde ham nu. Hun rejste sig op og begyndte at gå hen mod den mandlige engel.

HÎniel fangede Eleniels blik og hun rejste sig samtidgt med sin søster. Enig. sagde hun blot, mens hun fulgte efter.
Hun fik da øje på den mandlige engel og kiggede da på sin søster. Hun var sikker på at det var Voronwë.
hun så igen på den mandlige engel, med et nysgerrigt blik. Hej gode herre. Mit navn er HÎniel Orterion. sagde hun roligt, med en venlig stemme, mens hun så på den fremmede, selvom at hun ikke kunne se ret meget mere en en silhuet.

Da han hørte nogen nærme sig trak han sværdet og nærmest kastede sig mod de to piger, men stoppede op i svinget da han så hvem det var. De havde ikke ændret sig overhovedet siden den gang, bortset for deres vinger. Den enes var kridhvide som hans egne men de andre var kulsorte. En helt underlig kontrast, men han kunne mærke at det ikke var ondskab der havde farvet vingerne.
"Hîniel? Eleniel? Er det jer?" Først var han helt forbløffet over at se sine yngre søstre, men blev hurtigt erstattet af glæde. Han kunne ikke tro sine egne øjne, men begyndte også pludseligt at tvivle. Han var lige blevet forfulgt af Mørkets Krigere, og nogen af dem kunne forskellige underligt og mørk magi, som kunne få folk til at tro på noget der ikke var der. Han blev derfor en smule skeptisk og derfor lagde han ikke sit sværd i sin skede igen, da han var begyndt at tvivle. Han kunne ikke rigtig fjerne den tvivl igen.

(sorry for ultrakortpost)

Eleniel så på voronwë med et forskrækket blik, da han skulle til at angribe dem. Men da han stoppede midt i sin bevægelse, smilede hun til ham. Ja, det er os. Hvordan er det dog du ser ud? Hvem har du dog været oppe og slåsse med? sagde hun med en roligt, men til sidst lidt forarget stemme. Hun så på Hîniel med et bestem blik. Kan du ikke heale ham eller noget. Alt det blod ser ikke kønt ud. sagde hun kort med en fast stemme.

Hêniel blev lige så forskrækket som Eleniel blev, da Voronwë skulle til at angribe. Da han stoppede midt i sin bevægelse åndede hun lettet op. Hun så på ham med et roligt, men forundret blik. Han virkede til at være noget forslået og lidt tilskadekommen.
Da Eleniel bad hende om at hjælpe ham, gik hu et par skridt nærmere og ville lægge en hånd på hans skulder. Hun kunne jo heale ham, hvis han selv ville det.

Han smilede lidt skævt. Det så måske slemt ud, men under alt blodet var hans krop så hel og uspoleret som han kunne være. "Du behøves ikke at hele mig. Jeg har det fint" Han smilede til pigerne. De små tvillinger. De ville altid være de små. Lige meget hvor gamle de ville blive, og nu ændrede deres udseende sig heller ikke længere. Han kunne dog tydeligt mærke deres modenhed. Selvom deres krop ikke var ældet yderligere så var deres sind klart blevet meget voksent.
"Jeg stødte bare ind i et par af Mørkets Krigere. De begynder at jagte mig mere og mere." Om de frygtede at han ville slutte sig til Lyset, vidste han ikke, men han havde ingen intentioner på at slutte sig til nogen. Han var sin egen, og han havde det godt med at leve som en landevejsridder. Det var måske ikke det mest indbringende rent økonomisk, men det var sjæleligt indbringende. Han fik så meget ud af det, og han gjorde det fordi han kunne lide at hjælpe andre. Ikke fordi han skulle eller nogen bad ham om det, men fordi han ville. Han ville så gerne hjælpe dem der ikke kunne hjælpe sig selv. Lysets Krigere klarede sig fint nok, så de skulle ikke hjælpes.

Eleniel så forundret på hendes bror. Er du sikker, du ser meget træt ud. sagde hun med en lidt bekymret stemme. Hun brugte hele tiden sin evne til at skanne området, for at se efter mulige fjender, hvilket var tydeligt at se på hendes ansigtsudtryk. Hun så på sin søster der ellers ville til at heale ham, men lod være da hun fik et tydeligt nej. Jamen, skal vi så ikke komme videre, hvis altså du er frisk Voronwë. du har måske mødt nogen som vi kan samarbejde med. sagde hun stille, med sin meget blide stemme.

Hîniel bakkede lidt da Voronwë sagde nej til at blive healet. Hun rettede sig op og så forventningsfuldt på ham, efter Eleniels tale. Ja, ja, lad os endelig komme ud af denne triste skov. og hjælpe nogen. Nogen der er undertrykt, for det er dem der skal have hjælp. sagde hun bestemt, med en meget glad og hyperaktivt stemme. Hun var allermest glad for at være sammen med både sin bror og sin tvillingesøster igen, efter langt tids adskillelse.