Damon trak vejret i korte hurtige stød, han stod bag en stor port og afventede på at den ville åbne sig og han ville kunne træde ind i arenaen, det var en dejlig varm dag i forhold til hvor på året det var, og Damon vidste at kulden ikke ville blive et problem, meget heldigt når man så på hans påklædning.
Damon bar ikke en hjelm idag, han bar kun et enkelt skulder panser som dækkede hans venstre skulder, et par helt lårkorte bukser, ja nærmest bare et lændeglæde som tillod ham at bevæge sig perfekt uden nogen restriktioner, han bar desuden et par skinnebens beskyttere, et stort tårn skjold og et gladius.
Man kunne høre hvordan krigerne blev introduceret overfor publikum, han hørte ikke rigtig efter, han vidste hvad det var der oftest blev sagt om han, det eneste der betød noget var at da manden var færdig med at genintroducere Damon blev døren åbnet og han løb ud med hænderne i vejret, publikum skreg og råbte hans navn, og de ville se blod idag, det kunne han mærke.
"Hvem er den mand som tror han kan vinde over mig i nærkamp? Han kommer til mit hus! MIT HJEM! Og tror han kan klare mig i det jeg har trænet hele mit liv på! Jeg lover jer at i vil se blod sprøjte og farve sandet endnu engang, men jeg lover jer også at det bliver hans blod og ikke mit!"
Råbte Damon til publikums store glæde.

Will strakte sig og knækkede nakke, mens han skiftede vægten på sine fødder. Han havde lånt udstyr, selvfølgelig, da dæmonen ikke havde noget af den slags selv, og det blottede hans ryg så den tattovering der viste hvilken klan han tilhørte, var synlig. Dog forstod man næppe hvad af der stod, da det stod på et andet sprog end krystalliansk. Han skævede i retningen af hvor han nok ville blive lukket ind, og lyden af gladiatoren fik ham til at ryste på hovedet.

Den mand var ikke den eneste der havde trænet hele sit liv, omend de havde trænet i to forskellige afdelinger. Will, for an instance, brugte ikke andre våben end sin krop. Han skiftede vægten på fødderne igen da han trådte ud på arenaen, og så på sin modstander. De så ud til at være i samme alder ... Bortset fra at Will var over 230 år ældre end ham. Han smilede over gladiatorens kommentar, og strakte armene lidt til siderne.

"Kom an, dreng. Jeg er klar."

Damon stod helt stille og lod sig ikke bevæge ud af stedet, hans hænder strammede blot deres greb omkring skjoldet og sværet som var som en forlængelse af hans krop, ikke blot simple redskaber han brugte til at blokere og angribe, nej de var langt mere som et ekstra par arme til at besejre fjenden med, og at svinge sværdet var lige så naturligt for Damon som det at trække vejret. Damon hørte en mand tysse på publikum som hurtigt tiede stille, det var manden som havde betalt for denne kamp, en eller anden rig herre som gerne ville have at folk fejrede ham.
"Mine damer og herre, idag skal vi se en særdeles fabeltagtig kamp, manden de fleste af jer kender og som besidder et vælg af navne som hans fjender efter har frygtet at tale, Damon Bellatorius, The unstoppable Ghoul!"
sagde manden og holdte en pause imens publikum fik skreget færdig, hvorefter han igen hævede sine hænder for at tysse på dem.
"Og manden som skal kæmpe mod en mester af Arenaen, har i dag sin debut kamp i denne arena, det bliver spændende at se hvad han kan gøre imod en trænet gladiator, byd velkommen til, William!"
sagde han og publikum råbte igen, dog var de fleste ord skældsord.
"Og nu, lad kampen begynde!"

Damon smilede og ventede ikke et sekund, han ville starte hårdt ud og han hævede sin muskel styrke med 10%, han styrkede frem imod Will med skjoldet først, hurtigt minskede han afstanden imellem dem, han svingede sværdet imod Will, det var dog et simpelt angreb som let kunne undvies, men det blev straks forfulgt af et slag imod Wills hals med kanten fra damons skjold.

WIll rystede på hovedet, åndsvage mennesker, kamp for penge? Jo tak. Underholdning? Den kunne han alligevel ikke rigtigt se nogen steder. Han fjernede dog ikke blikket fra krigeren foran ham, for noget der var sikkert, så var det at han var stærk. Ikke at Will ikke var det, men ham her var yngre. Hvad andre råbte af ham kunne ikke rage ham mindre, og da ordene; "Og nu, lad kampen begynde!" gav genlyd, styrkede han sig selv, på den store mur af muskelmasse der kom styrtende imod ham. Først sværdslaget, som han undveg, han skulle lige tjekke sin modstander ud, og han vendte sig med et ryk, og nåede at få sine hænder i vejen for skjolden så han somewhat kunne skubbe imod og derved redde sin hals.

Han hoppede et par skridt bagud, dog, og gned sine hænder mod hinanden. Han skulle ha' ham til at ramme ham. Det ville gøre det så meget nemmere. Men med sværdet, helst, selvom at det ville gøre skide ondt.

"Er det virkelig det bedste du kan?" Hvæste han, provokerende.

Damon grinede en smule, angrebet havde ikke haft den ønskede effekt, det var klart, men det var begrænset hvor mange slag en mand kunne tage med et skjold bare fra en mand med normal styrke, og når det var damon så gik der ikke længe inden ens hænder og fingrer ville være pulveriseret indvendigt.
Men Damon tænkte ikke længe over dette inden han igen angreb, han kastede sig frem og svingede sværdet direkte imod hans modstanders højre skuldrer, hvis han ramte ville det blive et dybt sår der ville pryde hele hans modstanders torso, men allerede lige efter ville han træde et skridt frem og forsøge sig med et step kick, hvor han ville lægge hele sin styrke og vægt i, et sådan spark ville sende hans modstander en god afstand væk, der var dog også chancen for at denne mand ville kunne undvie angrebene og så ville Damon være åben for et modangreb.