James havde gået lige så stille rundt i flere timer. Han havde gået og snakket og længe med Jill... Men Jill havde ikke været ti at se udover fra ham. Han kiggede lidt op imod himlen og smilte lidt. Klokken var sikkert ved at være mange. Månen var jo fuld og så stjernerne var klare. Der var ikke en sky på himlen til at kunne dække over noget som helst. Månen stod på midten af himlen og stjernes funkeln gav også selv en lille smugle lys fra sig. Månens ys var så kraftigt at man faktisk kunne se alt omkring sig. Selv James ret så røde hår, hver en sten som lå de verse steder var også til at se. Skyggerne fra træerne lå langs skovens træer og jorden.
Et grin kom over James læber da der blev sagt noget sjovt. Han stoppede lidt op og kiggede lidt rundt, han kunne gøre noget vand men hvor det kom fra var et godt spørgsmå får andre for de kunne ikke høre det. Men det kunne han, og han kunne også høre hvor det kom fra. Han bed sig lidt i læben og kiggede over imod lyden. Den kom skråt inde fra skoven, han begyndte at gå hen imod lyden. Der gik omkring 10-20min inden han kom over til et vandfald han smilte lidt og satte sig ned ved kanten. Han så ned i vandet og man kunne se helt ned i bunden. Utroligt hvor klart det egentlig var når man tænkte over det.
En vind kom frem fra træerne og begyndte at lege med hans hår. Det var tydeligt at vide det ikke bare var vinden men et væsen af en slags.

Aishe kom gående langs græsset, med et blidt tag i hestens tøjler. Krystalkuglen var placeret i tørklædet bundet rundt om hendes hofte. Den halvstore hest skridtede roligt, og omkring hende et sted var Rakkalaphen der havde tilbagelagte ører. Vandet var tæt på, og efter en lang god dag var vand og måske et bad værd at se frem til. Det gode ved at det var nat, var at der næppe var mange andre ude. Alt det sorte kraftige hår, var for en gangs skyld væk fra hendes ansigt i en løs hestehale. Den mange lagede kjole var stadig holdt sammen ved hjælp af korsettet for det meste. Da de kom tættere på kilden, vippede rakkalaphen ørerne op og blottede tænderne da færten af en anden ramte dens snude. "Lorke, stop det." Skændte Aishe og rynkede kraftigt på panden. Hun bandt et reb i det halsbånd hun endelig havde fået anskaffet og derfra fast til hesten. Efter at elementalangreb havde spredt sig var dyret begyndt at blive mere overforsigtig. Og hun kunne nu ikke se nogen, men ... man kunne nu aldrig være alt for sikker, huh? De kom tættere på vandfaldet og kvinden rynkede panden da hun kunne se en skikkelse.

James lavede et lille grin og kiggede på det som ikke var der. "Lad nu mit hår være. Jocelyn er gået og hva så. Følg efter hende nå" sagde han og sukkede lidt men holdte et smil. "Jeg ved da ikke hvor hun er, du har fulgt efter hende så længe hun opdagede den evne" sagde han og grinte lidt igen. Han roede lidt ved sit hår og kigged op imod himlen. Hvor han egentlig savnede sin søster men det var egentlig også lige meget, han havde undværet hende i mange, mange år så hvad gjorde det at hun ikke var der nu?
Et fnys kom over hans læber og han satte sig ned ved søen's bred og lyttede blot til vandfaldet. Det var dejligt at hre på, ikke mindst rigtig rart det var afslappende. Han kiggede lidt ned i vandet igen og så til højre hen imod en stor sten som var der. Han nikkede lidt og vinkede. "Heeeeej Jill !!!" sagde han og smilte stort. Men på stene var der jo ingne ting, så hvem var det han snakkede til? Han var virkelig underlig, eller det var det alle gik og sagde, men det var han jo egentlig også lige glad med, de kunne jo sige hvad de ville om ham.
James stoppede med at vinke og kastede et blik hen imod hvor Aishe stod, han kunne dog ikke se noget men han kunne høre noget. Han kunne også høre en stemme, men stemmen kendte han dog ikke.

Aishe løftede det ene øjenbryn idet at hun så på manden der stadig talte med sig selv. Rakkalaphen og hesten blev hvor de var, og kvinden stivnede kortvarigt da han så i retning af hende. Hun kunne ikke vide om fyren var helt kuller, eller om han bare... ... Var kuller. Eller kunne se noget. Hun rynkede panden lidt, måske talte han med en der havde evne til at skjule sig for synet... Usynlighed eller hvad det hedder. At han kunne tale med de afdødes ånder ville i hvert fald ikke være hendes første gæt. Nærmere noget af det sidste. Hun tøvede en kende før hun da trådte frem, og med løftet øjenbryn så på ham.

"...Godaften." hilste hun så, lettere vagtsomt. Han lod ikke til at have våben på sig, eller i så fald, ikke ved første øjenkast. "..Hvem talte du med?" spurgte hun så, nysgerrigt. For nysgerrig var hun, og det ... kunne man ikke tage fra hende, trods risikoen. Men så kunne hun også være sikker på om der... nu.. var nogen uønskede personer. Selvom at han næppe ville sige det, hvis er var. Agh.

James holdte blikket over imod hvor at Aishe stod. Han flyttede ikke blikket, ikke engang da hun kom frem og tættere på ham. Det var først da hun snakkede at han vendte hovedet for at kigge ned på søen igen. "Godaften" sagde han blot stille og kiggede på hende igen. Han lavede et lille nik som hilsen og sendte et varmt smil. han vendte hovedet igen imod søen og blinkede nogle gange med øjne.
Hans smil var stadig varmt og et lille grin kom over hans læber. "Hvad eller hvem jeg snakker med, er ikke noget du vil kunne forstå. Men for at sige det mildt så snakker jeg med Jill og en som bliver ved med at følge efter mig." sagde han og kiggede over på hende igen. Hans smil beholdte den varme glød og hans øjne havde også et venligt blik.
James gik aldrig med våben for hvad skulle han bruge dem til? Han havde jo sine evner at bruge til sådan noget, isteet for nogle våben. Der var der jo heller ikke grund til at gøre. Våben skamte vold og vold førte til død og død førte altid til at han kunen snakke med dem.

Hans varme smil kom lidt bag på hende, men hun lod blikket hvile lidt på ham. Jill, og en anden, huh.
"Du mener i stil med at du taler med Ånder?" spurgte hun så, og trak brynene lidt sammen i en undrende grimasse. Hun havde før mødt folk der havde en evne, lignende. Shamaner, oppe i bjergene, nede i det Sydlige Krystallandet, eller på øerne. Folk der fungerer som talerør for ånder og sjæle. Åndelige ledere.

Men det kunne nu også bare være at han var kuller. Hun var stadig ikke helt sikker på hvad hun skulle tro. Hun slappede dog relativt mere af da hun opdagede at han ingen våben bar. Og det gjorde hun heller ikke, medmindre at den store krystalkuglen i 'posen' om hendes hofte kunne kaldes et våben. Altså, det var jo hårdt, og kunne sikkert også slå en ud... Men nej, ingen våben. Han havde dog et rart smil, og et venligt glød til blikket, men hun ville næppe sænke alle paraderne just nu. Det ville være lidt dumt. Og selvom hun hadede alt det formelle, med De og det, så slog det hende at hun altså ikke kendte hans navn, men allerede havde stukket snuden i noget så privat som ens evner. Hun rettede sig op og rømmede lidt, "eh.. Undskyld, i øvrigt. Mit navn er Aishe Petsha." sagde hun så, og lod blikket hvile på ham lidt, "Hvad er dit navn?"

I det mindste De'ede han hende ikke.

James kiggede på hende og smilte stadig. Han løftede hovedet og kiggede op på fuldmånen og stjernerne. Han nikkede lidt til det hun sagde. "Endelig er der nogen som forstår hvad det er jeg mener. Men ja at snakke med de døde. Eller ånder som de nu gerne vil kaldes for." sagde han og smilte lidt.
Han vendte blikket ned på søen og lagde sig så på maven. Han havde lyst til at lave et eller andet. Han vidste bare ikke hvad det skulle være. Skulle det være ballade eller skulle det bare været et eller andet der ikke lå til ham? Nej han måtte nok hellere lade vær. Han skulle være sød og opføre sig pænt især når der var nogen han ikke kendte.
"Oh undskyld det var ikke min meningen. Men hyggeligt at møde dig. Mit navn er James, James Lavaron." sagde han og holdte sit venlige smil. "Jeg ville gerne give hånd men det tror jeg bare vi dropper selvom jeg har handsker på." sagde han og kom med et lille grin. Hanhev sine handsker lidt længere op på så de sad lidt tættere ind til hans fingre.

"Jeg tænkte det nok. Jeg har hørt om folk med evner som det." Sagde Aishe imens at hun samlede hænderne bag ryggen da hun et øjeblik blev bange for at han ville række hende hånden under sin præsentation. Idag bar hun ikke handsker, men .. det kunne hun se at han gjorde. Et lettere anstrengt smil kom over hendes læber. "Godt, så er vi enige. For jeg har nemlig ikke mine på." Hovedet blev tiltet til siden og hun kneb øjnene lidt sammen mens hun så på ham, i en stadig interesse. "Så de... Ånder følger dig rundt?" spurgte hun så og gnavede lidt tankefuldt i hendes underlæbe. Hun så da lidt på vandet, og tog et par skridt mod bredden. Hænderne forblev samlede bag ryggen.

James kiggede på hende og smilte lidt igen. "Det er rart. Det er faktisk en god evne, bortset fra at det blot er et talent jeg har og ikke en evne. Mine evner er noget helt andet." sagde han og smilte lidt. Han lod blikket gå ned i søen, en finger puttede han ned i vandet og kørte den lidt rundt.
"Nå du vil åbenbart heller ikke havde hudkontakt, så er vi da ens på det punkt." sagde han med et lille grin og satte sig op igen. Han tørte sin finger af i sit tøj og kiggede op på stjernerne igen endn blikket aldnte på hende. "Tja flger efter og flger efter, de er jo alle steder. Nogle møder jeg hele tiden, men de mangler jo også selvskab. Og så er der den ene her som har fulgt min søster hele livet. Men da hun er forsvundet eller gået igen så følger hun efter mig selvom jeg hader det." sagde han med et lille grin.

"Det virker meget som en evne for mig." Kommenterede hun og lagde armene lidt på skrå, mens hun betragtede James foran sig. Hun smilede dog skævt over hans kommentar, "Sådan er det jo nogle gange." Let let nik kom fra hende og hun nærmede sig vandet med lidt mere forsigtighed. "Hvad er din anden evne så?" Værende ret interesseret i dette pujnkt. At kunne se afdøde sjæle var i sig selv en stor kunst, men hvis det blot var en talent... Turde hun overhovedet tænke på hvor langt hans evner så ville strække sig? Mhr.

"Ah ja. Nogle ... personer," ånder er personer, trods alt, "forstår ikke en hentydning.." konstaterede hun så, med et let suk, dog stadig med et skævt smil. "Men på den anden side set, så er du aldrig alene. Helt alene, i hvert fald."

James kiggede på hende og grinte lidt. "Det har du skam ret i at det luder som, men det er det ikke, det er blot en evne. Det er en jeg har fået efter min..." han stoppede sin sætning og tænkte lidt. Han kløede sig lidt i håret for stadig at tænke. "... Ja det ved jeg faktisk ikke engang. Sikkert en af mine forældre. Jeg ved at min søster også havde den, men hendes var blot en evne. Hun brugte også en bog." sagde han og smilte lidt. Han kiggede op på stjernerne igen og så på hende.
Han nikkede lidt til hende og holdte sit smil som var blevet ret charmerende. Dog kom der et lille grin over hans læber. "Evner, jeg har to og ikke kun en. Men min ene evne er audiokinise, og min anden evne er..." han stoppede lidt op og tænkte over hvordan han skulle forklare sine evne, det var altid nemmere at vise det men det kunne han jo ikke rigtig. Eller jo det kunne han godt men det ville hun jo heller ikke have. "Ehm altså rør jeg dig så kan du se de ånder som jeg ser." sagde han og kløede sig lidt i nakken. "Eller... Jo det er vidst den eneste rigtige måde at forklare den på." sagde han og grinte lidt af sig selv. Han rejste sig op og strakte sig lidt og knækkede så ryggen.
"Tja jeg kan nu godt forstå hende altså, men hun kunne godt lade mig være en gang imellem altså." sagde han og grinte lidt. Han vendte hovedet over imod ånden og så over på Jill som stod på den anden side af ham. Igen bevægede hans hår sig, men der var ikke nogen vind så det måtte jo være en ånd.

Aishe så på ham, og smilede lidt. Hans latter smittede, og det var rart. Ikke at hun selv begyndte at le, men smil blev det dog til.
"Der er vel mange forskellige tilgangsmåder til sådan en evne." kommenterede hun så, og gned siden af sin hage lidt med et suk. "..Audiokinese? Så du kan manipulere lyd?" Se sådan fangede man sigøjnerens opmærksomhed endnu mere. Ikke at hun ikke havde været interesseret i at vide omm ham, men virkelig. At se ånder og samtidig have en evne som audiokinese.... Imponerende.
Hendes smil blev skævt dog da han forklarede, eller prøvede at forklare hvordan hans anden evne fungerede.

"Det lyder som min. Bare at .. Min er mere grænseoverskridende." Sagde hun med et roligt suk, og skiftede vægten på de bare fødder. "Hvis jeg rører dig, kan jeg se dine minder. Des længere tid jeg har fat i dig, des mere kan jeg se." forklarede hun så, ravgule øjne vendt mod ham idet at han rettede sig op og strakte sig. Hans ryg knasede da godt nok, og hun slog blikket over på månen. Men da han talte igen på ham, og hun løftede et ene øjenbryn ved at se hans hår bevæge sig i den vindstille aften. Ånden. Uden tvivl.

"Sådan er det jo. Kvinder er stædige." var hendes kommentar, og hun lagde armene over kors foran sig. Det var jo ikke engang løgn.

James kiggede lidt på hende og nikkede så. "Tja man kan jo egentlig kalde det hvad man vil. Men jeg kalder det et talent." sagde han og holdte sit charmerende smil. Han tog fat i sit pandehår og lagde det over til siden så det dækkede det ene øje. "Ja lige præcis, du forstår hvad jeg mener. Dog kan jeg bruge den på mange forskellige måder. Lyde er jo mange ting, så mange ting bruger jeg da også evnen til. Du skulle bare vide hvad jeg kan bruge den til." sagde han og kom med et lille grin. Han havde faktisk aldrig rigtig brugt den evne på nogen heldigvis! Han havde faktisk kun øvet sig i dne når han var alene. Der var alligevel ikke nogen han havde mødt som havde forstand på den evne. Faktisk var Aishe også den første han havde fortalt sine evner til.
Han kom i tanke om den evne han startede med at have, han var glad for at han ikke havde den mere, for den var da ikke til meget nytte. Hvad godt var der at bruge en evne til at sume ind g ud med øjne som en kikert? Nej den evne han havde nu den kunne han meget bedre lide. Det var bare synd at folk skulle blive svimmel når han rørte dem. Det blev han sådan set også selv, men det var dog ikke lige så meget som de andre.

Han vendte blikket ned på hende og så ned på søen. Vandfaldet var ganske beroligende, det gjorde faktisk godt for sindet at høre på sådan noget, eller hos ham gjorde det ihvertfald. "Det synes jeg sådan set også min er, men det er der ikke noget at gøre ved. Sådan er vi jo bare skabt. Men mine minder er ikke det helt store at råbe hurra for, det er mere kedelige. Bortset fra..." han stoppede sin sætning og kiggede op på himlen, det gjorde stadig ondt at tænke på det. Men det ville det jo altid gøre lige meget hvad. Det er jo ikke sjovt at se sine egne forældre blive myrdet.

Aishe lod blikket hvile på den anden mand. Clairvoyanten. Åndeseeeren. Hvad folk nu ville kalde en af hans talent. Eller evne. Som han siger, det er forskellige navne for alt. Hun skiftede vægten på sine fædder, og smilede lidt. "Ah.. Sandt." Hun nikkede en kende, men blev så lettere nysgerrig igen, "Oh..? Ville det være muligt at kunne se?" Spurgte hun så, og trådte et skridt til siden bare så hun ikke ville gro fast i græsset.

Hun lod blikket hvile på ham lidt, men satte sig så ned ved vankanten da han så på vandet selv. For en gangs skyld følte hun at hun var i selskab med en der i sandhed forstod hvordan det var hun følte. Det med evnerne, skønt de var forskellige, havde de stadig lidt tilknytning til hinanden. Hun hvilede sin hage på sine knæ, men løftede det ene øjenbryn da han stoppede op med at snakke, og så op på denne James. Den arrede del af hendes ansigt var stadig skjult, og hun bed sig lidt i læben da han stod og så op på himlen. Der var noget vemodigt over det, og et øjeblik, bare et, overvejede hun at række hånden frem og tage fat om hans hånd. Bare ganske blidt, så hun kunne se hvilken minde det var der gjorde så ondt.

Men hun gjorde det ikke. Det ville være at gå imod alt hvad hun selv ville. At tage fat i hans hånd for at se ind i hans minder? Nej. Hun knyttede dem istedet over stoffet, og så frem for sig lidt.

"Jeg er ked af det." kommenterede hun så bare stille. Ked af at han skulle gå igennem noget der var så .. svært at mindes. "Hvad den minde så end er om. Jeg er ked af at den skulle gå ud over dig."

James kiggede lidt på Aishe og sendte et venligt smil. Han satte sig ned igen og begyndte at tage sine sko af. Da han havde taget dem af svang han benene ned i vandet. Vandet var koldt men det gjorde ham egentlig ikke noget, han var jo van til kulde. Han boede jo udenfor, så kulden var ikke det store problem. Problemet var nogle gange varmen. Det kunne jo være ret koldt om natten speielt om vinteren! "Se mine evner. Hmm.. Tjo det kan du egentlig godt, selvom du faktisk har set dem, sådan ikke helt men nogen lunde." sagde han og kom med et lille grin. Han vendte hovedet lidt rundt og så hen på personen der ikke var der. Igen begyndte hans hår at flavre lidt men stadig uden vind. Hans øjne kom med en lidt hård attityde men forsvandt dog hurtigt igen.

James vendte hovedet over på Aishe igen. "Men jeg kan godt vise dig dem på en andne måde." sagde han og tænkte sig lidt om hvilken måde han skulle gøre det på, der var jo så mange måder at vise sine evner på. Det var bare spørgsmålet om hvordan, den nemmeste måde ville være hans skrig, men så igen... Det ville være en katastrofe for så ville hun jo ingen ting høre de næste mange timer!

"Hvad beklager du for? Det er der ingen grund til. Livet går sin gang som det nu gør, det kan vi desværre ikke gøre noget ved, selvom man gerne ville." sagde han og smilte lidt til hende. "Minder er en del af den vi er i dag, og det skulle man helst ikke ændre på. Hvis vi ændre på det så er vi en andne person." sagde han og og smilte venligt til hende. Lige så stille lod han sine føder gå frem og tilbage i vandet så der kom nogle små sprøjt.

Aishe lod sine bare fødder være tørre. I det mindste lidt endnu. Hvis hun vaskede dem ville hun bare huske hvor koldt det var, og skønt de var beskidte så var det altså heller ikke så galt. Hun lyttede til den anden, så hans hår flagre, ansigtsudtryk skifte og lænede hovedet på sine knæ. "Det lyder interessant." Var hendes kommentar, med et skævt smil." hun nikkede så lidt imod .. hvor der ikke var nogen, men hvorfra hans hår havde bevæget sig; "Jeg tror ikke at din følgesvens bryder sig om at skulle dele opmærksomhed." kom der blødt fra kvinden, lidt i dril. Hun gned sit ansigt lidt, den arrede del af den.

"Hvilken anden?" spurgte hun så, nysgerrig efter at se hvordan en .. tilsyneladende usynlig evne kunne være synlig.

Hans næste komentar fik hende dog til at smile skævt. "Du har ret." For det havde hun, "Men det er stadig beklageligt at nogle skal gå igennem situationer der får dem til at tænke tilbage på dem med frygt. Det kan være skæbnesvangert for en persons udvikling."

James kiggede på hende og smilte lidt, han vippede lidt med føderne igen så der kom nogle små plask mere. Han lagde sig ned på ryggen stadig med føderne ned ud over breden. han lukkede øjne og kom med et lille suk. Det var ikke højt men det var blot et tegn til at skulle fortage sig et eller andet, men hvad vidste han bestemt ikke endnu.
Han nikkede lidt til det hun sagde og satte sig op igen. Lige så stille tog han føderne op af vandet og begyndte at tage det meste af sit tøj af.
Han gik ud til breden og lavede et hovedespring direkte ned i vandet. Da han kom op til overfladen igen kiggede han på hende.

"Jo altså hvordan skal jeg vise dig den evne. Lad mig se..." han tænkte sig lidt om og blev enig i at han ikke ville skrige. Der var jo heller ikke rigtig nogen form for angreb så skjold ville jo også være lidt dumt at lave. Den eneste mulighed der var for at vise hende det var ved at flyve eller at synge. Han kløede sig lidt i håret og kom med et lille smil. Han åbnede munde og begyndte at synge lige så stille. Hans stemme var blid og toneklar. Han kiggede hen imod hende. Han stemme var så klar at den ville gå ind i Aishe's sjæl og få hende til at drage sig imod ham. (Lige som sirenernes sang) Han stoppede sin sang da hun var tæt på kanten så hun kunne vende tilbage til sig selv.

"Det var en anden måde at vise min audiokinese på" sagde han da han var sikker på at hun var kommet til sig selv. Han smilte lidt og dykkede så ned under vandet igen for at komme op til overfladen igen. Han rettede lidt på sit hår og kiggede på Aishe igen. "Tja hun er men ikke hende." sagde han og pegede et andet sted næsten lige bag ham. "Det er min søsters følgesvend men hun er ikke til at slippe af med" sagde han og grinte lidt. han gned sig lidt i øjet og kiggede op på månen og så på hende igen.

Han lyttede lidt til det hun sagde og nikkede så. "ja det har du ret i. Men man kan så også sige at hvis det ikke var sket så ved jeg jo ikke hvem jeg havde været i dag, eller hvad jeg ville blive. Så det er jo egentlig godt på et punkt men et andet punkt så er det jo beklageligt." sagde han og kigede på hende med et lille smil.

Aishe var ikke så at sige blufærdig, i sigøjner-lejren var det at mænd og kvinder badede sammen ikke helt ualmindeligt, men nu havde det nu også været lidt tid siden. Hun løftede det ene øjenbryn da han så trak af sit tøj - eller noget af det - og så sprang i vandet. Hun smilede lidt mens at han overvejede hvordan, "Gi' dig god tid..."

Men da fyren så begyndte at synge, var det som om at alt omkring Aishe gik i stå. Hun havde hørt om Sirener allright, men... Det var nærmest som at en usynlig tråd trak lidt i hende, og hun langsomt gik frem mod kanten, som om at der i denne verden kun fandtes ham. Da han så stoppede, stoppede hun også, og en dyb rødmen kom over hendes kinder, inden at hun lidt i irriteret klappede sig på dem. Sikke en dum reaktion!

"...Det var ret imponerende." sagde hun så, med et skævt smil.