[Åben tråd, i joiner bare ind :D]

Skumring trippede forsigtigt frem i det golde område, overalt var træer og planter brændt ned til grunden, og den skrækkelige hærgen havde efterladt sig et tykt lag af aske, som tog af for hendes ellers tunge hovslag. Asken hagede sig grådigt til kentauerkvindens hvide hovskæg, men hun var ligeglad, hele hendes sind var i chok, hvad kunne frembringe dette?
Hurtigt førte hun hænderne op til ansigtet mens hun bed sig i læben for at undertrykke gråden, der var så meget ilden havde taget, selv dyrelivet var helt forsvundet. En énkelt tåre løb alligevel ned af den blege kind og landede tungt i det klamme lag, var der overhovedet noget at stille op? Kentaurene var kendt som 'Skovens Vogtere', men nu var der ikke så meget at gøre, det ville kræve et hav at kentauere at genopbygge denne del af skoven, og der ville sikkert alligevel ikke gå længe, før elementerne igen lavede et grådigt indhug på skoven.
Skumring lod modløst hænderne falde ned langs kroppen, mens de store sorte øjne beskuede det sørgelige landskab, hvad skulle hun gøre?

Jorden rungede og rystede under de enorme hove der rammede jorden, med meget tunge skridt. Det kunne høres i en god omkreds, og føles i en endnu større omkreds. Det var Cedric, der kom ridende på sin hest, med sit endnu større sværd trukket. Kæmpemanden der var blevet anvist hertil af en yderst negativ sortelver. Det var tydeligt han var blevet ledt på vildspor, ellers havde han været her for længe siden.
Cedric der slet slet ikke var kendt i det her område lavede sin entré, uden at bemærke Skumring. Hans hage faldt til jorden da han slog øjnene op, og kiggede sig omkring, på alle de ødelæggelser. Stadig uden at bemærke Skumring.
"I min forfædres navn, hvad er dette?!" brølede han, og var klart oprevet. Cedric der ellers ikke gik højt op i skoven, og natur, virkede nu meget trist alligevel.
Han hoppede af sin hest, og landede meget tungt.

Skumring gav et lille gisp fra sig da hun hørte de tunge hovslag, hvad kune det være? Forsigtigt tog hun et skridt tilbage, parat til at løbe for livet hvis det skulle vise sig at være en af de omtalte elementaler, det var det dog ikke, nok snarre .. et meget stort menneske?
Skumring kiggede undrende på manden, det var længe siden hun havde set så stort et menneske, hvis hun nogensinde havde set det før, hun studerede ham nærmere med de store sorte øjne, jo det kunne ikke være andet end et menneske, for sådan kunne elementaler ikke se ud, vel?
Da hun havde stirret undrende på ham i flere minutter (som forøvrigt føltes som timer) endte hun med at rømme sig, for at gøre opmærksom på sig selv. "Det er.... elementalerne!" endte hun så med at sige, dog uden at flytte sig en milimeter i tilfælde af, at han aldrig havde set en kentaur før, det kunne godt virke lidt forskrækkende at der stod en som var halvt hest, halvt menneske forean en.

Oppefra er det ikke nær så slemt, tænkte Ekko, mens han fløj over skoven på Carmen. Men selv på denne afstand kunne han mærke de forvirrede tanker fra dyrene, der ikke forstod hvad der pludselig var blevet af deres hjem.
Han skuttede sig i sin jakke. Selvom han var tykt klædt på, kunne vinteren godt mærkes. Og nu, var solen næsten havde passeret horisonten, var det isnende. "Lad os gå ned her, Carmen", sagde han. "Vi må hellere finde os et sted før det bliver alt for mørkt."
Carmen fløj ned og landede i en gren. Ekko lyttede rundt til dyrene, men de der ikke sov var alle mere eller mindre rolige, så han regnede ikke med at der var noget helt galt. Han masserede træt sine tindinger, mens han steg af Carmen. Han havde hovedpine af konstant at prøve at holde styr på hvad der foregik rundt omkring dem. Det her eventyr var ikke spor sjovt mere. Der var koldt og forvirrende og han forstod ikke halvdelen af hvad der foregik. Han havde en enkelt gang set spor af en Elemental, højt oppefra. Det var uhyggeligt, og han forstod ikke hvad al den ødelæggelse skulle til for. Allerhelst ville han hjem, høre hvordan det gik, se, om de havde undgået Elementalernes hærgen. Men han var alt for langt hjemmefra, det var koldt, og han ville ikke kunne finde nok proviant på den her årstid. Han skuttede sig lidt, og kiggede rundt fra træet.
"Nå, Carmen, vi må hellere finde på noget."

Nohan sad nede på jorden, et stykke væk der hvor Ekko var landet. Hun betragtede de små rester af træer og planter. Hun var taget herud efter at have hørt at stedet havde været besøgt af elementaler. Hun havde ikke nået at se dem, men hun havde alligevel besluttet sig for at kigge lidt på sporene. Hun var dybt træt af at være afhængig af andre for at føle sig tryg og var fuldstændig opsat på at finde en måde at kunne uskadeliggøre en elementaler.
Der var dog, så vidt hun kunne se, ikke sket andet end hvis der havde været en skovbrand og det virkede ikke som om hun kunne få noget ud af at kigge lige her. I samme øjeblik hun havde opgivet hørte hun vingeslag (hvad er det lige Carmen er?.. Hvem?.. xD..). Hun så op og så da Ekko landede.
Hun stirrede et par sekunder, før hun godtog det. Hun havde set alfer før. Et par gange.
Det var dog stadig en smule sjovt for hende at se en alf. Hun undertrykte det dog hurtigt, for høflighedens skyld.
Mon alfer har lige så stærke evner som krystalisianere?.. Tænkte hun undrende, mens hun redte sit hår igennem et par gange med den ene hånd. Hun nærmede sig dem nysgerrigt.

((En sølvdjal. .Hvilket er kinda en ravn, men hvid/sølv i det :D ))

Ekko hørte en raslen for skoven og kiggede hurtigt ned. Først var han bange for at det skulle være en Elemental - havde det været et dyr ville han have opfanget det. Han blev en smule beroliget, da han så at det bare lod til at være et menneske, men trak sig alligevel lidt tilbage. Hvad er der galt med dig? tænkte han irriteret til sig selv. Engang ville du have været ellevild for en chance for at møde en anden person!
Han overvejede kort at afskærme, men mennesket - pigen? - havde allerede set ham, så det ville kræve endnu mere. Desuden var han for træt. Og hvorfor skulle hun ham noget ondt? Han besluttede sig for bare at være venlig.
"Godaften,", sagde han. "Hvad bringer dig herud?" Han følte sig omgående en lille smule tåbelig, men man skulle jo starte et eller andet sted.

Nohan smilede prøvende til Ekko. Hun var normalt ikke fordomsfuld, men hun kunne ikke lade være med at glemme at han var en alf. Hun gik et par skridt længere frem. "Eh.. Hej.." Sagde hun stille. For en gangs skyld havde hun ikke rigtig noget at sige.
"eh.." sagde hun kort, da han spurgte om hvad hun lavede herude. Hun pegede kort tilbage imod der hvor hun havde siddet før, men undlod at uddybe. Hun kunne alligevel ikke helt undertrykke hendes forundring.
"Du er en alf." Sagde hun, meget konstaterende, dog alligevel med en undertone af spørgsmål. Hendes stemme var hæs og forholdsvis grov.
"Altså.. Undskyld at.. Jeg ser ikke særlig tit alfer. Men det er du, ikke?" Spurgte hun så og kunne godt høre, hvor dum hun lød. Hun tog sig kort til hovedet og rømmede sig. En hånd gled op og redte sig igennem hendes hår.

Ekko kunne ikke lade være med at smile bredt. "Jo da. Jeg er overrasket over at du rent faktisk har set alfer. De fleste er bare kedelige og bliver i skoven." Han satte sig ned på grenen. Bag sig kunne han mærke Carmens tanker blive tågede. "Jeg hedder Ekko. Jeg var egentlig bare på vej igennem her, men det virkede som det bedste sted at blive. Hvad med dig selv."
Oppe fra træet havde hun en helt behagelig højde. Og Ekko havde virkelig savnet nogen at tale til. Ikke fordi Carmen var kedelig eller noget. Mennesker var bare mere interessante. Og spændende.

Hun smilede let. En smule glad over for en gangs skyld at møde en som hun ikke behøvede at slå ned eller skyde i maven med en pil. "Jeg har set et par. Jeg jager en del, så skoven er også lidt mit tilholdssted. De fleste bliver dog rimeligt fornærmede, når jeg tror at jeg har set en hare eller noget og så sigter efter dem," Sagde hun med et let grin, før hun dog hurtigt tilføjede: ".. altså selvfølgelig før jeg fik set dem ordentligt! Ellers kunne jeg da aldrig finde på at sigte på dem!" Hun var lidt på tynd is, hun havde svært ved at se grænsen for hvad der var stødende og hvad der bare var sjovt.
"Men under alle omstændigheder.." Sagde hun, for hurtigt at skifte emne. "Jeg er Nohan. Godt at møde dig.. Så kan man altid sige at man har mødt en.. alf.." Hun rømmede sig hurtigt og begyndte at besvare hans andet spørgsmål. "Jeg har ikke lige været her omkring i lang tid og så hørte jeg at der havde været nogle Elementaler her i nærheden som havde ødelagt stort set alt heroppe. Jeg håbede lidt på at kunne finde nogle spor i forhold til hvordan man kan uskadeliggøre dem." Sagde hun og følte nu lidt hun var på hjemmebane. Det var ikke så tit at hun var så usikker på sig selv, så det var rart at komme sikkert hjem igen. Om det nu var de frygtindgydende elementaler, eller hvad det nu var.
"Men bedste sted, det forstår jeg ikke helt. Her er jo.. stort set ingenting?!" Spurgte hun uforstående og gestikulerede rundt omkring hende med armene.
Hun betragtede sølvdjalen bag ham. Hun fik med det samme lyst til at snakke til den, men lod dog være. Hun vidste jo ikke om der var noget specielt ved fuglen.

Ekko trak på skuldrene. "Der er træer. Jeg bryder mig ikke så meget om at sove for tæt ved jorden." Han sukkede lidt. "Desuden er det bedre end andre steder vi fløj over. Jeg tror ikke du finder nogle elementalere her. Dyrene virker alle sammen forholdsvist rolige. Desuden så jeg nogle ret voldsomme spor gå i nordlig retning. Det lignede lidt en oversvømmelse, eller noget."
Ekko havde ubevidst trukket sig lidt tilbage. Selvfølgelig vidste han der skete ulykker, den slags skete. Men de pile så skarpe ud! Han besluttede sig for at ændre emnet til noget mere behageligt. "Det her er Carmen," sagde han, og pegede. "Hun er min sølvdjal. Jeg fandt hende før hun var blevet udklækket." Han kunne ikke lade være med at smile ømt. "Men hun er træt nu. Og det er der heller ikke noget at sige til. Jeg burde også gå igang med at samle noget mad, hvis jeg da kan finde noget. Har du slået lejr et sted her?"

Hun så tavst imod nordlig retning, før hun skrev sig det bag øret at hun måtte tjekke det ud, dagen efter.
"Egentlig ikke." Sagde og klappede på en taske hun havde om skulderen. "Hvis det bliver for koldt til at tage hen til kroen i nat, har jeg nogle nogle skind med og dækkener. Så skal bare have fundet et sted at lægge mig." Sagde hun smilende. Hun havde godt mærket at han havde trukket lidt tilbage og hun manglede lidt venlig kontakt med andre end dem hun solgte kød til. Hun prøvede at tænke tilbage på om hun havde sagt noget, men var for selvsikker og måske også lidt for arrogant til at overveje at det var fordi han betvivlede hendes skytte evner. Så hun slog det hen og prøvede i stedet at få ham til at tale mere om sin sølvdjal. Det virkede som om den fik ham i et godt humør.
"Og hun lader dig flyve på hende og alt muligt?.,." Spurgte hun interesseret. "Og hvor gammel er hun så nu?.." Spurgte hun for at finde ud af om den var kønsmoden og så videre. Hun havde hørt om adskillige der havde opforstret et dyr indtil de blev kønsmodne, hvor dyret så uden varsel forlod deres plejemødre, for at finde nogen af egen race.

"Altså," begyndte Ekko lidt forfjamsket. "Jeg tror ikke hun ville bryde sig om det hvis du kaldte det 'kønsmoden'." Selvom han inderst inde godt vidste at hun ville være ligeglad. Selv hvis hun forstod samtalen. Måske var det mere ham som syntes det var underligt. "Men jo. Det må hun da være. Men der er ikke så mange andre sølvdjaler her omkring." Tanken havde egentlig aldrig strejfet ham før. Hvad nu hvis hun forlod ham for en andens skyld?
"Jeg har haft hende i ca. otte år nu. Hun er nok en af mine bedste venner." Han undlod klogeligt at fortælle at han ikke rigtig havde andre venner. Udover måske nogle af dem hjemme i landsbyen. "Det gør hende ikke noget at jeg flyver på hende. Jeg har lavet en saddel og alt muligt. Og hvis det endelig er, siger hun bare til - så holder vi en pause. Hun gider ikke vente på mig hvis jeg går."
Ekko kravlede ud for enden af grenen, og lod sig falde ned på en anden lidt tættere Nohan. "Er du så... sådan en elementaler-jæger, eller sådan noget?" Hele tanken virkede frygteligt spændende, syntes han.

((Jeg bliver nødt til at smutte i seng nu. Du er velkommen til at gå, hvis du vil, men ellers svarer jeg engang i morgen ))

(skal selv smutte nu, når desværre heller ikke at svare, svare imorgen mellem 3-4 :)..

Nohan smilede opmuntrende til ham, da han snakkede om fuglen. Hun var bange for at skræmme ham væk. Selvom hun aldrig nogensinde kunne finde på at komme tættere på ham end at man måske lige gav et nik på gaden, så var det rart at snakke med en venligt. Hun vidste ikke selv at hun nok ville afvise ham med det samme, hvis han begyndte at spørge ind til noget som helst personligt, sådan havde hun aldrig opfattet sig selv, men hun kunne godt mærke at hun selv trak sig lidt tilbage, allerede da han begyndte at snakke om hvem hans bedste venner var.
"Men har hun nået at have et.. forår, er det ikke der fugle, ehm.. ej, undskyld, men jeg har altså meget svært ved at finde ud af om fugle parrer sig eller om hannerne bare befrugter æggene? Men hvad end der sker, er det så ikke lige før foråret.. undfangningen sker? og har hun så nået at gå igennem den periode?" Spurgte hun og var meget interesseret i hele emnet omkring at have et dyr som ven, datter, partner. Nu hvor hun tænkte over det, ville det jo være utrolig praktisk. Tænk, sådan noget som en Ikiro! At have den som jagtpartner og på samme tid ven!, det ville jo.. Hun kunne ikke holde et smil tilbage da hun begyndte at tænke på mulighederne. Alligevel var det nok ikke lige hende. Hun kunne ikke knytte sig så meget til et væsen.
Hun tænkte ikke så meget på om Ekko ville blive trist over muligheden for at hans fugl fløj rundt efter en mage, så hun kunne ikke forstå at han blev lidt betænksom.
- og hun tænkte heller ikke mere om det, da han foreslog at hun var elementaler jager! Hun kunne ikke undertrykke et lille grin og et kort sekund var hun væk og inde i drømmene. Tænk at være elementaler jæger!
"Naaah.. Ikke helt. Jeg er jæger og jeg er interesseret i elementalere, men decideret elementaler-jæger, det kan man nok ikke sige. Men jeg leder efter noget der gør at man ikke behøver at være bange for at gå rundt alene mere. Desuden dræber de jo også dyr på deres færd, så det påvirker mig også væsentligt. Så enhver chance for at dræbe nogle elementalere, den tog jeg da!" Sagde hun med et smil, før hendes opmærksomhed blev afledt.
Lidt længere henne listede en forholdsvist stor hare rundt. Normalt ville hun ikke afbryde en samtale med jagt, men denne her hare! Den så ikke ud til at være ældre end et år, men den var større end en voksen hun nogensinde havde set! Den havde sørme ikke manglet noget.
"Undskyld... 2 sekunder!" Sagde hun og fandt en pil frem fra koggeret, som hun spændte i buen der hang over hendes skulder. Hun gik få skridt imod haren, men stod så helt stille. Hun strammede pilen lidt mere, før hun sendte pilen afsted. Den ramte lige imellem harens øjne og haren var død på stedet. Hun smilede og gik hen til den. Forsigtigt tog hun pilen ud af den, hun kunne sagtens bruge pelsen, hvis hun var forsigtig og hun slyngede den derefter over den skulder der ikke hurtigt var blevet indtaget af buen.
Hun spangulerede selvsikkert tilbage til Ekko. "Sådan gør normalt ikke.. sådan midt i en samtale, men se lige den her!" Sagde hun og holdt haren frem.

Ekko havde egentlig ikke tænkt mere om sagen med Carmen. Hun var hans ven, og en dame, og man stillede ikke en dame den slags spørgsmål. Desuden var tanken om en elementaler-jæger også meget mere spændende. og selvom hun ikke var jæger, var det stadig spændende med tanken om en som frivilligt turde følge efter elementalerne! Han skulle lige til at spørge hende, hvad hun havde tænkt sig at gøre, da hun pludselig flyttede på sig. Han forstod ikke hvad hun ville gøre, før hun løftede buen. Det hele gik så hurtigt at han ikke nåede at reagere. Og han var noget chokeret da hun kom tilbage med haren, og blod over det hele. Selvfølgelig havde han oplevet dyr blive slagtet før. Det kunne han ikke undgå, efterhånden som han var kommet rundt i verden. Og det var ikke fordi han havde været i kontakt med haren. Men han havde alligevel mærket, da dens bevidsthed pludselig forsvandt. En smule dårlig samvittighed fulgte med. Burde han have advaret kaninen? Men nej, det havde han ikke kunnet nå. Og da Nohan holdt haren op, vidste han ikke hvad han skulle svare. Så han satte munden på automatpilot, som det skete af og til når han blev stresset. "Jeg ved det ikke. Altså, Carmen ved det nok, men hun bliver måske fornærmet hvis jeg spørger hende, og hun kan virkelig blive fornærmet når hun føler for det." Han holdt en pause og tog en dyb indånding, mens det gik op for ham, at Nohan sikkert ville blive utroligt forvirret, siden det havde været længe siden Carmen var samtaleemne. Endnu et par berolignende åndedrag. Så: "Hvorfor skød du den?"

Nohan stod smilende med haren, men smilet blegnede hurtigt, da Ekko begyndte at snakke om Carmen igen. Hendes blik blev forvirret og hun rynkede kort brynene, før hun fik taget sig sammen og nikkede interesseret. Hun kunne dog ikke lade være med at synes at det var en smule underligt. Hun grinede let og glemte haren lidt, mens hun kommenterede på Ekkos lettere besynderligt timede svar. "Det kunne jeg forestille mig. Fugle skal man ikke spøge med!" Sagde hun venligt og betragtede kort den halvsovende fugl, før hun igen lyttede til Ekko der var begyndt at trække vejret utrolig dybt og bevidst.
Hun kiggede igen lettere forvirret på ham over hans spørgsmål. "Hvad mener du?.. Nå..! Ville du have taget den? Undskyld, jeg ved selvfølgelig ikke hvilke evner du har!, jeg gik bare ud fra; ingen våben, ingen jagt! Det var selvfølgelig dumt af mig!" Sagde hun og himlede med øjnene over sig selv. "Vi kan sagtens dele den! Jeg vil godt nok helst have pelsen, hvis det er okay?" Spurgte hun og holdt igen haren frem lige foran ham. Hun havde været for travlt beskæftiget med haren og jagten til at lægge mærke til Ekkos reaktion over den døde hare og da Ekko begyndte at svare omkring Carmen, havde hun ikke forbundet det med jagten heller.

Ekko blev en smule grøn i hovedet. "Eeh, nej, ellers tak," mumlede han. "Jeg spiser ikke kød!"
Inderst inde vidste han godt, at Nohan ikke havde villet noget ondt med det. Hun kunne ikke kende hans evner, og hun skulle jo også have en måde at skaffe mad og penge på. Selvfølgelig. Og haren var jo slet ikke så stor for hende som ham. Selvom tanken om at hun ville give ham halvdelen var lidt komisk. Hvad havde hun tænkt sig han skulle stille op med den? Den var jo næsten på størrelse med ham.
Han kiggede igen på haren. Eller det, som plejede at være en hare. For ham var en hare også det liv der fulgte med, og dens forvirrede byttedyrs-tanker: Spise, sove, flugt. Nu var det bare noget pels og kød og... og blod.
"Men," begyndte han stille. "Den var jo så smuk?"

((Jeg smutter nu - er på min mors computer, for min oplader er brændt sammen. Jeg skal nok svare hurtigst muligt - mon ikke jeg får tid til det i skolen? xD ))

"Okay.. Så.." Hun skyndte sig at tage haren tilbage, da hun så hans reaktion. Først nu overvejede hun at han kunne have medlidenhed med den. "Så vil jeg tage den selv, så.. Den, eh, den mærkede ikke noget. Den døde på stedet.." Tilføjede hun, så han i det mindste ikke troede at den havde lidt helt vildt.
Hun lagde den forsigtigt over sin venstre skulder og i baghovedet regnede hun hurtigt ud hvor meget hun kunne tjene på den. Hun stoppede dog sine tanker hurtigt. Jeg tror jeg sætter lejr her. Og så kan jeg lave en god suppe på noget af hare kødet, før jeg lægger mig til at sove Tænkte hun derefter og bestemte sig for at det ville hun gøre. "Undskyld, hvis jeg har stødt dig.. Den er da.. eh, var da rigtig smuk, jo. Men her i de kolde måneder var den alt for stor, den ville ikke overleve alligevel! Den virker som om den har været vant til mad når den var sulten og hvis den pludselig ikke har adgang til mad! Det er da en bedre måde at dø på sådan her. Hurtigt, smertefrit og den får lov til at gavne nogen!" Sagde hun, men vidste godt at det var et tyndt argument. Risikoen for at den ikke overlevede vinteren var kun ligeså stor som enhver anden hare.
Hun ventede lidt, før hun begyndte at samle små grene op rundt omkring. Grene der var faldet af træerne og små stumper af træ der var brændt ned lidt længere henne. Hun samlede det hele et sted og fandt nogle sted, som hun omringede brændet med, hvorefter hun fandt et fyrtøj frem fra sin skindtaske. Skindet var af en kvie, som hun havde dræbt sidste forår og efter hun havde præpareret skindet havde hun, sammen med små fine tråde, brugt helt små tynde dyresener som sytråd. Det gjorde det mere holdbart og trods dyresenerne hurtigt blev stive krævede det kun en hurtigt omgang med lidt smørelse før de var bløde og elastiske igen. Hun kunne sagtens have valgt at købe en færdiglavet taske hos en skrædder, men længere end det rakte jaderne heller ikke, når hun kun levede af at sælge skind og kød. Hun fik sat ild til det lille bål og begyndte derefter at skære haren op fra hals til ende. Hun fjernede organerne og også fedtet. Hun havde ikke noget med til at transportere det, selvom det kunne have været godt til en lille hjemmelavet lampe. Hun kunne altid have brugt harens blære, men den skulle renses først og hun synes ikke hun havde lyst til at vandre hen til en kilde for at finde nok rent vand. hun lavede nogle små strimler af kødet og lagde dem i en lille kogehud hun havde bragt med. Lettere primitivt, men det var disse midler man måtte ty til når man ikke boede noget sted permanent og når man ikke havde penge nok til noget bedre. Hun fandt sin vanddunk frem og hældte vand med ned i kogehuden. "Hvis du lige vil undskylde mig lidt?" Spurgte hun og gik lidt væk fra dem. Hun bøjede sig ned over jorden og samlede lidt urter op. Lidt længere henne synes hun også at have set noget katteurt, hvis rødder smagte stort set som kartofler. Hun gravede dem op og kom tilbage, hvor hun groft skar dem ud med sin lille kniv. Hun dumpede dem ned i kogehuden, sammen med kødet og vandet og urterne, hvorefter hun hurtigt pakkede tingene ned i skindtasken igen. Hun tog kogehuden op og i mangel på et kogestativ holdt hun selv huden hen over ilden. Der gik ikke lang tid før vandet kogede. "Undskyld at jeg.. bare sådan uden videre begynder at flå haren, men jeg kunne ligeså godt bruge lidt af kødet nu til lidt mad." Sagde hun og kom i tanke om at hun sidst havde spist tidligt om morgenen. Det er da klart at jeg er sulten.. Tænkte hun og smilede undskyldende til ham. "Jeg efterlader alt undtaget skindet og pelsen tilbage til diverse ådselsædere der kommer forbi. Så får de vel lidt igen?" Sagde hun prøvende, mens hun så ned på det kogende vand. Det ville tage lidt tød før kødet og rødderne var møre, men hun havde skåret det i helt tynde skiver, så det gik lidt stærkere. Urterne var allerede ved at give suppen farve og en let smag, men hun kunne godt se at det nok ikke ville blive den bedste suppe. Urternes kvantitet, kvalitet og udvalg var ikke vildt stort og hun måtte derfor nøjes med en håndfuld basilikum, noget timian, lidt rosmarin, noget bibernelle, vildt cikorie og lidt anisisop. Hun havde desuden fundet lidt bjergmynte som hun kunne tygge på bagefter. Hun havde fundet lidt ekstra også til Ekko, hvis hun havde lyst. Men urterne var ikke optimale sammen og kvaliteten var heller ikke vild god.

(helt i orden, smutter også nu.. gik lidt amok med krydderurterne :)..)

"Det ved jeg godt den ikke gjorde," sagde Ekko med et skævt smil. "Den havde tankerne på, hvor den nu kunne finde flere rødder, så den nåede knap at opfatte det." Han kiggede lidt mere på det som engang havde været en hare.
"Du har ikke stødt mig. Selvom jeg ikke spiser kød, betyder det jo ikke at andre ikke behøver det." Han købte ikke helt undskyldningen med at haren ikke ville have klaret sig.
"Desuden var den hare også dum. Den skulle have været mere opmærksom, så ville den aldrig være kommet så tæt på dig."
Han så til da Nohan begyndte at opbygge et bål. Det lod til at hun havde god styr på, hvordan det hele egentlig skulle gøres. Han hadede at indrømme det, men i de her kolde vintermåneder var det næsten nødvendigt med et bål. Forsigtigt kravlede han ned og satte sig i god afstand af bålet. Det var interessant at se på, hvordan Nohan fik flået haren så hurtigt. Det var egentlig ikke fordi han ikke brød sig om kød. Tanken var bare underlig, og han kunne ikke selv få sig til at jage. Det var også svært for alfer. De fleste undgik det - jagten var oftest farligst for dem selv.
"Tag bare alt med du skal bruge. Der er rigeligt for ådselsæderne her," sagde han. "Især efter elementalerne har været her"
Han kiggede eftertænksomt på suppen. Den så lidt tynd ud, men var sikker vældigt nærende. "Ville du have noget imod at dele?" spurgte han. "Jeg spiser ikke så meget. Og så kan jeg nok godt bidrage med noget."
Han klatrede hurtigt op i træet til sin oppakning, og rodede rundt i den, til han fandt en skål og en - for ham - stor pose. Den var ikke mere end et par centimeter på hvert led.
Han kravlede ned igen og rakte posen til Nohan. "Manden på markedpladsen kaldte det.. kirra.. Nej, vent.. Karry, eller noget. Jeg tror det kunne være godt i suppen." Han undlod at fortælle at han ikke var kommet helt lovligt til det. Det havde bare set så spændende ud, og før han vidste af det havde han taget det. Det var jo også kun en lille pose!