Hvor lang tid var det mon siden han sidst havde set de civiliserede egne? Hvor lang tid var det mon siden han sidst havde spist et rigtigt tilberedt måltid? Men ikke mindste, hvor lang tid var det mon siden han sidst havde ført en samtale? Han kunne ærlig talt ikke huske det længere, men noget sagde ham at det var utrolig lang tid siden.
De blå øjne betragtede tavst den tidlige solnedgang, mens fingrene rakte ud i luften foran ham for at lægge hånd om solen. Langsomt bevægede den sig længere ned og farvede himlen rød. Han stod tavst og så til. Han havde ikke mælet et ord i flere uger, de eneste lyde han havde lavet var tunge åndedræt under træningen og udråb under hans angreb. Det var flere måneder siden han var rejst mod det nordlige krystalland for at træne, men nu var den tid forbi, han var vendt tilbage, men han vidste ikke hvad der ventede ham. Han havde ikke oplevet mørkets store indtog og vidste ikke hvad der var sket i det før så skønne land, men han ville snart finde ud af det. Det var en ting der var sikkert.
Da solens sidste stråler forsvandt vendte han sig rundt og kastede et blik ind mod øen. Han greb hurtigt spydet på ryggen og trak det frem foran sig. Noget nærmede sig.

Mørket havde lagt sig henover øen, alt imens dagen var skredet frem og blevet aften. Hove kunne høres inde bag træerne. Det var en meget lille skov som lå lige ud til stranden. Hovene bankede ned i jordbunden mens tyren nærmede sig. Dog var det ikke kun tyren der nærmede sig stranden, men på tyren sad en overpumpet bredskuldret mand, som var alt for unaturlig. Samson var iført mørke bukser, en lang kappe med bandesymbol på ryggen og så hatten med de to smileys på hovedet; en trist, i en sådan forstand at det så lidt for overdreven ud, og en ondsindet glad. Samsons overkrop var derimod helt bar for omverden, selv på denne årstid hvor man ville forvente at der i det mindste var en overdel på, for at kunne holde varmen. Varme var dog intet problem for Samson.
Mellem træerne kom et par røde øjne frem, som lyste en smule op i mørket, dette var tyrens. De afspejlede tydeligt raseri og dermed en advarsel. Man skulle ikke komme for tæt på, eller prøve at genere den, for så ville det uden tvivl kunne føre til skade, hvis man ikke var forberedt.
Lyden fra hove forsvandt da tyren, også kaldet Brutus, kom ud i sandet med sin ejer ridende på ryggen. Sandet dæmpede totalt lyden så det gik hen og var stort set lydløst, bortset fra nogen tunge skridt. Sandet stod op omkring tyren, men satte farten helt ned i tempo og stod til sidst helt stille. Den kiggede frem, mod Denaro, stirrede lige ind i hans øjne.
Samson fulgte dens blik. Han vidste at Brutus havde fået øje på en, og var det derfor at Brutus var stoppet, eller var det nu Samson som havde givet signal omkring dette? Måske var det begge dele.
Et hårdt prust kom fra tyren. Den advarede...

Denaro fortrak ikke en mime da tyren trådte frem. Han havde set utrolige ting i sit liv, som ville få et normalt menneske til at få hjertestop, men han havde lært at affinde sig med det, så den store tyr var ikke den store ting. Han holdt dog stadig det vældige spyd i sine arme.
Kroppen var dækket af tykt pelstøj, som gav en utrolig god varme, måske endda for meget til det milde klima på Toropolis, men han havde ikke fået nyt tøj siden han rejste mod norden. Netop af denne grund bar tøjet tydelige mærker og revner fra træningen, og adskillige steder kunne man se primitive lapninger, som fik ham til at ligne en fattig lus, skønt han havde penge nok på lommen til at klare sig i en længere tid.
Hans krop var dog ren, han havde badet i vandet tidligere og vasket skidtet af sig, så intet snavs dækkede det blege ansigt.
Den ene ben gled elegant tilbage gennem sandet inden det fandt en fast grund, højre arm skød længere op og venstre arm skød frem så spydet faldt i en udmærket forsvarsstilling. Han sagde intet, men stirrede blot tyren direkte i øjnene og ænsede knap nok manden på dens ryg, da det var tyren der var den største trussel i dette øjeblik. Den virkede både aggresiv og brutal nok til at fare frem hvert øjeblik det skulle være. Fyren på ryggen derimod virkede mere afslappet og kold, men tydeligvis stærk nok til at bære tyren i strakt arm over sit egent hovede.

Brutus brød sig ikke om, at Denaro kiggede den direkte ind i øjnene. Det var en ting at tyren så på Denaro, men som sagt var han ikke glad for den anden vej, sådan som det gik til. Den prustede endnu en gang, og Samson lod sin hånd glide henover dens hals et par enkelte strøg, og havde lænet sig fremover for at være sin tyr mere "nær". Hans blik havde dog ikke flyttet sig, det var stadig rettet på Denaro.
Manden som stod ikke så langt væk fra dem, så ikke ud til at ville tage det første træk, hvis der blev nogen træk overhovedet? Brutus ville dog en ting. Han havde lyst til at gå direkte på denne mand, som stod og tillod sig at kigge ind i tyrens røde øjne.

Samson holdt dog sin tyr tilbage, ikke fysisk dog. Tyren havde et brændemærke på sin bagdel og dette var ikke bare for at signalere hvem dyret tilhørte, men der var meget mere i det, end hvad man egentlig ville tro.

"Han bryder sig ikke om folk der stirrer ham direkte ind i øjnene" Samson havde taget det første ord. Dette var både info, men også en advarsel. Det burde Denaro kunne forstå. Samson ventede dog oftest andre reaktioner end den Denaro havde fortaget. Langt de fleste personer træder i det mindste et enkelt skridt tilbage ved det første syn af den forvoksede tyr, men Denaro derimod, havde blot gjort sig.. kamp beredt? Var det ikke det han gjorde? Var det forsvar, eller ville han gerne have en kamp på banen? I det mindste havde Samson taget det første ord, og svaret på dette, ville måske give ham et syn på, hvilken en person Denaro egentlig var.

Selv efter den store mands advarsel gik der adskillige sekunder før Denaro først rettede sig op, lagde spydet tilbage på ryggen og til sidst fjernede blikket fra tyren og så på manden i stedet. Fyren måtte være stærk hvis han kunne kontrollere så stort et dyr, eller også lå der andre ting bag det. Han havde før set folk der kunne kontrollere andre levende væsner, men det havde blot været små dyr, som fugle eller insekter.
"Er vi ikke mange der bryder os om" Hans stemme var hæs, som havde han ikke snakket i flere måneder. Ordene føltes heller ikke naturlige i munden på ham og han måtte synke en klump spyt for at få styr på ganen igen.
Han følte sig stadig ikke tryg, men en forebyggende effekt var ofte bedre end at skulle fixe en ødelagt situation, selv hvis man var forberedt. Netop med dette princip havde han besluttet at fjerne sit spyd igen og den sad derfor i den specialfremstillede holder på ryggen, der var blevet lukket sammen om det særlige metal med tre remme. (sandet lukker dem bag hans ryg)
Blikket faldt nu på Samsons øjne og han stirrede dybt ind i dem, som i et forsøg på at aflæse på sjæl og tanker.
"men desværre et vigtigt trin i mange faser" Tilføjede han efter et par sekunders tavshed.

Samson betragtede Denaro der lagde sit spyd tilbage til sit rette sted. Han havde tydeligvis taget advarslen til sig, og var ikke den person der tilsyneladende altid skulle teste grænser af, og dermed trodse hvad de kunne, for at spille smarte. Dette var selvfølgelig heller ikke nogen nødvendighed, Samson selv, vidste ikke om han selv ville tage imod sådan en advarsel, hvis han følte at han blev nødt til at holde øje med sådan et dyrs øjne.
Han kunne ikke andet end at give ham ret, og dette gjorde han ganske enkelt med et enkelt nik. Der var så mange ting, som man kunne aflæse gennem øjnene. En, mange ville kalde det vigtigt, ting som kærlighed var altid noget hvor blikke veksles og der bliver konkluderet at der er en gnist mellem et par.
Samson trak et let smil, nærmere betegnet, et meget blegt smil. Der var intet over det. Dog var det svært at vide, hvad Samson tænkte på. Hvis man vidste hvad han tænkte på, ville man straks vide, at denne mand ikke havde det bedste forhold til kærligheden og at den ikke just var det, man ville kalde velkommen.

"Det kan du have helt ret i. Nogle af faserne er dog forsvundet ret meget under krigen.. hvilket jeg personligt, ikke klager over" Brummede Samson med sin hæse og dybe stemme.
Samsons meget islyseblå øjne, som næsten synes at være hvide på grund af den tone af blå der lå i dem, gav et enkelt vurderende blik på Denaro, som om han lige skulle aflæse, om han havde i sinde om at udføre angreb eller andet, hvis han kort lige kiggede væk fra ham i et par sekunder. Dog så der ikke ud til at være nogen fare og mon ikke at tyren i så fald ville registrere det, nu da den stadig stirrede stift på Denaro.
Samson svingede det ene ben henover tyrens ryg, så begge ben var samlet på den ene af tyrens sider, for herefter at dumpe ned på jorden. Det gav et lille klir fra sporerne der sad på støvlerne idét støvlerne og sandet mødtes.
Han kiggede atter hen mod Denaro, klappede kort sin tyr på siden, for at berolige den en smule.

"Hvad er dit navn? Jeg synes ikke at have stødt på dig her før?" Samson var imponeret over den ro der lå henover manden der endnu stod et stykke fra ham, så det var vel klart for hvem som helst, at man vil vide, hvem personen er.

Denaro lod musklerne falde til ro. Manden var steget af tyren og var derfor ikke længere sadlet om til at fare frem. Det gav i fordel i længere betænkningstid hvis et angreb alligevel skulle fare frem, hvilket dog ikke så ud til at være tilfældet men man kunne aldrig vide sig sikker.
så krigen er blevet værre i mit fravær. Typisk mennesker
Hans tanker var rolige og han lod dem ikke vise udadtil. Han kendte endnu ikke krigens nuværende status, men ville ikke afsløre sin uvidenhed ved at spørge ind til den. Hvertfald ikke endnu.
"Man plejer altid at præsentere sig selv først" Var hans første kommentar til Samsons spørgsmål, men skubbede det dog hurtigt til side. Den slags detaljer var ikke noget værd i denne verden.
"Mit navn er Denaro Kilz, men det er ikke mit første besøg på disse egne"
Det var nu tydeligt at se at Denaro blot ventede på at den bredde mand selv skulle præsentere sig nu, så de kunne komme videre i dagens tekster (Shakespeare). Stol aldrig på fremmede, denne barriere var en af de letteste at overkomme, men en af de sværeste at fjerne, men man skulle jo starte et sted.
Denaro selv havde endnu ikke den store interesse for manden, det var som om hans møde med manden der forvandlede sig til en drage ligesom trak en del af overraskelsesmomenterne væk fra livet.

Samson smilede et lille køligt smil over Denaros kommentar, men alligevel nikkede han let, da Denaro tilsyneladende blot ville henvise til manérerne , men at han alligevel tillod sig at præsentere sig selv.

"Nuvel. Samson China Oceans, leder af Rutilus Taurus banden.." Samson gav et lille hovedbuk, men fjernede ikke sit blik fra Denaro. Han havde ikke hørt om denne person før, så han blev i Samsons tanker, ikke beregnet som noget særlig stort på nuværende tidspunkt. Samson præsenterede sig ikke altid som leder, men det gjorde han denne gang, mest for at give Denaro et klart syn om, hvem Samson egentlig var som person, selvom han måske var ligeglad. Det lå temmelig meget i æren, at præsentere sig på denne måde.

Brutus drejede hovedet lidt mod Samson, som stod lige ved siden af ham, dog havde han endnu blikket rettet mod den fremmede. Tyren var ikke rolig ved nogen som helst andre, end Samson. Den var vild som et bæst der levede af blod, som ikke havde fået blod i utallige måneder, og dermed kunne man ikke regne ud, om den havde i sinde om at angribe. Et let prust kom endnu en gang fra det store dyr. Det var skam blodtørstigt, selvom det var en tyr. Den havde ikke fået ret meget kød på det seneste, og dette havde dens ejer dog også bemærket i dens opførsel.

"Så du har været her flere gange..." brummede Samson, mest til sig selv, for det var i et lavere toneleje. Der var begyndt at komme temmelig mange til øen, for det meste bare på visit, hvilket kunne være temmelig "hyggeligt" af og til, da der nogen gange kom nogen spændende episoder ud af dette.

Bandeleder. Denaro vidste ikke helt om han skulle vise respekt eller trække en grimasse. Han brød sig ikke om bander og havde sine helt egne grunde til det. Det var trodsalt deres skyld han var blevet som han var.
Han endte dog med at nikke anerkendende. Fyren måtte åbenbart have en form for magt at vifte rundt med.
Den kan han vel altid brug hvis han får brug for at måle sin pik
Tænkte Denaro og trak på skulderne i sine tanker. Fysisk gjorde han dog ikke noget bemærkelsesværdigt.
"Så jeg gætter på dette hører til jeres territorium?" Lød Denaro spørgende. Han havde aldrig hørt om gruppen før, men ligesom alt andet kunne det vel være en af de der nye trends der var dukket op i hans fravær. Hvor ville han egentlig ønske han havde fået nyhedsbreve deroppe på issletterne.
Han holdt stadig øje med tyren ud af øjenkrogene, men den lod til at forblive hvor den var, men man vidste aldrig hvor længe det ville holde.
"Og lad mig gætte. Tyren gav navn til gruppen?" Spurgte Denaro lidt efter da han havde overvejet navnet. Rutilus Taurus. De røde tyrer. Jo det ville give god mening, men ligesom alt andet kunne der jo ligge en dybere mening gemt bag navnet. En mening der var meget vigtigere end lyden af ordene.

Hvis Samson vidste hvad Denaro stod og tænkte i dette øjeblik, ville man ikke vide hvor denne samtale kunne føre hen, men tilsyneladende ikke til noget godt sted.
Han nikkede dog anerkendende, da Denaro spurgte omkring terrortoriet. Det kunne han ikke udelukke, og det ville han skam endelig heller ikke udelukke. Samson vidste dog ikke helt, hvor han ville hen med dette, havde han overhovedet nogen hensigt?
Samson ser dog misvisende på ham, da han skulle kommentere navnet på gruppen. Dette tog han helt klart som en fornærmelse. Måden det hele blev sagt på, var totalt og aldeles forkert!
Brutus drejede hovedet og udtrykket havde ikke ændret sig til noget bedre - tværtimod. Lige så snart Samsons ansigt blev stramt, var tyrens vrede blevet forhøjet en anelse mere. Der var kommunikation gennem følelser.
Den kom med et forhøjet prust.

"Du er sandelig kløgtig, Denaro. Dog behager det hverken Brutus eller mig, at du der ligger den flabethed bagved ordene som du der slipper ud." Brummede Samson. Hvis det overhovedet var muligt at se Samson pupiller i mørket, ville Denaro nu se, at pupillerne havde ændret størrelse. De var blevet meget smalle og det var nu klart, at der ikke skulle ret meget til før der var risiko for at en mulig aggression ville kunne hænde.
Måske lå der virkelig ikke nogen provokation bag manden, som stod foran ham, men det blev nemt opfattet sådan, når det startede med ordene "lad mig gætte..". Måske var det indlysende, men alligevel, var det en form for provokation som ikke faldt i særlig god jord hos det store muskelbundt.

//frys

Denaro hævede øjenbrynene en anelse da både tyren, som åbenbart hed Brutus, og manden, ved navn Samson, pustede sig op over hans gæt.
"Ah. Der var skam intet ondt i mine ord og I må undskylde hvis jeg virker stødende, men har været væk i for lang tid til at mindes alle verbale etikker." Sagde Denaro roligt, men greb uvilkårligt efter spydet på sin ryg. Han havde intet ondt ment med sine ord og blot brugt udtrykket fordi det havde virket så simpelt i sammenligning med tyren og faktumet at det var lederen der stod foran ham.
"Men jeg må dog advare jer." Hans stemme var ikke blot rolig, men ufattelig kold og hård, mens blikket var stift rettet mod Samsons øjne. "I har ikke lyst til at kæmpe mod mig"
Det var ikke ment som en trussel, men snarere som en advarsel der skulle forebygge kampen, men de lange tider væk fra civilisation havde sat sit præg på hans attityde og tonefaldet var derfor ikke så roligt, som det var ment. Det ville derfor ikke kræve mange fejlbedømmelser at se det som en trussel, særligt ikke når hans hånd allerede havde grebet fat om det vældige spyd på hans ryg.
Kom det dog alligevel til kamp stod han med fordelen. Området var en blanding af sand og græstotter, der gav ham et næsten ubegrænset udvalg af ressourser til hans teknikker. Han behøvede ligeledes ikke at holde igen, for der var ingen civilisation i miles omkreds, så han ville altså stå med frit spil mod de to fremmede.

Samson var blevet lidt stram i ansigtet. Han vidste ikke helt om han følte sig nødsaget til at angribe denne mand. Det ville sikkert være spild, og egentlig, var der nok ikke så meget provokation bag ordene, som der blev sagt for et øjeblik siden.
Så han havde været væk? Hvor havde han kunnet flugte hen? Det undrede Samson, for man skulle tro, at uanset hvor man befandt sig i Krystallandet, så ville mørket altid finde hver enkelt person, netop fordi mørket var så udbredt som det var.
Dette fik Samson til at tænke, at mørket måske nok havde steder de ikke havde kontrol over og hvis han skulle indrømme det, så behagede det ham så sandelig. Intet perfekt mørke, bedre blev det vidst ikke. Hvis Denaro virkelig var flygtet væk, så måtte det dermed sige, at han også havde flygtet fra mørket. Sådan så det ud i Samsons hoved i så fald, men det kunne jo være, at han tog fejl, men der var kun en måde at finde ud af det på.

"Udmærket.. Hvor flygtede du hen?" Brummede Samson og sænkede skuldrene, som ellers havde siddet en lille smule anstrengt. Brutus prustede lidt og flyttede kort blikket for at se rundt på stranden, for derefter at se tilbage på Denaro. Det var tydeligt at der var blevet lettet et eller andet mellem de to.

Samson overvejede, hvad Denaro måske lige havde lagt op til, eller var det ham selv der lige havde lagt op til kamp? Han fandt Denaro, som om han havde styr på alt, hvilket måske ikke lige var det der lige var sagen i hovedet på den overpumpede mand, som var rimelig selvglad hvad kamp angik.

"Du har så sandelig heller ikke lyst til at kæmpe mod mig.." Halvsnerrede Samson, som svar, og som en trussel tilbage. Han havde ikke tænkt sig at krybe sig tilbage, blot ved at han fik en advarsel og dermed gøre sig selv værdiløs. Hvis denne mand ville have kamp, så skulle han da få det. Han skulle ikke tro at Samson var svag.

Denaro var ikke langsom til at besvare Samsons trussel. Han brød sig ikke om at lade den slags hænge uhørt, men samtidig ville han ikke vise disrespekt for den fremmede mand, der på sin hvis måtte have en passende styrke til at lede en bande og ride en muteret tyr.
"sandt, jeg har ingen interesse i at kæmpe mod dig, men jeg betvivler ikke din styrke et splitsekund" Sagde Denaro hurtigt og prøvede at lægge et anerkendende tonefald bag ordene. Respekt plejede at fjerne folks aggressiviteter. "Hvad jeg mente var blot at du ikke kan vinde over mig på denne plads, vores omgivelser er simpelthen for stor en fordel for mig" Tilføjede han i et forsøg på at beskrive situationen.
Med ryggen mod havet ville de fleste formodentlig drage paraleller til vandet som hans styrke, men dette var dog ikke sandt. hans styrke lå i sandet under deres fødder. Hvis han ønskede det kunne han knuse både Samson og tyren på et splitsekund ved at kvase dem i sandet. Skulle han holde det simplere eller hurtigere krævede det blot han knuste deres fødder med sandet de var sunket ned i når de trådte frem.
Han lukkede dog øjnene og overvejede Samsons formulering af hans forsvinding.
"flygtede?" Mumlede han sagte og åbnede langsomt øjnene igen. "En god beskrivelse, men formodentlig ikke fra hvad folk tror." Tilføjede han kort før han slap spydet. han ville alligevel ikke bruge det hvis det kom til kamp.
"Jeg har tilbragt de sidste mange måneder på issletterne nord for her. Der er næsten ingen mennesker og de der er holder sig fra fremmede." Sagde han roligt og vred fødderne en smule så de sank ned i det kolde sand. "Jeg er lige vendt tilbage, men agter at finde ud af hvad der er sket i mit fravær, før jeg gør min entre i byerne på fastlandet."
Han talte med en rolig og myndig stemme dog uden at virke arrogant overfor den fremmede bodybuilder.

Samson overvejede hans ord, og ligesom Denaro tænkte, så troede han netop også at han henviste til vandet. Vand og ild var to modsætninger, men det var nu ikke den eneste måde at Samson ville kunne holde vandet væk fra sig, hvis det var det det drejede sig om. Magnetismen ville også kunne gøre underværker, eller.. evnen som mindede om magnetisme, da der ikke nødvendigvis var jern indblandet i at kunne frastøde og tiltrække. Det var en evne, som han meget gerne tog brug af i hvilken som helst kamp. Det var den evne, der var fungerede bedst mod langt de fleste evner, hvilket han var ufattelig glad for, at have fået som gave.
Ganske sandt, beroligede det Samson at vide, at han blev respekteret. Sådan havde det altid været med ham, men i en tidligere alder, havde modparten bare ikke haft en chance til at sige f.eks. dette, men derimod havde det ført direkte til kamp.
Samson lyttede specielt meget, da Denaro svarede på hans spørgsmål. Utroligt at man kunne være for sig selv, uden at andre ville indover. Netop folk som tilhørte mørkets side, ville man da forestille sig holdt øje med selv de mest øde steder - bare på en eller anden måde.
Samson mindedes engang at have befundet sig i de kolde egne, som muligvis var disse Denaro snakkede om. Ganske sandt, der var ikke mange man lige stødte ind i der.

"Skulderafstanden er i al fald suveræn.." Kommenterede Samson, som en viderebyggelse af, at der ikke var mange mennesker deroppe. Derfor, stødte man ikke lige ind i en anden, da der netop var så meget plads, som der var.
Samson hævede øjenbrynet en smule forbløffet. Gad vide, hvor meget han egentlig var gået glip af.

"Hvor lang tid har du opholdt dig i de kolde egne?" Mon ikke, at dette ville kunne give svar på hans spørgsmål.

"Jeg tog afsted inden den første sne faldt på fastlandet, og der kan ikke være mange månederne til den falder igen" Sagde Denaro roligt og kastede et blik mod himlen. Det blev tidligt mørkt så de måtte være henne af mod oktober. Det var dog ikke helt til at sige da disse egne ikke var helt velkendte for ham.
"Nu mangler jeg blot at finde resultatet af min træning, så mit næste mål er at drage til byen og se om folk har brug for min hjælp. Du kender måske nogle?"
Som hærdet kriger var der ikke altid så mange muligheder for at få arbejde, normalt tog han nogle freelancer opgaver, men før i tiden havde han blot plydret sig til sin indkomst. Hans moral var dog ændret nu, hvor han havde set hvad den slags gjorde ved folk og hans opgaver bestod nu mest i støtte til byvagterne eller midlertidig dusørjagt. Hvis det blev nødvendigt måtte han jo også arbejde lidt almindeligt, men det ville kun blive en midlertidig beskæftigelse.
Nu hvor Samson kendte til hans fravær kunne han vel udnytte dette til at høre om hvordan krigen var fremskredet. Han ville dog vente med at stille dette spørgsmål til han var sikker på han kunne stole på denne fremmede mand. I baghovedet bar han trodsalt stadig mistro til enhver form for klan eller gruppe. Netop denne grund der havde draget ham til altid at arbejde alene, med undskyldningen at andre blot ville gå i vejen. En enkelt undtagelse eksisterede dog, men hvor den var nu vidste han ikke.

Samson lagde sine arme over kors. Han skulede kort til Brutus som så halvt om halvt på Denaro og havet. Den gik lidt til side, ind blandt træerne og fandt noget at guffe i sig. Det var nu der skulle spises noget græs, hvis den skulle have fornøjelsen af det saftige græs. Vinteren kom jo nok bare til at stå på kød langt det meste af vinteren. Ja, kød. Ikke normalt nej, og Samson havde da også tænkt på, hvornår tyren overhovedet skulle dø, da den var utrolig gammel, men alligevel så velholdt. Han tvivlede på, at det var en hel normal tyr.
Samson lyttede til Denaros ord. Så var det temmelig lang tid, at han havde holdt sig væk fra selve landet. Utroligt egentligt, at han kunne holde det ud. Men han havde jo hørt om det før: at folk var draget ud, for at vænne tilbage lang tid efter, og havde i den tid styrket sig selv på en eller anden måde. Altså en form for kontrol og styrke.
Denaros spørgsmål var en form for vildledende i Samsons forstand. Hvilken person var han overhovedet? Hvad gik han ind for? Hvilken form for hjælp ville han give og hvad kunne han præstere?

"Så må der være temmelig meget du er gået glip af, hvis du ikke har været informeret om landets status?" Han tænkte lidt over det. Tænk, at komme tilbage og opdage hvor meget der egentlig var sket i det tidsrum, hvor man har været væk i? Han kunne ikke forestille sig, hvor meget viden det lige indebar. Var biblioteket ikke den nemmeste løsning? Det var måske lige før.

"Hvilken hjælp kan du tilbyde?" Brummede Samson og hævede sine øjenbryn en anelse. Det var svært at placere en i et samfund (hvis det altså overhovedet var i hans egen interesse at placere ham dette sted), hvis han ikke vidste hvad han kunne og hvad han ville udrette. Nu sagde han selvfølgelig bare "hjælp", så det var et meget bredt omfang det dækkede over.

"Landets status har aldrig interesseret mig, jeg tjener til dagen og vejen på hvordan end for har brug for det. Mangler de en kriger er jeg en kriger, mangler de en bager er jeg en bager, men min største styrke er mine evner i kamp. Jeg er en kriger af natur og har været det hele mit liv, helt fra barnsben har jeg lært at dræbe, så kender du nogle der mangler en kæmper vil jeg være glad for at høre det, men lige en ting." Denaro trak roligt luften ind og lod den sive ud af næsen. Det var blevet koldt. "Jeg tilhører ingen og er væk det øjeblik folk ser mig som deres ejendel." Et gammelt princip der kunne trækkes helt tilbage til hans barndom. Han ville ikke tillade sig selv at bukke under for højere magter. Han ville derfor aldrig blive del af mørkets eller lysets hær og hans arbejde var sjældent det samme i længere tid af gangen. Dusørjagte var derfor hans foretrukne arbejde, men den slags var ikke altid en mulighed, hvertfald ikke hvis man selv var eftersøgt, som han en gang havde været.

Blikket gled kort over tyren, der så ud til at være faldet til ro. Den lod nu til fuldkomment at ignorere ham, hvilket tydede på den slappede af i hans nærvær. Et dyrs reaktion afspejlede tit ejerens, og hvis dette passede lod han til at vinde tillid hos den fremmede mand, der gik under navnet Samson. Han valgte at se dette som en fordel, men man kunne aldrig vide. Langt fra alene havde en sådan forbindelse, men på deres fremstormning og deres ens reaktioner indtil nu, virkede det til de havde en sådan forbindelse.

Samson hævede øjenbrynet. Hvis landets status ikke interesserede ham, så var mørket og lyset ikke nogen idé, hvilket Samson havde det ganske godt med. Han havde ikke foreslået dette alligevel, da han selv ikke just var en tilhænger af nogen af delene, men nærmest en mellemting. Var det mon dét Denaro søgte? En mellemting? Samson gjorde sig allerede tanker nu, om han skulle begynde at overveje, om der måske godt lige kunne komme en ny til, da han havde hørt et vink fra Maji, om at han havde et ærinde han simpelthen blev nødt til at udføre, og at det nok var en nødvendighed at forlade banden. Det var selvfølgelig svært bare sådan uden videre at forlade en bande på den måde, da det ofte ville resultere i en forfølgelse. Maji havde dog tjent formål, og Samson kunne godt slippe gennem fingre med ham, netop på grund af grunden. Det var ikke fordi han ønskede det, men bare fordi han blev nødt til det - så vidt Samson havde forstået det i det øjeblik han fik den hurtige information at vide.
Da Denaro nævnte, at han ikke var nogen ejendel og ikke ville være det for nogen som helst, tænkte han lidt på sit eget forhold til bandens medlemmer. Så han dem som sine egendele? Eller var det ikke mere deres evner han så som egendele? På en måde, men alligevel havde de også ret til selv at gøre deres egen ting. Mon det var nok for Denaro, som var vandt til at færdes så frit?

"Der er muligvis en mellemting, som kunne være aktuelt. Det kræver dog en slags bevis for, at være såkaldt 'egnet'" Brummede Samson mens han så med et tungt blik på Denaro. Om det var vurderende eller udfordrende var svært at spore. Det var nok en blanding af begge dele. Der var kun en måde at finde ud af, om denne mand var egnet.
Brutus drejede i dette øjeblik hovedet, som ellers var vendt bort fra Denaro og kiggede lige direkte ind i Denaros øjne. Stærkt gik det og I næste øjeblik blev en større gren, som lå oppe ved siden af tyren på en lille bakke lignende hævning fra grunden (dårlig formulering! xD ), hævet fra jorden og slynget direkte mod Denaro. Hvis han mestrede evnen vand, som han jo først og fremmest regnede med, ville Samson forestille sig at han bare kunne få den slynget væk, eller måske skære i den, med samme evne. Vand kunne laves om til et redskab, hvis man mestrede den utrolig godt.

Et bevis på hans evner. Denaro forstod udmærket ordene og magien spredte sig allerede gennem hele området. Øjenkontakten! Det var tegnet.
Splitsekundet efter skød grenen mod ham, men Denaro bevægede sig ikke. Ikke fysisk hvertfald.
Denaro reagerede dog med tre ting, der til sammen udgjorde en helhed og skete på en og samme tid. For det første skød sandet op foran ham og greb grenen, hvorefter både sand og gren forsvandt ned under jordens overflade. For det andet blev sandet der lå på Samsons fødder hårdt som stål og mere sand greb op for at bedre kunne holde ham fast, mens den sidste ting var tre sylespidse søjler der skød op fra hver sin retning omkring den store mand med spidserne rettet direkte mod hans hals. De ville dog stoppe de øjeblik de fik kontakt med hans strube/nakke, for han havde ingen ønske om at skade denne fremmede. Blot bevise sit værd.

Denaro forventede at dette var hele udfordringen, men var dog klar på mere. Han begyndte dog at tale.
"Lige nu er jeg kun istand til at vise dig en mindre del af den kraft jeg gemmer på, så vil du lade mig høre dit tilbud?" Hans stemme var rolig og hans blik havde ikke viget det mindste til siden under hele teknikken. Sandet var en del af ham og han styrede det bedre end han kunne kontrollere sin egen krop. Rygterne havde tidligere gået at når han kæmpede dækkede han sin krop i sand og styrrede sig sel med magien frem for musklerne.
Selv om han ikke bevægede sig det mindste, så tærrede teknikkerne på hans kræfter, men en af grundelementerne i alt hans træning var aldrig at vise denne svækkelse, da tegn på svaghed ofte styrkede modstanderens psyke og derved gjorde det endnu farligere at kæmpe videre.

Samson betragtede scenariet roligt, men dog lettere overrasket at det var sandet Denaro beherskede. Ikke just det Samson havde forventet, men det var bestemt ikke nogen skuffelse - Tværtimod! Et lille smil gled over Samsons læber. Stemte opfattelsen af Denaro overens med hans evner, så ville han ikke være så lidt værd igen.
Samson slog øjnene op, kiggede ned og opdagede at sandet havde et godt tag i ham. Det var dog ikke det der var det mest væsentlige, for i samme øjeblik kom sandsøjler op fra sandet direkte mod ham som et faretruende slangegab som sigtede efter dets offers strube. Magnetismen opfattede de forskellige bevægelser, som kom direkte mod ham og magnetisme-bølgen blev slået ud fra ham for at forsvare sig selv, som en slags barriere.
Samson blev skiløjet, for den ene sandsøjle, som for øvrigt var temmelig skarp at se på, var alligevel så tæt, at hans øjne pludselig sad malplaceret i hovedet på ham: ind mod næsen, og dog alligevel under hagen.

Samson kiggede køligt, men roligt tilbage på Denaro.

"Lige nu? Hvad er forskellen fra nu til senere?" Brummede Samson med en let hæs stemme som altid. Hans stemme var hærdet og grov på sin helt egen måde, hvilket var karakteristisk for ham på lang afstand.

"Hmm. Udmærket.." Samson skævede kort hen over sandet, for at være sikker på om han måske skulle have overset noget sand bevæge sig, eller andre former for snigangreb. Dog kunne han ikke se, hvorfor Denaro skulle udføre et lige nu, men selvfølgelig kunne man vel nok ikke være for sikker af sig.
Da blikket endelig igen gled tilbage på Denaro blinkede han en enkelt gang anerkendende, og åbnede dem igen efter et par sekunders tavshed og åbnede så endnu engang sine øjne.

"Da du tydeligvis hverken hører til hos Lyset eller Mørket, hvilket ikke kan blive meget bedre, så må det være på sin rette plads, at tilbyde dig at få en del af kagen.." Startede Samson. Brutus som stadig gik et stykke bag Samson og guffede i sig, gav et prust fra sig. Samson fortsatte:

"Man kan ikke få noget som helst ud af dette land, hvis mørket har taget fuldstændigt over, og samtidig er dette land intet værd, hvis lyset har sin magt fuldstændig. Alt vil være perfekt, og alligevel vil man ikke sætte pris på de ting man har, netop hvis den er perfekt. Hvis man opdager forskelligheder, vil man sætte pris på det. Derfor, må der være en mellemting. Den mellemting er det vi står for. Muligheden er, at du kan tilslutte dig til os. Vi arbejder som et hold, en gruppe, men dog kan vi også tage på vores egne ture, men så længe at vi opretholder en slags orden, men alligevel uorden, så er vores princip opfyldt. Dette ender selvfølgelig aldring, da både mørket og lyset kæmper for deres sag. Vi befinder os i Borgen, som netop ligger her på øen, dér er vores tilholdssted, vores hvilested, vores mødested... Det er der vi finder ro." Samson nikkede kort, som tegn på at han var færdig med at fortælle hvordan det hovedsageligt foregik.

"Vores løn er det vi rager til os med magt, for at opretholde den ufuldkommende balance i Krystallandet. Det er af forskellige grunde at folk tilslutter sig, men dette tilbud kan være en mulighed for dig. Du kan stadig udføre dit frie spil, som jeg har forstået at du har det bedst med, dog uden at forråde til en af de to sider." Samson spredte armene et stykke ud fra hver sin side af hans krop, med håndfladerne vendt opad mod himlen for at forklare sig. Det var to sider han stillede op med sin kropsbevægelser, og det var det også i hans tale: mørket og lyset.