en godmodig og fortryllende fløjtespil høres i skoven. så fortryllende at fuglene fløjte med. i starten var det svært at afgøre hvor lyden kom fra men efter hånden som det blev højre kunne man fornemme at den kom fra hjertet af skoven og efterhånden som det blev højre kun man ane en lille skikkelse som dansede rundt

og til sidst dukkede en satur frem af i lysningen han havde en bue og et pile kogger med et par pile i bundet om ryggen sant en lille vandre stav med et par poser og små punge han så lettere tilfreds og glad ud spænt på hvad den nye verden ville bringe ham

Asbjörn kom som så mange gange før vandrende igennem Paradisskoven. Et tilfreds smil var plantet på hans læber. Så langt var dagen gået ret godt, og han havde ikke mødt nogle problemer eller nogen form for modstand. Han havde det faktisk ret godt. Han tog en dyb indånding og mærkede efterårsluften fylde kroppen. Fuglene kvidrede lystigt omkring ham og det var som om, at skoven spillede sin helt egen musik. Det var længe siden Asbjörn havde haft en god dag. En stille og rolig dag for sig selv, uden arbejde eller noget andet.

Han gik i sidt slidte bondemands-agtige tøj, for en gangs skyld. Fridage er herlige, tænkte han.
Hvad han lavede i skoven, kunne han ikke helt sige. Han fik bare sådan en lyst til at gå en tur. Nogle gange måtte man lave mærkelige ting, for at få tiden til at gå. Og Asbjörn valgte altid at gå sig en tur, når tiden skulle dræbes. Intet var bedre end en tur i skoven.
Træernes musik blev højere for hvert et skridt han tog. Først lod han sig ikke mærke med det, men efterhånden begyndte han at undre sig. Hvordan kunne det lade sig gøre, at skoven ligefrem spillede musik. Han stoppede op og så pludselig meget forvirret ud, idet det gik op for ham, at der faktisk var musik i luften. Ikke bare fugle og vind, men faktisk musik.

"Okay? Det er lidt sært." mumlede han for sig selv, for at sikre at ørene nu fungerede som de skulle. Eftersom hans egen stemme lød normal, så måtte det virkelig være skoven der lavede musik. Hans logik fortalte ham, at der måtte være sigøjnere i skoven. Et suk forlod hans læber. Han hadede dén type. De stjal med arme og ben, mente han. Han fortsatte derpå sin raske gang igennem skoven, med øjnene åbne efter eventuelle mennesker eller andet kravl, som slæbte sig afsted under solen...

Markus var i sine helt egne tanker han det var som om hele skoven var glad ved hans toner og som vinden vibrerede til hans toner på den lille pan fløjte

men efter lidt tid lagde han mærke til at fugle blev færre i området som om der var nogen eller måske noget i nærheden så lige så stille stoppede han med at spille musik og så sig om i skoven og ganske rigtigt længere fremme gik der en person han så ret høj ud men han havde fået fortalt historier om de høje og om hvordan de ødelagde skove og holdt dyr til fange.

men markus valgt alligevel at gå tættere på men stadig i ly af nogle træer. for at se nærmer på den såkaldt høje

Asbjörn sukkede højlydt og kastede et muggent blik omkring sig. Han fandt sig en træstub som han satte sig på med et højlydt bump. Derefter placerede han den ene fod på det andet ben, og gav sig til at massere foden. Han ømmede sig en smule. "Pokkers hest," brummede han frustreret. Det nyttede ikke noget at det lille kræ skulle opføre sig sådan. At stampe vildt rundt og træde på sin herres tæer. Det holdt ikke!
"Den skal trænes lidt."
Endnu et suk forlod hans læber, før han blev stille. Han nød naturens stilhed og lyttede efter musikken, som til syneladende var forsvundet. Han rynkede næsen og lyttede efter. Var der andre i skoven? Han kastede et blik henover skulderen, for at finde svaret. Han så ingen. Han fortrak en misfornøjet mine og rejste sig. Han vendte sig om for at drage videre igennem skoven, velvidende at han ikke var alene. Klar til at vende sig om. Klar til at slås, hvis det blev nødvendigt.

Markus kiggede roligt på manden *mit eventyr vil aldrig starte hvis ikke jeg gør noget ved det nu* tænkte han roligt han viste ikke hvordan manden ville reagere på nå han stod frem i lyset

Markus trådte roligt frem fra lysningen han havde taget sin bue frem i tilfælde af at manden ville reagere voldsomt på hans udsenende ''undskyld mig mit navn er Markus og hvad er du'' spurgte han lige så stille

Asbjörn, som ellers var fanget i sine egne tanker, blev temmelig overrasket da en stemme lød bag ham. Han drejede rundt og så en anelse forbløffet på den lille skikkelse. Et bredt smil bredte sig på hans læber og han satte hånden i siden.
"Jamen goddav Markus. Jeg er en... Krystalianer. Og dén her krystalianer hedder Asbjörn. Og hvad er du dog selv?" lo han og hævede begge øjenbryn. Han så en anelse forvirret ud, især nu da han stod overfor en eller anden slags dæmon, eller hvad knægten nu var. Han tog et skridt tættere på den lille skikkelse, og opdagede at han skulle bøje nakken ubegribeligt meget blot for at kunne se på knægten. Han måtte være næsten en halv meter lavere end Asbjörn selv.

Markus var lettet over hvor roligt han reagerede så han satte bugen tilbage på ryggen ''mit folk bliver kaldt for satyrer'' markus gik tættere på Asbjörn og studerede ham nøje ''hvor ligger din landsby henne'' spurgte han roligt han gad godt hvide mere om ham og hans folk det undrede ham meget at de havde så meget tilfælles og alligevel var de så forskellige