Døren til den lille krostue blev åbnet, idet Lesta trådte ind. Det var sent, og de fleste lå sikkert og sov på denne tid, men Lesta var ligeglad. Han kunne ikke sove, og døren til hans vinkælder var låst, og han gad ikke bede sine husalfer om at finde nøglen. Derfor var det jo meget lettere bare at tage ned på kroen, og finde sig en flaske et-eller-andet.
Med tunge skridt - og den sort håret hale slæpene efter sig - gik Lesta imod baren, og fik hurtigt bestilt en flaske med stærkt rom. Han tøvede ikke mange sekunder med at betale, og tog derefter hårdt fast i flasken, som om den var hans mest dyrebare eje.

Lesta forlod baren igen, men kun for at sætte sig over på sin sædvanlige bænk ved væggen. Han trak sine ben up under sig, og gav sig til at kæmpe med at åbne den forbandet flaske som han havde betalt for. Man kunne tydeligt se på de slag som hans hale lavet, at det bestemt ikke var noget han brød sig om, men i sidste ende fik han den op. Hans hoved blev hurtigt lagt tilbage, og han begyndte straks at bunde flasken. Man kunne tydeligt se hvordan hans krop begyndte at slappe af, som om den hele tiden havde været anspændt. Hvilket ikke var helt forkert.

En høj, slank, rigt klædt mand kom roligt gående i denne sene aftentime. Faktisk var det mest nødtvungent at han gik ind denne lille snuskede kro af et værtshus, grundet forretninger han skulle gøre derinde. Køberen havde ikke ligefrem været typen der ville være på en fin restraurent eller noget i den stil, altså måtte han stikke sig til tåls med dette. Så var det bare med hvor lang tid opkøberen lod vente på sig, så Ytriel kunne skynde sig tilbage til et varmt bda og få snavset af kroens indelukkede lugt fra sig.
Han trådte ind af døren idet samme en skikkelse pilede hen i et hjørne. Den blonde stoppede op, og stirrede, af ren og skær nysgerrighed og forbløffelse. Betragtede hvordan den lille fætter sled med at få åbnet op for den billige sprut så han kunne få slubret ned.

Og dog var der noget der fik Ytriel til at blive stående i skyggerne og betragte den anden. Der var et eller andet ved den lille. Noget velkendt.
Om det var grundet ørerne, eller halen som de åbenbart havde tilfælles anede han ikke. Om end valgte han til sidst at træde ud af skyggene ved døren og roligt, men målrettet skridte hen imod den anden, uden et eneste ord.

Der kom et mindre spjæt fra Lesta's øre, idet han hørte at der var andet liv til stedet. Han havde ikke ligefrem regnet med at der ville komme andre på denne gudsforladte kro, på denne tid af aften, men alligevel kom det ikke helt bag på ham. Han lukkede bare de blå øjne, og sluprede sin rom i sig, grådig som han var. Da der ikke var mere end en lille centimeter tilbage i flasken, endten Lesta med at fjerne læberne fra tuden, og gøre plads til en omgang luft. Det var ikke ligefrem fordi det var let at trække vejret igennem sådan en omgang rom.
Allerede nu var alting omkring Lesta begyndt at syntes en smule tåget. Han rettede kort blikket imod den fremmet der havde valgt at gå imod ham, men uden at registrerre andet end at det var en blond person.

Med et sjofelt smil, rettede Lesta igen sit blik imod sin flaske. Hans hale lagde jeg pludselig i hans skød, som om den på en eller anden måde søgte tryghed hos ham, også måske alligevel ikke? Den virkede ihverfald til at være et helt væsen for sig selv.
Lesta sagde intet, men bundet bare sin flaske, inden den med et 'bonk' blev stalt på bordet. Han undertrykte en bøvs - lidt manere havde man vel -, og lænede sig ind over bordet, da en voldsom hovedpine begyndte at tage ind.

Ytriel rynkede lidt på næsen og panden af denne skabning der lignede ham til dels, men som så ud til at trænge til en god omgang opdragelse og et bad for den sags skyld. Og af med den dårlige vane med at drikke af flasken.
Han endte med at stoppe knap en meter fra den lille og stillede sig lige akkurat i øjenhøjde til at kunne se den mindre i øjnene. et eller andet bedårende var der da ved ham. Selv den måde halen spjættede rundt på.
Hans egen hale vippede kun kort i halespidsen, så det gav en kort plirren fra de små ringe der prydede den.

De lillae øjne skævede kort rundt. Der så herdeles ikke ud til at være liv her i aften, hvilket også var forståeligt. Han var helt sikker på at det var grundet hvor beskidt her var, og intet andet, ikke engang tiden.

Han ignorerede prompte det sjofle smil og tiltede istedet hovedet en anelse på skrå. " Du burde vide bedre..." Kom det med en rolig, dyb og dog tilpas stemme fra den blonde. Hvad det var den lille mørkhårede burde vide bedre om blev der ikke sagt noget om, og det var helt og aldeles med vilje.

En hånd støttede imod den andens pande da den skulle til at læne sig ned mod bordet. Han rystede let på hovedet.

Lesta var temmelig overrasket over denne pludselige fremgangs måde, fra en helt anden person, som han overhovedet ikke kendte. Mest af alt havde han lyst til at forklare denne person, hvordan man bare ikke skulle røre ved ham. Lesta havde trods alt en hvis standart, og den standart blev overtrådt da Ytriel rørte ved ham. Der kom dog ikke et ord fra ham, ihvertfald ikke i første omgang. De blå øjne så bare op på den anden. Det var et fjernt blik som mødte ham, men alligevel var der noget over hans blik som fortalte at han bedårede denne blondine.

"Tchhh.. Fuck .. dig." Svarede Lesta bare drukent.
Bekymrede denne fremmede sig for ham? Var det derfor denne person prøvede at holde hans hoved oppe, og fortælle ham hvad der rigtigt, og hvad der var forkert? Det var længe siden Lesta var blevet bekymret for, og han i sin rus fik han næsten lyst til at smide sig i armene på den fremmede. Men i stedet lød der et højt 'bonk', da også Lesta's hoved stødte imod bordet. Han kom med en svag mumlen, inden han løftede en hånd som var dækket af en stram læder handske, uden fingre og guld kandt, satte sig imod hans hoved, idet han ømmede det.

Et lille smil spillede kort på Ytriels blide læber. Selv stemmen virkede bedårende, på sin egen gebrokne måde. Et sted inde i Ytriels indre var der noget der klingede: Han måtte simpelthen havde denne lille kære skabning med i sin samling. Han skulle dog nok først pille det gebrokne, beskidte og uhøflige væk først. Og vænne den af med at drikke sådanne steder og af flasken. En ny opdragelse skulle den have.

Endnu et smil spillede sig, som Ytriel uden videre satte sig overfor Lesta og betragtede ham. " Hvis De fortæller mig Deres navn så vil jeg give næste omgang..?" Lød det høfligt.
Endnu engang dunkede halen imod gulvet, men denne gang var det grundet tanken om muligvis at få denne nuttede skabning i sin samling af smukke ting. Klædningen var der jo, næste, ikke noget galt med.

Lesta løftede sit hoved en smule ikke helt, bare så han kunne se på manden foran sig. Der kom et mindre smil fra ham. Åh hvor ville han gerne have mere at drikke. Hvorfor havde han dog ikke fundet nøglen til sin vin kælder. Så havde han ikke siddet her nu, men ligget halv færdig i den.
Lesta gnuppede kort sit hår med hånden der stadig lå i den, inden han gabt højlydt.

"Nej, ikke mere.." Mumlede han fraværende.
"Sove nu.." Fortsatte han, inden han lagde sit hoved til rette på bordet, som var det anden pude. Der gik faktisk ikke mere end et par få sekunder, inden Lesta var faldet i søvn. En dyb søvn, som tydligt blev afsløret af en tung vejr trækning.

ÅÅh denne stemme. Den kunne han da ikke få nok af. Han vinkede kort kromutteren hen til sig og fik sikret sig husets bedste drikkelse, inden han bare sad og betragtede den mindres fine ansigtstræk og piercinger. Så forbandet kært. Hans hale dunkede en smule mere. Måske man skulle tage ham med sig hjem, så staklen ikke skulle vågne op her med hold i nakken. " Kom her min lille ven..Lad os finde et godt bad og en god varm seng til dig.." Lød det blidt, som den anden rejste sig op og gik over til knægten.

Roligt løftede han den forbløffende lette dreng op i sin favn. Uden så meget som et ord luntede han med den piercede i favnen hen til kromutter og fik sig sin flaske af husets bedste, han betalte, gav endda en sølvmønt mere i drikkepenge, inden han luntede ud af kroen med den fordrukne dreng i favnen. På vej til et dejligt bad og en mindst lige så dejlig seng.. Og rent tøj for den sags skyld.

//out,

Alzeid sad forskræmt på en stol i det ene hjørne. Hans øre var mindre spidse end de plejede, hans øjne havde en rødbrun farven og hans tænder var næsten normale. Egentligt var det menneskeligt muligt at se sådan ud, så ingen var blevet alarmeret indtil videre. Udover personalet, der fra tid til anden kiggede i hans retning. Han så egentligt ret ynkelig ud. Han havde trukket benene op til brystkassen, og rokede sig roligt frem og tilbage i stolen. Selvom folk var mistænksomme overfor ham, var det intet sammenlignet til hvad han var overfor dem, og skulede vantro på enhver der nærmede sig. Af samme grund havde folk holdt sig fra ham hele dagen, som han sad i sit eget mørke hjørne og passede sig selv.

Lainey kommer højrystet ind ad døren til krostuen, med et dømmende blik udover de mange skikkelser som befandt sig i kroen. hendes hage var hævet en smule, for at se en smule mere overlegen ud, som om hun var så meget bedre end dem. et lille smil kunne anes på hendes røde læber, som udskilte sig fra hendes ellers utrolig blege ansigt.
"Hnf!" kom det fra hende, idet hun bevægede blikket hen over hovederne på de væsnerne som var spredt omkring på de mange borde og stole. laineys blik endte så på en, efter hendes mening, ensom skikkelse, Alzeid. hun lagde hovedet lidt på skrå, samtidig med at hun gik med hurtige skridt over mod en stol ved bordet han sad ved. (gætter på han sidder ved et bord? OO') Lainey satte sig uden videre ved siden af ham. hendes hænder var begravet i hendes kæmpe lommer, på den alt for store frakke hun havde slynget om sig pågrund af kulden.

(Ja, han sidder på en stol i det mørkeste hjørne han kunne finde.)
Alzeid øjnede folkene i lokalet med voksende nervøsitet. Han var begyndt at bide i sin ene fingernegl, der dog ikke blev kortere. Hans negle var alt for holdbare til at blive bidt ned.
Hans øjne var blodskudte, og han lignede en der ikke havde sovet i dagevis. Han så også bange ud, men det var svært at bedømme på afstand. Hans blik faldt på Lainey, der bevægede sig ned mod ham. Havde han haft et funktionelt hjerte var det begyndt at banke hurtigere. Hendes spinkle, dominerende udstråling var både meget attraktiv og skræmmende, men han fandt det nok kun skræmmende fordi han var skræmt i forvejen. Han stoppede sin rokken og kiggede skræmt på hende. Han forventede helt klart at hun skulle sige noget, da han stadig havde sin tommelfingernegl i munden.

Lainey lod sit hovede dreje roligt i retning af Alzeid igen, og lod blikket hvile på ham. hun hævede let et øjenbryn, og skævede lidt til ham.
"Hvad glor du på?," hendes tonefald var tomt, men samtidig yderst roligt. hendes hovede var stadig lagt på skrå, idet hun betragtede ham. et suk kunne tydes fra hende, samtidig med at hun satte sig ind til bordet, og lagde albuerne støttende på bordet, og lænte sig ind over det.
"Pas på du ikke bider din finger af," hun smilte overlegent til ham, lod sit ene ben glide hen over det andet så det dannede et kryds.

Han åbnede munden og trak sin finger lidt væk Hans tænder var blottet et ganske kort sekunds tid, før han sagde tøvende. "Dig". Han havde efterladt hatten et sted i skoven, og hans hår var i uorden. Hans flossede røde silkekappe gik helt til gulvet, hvor det stille reflekterede mørket tilbage mod den brune væg. "Hvem er du?" Han kunne ikke fjerne blikket fra den interessante person, der havde sat sig foran ham. Igen, havde hans hjerte kunne, ville det havde banket for fuld hammer.
Normalt kunne han være meget charmerende, for ikke at sige ligefrem pigeglad, men han var bare for skræmt og ude af sig selv til at være det. Han havde aldrig været oppe i dagslys før, og aldrig været i nærheden af så mange mennesker samtidigt.

hun trak på skuldrene.
"Mit navn er Blaze," hun skævede lidt. "Hvem er du så?," hun havde stadig hovedet på skrå, og albuerne i bordet. hendes sorte skulderlange hår havde hun sat op i en høj, og utæmmet hestehale, samlet med et bånd. pandehåret hang bare pjusket foran hendes øjne i utallige mange lokker.
hun vippede lidt op og ned i en rastløs bevægelse med foden, der var krydset over den anden. hun smilte stadig lidt hævet til ham. hvad mon han var for en? og hvad lavede han her helt alene? hun snøftede kort. Lainey var let forkølet på grund af vinteren. hun havde et yderst lavt immunforsvar. hun sukkede kort, med en kold mine tværet ud over hendes hvide ansigt.

Han blev langsomt mere rolig. Det hjalp åbenbart at snakke med nogen, der i det mindste ikke virkede som et normalt menneske. Alzeid var dog ikke i tvivl om at det var et menneske alligevel, og vidst han skulle være forsigtig. De kunne være nogle forfærdelige væsner, menneskene altså. Vifte aggresivt med kors, eller løbe mod en med pæle af søl. Der var ingen grænser for hvad de kunne finde på.
"Alzeid," sagde han roligt. Han begyndte stille at genoptage sin rokkende bevægelse, det virkede afslappende på ham. Hendes kolde attitude var også beroligende for ham. Ingen falske smil, ingen facader, svigt eller onde gerninger. Koldt var godt fortalte hans hjerne ham. Så vidste man at folk ikke prøvede at indynde sig. "Hvad laver du her?" Spørgsmålet lød så naturligt i hans hoved at han blev overrasket over hvor underligt det lød efter at havde forladt hans læber. For ham var det en underlig ting at være her, men hun var jo bare ligesom alle de andre. De kom for at snakke med hinanden, for at spise som de kaldte det. Det havde han i hvert fald læst. Han havde aldrig set et menneske spise før. Et besynderligt ritual.

//Frys

hun vrængede sig lidt, så små rynker kunne tydes på hendes lige men stadig næsten helt hvide næse. hendes blik flakkede rundt i rummet gentagende gange, mest fordi menneskerne rundt omkring dem var begyndt at sende underlige blikke. hun fnøs højlydt, hvorefter hendes opmærksomhed vendtes mod Alzeid igen. hun betragtede ham, med et bedømmende blik.
"Alzeid? besynderligt navn," kom det lettere koldt fra hende. hendes hovede var stadig lagt diskret på skrå, idet hendes blik hvilede køligt på ham. "Mh, det rager ikke dig," Laineys blik ændrede sig ikke bare en smule. hun så stadig koldt og let ligeglad på ham. Hun vidste enlig ikke helt hvad hun lavede her. lainey var alle steder lige for tiden, søgende efter et sted at være. men hvorfor lige kroen? hm, ligegyldigt.
"hvad laver du så her?," et afventende blik lod til at kunne ses. hun strøg så lydløst en lang, uglet lok om bag øret, med et tungt suk.
lainey kunne mærke rastløsheden sprede sig i hendes krop på et splitsekundt. hun begyndte hølydt at vippe hurtigere og hurtigere med sin ene fod, bare for at have noget at give sig til. hun var typen, der havde svært ved at sidde stille på længere sigt, uden at røre sig på en eller anden måde. hun tøvede lidt, da hendes blik slog ned i bordet.

Hans blik vandrede mod det nærmeste vindue, og han kiggede træt ud af det. Med en umærkelig bevægelse lagde han armene om sine egne ben, der stadig var trykket op til brystet. "Nu er det ikke fordi 'Blaze' er så normalt at løbe ind i, hvis det da er dit rigtige navn." Han kunne selvfølgelig relatere til en kold stemme, men var dog opdraget i en fin familie. Død, men fin. Selvfølgelig kunne det være lige meget. Hvad hans forældre havde lært ham var alligevel blevet forældet for et par århundrede siden.
Han sukkede kort, uden at fjerne blikket fra vinduet. Vel at mærke kunne han ikke se noget udenfor, da hans syn var baseret på et andet princip end det menneskelige, og lys blev opfanget meget kraftigt i sådan nogle. Egentligt kunne han heller ikke se 'Blaze' specielt godt, men tog sig ikke rigtig af det. Håbede bare hun heller ikke kunne se ham synderligt præcist.

"hvorfor tror du det ikke er mit rigtige navn?," Hendes blik som var placeret ned i de mange brune pletter i træbordet, slog forhastet op mod ham. hun var dæmon, så fortalte aldrig nogen andre sit rigtige og dæmoniske navn, men i stedet Blaze. mest fordi det at kunne risikere at blive ejet af et andet menneske ikke lød som noget hun ville bryde sig om. derfor holdt hun sit navn for sig selv.
"Hvad fanden er du enlig for én?," Lainey havde ikke lagt mærke til hans tænder, men han virkede bestemt ikke som menneske. men af en eller anden underlig grund, heller ikke som vampyr. nok pågrund den måde han opførte sig på. lidt sky, det var hvad han var. "Og hvor bor du henne?," hun skævede lidt til ham.

Fanget hendes blik da hun kigger op, og kigger ind i hendes øjne på en meget analyserende måde. Ganske kort, så kigger han ud af vinduet igen. "Du ligner ikke en Blaze." Var det eneste umiddelbare bud han kunne komme på. ”Og dit udbrud har bevist at jeg havde ret.” Han vidste bare at hendes navn ikke var Blaze, men vidste ikke hvorfor.
Lyttede man rigtigt godt efter ville man kunne høre at han faktisk havde en svag accent. Han rullede lidt mere på r'erne end man normalt ville gøre i deres tidsalder, men det var fordi han havde lært at tale i en anden.
"Meget personlige spørgsmål." Han kiggede ud på forsamlingen, med en blanding af frygt og afsky. "Spørg dig selv, ville du svare på dem hvis jeg havde spurgt dig?" Hvor kort tid han end havde kigget, havde han stadig set nok. Der var noget meget specielt ved hans type øjne, der virkede dybe og tomme på en meget bizar måde.