Samson kommer roligt gående. Han havde den ene hånd begravet langt nede i lommen, den anden bar på en tom flaske. Bag ham flagrede hans bande kappe let i takt med hans skridt.
Hans skridt var ikke direkte målrettede som de plegede at være, men var ret ustabile i sig selv. En gang imellem gik han en smule fra side til side, og dette fik ham til at smile. Det var ikke det lumske, onde eller sådan et slags smil, nej.. det var næsten skræmmende at se ham med sådant et smil på læben, da det nu mere eller mindre var et smil der sagde, at han morede sig lidt. Han var direkte glad! Men.. godt nok på den fulde måde.. men alligevel!

Nemo sidder på en gren i et træ. hun er lige vågnet, rundt om hende ser hun ikke så meget, da hun har tømmermænd.
hun var ude at drikke på kroen igår og i sin fuldskab har hun forvildet sig ud på en ø, som hun aldrig ha været på før.

hun vælder ned af træet, da hun rammer jorden sker der ikke så meget, hendes hovedpine bliver bare en smule værre.
hun sætter sig op af træet og giver sig til at kigge ud over den mørke hestedal, som hun aldrig har set før.
hun ved ikke hvor hun er henne, eller hvordan hun er kommet her ud

kun lugten af den glad samson når hende, da hun er for udkørt til at se han ikke er særlig langt fra hende og lugten tror hun bare kommer fra hende selv

Der går et stykke tid før Samson ligesom bemærker at der for nogle sekunder siden, skete en bevægelse nær ham - netop da Nemo faldt ned fra sit træ.
Han gør et pludselig stop, og ligner ærlig talt at han skulle til at falde. Han kæmper lidt med at holde balancen, så han vifter med armene for at han ikke skal falde. Da han atter står - dog en anelse svejende, kniber han sine øjne en smule sammen og ser hen på Nemo.

"Hnnng?" Samson tog sin hat af hovedet, stod lidt og så på den, inden det lignte at han børstede den af for snavs med den ene hånd. Som om at han netop havde faldet ved det pludselige stop.
Da skidtet var 'børstet væk', satte han atter hatten på hovedet, inden han halvsvejende gik over mod Nemo. Han stoppede lige foran hende, og kiggede på hende med et stort smil, men dog lettere anstrengt.

"Hvad skal det gøre godt for? At rode rundt dernede? Har du fundet noget?" Samson viftede let med den ene arm, netop den som ikke holdte på nogen tom flaske.

Nemo stirre bare ud i luften til Samse står lige foran hende, først der ligger hun mærke til ham, men hun er alt for træt til at gå væk fra ham...
hvilket irritere hende lidt, da Samson er en af de personer som hun hader.

"jeg har ikke fundet noget, jeg har bare tømmermænd, så gå væk!" siger hun surt og tag sig til hoved da hendes egen stemme gav hende hovedpine...

kunne han ikke bare gå, det hr gad hun ikke lige nu, hun havde brug for nogle urter eller bare mere alkohol

Samson hævede det ene øjenbryn af hende, men havde stadig sit smil på læben.

"Det kan KUN kur-kurreres på EN måde!..." Han løftede - en smule fraværende, en pegefinger op i luften foran sig, mens han åbnede sine øjne et yderligere stykke, end de allerede var. Samson havde tydeligvis ikke taget de ord til sig, hvor hun kort og kontant direkte sagde, at han skulle daffe af. Godt nok var han fuld, men han adlød stadig ikke i sådanne tilfælde selv i en denne tilstand, så på det punkt, lignede han sig selv.

".. og det er MERE sprUT!" Samson gjorde et let hop i sin kropsholdning, hvilket fik ham til at gå et skridt til den ene side, for at holde balancen.

Han kastede den tomme flaske over skulderen, stak tungen ud af munden, lukkede det ene øje, og lod den glide ned i den højre lomme. Han havde efterhånden meget skrammel dernede, men tilsidst fik han roddet sig igennem den, og havde fundet hvad han søgte - troede han.
Op fiskede han en lille flakon. Denne flakon var særlig tilberedt til en vis person her i landet, men han havde efterhånden haft den længe, og i fuld tilstand tænkte han jo ikke klar, og tænkte ikke over, hvad der egentlig var inden i!
Det var en væske, som var særlig beregnet til Kemarano, som skulle holde hans evner tilbage i noget tid, så Samson ville have muligheden for at ydmyge ham groft. Hvis en anden drak det, eller fik det på sig, så ville det helt sikkert ske bivirkninger, da der var et særligt stof inden i, som gjorde at denne væskes evne, kun kunne bruges på ham!

".. Jeg er så gavmild, at jeg vil tilbyde dig den første slurk!" sagde han lettere tåget, inden han tog to 5 skridt frem, og 2 tilbage. Han faldt så nærmest ned til Nemo så han sad foran hende og rakte flakonen til hende.

"Men drik nu ikke det HEEELE!!!" Samson satte begge sine hænder ned i jorden og lænte sig en smule fremad. Han følte sig sikker sådan som han sad nu.

Nemo kiggede op påden fulde samson og hun kunne kun give ham ret.
måske var han ikke så dum endda, men stadig et fjols, fordi han blander sig for tit.

hun tog stille imod Flasken og så lidt på den, det ligende ikke noget hun havde drukket før, men samtigdig var hun osse ligeglad det skulle nok hjælpe hvis der var jo var alkohol i som hun nu tror...

"tak... men det ser ikke ud til der er så meget?" hun griner lidt

stille tag hun drikken op til uden og drikker af den, først er det meget stærkt, men der sker ikke noget.
Hun hoster kort, fordi det har sæt sig i halsen.
Pludeslige begynde hun at tag sig til hoved i smerte, Det føles som om nogen prøver at prasse hendes hoved ind til mindre størrelse, det breder sig til resten af hendes krop.
Hendes Bryster falder ind af og hun bliver fald, hendes højte bliver mindre og mindre, smerterne holder op, da hun falder ned og ligge på jorden...
nu ligger der en lille pige, som ser ud som om hun er på de 6 år. hun ligger helt roligt, som om hun sover, Tøjet som Nemo før havde på er nu alt for stort til hende og det minder om en pige som har 'lønt' noget af hendes mors tøj eller sådan noget.

Samson trækker lettere klodset på skuldrene. Trækkene blev meget 'hakkende' i det, dvs. ikke den der flydende bevægelse som man normalt ville lave, men mere eller mindre sådan nogle robotbevægelser.

"Nej.. men det der er, er også stærkt! " han nikker anerkendende, og betragter hende mens hun drikker noget af det.

"Hov hov duu!! Ikke SÅ meget!" Han river nærmest flasken ud af hånden på hende, stopper proppen i igen, som tideligere blev taget ud, og lagde den tilsidst forsvarligt ned i lommen igen.
Han sukkede tungt. Godt pigebarnet ikke drak det hele!
Han så kort rundt for sig, inden han atter kiggede tilbage på hende.. eller.. en lille pige?
Samson gjorde store chokerende øjne.

"Hva, hva?" Han rejste sig op, gik lidt rundt om pigen, så lige som han nu kunne, men han var tæt på at træde på hende, det skete dog ikke.

Det var længe siden at Samson havde drukket så meget som han havde her til aften, så han virkede temmelig dum i sin opførsel, og lå ret langt væk fra hans ædru tilstand.

Nemo ligger helt lille og fin på resterne af hendes tøj som virker som virker som et underlag mellem hende og jorden.
hendes øjne er lukket og hendes hud er ligeså blag som den plager, hendes hår krøller sadig og er blevet sort.

hun sætter sig stille op og strakker sine fine små arme op i vejret.
De store røde øjne åbner sig og det første hun ser som samson der ved at træde på hende.
Hun skriger kort op og prøver at gemme sigbag træet, men da hendes krop på en måde sidder fast i hendes gamle tøj, falder hun til jorden med et bump, da hun slå sit knæ, falder der stille en tåre fra hendes kind...

hun kigge tilbage mod Samson

Samson betragter den lille skabning som lignede Nemo, men bare i en langt mindre udgave end tidligere.
Det giver et lille sæt i ham da 'den' skriger op af forskrækkelse, og det får ham til at gå nogle vaklende skridt tilbage.
Det virkede lidt som om, at han ikke havde set en unge før med denne reaktion. Men han var ærlig talt forvirret. Det at først at have en stor Nemo og så lige pludselig en lille Nemo, det var ikke lige det han havde ventet.
Da der pludselig kom en tårre frem i øjnene på den lille skrøbelige skabning, kunne han ikke lade være med at stå og kigge beundringsværdigt på hende.

"Hvordan.. gjorde du det?" Han satte sig ned ved siden af hende, fuld af begejstring. Selv i Samsons ædru tilstand, ville han have utrolig svært ved at græde. Han kan ikke huske hvornår han sidst havde grædt, og som barn græd han stort set aldrig.

Han lagde hovedet let på skrå og lagde en hånd på hendes lille spinkle skulder.

hun kigger med store øjne på ham, han skræmte hende lidt, men han minde osse lidt om noget hun kendte.
hun snøfter kort og tørre sin tåre væk.

"du er en stor bølle!!!" siger hun med en lille små stemme, som ikke minder om hendes rigtige.

Hun prøver at rejse sig igen, men vældter endnu engang i de store gevanter.
Hun har på en måde osse lyst til at kramme sig ind til ham fordi alt virker så skrammende rundt om hende lige nu.

Samson ser på hende, på en fuldstændig 'paff' måde.

"Bølle? nej nej!" Han rystede lidt beruset på hovedet, så det blev sådan en meget overdreven rysten på hovedet.

"Hvad hedder du?" Han prøver at hive hende ned til sig, da han kan se at hun er ude balance - lidt ligesom ham selv på dette tidspunkt, men han sidder dog ned allerede.

Blikket falder på det nu meget store tøj som hun.. havde båret i sin mere kvindelige form. Han ser lettere tænkende på det.

"Jeg.. tror faktisk.. at jeg har en kjole som passer dig! Ellers.. får jeg en af mine folk til at sy en kjole til dig.. Lige den du vil have! Men så vil jeg også vide hvad du er, og hvad du hedder!" Samson havde bemærket at Nemo absolut ikke kunne være en almindelig krystalisianer, da hun slet ikke mindede om en.

hun stiller sig foran ham og kigger stadig dirakte på ham, hendes øjne udstråler altid en varme, som Samson nok ikke har bemærket før, da hun aldrig har været så tæt på ham.

"mit navn er Natalie Lilium og tror nok det hedder en Succcccccaabus-Dæmon ting..." hun kniber øjne lidt sammen mens hun siger det, fordi hun tænker lidt over hvad hun siger og fordi hun ikke helt kan huske hvad det hedder...

hun smiler kort til Samson, hun kunne jo ikke rigtig sige nej til noget tøj som passede.

"hvorfor er kjolen for stor?" spørg hun stille og kigge på ham med hoved lidt på skrå

"Natalie Lilium?? Dæmon?" Samson spærrede øjnene op. Han havde hørt noget.. på et tidspunkt.. hvis man kendte en dæmons navn, så ejede man dæmonen, var det ikke noget med det? Så var man en slags herre? Samson trak let på skuldrene. Han var ikke nær så meget påvirket af sprutten mere, som han havde været for få øjeblikke siden. Så egentlig, var det meget heldigt at det ikke var tideligere at Nemo havde sagt sit rigtige navn, for så havde han garanteret ikke husket det den efterfølgende dag!

Han skævede så ned til kjolen som hun rodede rundt i.

"Enten, så er det den der er vokset, eller også er det dig der er krympet?" Han trak let på skuldrene, inden han kiggede ind i hendes dejlige varme øjne som gav ham en smule gåsehud.

Natalie kunne ikke se hvordan hun skulle havde været krymbet.
hun var jo kun 6? hun voksede da kun?

"jeg tror Kjolen er blevet for stor!" siger hun med et stort smil og griner sødt.

Hun rykker sig tætter på Samse og prikker til hans hat.
"hvem er du? og er din hat sur eller glad?" hun kunne ikke helt forstå sådan noget, hun var jo osse meget lille nu og forstår ikke så meget.
hun høre en lyd inde fra skoven og det for hende til at krammer ham ind til sig, de små fingere sniger sig om i hans nakke, hvor de leger stille og beroligende med hans nakkehår

Samson blev lettere forvirret over hendes svar. Hun VAR da stor før! Det VAR hun da! Så det kan da ikke være kjolen som er blevet større?
Han vidste ikke helt hvad han skulle svare, så en hurtig hånd kom om i nakken og kløede den let.

"Æhhm.." Han havde ikke overvejet det spørgsmål før, til det med hans to smileys.

"... Du skal med op på min borg, og se hvad vi kan finde på af en ny kjole til dig!" Samson havde en underlig fornemmelse af, at han nu var nødt til at passe på det her barn. Han havde på en eller anden måde være vidne til dette meget underlige skift, og han havde ikke tænkt klart nok endnu, til at kunne finde ud af, at det var pga. eliksiren at dette var sket.
Han fik en underlig dejlig følelse, når Nemo, eller.. Natalie, nussede ham lidt i nakken.
Han rejste sig op, mens han holdt hende ind til sig. Hurtigt fik han samlet kjolen op, og lod den svøbe omkring Nemo, inden han gik op mod borgen med hende.

//out

hun krammet ham bare ind til sig og så det som en ridetur...
selvom Natalie stadig godt vil vide hvem ham var, syntes hun allerede godt om ham, på en sådan far agtig måde..


//out

Efter noget tids gang kommer Kanismo til starten af skoven. han sætter sig under et træ og tar noget brød frem fra sin rygsæk.
han spiser lidt, og hører et fugle skrig oppe fra.
en Sølvdjal svæver over ham og lander ti meter fra ham. han kikker forbavset på fuglen, som kikker nysgerigt på ham.
Nåhh... Kanismo kikker ned på sit brød, du er sulten? fuglen hopper lidt tættere på ham.
Kanismo tar en skive brød i rygsækken op og kaster ud til Sølvdjalen.
den samler det op og brødet forsvinder i et drag i fuglens næb.
Han smiler lidt og tænker på deres specielle evner med at kunne se det gode og det onde med deres øjne,
han tænkte lidt om hvad den mon så i ham.

Sølvdjalen hoppe tættere på ham og var nu kun to meter fra ham.
han kunne høre den trække vejret og se dens åndedret.
han studerede den nøje og mente at den var der omkring de 20 år så det var en ung fugl og stor af sin alder.
Den kikkede endnu engang på ham, Kanismo rakte ned i sin rygsæk og tog et æble frem, og smed det hen til fuglen.
Den tog æblet og lod det forsvinde ned i gabet.

Den hoppede en gang til og kom helt hen på siden af Kanismo, den studerede ham nøje og roede ham i håret med sit næb.
da den havde rodet færdigt fik den øje på Kanismos skykke som hang rundt om halsen. den pillede lidt ved det og kikkede igen på Kanismo.

Efter en del stirren på hindanden rakte Kanismo stille hånden ud mod fuglen for at kunne føle den.
Den tog hovedet tilbage og pustede sig op, men da hånden rørte den på brystet blev den blid som et lam.
Den var blød med dens dun og den føltes som ny vasket silke, den var smuk i solens skær og dens fjer skinnede med et sølv skær som næsten blindede ham.

dens hovede kom nærmere, dens øjne stirrede direkte ind i hans og han følte et sug i maven.
han tænkte tilbage på sine minder om sin far. da han var blevet overfaldet af røverne og dengang han lærte at fiske af sin far.
efter at minderne havde passeret så han en blanding mellem lys og mørke, han var forviredt.
han kom til sig selv igen og kikkede igen ind i Sølvdjalens øjne.
Undskyld min ven men jeg må altså videre, han rejste sig og gik. bag sig hørte han den skrige og baske med vinkerne, den fulgte efter ham.

//out

Nickazho sad for sig selv oppe i et af træerne i udkanten af skoven. Hans krop var meget slap i det, så hans arme hang ned fra hver side af ham, som en eller anden dukke. Han sad på en tyk gren, og havde åben mund og lukkede øjne - ikke det mest charmerende at kigge på.
Det var lettere skydet, men alligevel så det ikke ud til at blive regn på denne dag, men det var den sovende Nickazho også ligeglad med, hvis nu det skulle ske.
Den lillae dæmon rykkede en smule på sine øre, mens billederne rullede indover hans øjenlåg, idét han drømte. Små spjæt kom indimellem fra ham, men de var ikke store, så han sad endnu på grenen. Han havde ikke noget sted at være, derfor var han nu her. Klippen som han havde opholdt sig i i flere måneder, var brudt sammen, så han måtte bevæge sig ud af den, ud af et lille hul, som han lige netop kunne komme igennem. Den var for farlig at opholde sig i, hvis han vendte tilbage til den, for den styrtede mere og mere sammen. Det var også den, som havde fået ham til at bevæge sig udover klippens grænser.

Nichaszho gav små snorkelyde fra sig, hvilket der var noget af det ikke ret så charmerende ved ham. Han rynkede lidt på sin næse, og kneb sine øjne helt sammen, da der var ved at ske noget i hans lille drøm..
Han prøvede at flygte fra mennesket som jagtede ham, han løb og løb, men mennesket fulgte efter ham, og var ved at indhente ham...
Nichazho gav små spjæt fra sig i sine ben, og fik her den ene gren - den som hans fod hvilede på, til at bevæge sig ved disse spjæt. Bladene hvislede sammen, og Nichazho lagde sig om på den anden side..
Mennesket var halede ind på ham. Han så sig over skulderen, men pludselig var mennesket væk. Han så atter frem for sig, og troede at mennesket var forsvundet helt, men lige da han så frem, stod mennesket foran ham..
Nichazho gav et stort spjæt fra sig, og faldt ned fra træets gren, og ned på jorden lige foran Taylors ben. Han åbnede panikslagent sine øjne, og så lige op i et menneskets ansigt. Han gav sig nu til at skrige op som en gal, da han blev yderst forskrækket. Han kantede sig tilbage, trak sin ryg op mod stammen af træet, mens han fortsat skreg op. Det var jo trodsalt et menneske der stod foran ham, ligesom i mareridtet!