Med sig i sin taske bærer Morgana et omslag, hvori der ligger flere skitser, malerier og enkelte noter. Bag på malerierne står navnet på den person, det sted eller den sindsstemning, hun har forsøgt at gengive. Ikke alle er lige gode. Nogle er kun få streger, der for andre end Morgana vil ligne krimskrams, mens andre er detaljerede og farverige.

Der ligger få fra hendes tidlige barndom, da hun efterlod de fleste i sit barndomshjem, dengang hun besluttede sig for at drage mod byen. Hun har efterhånden en del skitser, som hun ønsker, hun engang får tid til at rentegne. De viser alle sammen de forskellige landskaber, hun har rejst gennem.
Hun har tegninger af veje, dyr og udsigterne, det karakteristiske ved en årstid, studier af planter eller dyrs anatomi, men også af personer, hun er kommet om med på sin rejse.
De to nyeste tegninger viser en rødhåret kvinde i en tynd kjole, dansende mellem efterårsbladene. Bagpå står der: Cennet, den første jeg snakkede med efter jeg havde forladt Medanien. Hun fortalte mig, at jeg var faret vild.
Det næste billede er næsten kun en skitse af en mand med mørk, næsten sort hud og hvidt hår. De eneste ord, der står på billedet er hendes signatur og; Kravenoh. Nedenunder er der strøget en pensel i en dyb blå farve let over papiret, så det ligner bølger.

Endnu nogle skitser er føjet til skitsesamlingen af Morganas. De fleste viser vintertræernes nøgenhed, forblæste strande og forvitrede klipper, men de nyeste, denne gang, er tre halvfærdige tegninger; én af en rytter til hest, én af et helportræt af en rank mand og en af den samme mand, siddende i en lænestol ved en pejs.
Stregerne på det første ark er udførlige og viser øjeblikket, hvor hesten ligner et vildt dyr, parat til at styrte frem i kapløb med vinden, men dog er den tøjlet af en kappeklædt person, hvis ansigt er dækket med en maske.
Andet billede viser rytteren, denne gang uden maske, stående midt i ingenting. Holdningen er rank og stolt, og udtrykket i hans øjne er uudgrundelige.
Det sidste og tredje billede er som taget ud af en billedbog, hvor rummet er oplyst af flammer fra pejsen. Nær herved sidder personen fra de foregående billeder. Hele billedet kunne let forstås som indbydende og idyllisk, hvis man så bort fra det overlegne og kølige blik, manden så ind i flammerne med, som foregik der en kamp mellem hans mørke udstråling og lyset.

Der er ingen signatur på billederne, men bagpå det ene er der hastigt nedkradset ordene: Til Ham, står jeg i taknemmelighedsgæld.

Atter engang ligger der nye skitser i den hurtigt voksende bunke, men det mest interessante billede er en farverig sag, der viser en flammekugle i en dybsort nat. Bagpå er der med hurtig hånd nedskrevet ordene: Taylor fortalte mig, at jeg havde magiske evner! Han lærte mig, hvordan jeg skulle fremkalde magien. Men… - Jeg forstår det ikke! Ingen i min familie har vist tilsvarende anlæg. Jeg har skrevet et brev til min far, hvor jeg har spurgt lidt ind til emnet. Måske er der noget, han ikke har fortalt mig, som jeg burde have vidst... Gad vide, om jeg nogensinde ser Taylor igen?

Skitsesamlingen er blevet tykkere og tykkere. Snart kan det slidte omslag ikke længere beskytte hendes ark, men der er endnu plads til nogle få tegninger, inden hun må finde en ny måde at bære dem omkring på. Grunden til den manglende plads er skitser og billeder af 5 vidt forskellige personer; nogle er blot streger og proportioner, andre er mere udførlige og detaljerede.

Siden det sidste billede af den flammende ildkugle er der kommet et portræt til af en ung dreng med snehvidt hår og blålige øjne, der nuancerer over i de violette toner. Drengen smiler og holder en hånd frem med en snekrystal i, som hans opmærksomhed er fanget af. Under billedet er navnet på drengen skrevet; Kinzu.

Det næste ark er kun halvfærdigt, men viser en spekulativ ung mand, der bærer på en byrde. Byrden er ikke detaljeret, men man kan ane, at det er et menneske, der bæres rundt på. Fyren virker ikke besværet af den ekstra tyngde; man se hans muskler. Hans ser direkte mod beskueren med et uudgrundeligt blik, anklagende, bedrøvet. Hans øjne er opsigtsvækkende, de er mørke med ringe i. selve billedestilen er ekspressionistisk, og navnet under er skrevet hastigt: Rex.

Papiret efter er i skarpe farver. Det viser hovedet af en leguan, men med en, forholdsvis, menneskelig krop. I baggrunden anes bøger og hylder, og de dæmpede jordbrune farver i læderomslagene står i kontrast til de skællene, der lyser op i grønne nuancer. Under de detaljerede skæl er navnet på personen nedskrevet. Etiénne.

Billedet er råt og uskarpt, dannet af kul og blyantsstreger. De lette, tøvende strøg viser en dæmon med ryggen vendt mod beskueren. Et par store vinger er slået ud, og et spyd ses ved den ene side; lænket til håndleddet af personen. Der er lagt sporadiske skygger, men da hun lavede billedet, var mindet om ham stærkt og ubehageligt. Tegningen blev mere eller mindre opgivet, og blev ufærdig lagt ind til de andre tegninger. De eneste ord, der pryder papirer er;Bevingede Tingest!

Det sidste billede er impressionistisk og holdt i bløde pastelfarver. Dette billede viser igen et halvmenneske, denne gang er sammenblandingen dog en ulv. De store bløde ører er vendt nysgerrigt frem, mens den unge pige sidder på stenkanten af et springvand. En kurv anes bag pigen, hvorfra der stikker urter op.Suki, halv dæmon, halv ulv, halvt menneske. Ifølge hende selv..

For en gangs skyld er det ikke en tegning, der dukker op, hvis man bladrer længere ned i skitsesamlingen. Det er et simpelt ark papir, hvorpå Morgana har nedfældet et par af sine tanker.

Der er så meget i mit hoved lige nu! Så mange tanker, der trænger sig på, så mange ting, jeg er nødt til at tage stilling til. Ting, jeg ikke har forudsætninger for at vide tilstrækkeligt om, hvilket gør mig frustreret, så jeg tænker endnu mere på mine mangler.
Jeg har mødt personer, der sætter disse tanker igang. Personer, der får mig til at overveje, om det jeg gør, er det rigtige. Om det i virkeligheden var forkert af mig at rejse ud i verden på denne måde, jeg har gjort. Om den verden, jeg troede, jeg ville møde, blot er en drøm, skabt af min fantasi.
Jeg mødte en lille pige, Dorthea, der havde en person, hun virkelig holdt af. Engel eller Flying Bird, tror jeg nok hun kaldte hende. Min vej har ført mig alene ud i dette.
En anden person er Neko, der havde levet med ejere. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan eje en person på den måde! Det er nedværdigende!
Jeg ved gost, at nogle er skabt bedre end andre, med skønhed, klogskab eller talent, men alligevel...

Jeg forstår ikke denne virkelighed... - Jeg forstår ikke mine egne evner... Jeg kan mærke ildens energi rumstere i mig, men jeg har ikke lyst til at bruge den. Den skræmmer mig. Jeg er bange for at gøre nogen ondt med det, når jeg ikke forstår det.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, jeg vil vandre mod bjergene og se, hvor langt foråret er dér. Måske kan jeg få ro på mine tanker, hvis jeg kommer lidt væk fra disse områder.

Nederst er det tilføjet et par enkelte streger, der med lidt fantasi kan forestille en lille fugl blandt et par spæde blade.