Der var helt stille, da Damia kom gående. Blikket var slået ned, og hun holdte fortvivlet om sig.
Det bløde forårsgræs kildede hendes bare ben. Hvad var det egentlig hun havde oplevet? Først her langt senere forstod hun en smule af, hvad der var sket og resten var bare et stort rod. Achillius havde spurgt hende om noget meget alvorligt, men hun vidste ikke hvad han mente med det. Damia følte sig rådvild. Det hele var så forvirrende, og det kunne hun ikke lide. For så havde hun ikke kontrol eller overblik over sine følelser.

Damia sukkede og lod øjnene glide i, hvilket resulterede i, at hun var nær ved at falde over stubben. "Åh,, udbrød hun og åbnede brat øjnene.

Damia rødmede forlegent. "Eller hovedet fyldt med tanker,, sagde hun i et muntert tonefald. "Undskyld,, hun bed sig i læben. Hvordan kunne hun have overset kvinden? Udmattet satte hun sig ned i græsset. Tankerne og magien havde kørt hende træt, og det var lige før søvnen fik overmandet hende. Heldigvis havde hun kræfter nok til at holde søvnens lokkende toner på afstand. Det var fortrøstningsfuldt, at hun stadig besad lidt kontrol. Hun tømte sit sind for tanker, tog en dyb indånding og så på kvinden.

"Ohm hey...," sagde hun en smule mere energisk end ment, som om det først gik op for hende nu, at der sad en person her.

Damia slappede mere af, da Nasha ikke lod til at være stødt over Damias klosede fremfærden. Hun tog forsigtigt Nashas tøvende hånd og hilste venligt "Jeg hedder Damia. Hyggeligt at støde ind i Dem Nasha,, Ordende røg bare ud af munden på hende, og da de først var sagt, følte hun sig så dum. Følte at noget tungt ramte hende, og pressede hende ned mod jorden. Hun bed sig ængstelig i tungen. Hvor dumt var det lige? Bare Nasha ikke tog det så alvorligt.

Damia betragtede Nasha, og hendes anderledes udseende. Underligt, at hun ikke havde lagt mærke til det før.

Hun blev afbrudt i sin tankegang, da Nashas stemme trængte ind til hende. Damia gengældte Nashas blik, og indså, at hun spekulerede på, hvad hun mon så på. Damia skubbede det til side, og svarede i stedet på hendes spørgsmål.

"Det ved jeg ikke helt. Faktisk har jeg vandret vidt omkring på det sidste," selvom jeg burde være hjemme hos Nathan "Opslugt i tanker. Hvad med Dem?,, Damia vred hænderne og smilte venligt til Nasha.

Damia så forståeligt på Nasha. "Faret vild? Det er også lidt svært at finde omkring, hvis man ikke kender området,, sagde hun opmuntrende, så Nasha ikke skulle føle sig nedslået over hendes vanskelige situation. "Hvor vil De gerne hen? Måske jeg kunne hjælpe?,, det var ikke fordi, at hun havde begrænset med tid. Hun havde al den tid i verden til rådighed, og det var altid rart at have noget at beskæftige sig med.

Ved Nashas udbrud, så Damia forbavset op, og skjulte et fjoget smil, ved at holde en hånd oppe foran sin mund. Derefter strakte hun sine arme højt i vejret og gabte, for at skjule sit smil. Damia rettede ryggen og foldede sine hænder pænt i skødet. "Havet?," Damia rynkede brynene eftertænktsomt, og lod blikket vandre. "Ja,, svarede hun energisk, skønt hun var umådelig træt. Hun fægter med sin hånd, og græsset begynder at røre uroligt på sig. "Lad mig se,, græsset begyndte langsomt at tage form som stier og skove, som havde nogen ridset et kort i jorden. "Jeg tror det er sådan," Damia gabte og holdte en hånd for munden "Undskyld...,, sagde hun forlegent og rystede på hovedet, så krøllerne hvirvlede omkring hendes hoved. "Sådan, De skal bare følge dette kort,,

Damia rejste sig.

For at være ærlig, så kom spørgsmålet bag på Damia, og hun var tilbøjelig til at tro, at der var noget helt anderledes ved denne kvinde. Hvis hun fulgte hendes overbevisning et stykke videre, så kunne det tænkes, at denne kvinde ikke var en krystalisianer. Damia satte sig langsomt på hug, og så fortumlet på Nasha, uden rigtig at vide, hvad hun skulle sige. Det var som om, at hun ikke kunne forme ord.

"Eh," Damia ryster på hovedet og smiler opmuntrende til Nasha. "Et kort, er et billede over hele området, som en fugl ser det fra himlen af. Det viser Dem hvor du skal gå hen. Og her," Damia pegede mod nogle symboler, som forestillede bølger "Er havet... De skal bare følge vejen også kan De ikke tage fejl,, der blæste en kold forårsvind. Damia skutter sig og trækker sjalet tættere om sig.

Hun rejste sig igen. "Jeg bliver desværre nød til at gå nu,, for ellers falder jeg om af søvn mangel. "Men det var virkeligt hyggeligt at tale med Dem... Og endnu engang undskyld jeg stødte ind i Dem Nasha,, Damia smilte varmt til Nasha og vendte sig om, for at fortsætte langs stien. Damia så sig over skulderen "Farvel og på gensyn,, forsikrede hun Nasha om, hvorefter hun gik.

//out

(undskyld men skal logge nu. Bey)