Tatti 15.11.2026 11:27
"Jeg havde dine krystaller ... Det havde jeg." Alfie talte lavt til sig selv, mens han forsøgte at skrue en tilstrækkelig overbevisende løgn sammen. En, der forhåbentlig kunne mildne humøret på en vis hugorm. "Så skete der bare dét, at jeg ... hmm ..." Kattepoterne førte ham lydløst hen over den fugtige undergrund, mens den tykke, buskede hale svang eftertænksomt fra side til side. "Tabte dem?" Alfie løftede det ene bryn og skar en skeptisk grimasse. Nej, den ville selv en idiot næppe hoppe på. "Jeg blev ... snydt?" Det lød straks bedre. Folk blev jo snydt hele tiden! Også folk med hans ellers fremragende dømmekraft og hurtige reflekser. Problemet var bare, at han nok skulle kunne fortælle hvem der havde snydt ham."Snydt af ..." Han lod en finger glide frem og tilbage over læberne, mens han grublede videre, men var nået helt hen til døren uden at være kommet en tilfredsstillende forklaring nærmere. "Århg!" Frustreret rodede han op i de sorte, bløde krøller, så de spidse ører vippede bagud. Forbandet også. Han knyttede næven og løftede den mod døren, hvor den blev hængende tøvende i luften.
Okay ... Jeg har dine krystaller. Eller rettere, jeg ved præcis, hvor de er. Det er bare manden, der har dem, som er lidt vanskelig at få fat på.
Ja. Dén kunne han godt arbejde med.
Alfie rankede sig, trak mundvigene op i sit mest vindende smil og bankede på. Han vippede let med hovedet for at få et par af de længere lokker væk fra øjnene. Han havde virkelig ladet det tykke hår gro ud af styr. Måske skulle han snart besøge Luca igen og få ham til at studse spidserne lidt.

Krystallandet