☰
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 06.10.2026 21:44
Obs: alle trådsvar er Lysander Ljungberg og ikke Theodore. 

Åndedraget forlod Lysanders mund i anstrengte, lavmælte suk. Hvert skridt begyndte at føles tungere end det forrige, og særligt det højre ben teede sig som én i—...som om han måtte trække det efter sig og tvinge det frem for hvert skridt.

Han var på vej væk fra Isarikatedralen efter en højmesse, som alle riddere forventedes at deltage i, når det var dem muligt. Lysander var tilbage i Dianthos, omend kun for en kort periode, inden han igen skulle udsendes, så han kunne ikke se noget dårligt i at bede for sin familie og takke for Isaris lys og hendes gaver.

"Argh, hvad nu..." knurrede han irritabelt og tog sig til benet. Blikket gled ned langs det med en dyb fure mellem de mørkeblonde bryn. Et par dage før sin ankomst til hovedstaden var han blevet bidt af et eller andet dyr. Hvad præcist havde han ikke set, men biddet havde været kraftigt nok til at gå gennem stoffet i hans bukser. Selvfølgelig havde han undersøgt det med det samme. Huden havde været en smule rød, men ellers havde han haft det fint. Til messen mærkede han godt nok en snigende hovedpine, og musklerne i benet var begyndt at trykke mærkeligt. Han forventede det var noget midlertidigt.

Nu fik han sved på panden bare af at gå få meter.

Lysander sank en gang og blinkede hårdt, da omgivelserne et kort øjeblik syntes at forskyde sig. For pokker. Han humpede hen mod et nærliggende træ og lod sig med en anstrengt lyd synke ned i græsset. Her kunne han heller ikke ligefrem begynde at trække bukserne ned for at se, hvad der var galt. Og det kunne umuligt være dét bid. Ikke flere dage senere.

Hvor var det latterligt.

Men ligegyldigt hvor latterligt Lysander mente, det var, lukkede han øjnene med et utilpas udtryk og lod baghovedet hvile mod træets bark. Sveden lå klam ved hårgrænsen, og benet dunkede i takt med hans puls. Han skulle bare lige sunde sig. Så kunne han komme videre.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 06.10.2026 22:17
Isari blev besøgt mindre ofte, end Salem ønskede det. Med en syg hustru og to voksne, ugifte børn havde han nok at se til og mange bekymringer, som familiens overhoved. Som ægtemand. Som far, ikke mindst... Og ikke nok med det, kunne han ikke løbe fra sit ansvar som doktor i Valmueklinikken. Uge efter uge, dag efter dag, havde det bugnet med patienter, og der havde manglet senge, hænder og medicinlageret kunne knap nok følge med. Meget mod hans vilje, havde Salem simpelthen måtte bekende, at han ikke kunne tage sig af dem alle, og han havde sendt dem videre til byens healerhus i det Centrale Dianthos.

Der var højmesse i dag, havde han fået at vide. Salem havde taget beslutningen om at drage mod katedralen, når messen var forbi. Han skulle blot aflægge et kort visit, med penge og stearringlys, bede for sin hustrus helbred, og bede for sine børn.
Selmy, som var så voksen nu, men stadig hans lille dreng... Hvorfor alle de hemmeligheder? Hvorfor de vredesudbrud?
Og Ceelia, hans smukke, gode datter. Hvis bare hun ville lægge ansvaret fra sig, og acceptere, at hendes tid var kommet til at finde sin plads som kvinde og tage Ernie Marcel som ægtemand. Hvis blot Lydia var rask, så hun kunne inspirere Ceelia og vise hende retning.

Som han spadserede roligt igennem haverne, ikke langt fra katedralen, så han en af ridderne støtte sig til et af træerne. Han stoppede naturligvis op, for at se, om der var behov for lægehjælp.

”Sir?” Kaldte han. Lige som den rødblonde herre synkede ned i knæ, som en falden kriger, reagerede Salem straks og hastede sig væk fra stien og hen til træet. ”Sir, har De brug for hjælp-?” Han stoppede brat op, som han fik et nærmere kig på mandens ansigt. Han havde ikke set det mandfolk i mange, mange år.

”Ly... sander?” Ja. Stakåndet. Han havde nær glemt hans navn.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 06.10.2026 22:44
Lysander hev vejret ind i små bidder og åbnede først øjnene, da nogen henvendte sig til ham. Forpint flakkede de op, og verden virkede næsten endnu mere sløret i kanterne efter at have klemt dem så hårdt sammen. Han missede et par gange. Øjnene så først en torso, inden blikket langsomt fandt længere op.

Det tog et øjeblik.

"Salem...?" kom det tøvende fra ham, afbrudt af et pust. Navnet lå næsten som et fremmed sprog i hans mund. De havde været så unge. Så var Lydia blevet gravid, og Salem skulle giftes. Lysander havde ikke set ham siden.

Fingrene strammede sig om hans eget lår, som kunne grebet forhindre smerten i at brede sig længere. Brystkassen hævede og sænkede sig ujævnt, og selvom han mere lignede en fældet mand på en slagmark end én, der blot havde sat sig for at nyde udsigten, lykkedes det ham alligevel at presse antydningen af et smil frem.

Jo længere han så på ham, desto mere sikker blev han. Det var Salem. Salem fra hans ungdom. Fra dengang blikke kunne dvæle lidt for længe, og en hånd kunne blive liggende, længe efter den burde være blevet fjernet.

Det var dét, han huskede nu? Hah.

Lysander forsøgte at rette sig bedre op, men bevægelsen rev et lavmælt støn ud af ham. Alligevel viftede han affejende med den behandskede hånd og kneb det ene øje sammen, mens han fortsat så op på Salem.
"Jeg tager bare lige et hvil, og så..." Han nåede ikke længere.
En voldsom dunken skar gennem låret og fik ham til at krumme sig forover med et lyst fnys. Hele kroppen spændte imod den. Smerten sad ikke længere kun dér, hvor han var blevet bidt. Den trak højere op nu, langs indersiden af låret, gennem lysken og videre mod maven som noget, der langsomt arbejdede sig gennem ham.

"...for pokker." Han blev siddende foroverbøjet et øjeblik med kæberne hårdt presset sammen. "Det er bare et bid." Ordene kom mere stædigt end overbevisende. "Et eller andet bæst fik fat i mig for et par dage siden."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 07.10.2026 15:39
Åh, han sagde hans navn. Han genkendte ham. Et lettet pust kom fra Salem, som ikke kunne lade være med at smile overrasket. Hans erfarne, grå øjne lyste op.

Følelsen af nostalgi kunne være en yderst smertefuld og meningsløs følelse, men lige nu bragte den ham lykke. Den tog ham tilbage til hans ungdom, dengang han og Lysander blot var teenagere. Lysander, en noget mere ranglet udgave af den mand han var nu. Dengang med krudt i røven og høje ambitioner. De havde været et umage par, havde de. Men de havde altid søgt hinandens selskab, hjulpet hinanden med at komme igennem dagens pligter hurtigere, så de kunne komme ud ad døren.

Han stod bare og så til med bekymring i øjnene, som manden, der lignede at han var stærk som en okse, måtte opgive med at komme på benene. Salems hænder var rakt tilbydende frem, men han vidste bedre end at krænke en ridders ære.

”Et bæst?” Spurgte han undrende. Hvad lignede det ikke at kaste om sig med så vage informationer. Var han blevet bidt af en hund, en kat eller et egern? Det var bestemt ikke ligegyldigt, da visse dyr kunne smitte med visse sygdomme. Han kiggede kritisk og vurderende ned på det højre ben. ”For et par dage siden? Og du har stadig ondt? Hvorfor har du ikke sendt bud efter din læge?”

Nu knælede Salem ved hans side. De gamle led fejlede skam ikke noget, selvom han var blevet hele 41 år. Han lignede mere sig selv, fra dengang, end Lysander lignede sig selv. Salem var stadig en slank, ikke særlig høj mand. Han havde langt hår, som var sat op i en lav knold, men nu var der kommet en del grå strå her og der, og ligeledes i øjenbrynene og på hageskægget. Han bar briller og havde synlige tegn på alderdom, særligt omkring de udmattede øjne og omkring munden. Hænderne havde tydelige tegn på slid fra at have arbejdet så meget med høst og pasning af medicinske planter.

Han placerede nænsomt en hånd ved hans skinneben og så spørgende hen på ham "Hvor er du blevet bidt? Her eller længere op ad låret?" Han var hans læge nu.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 07.10.2026 16:41
Med den frie hånd gned Lysander sig mellem øjnene og klemte et øjeblik om næseryggen. Dér havde Salem ikke ændret sig en disse. Den samme irettesættende, bedrevidende energi, Salem altid havde trukket sig ind i, så snart Lysander var kommet galt af sted. Dengang havde det været hudafskrabninger, dumdristige påfund og alt det andet, en ranglet dreng med mere krudt i røven end fornuft kunne rage til sig. Nu sad Lysander foran ham som en fuldvoksen mand, bredere over skuldrene og hærdet af et langt liv som ridder — og alligevel skulle der åbenbart ikke mere end ét blik fra Salem til, før han følte sig femten igen.

Det trak næsten i mundvigen.

"Du ser gammel ud," konstaterede han i stedet med et hæst grin. En gammel vane, han tydeligvis ikke var vokset fra, selv efter de fyrre. Det var nemmere at drille end at forholde sig til irettesættelsen. Men som Lysanders slørede, blå øjne blev hængende ved ham, mistede smilet alligevel lidt af sin kraft.

Salem så ældre ud. Ikke bare på de grå hår eller linjerne omkring øjnene. Der var noget slidt over ham, som om årene i Dianthos ikke havde behandlet ham synderligt nænsomt. Det klædte dårligt den mand, Lysander huskede som langt blidere, end Salem nogensinde selv havde brudt sig om at vise.

Selv måtte Lysander næppe være helt så genkendelig. Det rødblonde hår, der dengang havde haft mere længde og uregerlighed, var blevet holdt kortere, ansigtet skarpere og kroppen for længst vokset ud af ungdommens ranglethed. Ridderlivet havde sat sig i ham; i de brede skuldre, den stærke hals og de hænder, der havde holdt om et sværd langt oftere end om noget sart.

Lige nu var der dog ikke meget ridderligt over ham.

Huden var blevet varm og blank over kindbenene. Lysander sank og flyttede utilpas på benet, da Salems hånd fandt hans skinneben.
"Et sted på inderlåret..." Han trak brynene sammen og forsøgte at tænke tilbage. "Jeg ved ikke, hvad det var. Jeg nåede ikke at se det." Hans blik gled ned mod Salems hånd. Det var næsten underligt velkendt at blive undersøgt af ham igen. De hænder så anderledes ud nu — mere slidte — men berøringen var stadig forsigtig.

"Det er først nu, jeg har mærket noget til det." Han tøvede og skævede mod Salem, som om den næste indrømmelse var betydeligt mere belastende end selve smerten. "Det var bare rødt dengang." Et kort øjeblik efter spændte hans kæbe igen. En pulserende smerte trak sig op gennem inderlåret, og Lysanders hånd søgte instinktivt højere op mod lysken.
"Men det...  ah føles ikke som om, det bliver dér længere."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 07.10.2026 17:22
Her havde han kastet sig på knæ, for at komme ham til undsætning. Med en hånd mærkende op langs skinnebenet og et spørgende blik, mens han forventede at få at vide, præcis hvad der var sket, og hvor han havde ondt henne, og så dette. En kommentar om, at han så gammel ud. Han så pludselig endnu mere træt ud. Tog Lysander det slet ikke alvorligt?

”Jeg ser gammel ud, fordi jeg er gammel. Vi er gamle, min gamle ven,” Sagde han og smilte nu til ham. At være ældre var nu ikke så slemt endda, når man havde opnået alt det, som Lysets Gudinde krævede af ham. Han var gift, havde fået to smukke, sunde og raske børn, der nu var voksne. Hvad mere kunne man ønske sig? Jo, måske at få sin datter godt afsat, og en eller to sønnesønner.

Nu havde han sagt vi. Men Lysander så faktisk ret godt ud, stadigvæk. Han havde ikke ladet sig falme hen. Det rødblonde hår havde stadig et snert af rødt skær i sig.

Salems hånd gled en anelse søgende op langs låret på ham, for at mærke efter. Men hånden stoppede brat, da han sagde inderlåret. ”Inderlåret?” Gentog han en smule forfærdet, og temmelig frustreret over, at han kunne lade noget så alvorligt som et bid fra et ukendt bæst stå til i dagevis. Og nu var han så dårlig. Salem rystede på hovedet. Han kunne ikke sidde her i tempelhaven og tage en anden mand på inderlåret. Han skulle have bukserne af. Det hele af.

”Så stoisk du altid har været,” Mumlede han og skulle til at rette sig op igen. Men denne gang måtte han gribe ud efter stammen, for den ekstra hjælp, så han kunne komme op. ”Det kan ikke nytte noget. Jeg må hellere tage dig med på klinikken.” Salem greb fat om Lysanders svulmende arm og tog den over skuldrene, klar til at hjælpe med at få ham på benene. Han havde dog ikke en jordisk chance for, at det kunne lykkes, hvis ikke Lysander hjalp til.

”OP-sedasse,” Prustede han, helt ude af form. Han var vant til at løfte på patienter, store som små. Men Lysander var af en helt anden kaliber.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 07.10.2026 18:52
Vi er gamle, min gamle ven.

Urteduften, der hang om Salem, gjorde ham nostalgisk. Nu hvor han var kommet så tæt på, var den umulig at ignorere. Lysanders slørede øjne dvælede blødt ved ham og tog alt det ind, han var blevet til. De grå stænk, brillerne, de små tegn på de mange år, der var gået. Alligevel var der så meget ved ham, der stadig var genkendeligt. Smilet løftede sig skævt i Lysanders mundvig og talte næsten for sig selv, inden han sænkede blikket mod deres hænder.

"Ahaha..." Latteren var lav og hæs i al sin blidhed, mens Salems ord tog ham tilbage til en nemmere tid. Stoisk, aye. Det havde Salem også kaldt ham dengang.
"Klinikken..." mumlede han og lod atter hovedet synke tungt tilbage mod træet med lukkede øjne. Det kunne han slet ikke overskue lige nu. Bare tanken om at skulle hele vejen derhen virkede uendeligt besværlig.
Et anstrengt suk slap ham, men efter et øjeblik nikkede han alligevel. Lysander måtte være fornuftig for en gangs skyld. "På tre så..."

Men ingen talte.

"Urhff..." blev revet ud af ham, da han tvang sig op at stå med al den ridderlige værdighed, han kunne mønstre gennem smerten. Et grynt blev bidt tilbage mellem tænderne, men grimassen afslørede ham, indtil han igen fik nogenlunde kontrol over sit ansigt.
Lysander fandt først balancen på egen hånd, stædigt rank i ryggen, inden han måtte overgive sig og komme tættere på Salem. Armen lå tungt over hans skuldre, og Lysanders hånd klemte om den smalle skulder for støtte.

Lysets Ridder kunne trods alt ikke gå og pibe hele vejen gennem Diamantstræde. Så han slugte det hele og begyndte at gå.

Han støttede sig tungere til Salem, hver gang det dårlige ben måtte frem, ledsaget af et diskret hump. For hvert skridt bed han tænderne sammen og pustede kontrolleret ud gennem næsen. Ryggen holdt han fortsat rank, og han lænede sig kun rigtigt ind mod Salem, når det var strengt nødvendigt.

De gik sådan i stilhed, bortset fra Lysanders små, tilbageholdte prust. Det blev efterhånden lidt for meget både at skulle føre en samtale og koncentrere sig om at gå uden at stønne.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 10.10.2026 18:42
Salem ville ikke foreslå at de kunne drage mod klinikken til fods, hvis ikke det var fordi han ikke troede på at han selv kunne klare den ekstra byrde af ridderens vægt, en kombination af den muskuløse mands kampvægt og pladerustningsdele. Det helt store spørgsmål var, om Lysander mon kunne gå den semilange tur ned ad Diamantstræde, indtil de skulle dreje ned ad vejen til Valmueklinikken.

Det gik jo fint. Salem pustede noget medtaget, som han endelig havde fået manden op på benene. Han kunne mærke den tunge arm om sig. Salem lod Lysander have sin arm der, mens hans egen arm tog om ham, og den anden hånd placerede sig ved fronten af hans bryst, for at sikre sig, at han ikke skulle tilte forover. Han kendte jo ikke til hans tilstand endnu.

”Lad os gå. Du husker vel vejen?” Salem smilte. Ganske glad for at møde en gammel ven, trods det lige skulle være under så alvorlige omstændigheder. Hånden ved brystet gav ham nogle rosende klap, og så fortsatte turen derhen med koncentration og stort set ingen snak. Det var hårdt for hans dårligt tilredte gåmakker, men nøj, det var også hårdt for Salem. Trods hans nørdede figur, var han stærk af sind, så han beklagede sig slet ikke. De blev mødt af forbipasserende, der kiggede noget overrasket eller måske bekymret efter dem, fordi det var så tydeligt at Ljungberg var ridder, der ikke havde det så godt. Men Salem kendte dem og gav dem et forsikrende smil igennem den besværede gang.

Og før de vidste af det var der gået 25 minutter, og så var de endelig fremme ved den pæne lille gade. Klinikken fremstod lille, men velholdt imellem to højere bygninger. Der var fejet ude foran og blomster årstidens blomster plantet i vindueskasserne. Klinikken lignede sig selv, som om tiden havde stået stille de sidste 26 år. Den største forandring var dog, at unge Salem ikke stod i døren og spejdede ned ad gaden efter sin ven.

”Så,” Lød det utroligt forpustet, da de nåede døren. Salem rev sig en smule fri fra sin pressede position under det store mandfolk. Han åbnede døren ind til klinikken, hvor størstedelen af sengene var optagede af patienter. Men på trods af travlheden i dag, var der ro og styr på tingene. En ung kvinde i hvid sygeplejerskekjole og opsat blondt hår var travlt optaget, ved at duppe en syg, ældre kvinde på panden med en våd klud. Hun ænsede dem ikke.

Salem førte Lysander igennem klinikken, og videre ind i en mindre stue ved siden af, hvor der kun var plads til ganske få af de særligt syge patienter. Men herinde var de ganske alene. "Sæt dig på sengen," Sagt stadig pustende.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 11.10.2026 16:25
Du husker vel vejen?

Fortsæt ud ad Diamantstræde. Passér Madam Augnés velduftende tærtebutik, forbi hattemageren, hvis overdådige butiksskilt af bronze knirkede sagte i vinden og fangede sollyset gennem det runde, blyindfattede glas i midten. De farvede glasstykker kastede glitrende regnbueskygger hen over facaden. Derefter skulle man blot dreje ned ad vejen til Valmueklinikken, når man nåede den ældgamle lygtepæl.

"Aye." Ordet fulgte med udåndingen, som om han ikke havde kræfter til at holde på det. Lysander huskede skam vejen. Selv efter så mange år bar hans fødder ham næsten rutineret af sted. De små, rosende klap mod brystet fra Salem fik ham til at føle sig som en gammel hund, der blev rost for noget så banalt som at rejse sig. Det var næsten fornærmende, hvis ikke han havde været så optaget af at holde sig oprejst.

Hver gang de to mænd blev bemærket af forbipasserende, rankede Lysander sig automatisk og gjorde sit bedste for at beherske smerten i ansigtet. Huden var stadig fugtig, nu endnu mere klam af sved, og han blev pinligt bevidst om alle de blikke, der både diskret og mindre diskret blev sendt i hans retning.

Den bedste måde at distrahere sig selv fra smerten og den lille ydmygelse var at tænke på noget helt andet.

Så han tænkte på Salem.

Trods sin mindre fysik var manden stadig lige så vedholdende, som Lysander huskede ham. I samme imponerende omfang som dengang de var teenagere, hvor han havde døbt det Kiefer-stædigheden. Et svagt smil trak i mundvigen ved tanken. Han var udmærket klar over, at det med garanti var den selvsamme gode, gamle stædighed, der nu fik Salem til pligtskyldigt at støtte ham hele vejen til klinikken uden så meget som en beklagelse.

Valmueklinikken var som en lille skat fanget i sin egen tidslomme. Der var ikke meget, der havde forandret sig. Om ikke andet så den ud, præcis som Lysander huskede den.

Pulsen hamrede sygt og insisterende i tindingerne, og havde Lysander ikke haft dørkarmen at støtte sig til, var han formentlig væltet som et træ i vinden og havde taget sig en lur på gulvet. Han prustede anstrengt og lod for et kort øjeblik panden hvile mod karmen med lukkede øjne. Først da den værste svimmelhed havde lagt sig, fik han samlet sig nok til at humpe videre med Salem. Mere vaklende nu, end han havde været ude på gaden.

De var alene i den lille stue. Hvilket Lysander var taknemmelig for. Salem behøvede heller ikke bede ham sætte sig to gange. Han gjorde det prompte, ledsaget af et kvalt støn og en sammenbidt grimasse, da han lod sin tunge krop synke ned på sengekanten.
Efter et øjeblik trak han vejret dybt ind og sendte Salem et næsten imponeret blik. "Din stædighed er ikke rustet, Salem."
Med trætte fingre begyndte han at løsne de forskellige dele af sin pladerustning, indtil han omsider kunne lægge dem fra sig. Hænderne føltes tunge som mursten, og han ville allerhelst bare lade sig falde bagover og sove sig rask. Han kunne ikke mindes at have følt sig så syg siden sin fjortende fødselsdag, hvor Salem havde måttet fejre ham sengeliggende.

Værste og bedste fødselsdag.

Uniformen hang nu åben og afslørede en tynd, rundhalset linnedskjorte uden krave. "Ah..." hvæsede han og skød hoften en anelse frem, mens han forsøgte at strække sig til siden. Smerten trak ubehageligt gennem lysken og op i maven, og han greb derfor fat i skjortens nederste kant for at trække den fri af bukserne. Det var først, da han løftede stoffet, at han fik øje på dem. Lange, sorte streger, der forgrenede sig under huden som et lynnedslag. De strakte sig op fra bukselinningen og bredte sig hen over den nederste del af maven i et besynderligt, næsten årelignende mønster.
Lysander stirrede på dem et øjeblik. Det havde han bestemt ikke set før. "Uha, jeg synes, jeg havde det langt bedre, inden jeg så dét der..." Stadig med skjorten løftet skævede han op mod Salem. Det skæve smil var falmet en anelse, og en bekymret fure havde samlet sig mellem de mørkeblonde bryn.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 15.10.2026 19:19
Din stædighed er ikke rustet, Salem Han kvikkede lidt op, spørgende, som det blev sagt. Var han stædig i hans øjne, blot fordi han krævede at se på ham i sin klinik? Det fik Salem til at smile. Det var så mange år siden, at de havde set hinanden, og alligevel kunne Lysander stadig stikke venskabeligt til ham, som han altid havde gjort. ”Men det er din vist,” Han gav ham et nik, hvorefter han stoppede roligt op og lod Lysander tage plads og derefter klæde sig selv af. Han ventede ikke på, at nogen læge skulle fortælle ham, hvad han skulle, hm? Salem ville normalt hjælpe en mand, der var i så dårlig en tilstand, men noget holdt ham fra at gøre det. Der var ingen grund til at knække en ridders ære, ved at pylre om ham.

Han ventede tålmodigt, stående stille og observerende ham, som han gradvist løsnede plader og bælte. Han trådte et lille skridt nærmere, da han kunne se, at noget ikke var, som det skulle være. Det lignede næsten at noget var tatoveret på ham. Men mønsteret lignede forgreningerne på et træ. Det lignede at det fulgte årerne.

”Lysander...” Gispede Salem. Det her var altså alvorligt. Han mindedes aldrig at han havde set sådan noget i virkeligheden, men han følte at han havde set noget i en af hans gamle studiebøger. Hans far havde altid været særligt glad for det yderst sjældne og mærkværdige symptomer. Men Salem var bestemt ikke glad for at opdage sådan noget på hans ven. ”Det er netop derfor man skal tage til lægen med det samme,” Årh! Han fnøs over hans tåbelighed. Det her var så typisk ham, og se nu hvad der var sket.

Et hurtigt kast op på Lysanders ansigt, og han kunne straks se, at Lysander ikke smilte mere. Måske var han faktisk bange og bekymret. Salem skiftede på stedet. ”Du må hellere..." Han rømmede sig "-vise mig resten, så jeg kan se omfanget af bidet,” Salem havde dæmpet sig en smule og han så alvorligt op på Lysander lidt, inden blikket gled ned ad ham igen, koncentreret om hans bukser. Hans hånd søgte snørerne omkring åbningen af hans bukser og begyndte uden videre at løsne dem.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 16.10.2026 13:43
Ud fra Salems gisp at dømme lod det til, at Lysanders tilstand ikke ligefrem var god. Det kunne han nu også sagtens gennemskue uden de stirrende lægeøjne på sig. De sorte forgreninger havde været rigeligt til at vække hans egen bekymring.

Og så kom irettesættelsen.

Lysander lukkede tungt øjnene og lod skjorten falde på plads igen. Isari, giv mig styrke.
"Det så slet ikke sådan her ud i går... eller tidligere i dag, for den sags skyld." Han åbnede øjnene igen og sendte Salem et lettere fortørnet blik. Den gamle ven skulle ikke gå rundt og tro, at han var så uansvarlig. De var trods alt ikke femten år længere. Havde Lysander opdaget sorte årer brede sig under huden, var han nok søgt til en heler noget før. Eller nærmere i rask trav, hvis han skulle være helt ærlig.

"Men ingen panik, vel?" forsøgte han sig og trak mundvigen op i noget, der skulle forestille et afslappet smil. Det lykkedes ikke synderligt godt, når bekymringen allerede havde sat sig som en dyb fure mellem brynene. "Du kan vel behandle det..."
Det sidste lød mere som et håb end en egentlig konstatering.

Lysander havde nu tiltro til Salem. Det havde han altid haft, også dengang de var unge, og den anden havde måttet tage sig af hans mere eller mindre selvforskyldte skavanker. Men der var noget ved Salems ansigtsudtryk, som gjorde det svært ikke at tænke på, hvad der mon gemte sig under resten af tøjet. Det var i samme øjeblik, at hans blik faldt på Salems hænder, der uden videre havde fundet vej til snørerne i hans bukser.

"Hov, hov..." Hans egne hænder blandede sig straks, en anelse forfjamskede over den pludselige foretagsomhed.
"Jeg kan godt selv. Jeg er ikke helt invalid endnu."
Hvis Salem ikke frivilligt fjernede hænderne, måtte Lysander stædigt forsøge at få overtaget over de lange lægefingre, så han selv kunne få lov til at åbne sine bukser. Han var trods alt stadig i besiddelse af to fungerende hænder, selvom resten af kroppen tilsyneladende havde besluttet sig for at give op.

Med sammenbidte tænder fik han omsider trukket bukserne ned. Bevægelsen trak ubehageligt i lysken og sendte endnu et jag gennem låret, som han kun med besvær fik kvalt bag lukkede læber. Han orkede ikke at bøje sig længere frem for at gøre sig fuldstændig fri af dem, så stoffet fik lov til at samle sig omkring anklerne.

Synet var ikke ligefrem opløftende.

Langs inderlåret bredte de samme sorte, lynlignende forgreninger sig under huden. Nogle var tynde og næsten spinkle, mens andre tegnede sig som mørke, uregelmæssige årer, der forsvandt op under underbuksernes kant. Der var næppe nogen tvivl om, at de fortsatte videre mod de mærker, Lysander allerede havde opdaget på maven.

Han betragtede dem med en stadig dybere fure mellem brynene. Det var alligevel noget af et mærke at få efter et enkelt lille bid.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.10.2026 21:18
men ingen panik, vel?

Ups. Salem måtte være påpasselig med ikke at se for bekymret ud. Han var jo den professionelle, og et af hans fornemmeste opgaver var at bevare roen for patientens skyld, også selvom det så sort ud. Og det så faktisk ret sort ud allerede. Salem var dog ikke helt sikker på hvad det præcist var…

Det var måske også derfor han havde været så ivrig efter at se nærmere på bidet, at han ligefrem havde forsøgt at fremskynde processen med at smide Lysanders bukser. For han var absolut blevet bidt et følsomt sted.

Han stivnede, da Lysanders hænder pludselig bremsede ham midt i handlingen, og det gik op for ham, hvordan de begge to stod, og hvor forlegen det havde gjort den aldrende voksne udgave, af hans dengang femtenårige ven. Salem bøjede hovedet lidt forlegent. ”Åh, om forladelse,” Rømmede han sig lidt forfjamsket. Han slap hurtigt snørene og bakkede et enkelt skridt tilbage, for at give ham plads. Han ville jo få kødsåret af se lige om lidt, men han kiggede i mellemtiden lidt akavet ned på gulvet, indtil bukserne dumpede ned omkring anklerne, og den stille moslen med tøjet ophørte.

Han kiggede op et kort øjeblik på Lysander med et stille blik, der nærmest spurgte om tilladelse til at kigge nu. Noget han som læge egentlig ikke havde tid eller tålmodighed til normalt. Med et lille blik ned på inderlåret blegnede han fuldstændigt. ”Hv…!?” Hvad i al verden!? Med en let rystende hånd placerede han den på låret af Lysander. Alting var så sort og fremmed. Det lignede ærlig talt noget, der ikke hørte til det her plan.

Ja ærlig talt ville han skyde det her til at være et magisk sår, fra et magisk væsen, der ikke nødvendigvis kunne betegnes som et dyr. Men heller ikke just et menneske.

”Jeg er bange for, at du ikke er blevet bidt…” Skælvede han med en sagte hvisken, da han med hovedet bøjede sig frem for at nærstudere kødsåret. Salem havde taget fat i sine briller og rykket dem helt tæt, som var de en loop. ”Er du sikker på at du er blevet bidt af et bæst? Altså så du ligefrem tænder eller pels?”

Han håbede virkelig ikke, at Lysander var blevet zappet af en af de der oculus-skabninger! For det første hørte de ikke til her. For det andet var en sådan behandling meget krævende, hvis han huskede rigtigt.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 31.10.2026 13:40
Deres blikke mødtes, og Lysander spredte lårene en smule, så hans gamle barndomsven kunne få bedre udsyn til problemet. Lagenet gav sig med en sagte raslen under ham, da han rykkede på sig.
Han betragtede Salem i stilhed. Afventede en eller anden form for reaktion, så han selv kunne danne sig et overblik over, hvor alvorligt det egentlig stod til.

Åh. Hjertet syntes at synke en smule i brystet, og et ubehageligt sug bredte sig i maven, da han så farven forsvinde fra Salems ansigt. Den var sgu ikke helt god, den reaktion dér.

Så lænede Salem sig frem mellem hans knæ, og Lysander mærkede endnu et sug i maven. Ikke af samme ubehag denne gang, men af noget ganske andet. Noget så fjernt og alligevel så besynderligt velkendt, at han et øjeblik glemte de sorte forgreninger på sit lår.

Et minde.

Sensommerens tusmørke. Den lune luft i et værelse, hvor dagens sidste solstråler havde lagt sig som gyldne striber hen over gulvet. Duften af urter, der hang ved Salems tøj. Den samme nærhed, den samme underlige bevidsthed om, hvor lidt plads der egentlig var mellem dem.

Isari...

Lysanders blik blev hængende ved det grånende hår, ved nakken, der nu var bøjet foran ham. Noget tøvende gled over hans ansigt, og fingrene gravede sig dybere ned i lagenets folder, som om han kunne holde både hænderne og tankerne i ro på den måde.

Der var gået så mange år.

Alligevel skulle der åbenbart ikke mere til.

Salems stemme rev ham tilbage til den lille sygestue. Lysander blinkede og trak brynene sammen, først en smule desorienteret, siden med en voksende undren.

Ikke blevet bidt?

"Jeg så ikke, hvad det var..." Han førte beklagende hånden om i nakken og gned de spændte muskler med et fast greb. Det var næsten pinligt, hvor lidt han egentlig havde at fortælle lægen. Han havde mærket smerten, set hullet i bukserne og siden ikke skænket det mange tanker.

Blikket søgte atter Salems ansigt.

"Hvis jeg ikke er blevet bidt, hvad er jeg så, Salem?"
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 11.11.2026 21:34
Det var svært at se op på Lysander lige nu og møde hans bekymrede, forvirrede blik, men Salem kom til at kigge op på ham ved et uheld, da der blev forsøgt svaret på hans spørgsmål. Fordømt... Det var ikke godt, at han ikke kunne give ham et sikkert svar. Det afkræftede desværre ikke Salems teori om, hvad det kunne være. Undvigende, vendte Salem sig med ryggen til, så han kunne tænke sig om uforstyrret. Hvor var den bog nu?

De måtte da have nogle bøger om forskellige magiske skader et sted. Han hev sig lidt tænksomt i det kortklippede hageskæg. Dengang han var teenager, var det allerhøjest begyndt at blive dunet på hagen. Men det var ved at være længe siden nu, og nu var dunene blevet til blondt skæg me nuancer af grå.

Han kom i tanke, hvor han havde stillet bøgerne – eller ku’ ha’ stillet bøgerne. Han løftede pegefingeren i vejret. ”Jeg er straks tilbage,” Sagde han, inden han fløj ud af rummet, og efterlod Lysander siddende alene med sit mystiske mærke, og med bukserne hængene om anklerne. Straks tilbage var måske lidt optimistisk. Det tog ham et kvarter. Salem skulle lige gå ovenpå og rode nogle gamle kasser igennem, der kun var pakket med gamle bøger, der var gemt skammeligt ned i mørket. Visse lægebøger havde bare ikke så stor relevans. Især når det kom til en bog om monstre fra dæmonriget. Det var jo så sjældent, at almindelige, gode dianthosianere blev angrebet af noget derfra, men bare fordi det var sjældent, betød det ikke, at det ikke hændte. Der var en årsag til, at han var tvunget til at have kendskab til de bøger. 

Han havde to store, støvede bøger med sig under den ene arm, mens han klatrede ned ad en stige. Han begyndte at bladre, mens han kom ind ad døren og gik hen til nærmeste bordflade, hvor han skubbede det der i forvejen lå der til side.

I den mindre af de to store bøger, var der et væld af lægefaglige billeder af alskens kødsår og infektioner. Det ene værre end det andet. Det andet mere bizart end det første. Det var de færreste der lignede noget a la det som Lysander havde.

Salem stoppede op cirka i midten af bogen, hvor der var forsøgt tegnet en patient, med de sorte lynagtige aftegninger over hele kroppen. Den læge fra fortiden, der havde tegnet, havde enten været dramatisk, eller også døjede patienten med utrolige smerter. På tegningen var der gengivet en herre med en munkefrisure, fuldstændigt afklædt, med hænderne i vejret og et forvrænget ansigt, med det hvide vendt ud af øjnene. Mærker, der kunne ligne dem Lysander havde, havde spredt sig til hele den unge munks krop, som en fæl tatovering. Rundt omkring den stakkels unge munk, stak små djævleagtige dæmoner ham med spidse våben.

”Det er er det her, som jeg mistænkter at-” Salem pustede lige støvet ordentligt af bogen, inden han rykkede sig hen til sengen, for at vise Lysander det. ”-Ja, at det kunne ligne. Det står på oldkrystalisiansk meget af det. Det beskriver nogle af dine symptomer her... Der står ikke så meget om hvordan man behandler det. Men jeg synes vi skal prøve at snitte i det, og se hvad der sker.”
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 13.11.2026 22:34
I det mindste bad Salem ham ikke om at vente her. Der var ikke rigtig andre muligheder. Lysander svarede ikke, men lod blot Salem smutte af sted efter, hvad end han nu skulle lede efter. Forhåbentlig en modgift. Eller noget andet, der kunne få de forbandede sorte forgreninger til at forsvinde fra hans krop.

Da døren lukkede bag lægen, lod Lysander sig falde baglæns ned på sengen, stadig med benene dinglende ud over kanten og bukserne samlet omkring anklerne. Et tungt suk forlod ham, inden han begravede ansigtet i begge hænder og lod dem blive der.

Forbandet lort.

Han var jo ikke dum. Han kunne udmærket se, at hvad end der var ved at ske med ham, var det alvorligt. Det havde været tydeligt nok på Salems ansigt, selvom den gamle ven havde forsøgt at skjule sin bekymring. Lort. Lort, lort, lort, lort.

Han blev bare liggende sådan. Med albuerne strittende i vejret og tyngden af sine hænder hvilende over ansigtet. Det var næsten nemmere at holde øjnene lukkede end at skulle forholde sig til de sorte mærker, der bredte sig under huden.
Lidt forsinket hørte Lysander døren gå op, og Salem træde ind i stuen igen. Det var nok ikke noget særligt charmerende syn at finde ham i den stilling, han lå i. Så skyndsomt, men med betydeligt mere besvær, end han havde brudt sig om, fik han sat sig op igen. En grimasse trak kort over ansigtet, da det dårlige ben protesterede mod bevægelsen.

Han bemærkede bøgerne under Salems arm og sendte dem et undrende blik, inden han løftede de stadig spørgende øjne mod lægen. Mens der blev bladret hurtigt og målrettet gennem de støvede sider, forblev Lysander stille og afventende. Han ville jo nødigt forstyrre doktoren midt i hans arbejde.
Da Salem omsider vendte bogen mod ham, lænede Lysander sig en anelse frem for bedre at kunne se. Blikket gled over de gamle illustrationer. Den afklædte munk med de sorte, lynlignende forgreninger over hele kroppen. De opspilede, hvide øjne og ansigtet, der var fortrukket i noget, der bestemt lignede ulidelige smerter. Og så de små, djævleagtige skabninger, der stod omkring ham med deres spidse våben.

Det var et rædselsfuldt syn. 

Det lignede jo. Ikke bare en smule. De mørke streger var så genkendelige, at han uvilkårligt skævede ned mod sit eget lår, inden blikket søgte tilbage til tegningen. Det skræmte ham. Egentlig mere, end han havde lyst til at indrømme. 

"Åh guder." Lysander sank en klump og betragtede tegningen et øjeblik endnu. Så trak den ene mundvig sig svagt op. "Er frisuren også et symptom?" Han skævede op til Salem, før han forsøgte at finde noget ved tegningen igen, der kunne gøre situationen mindre ildevarslende. "Jeg kan da i det mindste glæde mig over, at jeg ikke har små onde djævle, der stikker i mig endnu." Det blev ledsaget af et lille, hæst fnys. Men smilet holdt ikke længe.

Snitte i det...? Lysander blinkede og løftede blikket fra bogen til Salem. Han havde vel ikke hørt forkert? "Du vil snitte i det?" Brynene trak sig sammen, og han betragtede sin gamle ven med en vis skepsis. "Og du tror, det vil hjælpe?" Det var ikke, fordi han tvivlede på Salems evner. Men det lød ikke ligefrem som den behandling, han havde håbet på. Særligt ikke når lægen selv havde indrømmet, at der ikke stod meget om, hvordan man behandlede den slags.

Alligevel trak Lysander vejret tungt ind gennem næsen og nikkede. "Mhm. Hvad end du siger."
2 2


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Lorgath , Krystal , Blæksprutten, Krool
Lige nu: 4 | I dag: 14