Du husker vel vejen?
Fortsæt ud ad Diamantstræde. Passér Madam Augnés velduftende tærtebutik, forbi hattemageren, hvis overdådige butiksskilt af bronze knirkede sagte i vinden og fangede sollyset gennem det runde, blyindfattede glas i midten. De farvede glasstykker kastede glitrende regnbueskygger hen over facaden. Derefter skulle man blot dreje ned ad vejen til Valmueklinikken, når man nåede den ældgamle lygtepæl.
"Aye." Ordet fulgte med udåndingen, som om han ikke havde kræfter til at holde på det.
Lysander huskede skam vejen. Selv efter så mange år bar hans fødder ham næsten rutineret af sted. De små, rosende klap mod brystet fra Salem fik ham til at føle sig som en gammel hund, der blev rost for noget så banalt som at rejse sig. Det var næsten fornærmende, hvis ikke han havde været så optaget af at holde sig oprejst.
Hver gang de to mænd blev bemærket af forbipasserende, rankede Lysander sig automatisk og gjorde sit bedste for at beherske smerten i ansigtet. Huden var stadig fugtig, nu endnu mere klam af sved, og han blev pinligt bevidst om alle de blikke, der både diskret og mindre diskret blev sendt i hans retning.
Den bedste måde at distrahere sig selv fra smerten og den lille ydmygelse var at tænke på noget helt andet.
Så han tænkte på Salem.
Trods sin mindre fysik var manden stadig lige så vedholdende, som Lysander huskede ham. I samme imponerende omfang som dengang de var teenagere, hvor han havde døbt det
Kiefer-stædigheden. Et svagt smil trak i mundvigen ved tanken. Han var udmærket klar over, at det med garanti var den selvsamme gode, gamle stædighed, der nu fik Salem til pligtskyldigt at støtte ham hele vejen til klinikken uden så meget som en beklagelse.
Valmueklinikken var som en lille skat fanget i sin egen tidslomme. Der var ikke meget, der havde forandret sig. Om ikke andet så den ud, præcis som Lysander huskede den.
Pulsen hamrede sygt og insisterende i tindingerne, og havde Lysander ikke haft dørkarmen at støtte sig til, var han formentlig væltet som et træ i vinden og havde taget sig en lur på gulvet. Han prustede anstrengt og lod for et kort øjeblik panden hvile mod karmen med lukkede øjne. Først da den værste svimmelhed havde lagt sig, fik han samlet sig nok til at humpe videre med Salem. Mere vaklende nu, end han havde været ude på gaden.
De var alene i den lille stue. Hvilket Lysander var taknemmelig for. Salem behøvede heller ikke bede ham sætte sig to gange. Han gjorde det prompte, ledsaget af et kvalt støn og en sammenbidt grimasse, da han lod sin tunge krop synke ned på sengekanten.
Efter et øjeblik trak han vejret dybt ind og sendte Salem et næsten imponeret blik.
"Din stædighed er ikke rustet, Salem."
Med trætte fingre begyndte han at løsne de forskellige dele af sin pladerustning, indtil han omsider kunne lægge dem fra sig. Hænderne føltes tunge som mursten, og han ville allerhelst bare lade sig falde bagover og sove sig rask. Han kunne ikke mindes at have følt sig så syg siden sin fjortende fødselsdag, hvor Salem havde måttet fejre ham sengeliggende.
Værste og bedste fødselsdag.
Uniformen hang nu åben og afslørede en tynd, rundhalset linnedskjorte uden krave.
"Ah..." hvæsede han og skød hoften en anelse frem, mens han forsøgte at strække sig til siden. Smerten trak ubehageligt gennem lysken og op i maven, og han greb derfor fat i skjortens nederste kant for at trække den fri af bukserne. Det var først, da han løftede stoffet, at han fik øje på dem. Lange, sorte streger, der forgrenede sig under huden som et lynnedslag. De strakte sig op fra bukselinningen og bredte sig hen over den nederste del af maven i et besynderligt, næsten årelignende mønster.
Lysander stirrede på dem et øjeblik. Det havde han bestemt ikke set før.
"Uha, jeg synes, jeg havde det langt bedre, inden jeg så dét der..." Stadig med skjorten løftet skævede han op mod Salem. Det skæve smil var falmet en anelse, og en bekymret fure havde samlet sig mellem de mørkeblonde bryn.